Jerusalem genopbygget med tanke på Messias’ komme

1. (a) Hvad kunne det se ud til da Jerusalem blev ødelagt og dens konge fjernet, og hvad tænkte Babylon og dens gud Satan Djævelen? (b) Var det muligt at Jerusalem kunne forblive øde i al evighed? Begrund svaret.

DA Jerusalem blev fuldstændig ødelagt af sin evige rival Babylons hære, og kongerne af Davids slægt blev fjernet fra tronen efter at have vakt Jehovas mishag, så det ud som om Jerusalem var knust for stedse. Det anså Babylon den for at være, og denne hedenske by forestillede sig at den kunne blive ved med at holde jøderne i fangenskab. Da Jerusalem nu lå øde i mange år uden mennesker og husdyr og så ud som om den var hjemsøgt af spøgelser, blev denne antagelse stærkere og stærkere bekræftet for de omboende folk. Satan Djævelen, Babylons gud, tænkte at han havde vundet en eklatant sejr. Men det var absolut umuligt at Jerusalem skulle kunne ligge øde for evigt. Det var helt sikkert at den ville blive genopbygget. Ydermere skulle Jehovas tempel atter rejse sig inden for dens mure. Hvorfor var det så sikkert? Fordi det havde at gøre med noget der var af største betydning i Jehovas øjne. Det havde at gøre med den hellige hemmelighed om Sæden, det løfte der blev udtalt første gang i Edens have og kom fra Jehova selv. Det havde at gøre med Messias’ komme.

Hvorfor Jerusalem skulle genopbygges

2. (a) Hvorfor nærede de trofaste jøder tillid til at Jerusalem ville blive genopbygget? (b) Hvorfor så det sort ud, men hvad fik alligevel de jødiske fanger til at se lyst på fremtiden?

² De jøder der så hen til Sædens komme og som troede på Jehova Guds ord, var aldeles sikre på at Jerusalem ikke skulle ligge øde for evigt men atter blive opbygget og komme til at blomstre på ny. De vidste fra Jeremias’ profeti at Jerusalems øde tilstand kun skulle vare halvfjerds år. (Jer. 25:11, 12) I Esajas’ profeti havde de læst om Jerusalems genopbygning og kommende herlighed. (Esajas, kapitel 52) De vidste at Jerusalem måtte eksistere når Messias kom, den måtte ligge på Zions bjerg, og man måtte dér kunne finde Jehovas tempel for den sande tilbedelse. Ganske vist så det sort ud for øjeblikket, for selv af kongeslægten var der næsten ingen tilbage. Alle Zedekias’, Judas sidste konges, sønner var blevet dræbt, og kun en af arvingerne til tronen, Jojakin eller Jekonja, Zedekias’ nevø, var i live. Noget lignende var det med ypperstepræsternes slægt. Nebukadnezar lod Seraja dræbe men skånede hans søn Jozadak, der ligesom Jekonja blev ført i fangenskab i Babylon. Men i denne mørke time var selve det at disse to overlevede og at intet fremmed folk fik lov til at bosætte sig i Judas land mens det lå øde, et stærkt tegn der tændte håbets lys for de trofaste blandt de landflygtige jøder. De kunne se at Gud på mirakuløs vis sørgede for at bevare konge- og præsteslægten og holdt landet åbent indtil det tidspunkt da han ville sende sit eget folk tilbage for at genopbygge Jerusalem. At Messias ikke ville komme til et ødelagt Jerusalem men til et genopbygget Jerusalem antydedes i en bemærkelsesværdig profeti i Daniel 9:25: „Saa viid da og mærk: fra den Tid Befalingen udgaaer om Tilbageførelsen og om Jerusalems Opbyggelse indtil en Salvet, en Fyrste, er der syv Uger og to og tredsindstyve Uger; opbygges skal atter Gader; og det er besluttet, men under Tidernes Trængsel.“ (Kalkars oversættelse)

Templet fuldført

3. (a) Hvad skete der med arbejdet på templet kort tid efter at grunden var blevet lagt? (b) Hvordan satte Jehova tempelbyggeriet i gang igen? (c) Hvilke begivenheder fulgte nu? (d) Hvordan reagerede kong Darius på brevet fra de embedsmænd som Juda stod under?

