At tjene Jehova bringer glæde og tilfredshed

FORTALT AF RICHARD H. BARBER

DEN 14. marts 1869 fødtes i en landsby, i den sydvestlige del af staten Vermont i De forenede Stater en dreng hvis forældre kaldte ham Richard Harvey Barber. Denne dreng var mig. Nu i en alder af 96 år skriver jeg beretningen om mit liv, et liv i glæde og tilfredshed i Jehovas tjeneste.

Som dreng var jeg travlt beskæftiget med mange ting. Vi boede i et hus hvortil der hørte et savværk som min far ejede, og det gav mig mange oplevelser. Jeg samlede harpiks fra træerne og solgte den for en dollar pundet. Jeg fangede små plettede ørreder fra bjergbækkene og solgte dem til de kunder der kom til savværket; jeg samlede ginsengrod og solgte den, og jeg tappede saften at ahorntræer og hjalp med at indkoge den til ahornsirup.

I 1883 flyttede far til en ejendom i staten New York. I begyndelsen af 1886 udskiftede vi ejendommen med et hus i landsbyen Greenwich, New York. Efter at jeg havde taget min eksamen fra Greenwich High School i 1888 bestyrede jeg en stor købmandsforretning som min far ejede.

Min far var en god, ærlig og gavmild mand. Han var metodist og overværede alle gudstjenester, gav store bidrag til kirkens virksomhed og købte en dyr kirkestol i kirken. Det var alt hvad der krævedes af ham for at være en god metodist. I hele min barndom så jeg aldrig en bibel i vort hjem, hørte aldrig en bøn blive bedt eller et bibelsk emne blive drøftet.

I 1894 købte jeg varelageret af min far og begyndte min egen forretning. Den 1. januar det følgende år blev jeg gift i den metodistiske kirke, og min kone og jeg boede i lejligheden oven over forretningen. Min kones to søstre boede hos os. I oktober samme år kom jeg i kontakt med Guds ords sandhed som Vagttårnets selskab lærer den, og hermed begyndte livet at få en ny mening for mig.

Virkningen af Selskabets litteratur

Jeg var leder af den metodistiske søndagsskole, og min kone var lærerinde i denne skole. Efter at jeg havde set at de ti forskellige søndagsskoleklasser virkede godt, kiggede jeg ind i klassen for de voksne mænd. Her lagde jeg mærke til at undervisningen foregik på en helt anden måde. Der blev citeret mange skriftsteder som de forskellige elever læste op, og jeg havde forstand nok til at se at spørgsmålene blev korrekt besvaret. Dette glædede mig. Samme aften efter at gudstjenesten var forbi gik jeg ned ad Main Street sammen med klassens leder og spurgte ham hvorfra han fik alle disse skriftsteder og denne oplysning.

Han fortalte mig at en mand der kørte rundt på cykel og solgte bøger om Bibelen (de tre første bind af Studier i Skriften af pastor Russell) var kommet til Greenwich. Denne mand var kolportør, det vi nu kalder pioner, og han havde besøgt den metodistiske præsts hjem for at forklare ham om bøgerne. Præsten havde givet ham adskillige navne, deriblandt navnet på lederen af de voksne mænds klasse og navnet på min kones søster May. Efter at klassens leder havde fortalt mig dette stod han og jeg på gaden indtil midnat og drøftede de bibelske sandheder som denne litteratur indeholdt.

Næste morgen ved morgenbordet spurgte min kone mig: „Hvorfor kom du så sent hjem i aftes?“ Efter at jeg havde forklaret hvorfor, udbrød min svigerinde May: „Jeg købte også et sæt af de bøger dengang, og de står inde i dit bibliotek.“ Jeg gik ind i bibliotek, men der var kun bind tre. May sagde: „Åh, jeg lånte de to andre bøger ud til min bror i Salem.“ Jeg tog bind tre med ind til bordet, og mens jeg spiste bladede jeg bogen igennem og undersøgte den. Jeg stak den i lommen og tog den med ned i forretningen. Dagen igennem brugte jeg hvert ledigt øjeblik til at læse i bogen. Efter to dage havde jeg læst hvert ord i den og havde lært mange ting som jeg aldrig før havde hørt om. Mens jeg grundede over den spurgte jeg mig selv: Hvem er forfatteren og hvor er den trykt? Jeg undersøgte det og hørte for første gang i mit liv navnet pastor Russell. Klassens leder havde aldrig omtalt dette navn for mig.

