Fat mod midt i en verden af frygt

Hvorfor den voksende frygt i verden? Hvordan kan man se optimistisk på fremtiden?

HELE verden lever i en atmosfære af frygt. Sensationsbladene med deres beskrivelser af ulykker og forbrydelser skaber usikkerhed og bange anelser. Farer af enhver slags truer den enkelte, hele nationer og hele verden. Rædselen for en kernekrig og alt hvad den kan føre med sig, den ringe tro på Gud, moralens sammenbrud, den forøgede mistillid og intolerance mennesker imellem — alt det har gjort livet til et mareridt for mange mennesker.

På grund af videnskabens „epokegørende“ fremskridt har mennesket fået lidt mere at vide om verdensrummets hemmeligheder; men den øgede viden skaber ikke altid glæde og tilfredshed, tværtimod gør den undertiden mennesket endnu mere bange for hvad fremtiden vil bringe. Mange betragter ikke længere solen som en ven der giver lys og varme, de ser også i den en mulig trussel mod alt levende på jorden. Hvorfor? Fordi de har fået kendskab til at solfaklerne, protuberanserne, slynger enorme energimængder hundredtusinder af kilometer ud i rummet, hvilket medfører en intensivering af den konstante, gådefulde regn af kosmiske partikler som forstyrrer radioforbindelserne og som, efter hvad nogle mener, kan have en skadelig indvirkning på menneskesindet. Nogle forskere hælder til den anskuelse at solens energiudladninger vil tage til i fremtiden og til sidst omslutte hele solsystemet og brænde alt op.

Nu er det også lykkedes mennesket at få rumfartøjer til at kredse om månen og lande på månen, og man har endog fået nærbilleder af dens overflade. Glæden over at være nået så langt er imidlertid ikke ublandet. Nu er man ængstelig for at de to blokke af nationer som i øjeblikket fører kold krig mod hinanden, arbejder på at komme først med en militærbase på månen for derfra at kunne udspionere fjendens militære anlæg på jorden og iagttage fjendens bevægelser. Månen er derfor ikke mere alene et blidt lysende himmellegeme. For mange giver den anledning til stigende bekymring. Og det som mennesket i den kommende tid vil få kendskab til når det retter sin opmærksomhed mod de nærmeste planeter, vil sikkert også bidrage til den almindelige følelse af uro og uvished.

Selv de vældige have som Gud har skabt og som er uundværlige i det store kredsløb som omtales i Esajas 55:10, er man begyndt at betragte som menneskets farlige og utilregnelige fjende. Mennesket har måttet føle de vældige ødelæggelser som havet anretter når det piskes op af jordskælv og orkaner og skyller ind over land. Med den eksplosionsagtige befolkningstilvækst bliver denne trussel større, og via de hurtige meddelelsesmidler er hele verden blevet gjort opmærksom på dette. Forskerne har påpeget at havoverfladen blot behøver at hæve sig nogle få meter før i snesevis af storbyer overalt i verden bliver oversvømmet — med frygtelige følger. Man ved at en sådan oversvømmelse vil kunne indtræffe ved en ganske lille ændring af månens og jordens indbyrdes stilling. En rystelse af disse himmellegemer vil let kunne få katastrofale følger som mennesket ikke kan stille noget op imod.

Frygten i verden er forudsagt

Kristus Jesus forudså for nitten hundrede år siden hvordan folk i vor tid ville have det og pegede på hvad det var de ville frygte: „Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene ængstes i rådvildhed over havets og brændingens brusen. Mennesker skal dåne af rædsel og gru for det, som kommer over jorderige; thi himlenes kræfter skal rystes.“ (Luk. 21:25, 26) Menneskeheden plages allerede af åndelige smerter og er ved at dåne i sin magtesløshed; den ser kun for sig en trist og meningsløs fremtid. Alene tanken om hvad det hele kan udvikle sig til i løbet af et par år kan meget vel næsten sætte panik i folk overalt i verden. I udtrykket „havets og brændingens brusen“ kan der komme til at ligge endnu mere efterhånden som atomalderen skrider frem og mennesket forgæves søger at finde en vej ud af denne frygtens æra. Tegnene på himmelen og begivenhedernes udvikling på jorden fylder de mennesker med rædsel som ingen Gud og intet håb har.

Men der findes en langt dybere årsag til den frygt og de vanskeligheder som præger vor tid, og det er en årsag som kun Bibelen åbenbarer for os. Enten folk ved det eller ej er de underlagt en ond, usynlig magt der især siden kort efter året 1914 har øvet større indflydelse på menneskeheden end nogen sinde før. Ifølge Bibelens profetier betegnede dette år afslutningen på en tid hvor gudløse nationer og verdensmagter havde hersket uden afbrydelse, og desuden var det i dette år Kristi rige i himmelen begyndte at virke. Ifølge det inspirerede syn apostelen Johannes så, blev der i dette år udkæmpet et stort slag i himmelen mellem de retfærdige englemagter under Kristus og de onde, dæmoniske magter under Satan Djævelen. Johannes beskrev udfaldet af kampen på følgende måde: „Så blev den store drage nedstyrtet, den gamle slange, som kaldes Djævelen og Satan, hele verdens forfører; han blev nedstyrtet på jorden, og hans engle blev nedstyrtet sammen med ham. Og jeg hørte en høj røst i Himmelen sige: ’. . . Ve jorden og havet! thi Djævelen er kommen ned til jer; hans harme er stor, fordi han ved, hans tid er kort.’“ — Åb. 12:9, 10, 12.