³ I den foregående artikel beskæftigede vi os med jødernes tilbagevenden under Zerubbabel, en af Davids efterkommere der blev ledsaget af ypperstepræsten Jesua, Jozadaks søn. Denne tilbagevenden skete som følge af Babylons besejrers, perseren Kyros’ dekret, som Jehova havde forudsagt den skulle. I 536 f.v.t. lagde de hjemvendte jøder grunden til Jehovas tempel. Men kort tid efter lagde Djævelen dem hindringer i vejen ved at få deres samaritanske fjender til at blande sig i byggeriet og til sidst udvirke at den persiske regering udstedte forbud mod at det fortsatte. Dette svækkede jøderne så meget at de holdt op med dette vigtige arbejde og glemte templet mens de byggede huse til sig selv. Men selv en sådan modstand og den jødiske rests svigten på grund af frygt kunne ikke hindre at Jehovas hensigt blev gennemført. Jehova oprejste profeterne Haggaj og Zakarias, der med stor nidkærhed og et magtfuldt budskab fra Gud ruskede jøderne op så de genoptog arbejdet på templet. (Hag. 1:1-3, 9; Zak. 1:1-3, 16; Ezra 4:24–5:2) Disse profeter begyndte at virke i det andet år af perserkongen Darius I’s regering, femten år efter at grunden til templet var blevet lagt. Naturligvis blev genopbygningsarbejdet hurtigt observeret af fjenderne, der gik til de af Persien indsatte embedsmænd som styrede provinserne mellem Eufratfloden og Middelhavet. Her anklagede de jøderne for at have overtrådt loven. Men nu fortsatte jøderne inspireret af Haggaj og Zakarias deres arbejde. De henledte opmærksomheden på at Kyros havde udstedt dekretet om at templet skulle genopbygges. Derpå sendte statholderen Tattenaj, som Zerubbabel stod under, tillige med andre embedsmænd en skrivelse til kongen af Persien for at udbede sig hans afgørelse. Den skriftlærde Ezra beretter om udfaldet:

„Så gav kong Darius befaling til at se efter i skatkammeret, hvor man i Babel gemte dokumenterne; og man fandt da i borgen i Ameta i landsdelen Medien en skriftrulle [ikke en kileskrift-tavle], hvori der stod: ’Til ihukommelse. I sit første regeringsår udstedte kong Kyros følgende befaling: Gudshuset i Jerusalem skal genopbygges, for at man der kan ofre slagtofre og frembære Guds ildofre; det skal være tresindstyve alen højt og tresindstyve alen bredt med tre låg kvadersten og ét lag bjælker; omkostningerne udredes af kongens hus. Desuden skal gudshusets guld- og sølvkar, som Nebukadnezar borttog fra helligdommen i Jerusalem og førte til Babel, gives tilbage, og de skal bringes tilbage til deres plads i helligdommen i Jerusalem, og du skal sætte dem ind i gudshuset!’“ — Ezra 6:1-5.

4. Hvilken advarsel føjede kong Darius I til Kyros’ dekret?

⁴ Darius erkendte at byggearbejdet var lovligt og sagde strengt til embedsmændene: „Derfor skal I . . . ikke blande eder deri. Lad arbejdet med dette gudshus gå sin gang.“ Ydermere advarede han dem: „Om nogen overtræder denne forordning, skal en bjælke rives ud af hans hus, og til straf skal han hænges op og nagles fast på den, og hans hus skal gøres til en grusdynge.“ — Ezra 6:6-12.

5. Hvilken virkning havde Darius’ afgørelse på jøderne, og hvornår var templet færdigt?

⁵ Opmuntret af en åbenbar velsignelse fra Gud skyndte jøderne sig med arbejdet, og på mindre end fire og et halvt år stod templet færdigt. Ezra 6:15 oplyser hvornår det var fuldført: „De fuldendte templet på den tredje dag i adar måned i kong Darius’ sjette regeringsår.“ Hvis Darius I’s første år regnes fra 522 f.v.t., da hans forgænger Kambyses døde, må genopbygningen af templet være blevet fuldført i marts 516 f.v.t.a

6. Hvad kunne jøderne gøre fordi templet var så tidlig færdigt?

⁶ Efter adar måned følger nisan, og da templet var færdigt den 3. adar kunne jøderne indvi det så tidligt at de kunne holde påske i nisan i begyndelsen af kong Darius I’s syvende år: „Så fejrede israelitterne, præsterne, levitterne og de andre, der havde været i landflygtighed, gudshusets indvielse med glæde.“ (Ezra 6:16) Nu var tilbedelsen af Jehova i Jerusalem fuldt genoprettet. Bygningsmændenes glæde må have været stor da tempelarbejdet var tilendebragt.

Opmærksomheden rettes mod byens opbygning

7. (a) Hvornår blev en af Guds trofaste tjenere opflammet til at fuldføre Jerusalems genopbygning, og hvem viste denne mand sig at være? (b) Hvad var det især der bevægede Nehemias til handling?