Jeg skrev straks et kort til pastor Russell og bad ham sende mig et katalog over alle sine skrifter. Få dage senere fik jeg et brev fra ham, og på bagsiden af dette brev var der en liste over hans skrifter. Jeg bestilte hver eneste ting på listen, deriblandt Vagttårnet, tre bind af Studier i Skriften, forskellige bibeloversættelser, adskillige bibelkonkordanser, brochurer og traktater. Ordren blev på over 22 dollars og jeg skrev en check på 30 dollars. Selv om jeg var leder af en søndagsskole havde jeg ingen begreb om hvad en konkordans eller en bibel med henvisninger var; men læsningen af bind tre havde givet mig tillid til at alle disse bøger, brochurer og traktater var nødvendige hvis man skulle foretage et virkeligt studium af Bibelen. Jeg bestilte 500 af hver af de tre gratis traktater. Så skrev jeg.: „Pak alle disse i én pakke og send dem ekspres og pr. efterkrav.“

Da jeg modtog skrifterne begyndte jeg straks at bruge dem. I hver pakke jeg pakkede i butikken lagde jeg en traktat. Senere abonnerede jeg på tyve forskellige aviser der offentliggjorde pastor Russells prædikener, og disse trykte prædikener lagde jeg også i pakkerne. Vi fik et bibelstudium der afholdtes hver tirsdag aften. Til sidst var vi sytten der var interesseret i sandheden og som studerede sammen. Hele byen vidste at vi havde dette studium.

Udmeldelse af kirken

Vor indsats for at udbrede Bibelens sandheder blev kritiseret af fremtrædende metodister. Metodistpræsten som overværede Den metodistiske Konference nægtede at lade sig udnævne til at virke i Greenwich i endnu en periode. Han fortalte på konferencen at flere af hans bedste medlemmer studerede og troede mange ting der var i modstrid med den metodistiske kirke og andre ortodokse religioner, og at der snart ville opstå vanskeligheder i kirken i Greenwich. Konferencen sendte da sin såkaldt stærkeste prædikant til kirken. Efter en måneds tid bekendtgjorde han at han ville holde en særlig prædiken en bestemt søndag aften og at han ønskede at alle metodister skulle være til stede.

Kirken var tæt pakket til dette møde. Præsten holdt den metodistiske lærebog i sin hånd og læste langsomt og med eftertryk op fra den om hvad den metodistiske kirke lærer, idet han understregede at når man sluttede sig til kirken, forpligtede man sig til at tro og lære disse dogmer. Da han nåede klimaks brølede han: „Der findes en lille skare mennesker i denne kirke som lærer ting der for længst er blevet forkastet af den metodistiske kirke og alle andre ortodokse kirkesamfund.“ Han sagde: „Disse mennesker er som mider i osten og har små hjerner.“ Så holdt han lærebogen højt i vejret og tordnede: „Hvis I ikke tror den metodistiske kirkes lære, så befaler jeg jer i Guds navn: Forsvind herfra!“ Blandt dem der lyttede til ham var alle disse „mider“, der sad lige foran præsten. Der var søndagsskolens leder, lederens assistent, korets leder, der også var kirkens kasserer, og seks af de ti søndagsskolelærere med flere. Dette skuespil opførtes for at skræmme disse „mider“ tilbage til den metodistiske fold, men det havde lige den modsatte virkning. Det hjalp dem til at se hvor inkonsekvent det var at forblive i kirken. Det endte med at elleve medlemmer trak sig ud af den. Disse var blevet betragtet som kirkens bedste medlemmer, og deres udmeldelse havde den virkning på kirkens finanser at man i de næste par år måtte låne penge for at kunne betale præstens løn.

Lederen af de voksne mænds klasse meldte sig ud den næste dag; men jeg trak mig ikke straks tilbage, for jeg mente at hvis jeg gjorde det, ville de påstå at det var fordi klassens leder havde meldt sig ud. Efter et års tid indså jeg at det var nytteløst at vente længere og at det også mishagede Jehova, og så udmeldte jeg mig. Jeg skrev et brev på seksten sider hvori jeg citerede skriftsteder om emner som helvede, sjælen, treenigheden og Guds rige. Jeg tog adskillige kopier af dette brev og sendte dem til præsten og alle de andre af kirkens ledende mænd. Præsten ignorerede fuldstændig alle mine skriftstedshenvisninger og skrev et brev til mig hvori han sagde: „Jeg må rose Dem for Deres frimodige og mandige indstilling og opførsel. Ingen anden adfærd ville have været rigtig for en der føler det som sin pligt at udbrede de synspunkter De har.“

Nogle få uger senere holdt han en prædiken som han mente burde have en større udbredelse. Han tog derfor hen til redaktøren for det lokale ugeblad og fik den trykt. Den indeholdt adskillige grelle ubibelske udtalelser, så jeg greb lejligheden til at svare gennem den samme avis, og mit svar blev også trykt. Da præsten opdagede det, fór han hen til redaktionen og skældte redaktøren ud fordi han havde trykt mit svar. Redaktøren mindede præsten om at de selv bestemte hvad de ville trykke, og at mit svar var skrevet på en venlig måde og at jeg, når som helst jeg ønskede at skrive en artikel, ville få den optaget dersom den var skrevet på samme venlige måde.