Så er det ikke så mærkeligt at mennesket ikke kan stille noget op mod den frygt der gennemtrænger verden. Kan mennesket gøre sig noget håb om i egen kraft at modstå den langt mere intelligente og snedige usynlige fjende som er besluttet på at vende hele menneskeheden imod Gud ved at udsætte den for truslernes og lidelsernes pres? (Job 1:9-11) Nej, uden Guds hjælp er mennesket fuldstændig prisgivet „denne verdens gud“.

Men Gud har ikke svigtet menneskene skønt de næsten alle har glemt ham. Han har gennem sit ord, Bibelen, gjort os bekendt med betydningen af den frygt verden er underlagt i vore dage. Desuden sender han sine vidner ud over hele jorden med et budskab som forklarer hvad der er årsagen til de ustabile forhold og viser at disse forhold er tegn på at frygtens og ondskabens herredømme snart er forbi og at en fredens og retfærdighedens æra dernæst skal oprinde ved Kristi riges indflydelse. Denne selviske verdens herskere og deres undersåtter ser alle de tegn for sig som Jehovas vidner peger på, men de opfatter dem ikke eller forstår dem ikke, for deres hjerter er tynget af selviske tanker og forhåbninger. (Matt. 13:22) Det må være sådan Jesu profeti skal forstås: „Og da skal de se ’Menneskesønnen komme i skyen’ [usynligt] med kraft og meget herlighed.“ (Luk. 21:27) De har fået det fortalt, de har set tegnene med deres bogstavelige øjne, men de tror alligevel ikke. De lever fortsat i frygt.

Hvorfor vi kan fatte mod

Men vi behøver ikke at følge dem på frygtens og dødens veje. Vi kan få et lyst livssyn midt i en verden af frygt. Hvordan kan det lade sig gøre? Ved at vi følger samme vej som dem Jesus henvendte følgende trøstende ord til: „Men når dette begynder at ske, da skal I rette jer og løfte jeres hoveder, thi jeres forløsning nærmer sig.“ (Luk. 21:28) Har du lagt mærke til at Jehovas vidner ikke er underlagt den frygt som præger menneskeheden i almindelighed? Tværtimod forkynder de glade og forhåbningsfulde den gode nyhed at Riget er hele menneskehedens håb. De har lært Jehova at kende som deres Gud og Kristus Jesus som deres fører, de har indviet sig til den kærlige Skaber og de har villigt lyttet til og fulgt følgende bibelske råd: „Frygt ikke, hvad det frygter, og ræddes ikke! Hærskarers [Jehova], ham skal I holde hellig, han skal være Eders frygt, han skal være Eders rædsel.“ — Es. 8:12, 13.

For Guds tjenere er de hurtigt tiltagende trængsler og den øgede frygt tegn på at deres arbejde med at forkynde Riget midt i en verden af frygt, snart er fuldført, og på at de snart vil blive befriet for denne verdens herskeres forfølgelse og chikanerende restriktioner. De går ikke mere og hænger med hovedet, de er ikke længere deprimerede som om de stadig tjente denne verdens fyrste, der ikke kan byde på andet end slid og slæb, tårer og trængsler, angst og død. De ved at denne onde hersker snart vil blive kastet i afgrunden for at befinde sig der, i en dødlignende tilstand af uvirksomhed, i tusind år. Deres stærke tro tilskynder dem til stadig at udvide deres virksomhed i hele verden og frimodigt forkynde den gode nyhed om Kristi sejrende rige.

Hvis vi slår følge med dette lykkelige folk vil vi også kunne befri os for den kvælende frygt. Det første vi må gøre er at tilegne os kundskab om Gud og Kristus, for Jesus erklærede i en bøn: „Dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, som du har sendt, Jesus Kristus.“ (Joh. 17:3) Derpå må vi overvinde verden ved at skille os ud fra den og betingelsesløst indvi os til Gud og til at gøre hans vilje. Herefter gælder det for os om at leve op til vor indvielse så længe vi drager ånde. Herren Jesus har sagt til vor opmuntring: „I verden har I trængsel; men vær frimodige, jeg har overvundet verden.“ (Joh. 16:33) Jesus har selv overvundet verden og er parat til at hjælpe enhver der oprigtigt bestræber sig for at følge i hans fodspor. Derfor kan du trygt slå følge med Jehovas folk og sammen med det finde glæden midt i en verden af frygt og om kort tid opleve en verden uden frygt.