⁷ Men hvad med selve byen? Og hvad med Esajas’ profeti om at Jerusalem skulle blomstre, og Daniels profeti om at dens gader skulle genopbygges? Skønt der gik nogen tid før dette skete var det dog noget der måtte gøres før vejen var beredt til Messiasfyrstens komme. Først under kong Artaxerxes af Persiens regering vakte Jehova en anden trofast tjeners ånd og overdrog ham denne opgave. Denne tjener var Nehemias, der på det tidspunkt havde det betroede hverv at være mundskænk for kong Artaxerxes af Persien. Nehemias kunne ikke selv være i Jerusalem, men hans hjerte var der, for han vidste at dér var centret for den sande tilbedelse af Jehova. Jerusalem var det sted hvorover Jehovas navn hvilede og Jehovas tempel var nu genopført dér. Nehemias fortæller om sin bekymring over byen og over at den stadig ikke var genopbygget, hvilket han fik at vide cirka tres år efter at templet var blevet genopbygget: „I kislev måned i det tyvende år, medens jeg var i borgen i Susan, kom Hanani, en af mine brødre, sammen med nogle mænd fra Juda. Og da jeg udspurgte dem om jøderne, den rest, der var undsluppet fra fangenskabet, og om Jerusalem, sagde de til mig: ’De tiloversblevne, de, som er tilbage fra fangenskabet der i landet, lever i stor nød og forsmædelse, og Jerusalems mur er nedrevet og portene opbrændt.’ . . . Jeg var . . . mundskænk hos kongen.“ — Neh. 1:1-3, 11.

8. Hvordan gav kong Artaxerxes Nehemias lejlighed til at fremsætte sin anmodning?

⁸ Nehemias blev overvældet af sorg da han hørte denne beretning. Han lagde straks sagen frem for Jehova i bøn. Svaret på hans bøn ventede ikke længe. Han fortæller: „I nisan måned i kong Artaxerxes’ tyvende regeringsår, da jeg skulle sørge for vin, bar jeg engang vinen frem og rakte kongen den. Jeg havde ikke før set modfalden ud, når jeg stod for hans ansigt. Og kongen sagde til mig: ’Hvorfor ser du så modfalden ud? Du er jo ikke syg; det kan ikke være andet, end at du har en hjertesorg!’ Da blev jeg såre bange.“ — Neh. 2:1, 2.

9. (a) Hvordan søgte Nehemias Guds ledelse før han fremsatte sin anmodning for kongen, og hvordan reagerede kongen? (b) Hvad anmodede Nehemias om?

⁹ Nehemias forklarede kongen hvad der var grunden til hans bedrøvelse. Da Artaxerxes spurgte: „Hvad er det, du ønsker?“ opsendte Nehemias en stille bøn til Jehova, tog mod til sig og bad kongen sende ham til Jerusalem for at genopbygge byen. Bønnen blev opfyldt; kong Artaxerxes stillede sig velvillig. Nehemias beretter: „Da kongen således fandt for godt at lade mig rejse, opgav jeg ham en tid. Og jeg sagde til kongen: ’Hvis kongen synes, så lad mig få breve med til statholderne hinsides floden [Eufrat], så de lader mig drage videre, til jeg når Juda, og et brev til Asaf, opsynsmanden over den kongelige skov, at han skal give mig træ til bjælkeværket i tempelborgens porte og til byens mur og til det hus, jeg tager ind i!’ Det gav kongen mig, eftersom min Guds gode hånd var over mig.“ — Neh. 2:3-8.

10. (a) Hvilken modstand mødte Nehemias og hans medarbejdere, og hvordan overvandt de den? (b) Hvornår var muren færdig?

¹⁰ Hvor vidunderligt var det ikke at se at Jehovas arm ikke var for kort! Som han havde forudsagt i Daniel 9:25 foregik genopbygningen under trængsel og vanskeligheder. Selv efter at kongens dekret var udstedt blev Nehemias og hans medarbejdere udsat for trusler og megen modstand fra de ikke-jødiske omboende folk. Man gjorde forsøg på at trække dem bort fra arbejdet. Nehemias var i fare for at miste livet, men han og hans medarbejdere havde tro på og tillid til den almægtige Gud, og væbnede til forsvar fortsatte de troligt det arbejde Gud havde tildelt dem. Resultatet var at de byggede forsvarsmuren omkring Zion eller Jerusalem på mindre end to måneder. „Således blev muren færdig den femogtyvende dag i elul måned efter tooghalvtredsindstyve dages forløb.“ (Ifølge Nehemias’ regnemåde begyndte året med tisjri måned og endte med elul måned, årets tolvte.) — Neh. 6:15.