Sandheden forandrer mit liv

Sandheden medførte mange forandringer i mit liv. Noget af det første jeg gjorde var at fjerne alle cigarer og al tobak og snus fra mit varelager. Så godt som alle brugte en eller anden form for tobak, og mange kvinder brugte snus. Denne beslutning kostede mig mange kunder, men jeg holdt fast ved den og solgte aldrig disse ting igen. Min uddeling af bibelske traktater til mine kunder kostede mig også mange af dem, men jeg blev ved at udbrede sandheden. I 1899 overværede jeg mit første stævne afholdt af Vagttårnets selskab i Boston. Jeg hørte og så broder Russell for første gang og blev døbt der.

Før jeg lærte sandheden at kende var jeg meget interesseret i baseball, jagt og fiskeri, og brugte mange penge til skydeøvelser og fugleskydning. Jeg gjorde mig klart at denne tid og disse penge kunne anvendes bedre i Herrens tjeneste. Så jeg sagde farvel til det alt sammen, gav mit jagtgevær til min svoger, der boede på en gård, og solgte min riffel og kasse med lerduer og andet udstyr. Jeg prøvede at handle ud fra den synsvinkel at al vor tid og vore penge tilhører Herren, og at vi også selv tilhører Jehova såfremt han har taget imod vor indvielse. Vi tilhører ikke os selv, for vi er blevet købt med en pris. Vort hjem eller vor ejendom, ja alt hvad vi ejer tilhører Jehova. Det kan til tider være svært at gøre sig klart at dette hjem, denne bil, disse penge, alt hvad vi har, tilhører Jehova, og at vi blot har fået det betroet for at bruge det på den måde han ønsker; men sådan er det.

Jeg brugte mine midler til at udbrede sandheden. Jeg ejede to heste og to køretøjer, og disse blev om søndagen brugt til at bringe cirka otte ud til forskellige landsbyer for at uddele bibelske traktater. Vi plejede at uddele omkring 50.000 traktater hvert år. Vort distrikt gik fra Waterford, der ligger lige på den anden side floden, over for Troy i staten New York, nordpå til Whitehall, fra Saratoga mod vest, til North Adams i Massachusetts mod øst. Der afholdtes hvert år to markeder i dette område og ved begge disse uddelte vi traktater.

I 1906 solgte jeg min forretning, og i 1907 begyndte jeg kolportør- eller pionertjenesten sammen med en der tidligere havde været pioner, Vincent C. Rice. Mit første distrikt var byen Glens Falls, New York, der havde en befolkning på 15.000. Den første dag arbejdede vi i South Glens Falls. Vi brugte de første tre bind af Studier i Skriften, og de seks bind hvor der syntes at være interesse. Den første dag afsatte jeg 59 store bøger og broder Rice afsatte 37. Vi tog imod ordrer på bøger der skulle leveres den følgende mandag. Men hvor var vore bøger? De befandt sig i et trykkeri i Hammond i Indiana. Vi regnede ud at vi ville behøve bøger for 120 dollars, men broder Rice havde ikke dette beløb, så jeg sendte en check direkte til broder Russell og forklarede at vi behøvede bøgerne for at kunne levere dem næste mandag. Mandag kom, men hvor var vore bøger? Til sidst besluttede vi at se efter på ilgodskontoret, og der lå de. Broder Russell havde givet ordre til straks at sende dem og betale forud for ilforsendelsen.

Vi afsatte 1259 indbundne bøger i Glens Falls. Jeg var pioner i fem år, og i denne periode tegnede jeg 125 abonnementer på Vagttårnet og organiserede menigheder, dengang kaldet „klasser“, i Glens Falls, Fort Edward, Mechanicsville og Hoosick Falls, New York, og Pownal Center, Vermont.

Da jeg havde været pioner i fem år, indbød broder Russell mig til at tjene som pilgrim, hvilket betød at jeg skulle rejse visse ruter som Selskabet havde fastlagt, for at holde foredrag for menighederne og avertere offentlige foredrag. Jeg tog med glæde mod denne udnævnelse og har tjent som sådan i alle staterne undtagen Arizon og New Mexico, og i hele Canada fra Cap Breton til Vancouver Island, og i begrænset omfang i England og Skotland.

I 1914 og 1915 havde jeg ledelsen af en gruppe på omkring femten der betjente en stor del af New England og hele Nova Scotia med Skabelsens Fotodrama, en film i fire dele der bestod af levende billeder og lysbilleder, med fonografoptagelser af bibelske foredrag. Det var min opgave at leje teatrene og om søndagen at holde de to afsluttende foredrag efter Fotodramaet. Disse foredrag hed: „En undersøgelse af pastor Russells lære“ og „Kristi andet komme; hvorfor, hvordan og hvornår?“ Dette var en vidunderlig forret, og store skarer overværede Fotodramaet og foredragene.

Beteltjeneste

Efter omkring syv år i pilgrimstjenesten blev jeg uventet kaldt til Betel, Selskabets hovedkontor i Brooklyn, New York. Dette var i 1918. De religiøse forfølgere benyttede sig af krigen til at skabe had mod Selskabet. Resultatet heraf var at Selskabets præsident, J. F. Rutherford, og andre ledende brødre blev arresteret på falsk grundlag og stillet for retten. Jeg var til stede ved denne retssag hvor Selskabets ledende brødre blev idømt fængselsstraffe. En morgen derefter fik jeg en opringning fra broder Rutherford der bad mig komme over til Pennsylvania stationen, hvor brødrene skulle vente adskillige timer på et gennemgående tog til Atlanta.

Mens Selskabets ledende brødre sad i fængsel udnævnte broder Rutherford en komité der skulle handle på hans vegne. Denne komité bestod af broder W. E. Spill og broder John Stephenson, et medlem af betelfamilien der havde tjent på regnskabskontoret som assistent for broder Van Amburgh; og jeg var det tredje medlem af denne komité. Arbejdet blev delt imellem os på følgende måde: Jeg skulle tage mig af korrespondancen og tilrettelægge udgivelsen af Vagttårnet, broder Stephenson skulle være kasserer og broder Spill skulle tage sig af alle sager udadtil.

Der kom masser af breve, mange hårde og kritiske, men også mange medfølende og opmuntrende. Mange som havde skænket penge til Selskabet på den betingelse at de, i tilfælde af at de skulle bruge dem i fremtiden, kunne få dem tilbage med et beløb på 50 dollars om måneden, ønskede deres penge igen. Der blev tilbagebetalt mange beløb. Der kom dog regelmæssige bidrag, men vi havde ikke megen brug for penge, idet hele pilgrimstjenesten var ophørt og vi var fuldstændig afskåret fra alle landskontorer i udlandet.

Bortset fra Vagttårnet var litteraturen forbudt i De forenede Stater, og i Canada var al litteraturen forbudt. Der blev valgt fire personer, i henholdsvis Boston, Brooklyn, Chicago og Seattle, og de skulle hver pakke et nummer af Vagttårnet ind i en avis og sende det til en navngiven person i Canada. Disse numre gik så på omgang blandt brødre, de ledende artikler blev duplikeret og nogle optrykt og sendt ud til alle de canadiske menigheder. Mange skrev og fortalte at deres eksemplar af bogen Den fuldbyrdede Hemmelighed, også kendt som det syvende bind af Studier i Skriften, var blevet konfiskeret, og de bad om et andet. Jeg fandt en kasse med bøgerne i lommeformat og sendte et eksemplar til alle dem der skrev ind om det.

Pilgrimsafdelingen, radio- og zonetjenesten

Efter at Selskabets ledende brødre var blevet løsladt fra fængselet i 1919 og renset for de anklager der havde været rejst mod dem, blev jeg atter sendt ud som pilgrim. Men efter nogle år kaldte broder Rutherford mig tilbage til Betel og bad mig tage mig af pilgrimsafdelingen. Efter at pilgrimsafdelingen var ophørt blev jeg overflyttet til radioafdelingen. Min opgave bestod i at skrive korte radioforedrag på 10, 15, 20 og 30 minutter der skulle udsendes over hundreder af radiostationer. Disse foredrag blev forelagt broder Rutherford. Efter at de var blevet redigeret duplikerede broder De Cecca dem, og de blev sendt ud til hundreder af radiostationer. Jeg havde den forret selv at holde radioforedrag, nogle gange over en sammenkobling af stationer. Jeg blev for eksempel bedt om at holde en times foredrag om julen som udsendtes over flere stationer. Det var den 12. december 1928, og foredraget blev offentliggjort i The Golden Age, nummer 241, og igen året efter i nummer 268. Foredraget viste julens hedenske oprindelse. Efter dette foredrag fejrede brødrene på Betel ikke jul mere.

I 1935 fik jeg til opgave at tjene som zonetjener i distriktet fra Utida mod øst til Westfield mod vest og fra Scranton mod syd til St. Lawrencefloden mod nord. Jeg flyttede med min kone til Selskabets ejendom nær Ithaca og skulle tjene i distriktet derfra. Mens jeg dette år tjente i Williamsport, Pennsylvanien, fik jeg brev fra broder Rutherford om at Syracuse-menigheden havde købt en stor bygning og havde bedt Selskabet sende nogen dertil som kunne føre tilsyn med bygningen. Han bad mig flytte til Syracuse og virke derfra som zonetjener.

Nu, i en alder af 96, er jeg ikke længere i stand til at forkynde den gode nyhed fra hus til hus, men min kærlighed til Jehovas tjeneste er lige stor, ja, måske større. I nogle år har jeg pr. post regelmæssigt kunnet uddele fyrretyve blade om måneden, og når der udkommer særlige udgaver prøver jeg om muligt at fordoble dette antal. Jeg bruger telefonbogen og udvælger nogle mennesker i vort distrikt som jeg sender et maskinskrevet brev, hvori jeg aflægger det bedst mulige vidnesbyrd, fortæller dem om de fordele som bladene Vagttårnet og Vågn op! har, og meddeler at jeg vedlægger et eksemplar af hvert blad.

Da brochuren Blodet, lægevidenskaben og Guds lov udkom, sendte jeg et eksemplar til alle mine slægtninge, omegnens hospitaler, byens embedsmænd og mest fremtrædende sagførere og læger. Jeg er stadig i stand til at holde foredrag, men må have en hånd til at hjælpe mig op på podiet. Skønt mit syn bliver svagere og svagere har jeg kunnet læse hvert ord i Babylon-bogen og i den nye bog „All Scripture Is Inspired of God and Beneficial“ og alle rapporterne i årbogen; jeg er også helt à jour med både Vagttårnet og Vågn op!

I 1964 gav Jehova mig en dejlig overraskelse. I flere år havde jeg ønsket atter at besøge Betel, hvor jeg havde tilbragt tyve lykkelige år, for med mine egne øjne at se den vidunderlige udvidelse som har fundet sted der siden 1935 da jeg blev sendt ud som zonetjener. Men min fysiske tilstand var sådan at jeg vidste at jeg ikke kunne klare turen gennem Betel og trykkeriet, selv ikke ved hjælp af en stok. Så jeg havde opgivet alt håb om nogen sinde at se Betel igen. Kan I forestille jer min overraskelse da postbudet bragte mig en personlig invitation fra Selskabets præsident, broder Knorr, til at besøge Betel? Da han kendte mit fysiske handicap lød hans invitation: „Vi har en rullestol her som du kan bruge til at komme rundt på en tur gennem hjemmet og trykkeriet.“

I maj 1964 kunne mine øjne således fryde sg over at se hvordan Jehovas gerning er vokset på Betel. Om jeg nød besøget? Ja, jeg kan ikke med mine ord finde udtryk for den glæde jeg følte. Jeg ønsker ikke alene at takke broder Knorr for invitationen, men også at takke den broder der forklarede hvert lokale og hver maskine og dens funktion for mig, og den broder der kørte min rullestol og som viste mig så mange andre venligheder. Jeg er slået af forundring over denne udvidelse af hovedkontoret. Jehova har i sandhed en vidunderlig, arbejdende organisation

Har jeg glædet mig over mine næsten halvfjerds år i Jehovas tjeneste? Følgende skriftsteder kan tjene som udtryk for min glæde og tilfredshed: „Guds fred, som overgår al forstand, [skal] bevare jeres hjerter og jeres tanker.“ „Min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver.“ „Nøjes med det, I har.“ (Fil. 4:7; Joh. 14:27; Hebr. 13:5) Sand glæde indbefatter en rolig, værdig følelse af tilfredshed, fred i sindet og frihed for frygt, bekymring, knurren eller finden fejl. Den giver sig ikke udslag i lystighed, slagfærdighed eller vittigheder, og den indbefatter ikke skinhellighed. Den indebærer en stærk tro og et fast håb.

Dette besvarer mit spørgsmål. Jeg har i sandhed glædet mig over kundskaben om sandheden og over mine mange tjenesteforrettigheder. Her er jeg, 96 år gammel, stavrende omkring på grund af dårligt syn og skrøbelige lemmer, men jeg tjener stadig Jehova så vidt som min fysiske tilstand tillader det, lykkelig og tilfreds.