Jehovas fuldførte hensigt bringer lykke

11. Hvem inspirerede fjenderne til at genere byggearbejdet, og hvorfor kæmpede de imod deres egne interesser?

¹¹ Intet kunne standse fuldførelsen af Jehovas hensigt. Det var en smal sag for ham at fjerne de fjender Satan Djævelen havde inspireret til at yde modstand. De var fuldstændig blinde for hvad det var for en herlig hensigt de kæmpede imod og forstod ikke hvor enorm betydning dette genopbygningsarbejde havde i forbindelse med den lovede sæd der skulle komme, den sæd der skulle velsigne alle jordens slægter. I uvidenhed kæmpede de imod en ordning hvis slutresultat vil betyde velsignelse for mange af deres egne.

12. (a) Hvad satte bygningsmændene i stand til at fortsætte arbejdet? (b) Hvordan sørgede Nehemias for at der blev sat system i tingene så snart muren var færdig?

¹² Men Jehova havde folk som elskede ham, satte tilbedelsen af ham højt og så frem til Messias’ komme. Han kunne inspirere dem med den nidkærhed og styrke som skulle til for at dette vigtige genopbygningsarbejde kunne blive gennemført selv under tidernes trængsel. Nehemias fortæller: „Da muren var bygget, lod jeg portfløjene indsætte, og dørvogterne, sangerne og levitterne blev ansat. Overbefalingen over Jerusalem gav jeg min broder Hanani og borgøversten Hananja; thi han var en pålidelig mand og frygtede Gud som få.“ — Neh. 7:1, 2.

13. (a) Hvilke højtider blev fejret i løbet af den næste måned? (b) Hvilken anset person var til stede, og hvordan styrkede han og Nehemias festdeltagerne? (c) Hvordan var folket til mode?

¹³ Nu var der sandelig grund til glæde. I den følgende måned, tisjri, i Artaxerxes’ enogtyvende år, fejrede man de ordinære højtider for denne måned: Der var højtiden på den første dag, nymånedagen, der fejredes som en hornblæsningsdag; så fulgte forsoningsdagen på den tiende dag og, begyndende med den femtende dag, løvhytte- eller løvsalsfesten. Ezra, der var en anset afskriver af Guds lov, var til stede for at oplæse Guds skrevne ord for folket. Efter oplæsningen styrkede statholderen Nehemias festdeltagerne med disse ord: „[Jehovas] glæde er eders styrke!“ Jehova ønskede at hans trofaste tjenere skulle være lykkelige og det var de i sandhed også, som beretningen siger: „Fra Josuas, Nuns søns, dage og lige til den dag havde israelitterne ikke gjort det [bygget løvhytter og boet i dem], og der herskede såre stor glæde. Og han [Ezra] læste op af bogen med Guds lov dag for dag fra den første til den sidste; og de fejrede højtiden i syv dage, og på den ottende holdtes der festlig samling på foreskreven måde.“ — Neh. 8:1-18.

14. Beskriv begivenhederne ved indvielsen af muren.

¹⁴ Selv om indvielsen af muren først omtales længere henne i Nehemias’ bog, fandt den sandsynligvis sted lige efter fejringen af ovennævnte højtider. Derved fik israelitterne lejlighed til at give udtryk for deres overstrømmende glæde ud over den periode højtiden varede. Vi læser: „Da Jerusalems mur skulle indvies, opsøgte man levitterne alle vegne, hvor de boede, og bragte dem til Jerusalem, for at de skulle fejre indvielsen med fryd og takkesang, med sang, cymbler, harper og citre.“ Det var en farvestrålende indvielse med to processioner der marcherede hver sin vej på den færdigbyggede mur. Muren var ikke brudt nogen steder. „Derpå stillede de to lovprisningstog sig op i Guds hus,“ siger Nehemias, „jeg sammen med halvdelen af øversterne og præsterne . . . Og sangerne stemte i, ledede af Jizraja.“ Derpå gik festdeltagerne til templet på Morija bjerg og bragte i deres glæde store ofre på Jehovas alter. „Thi Gud havde bragt dem stor glæde; også kvinderne og børnene var glade; og glæden i Jerusalem hørtes langt bort.“ — Neh. 12:27-43.

15. Hvad kunne de trofaste jøder glæde sig over, og hvad vil give dem grundlag for endnu større glæde i fremtiden?

¹⁵ Her viste Jehova Gud i sandhed sin magt til at gennemføre sine hensigter! Hvilken sejr over Satan Djævelen og hvilken ydmygelse var det ikke for dem der modstod den sande tilbedelse af Jehova! Og hvilken åndelig styrke for den trofaste rest af jøder dér i Jerusalem! De havde en dobbelt sikkerhed for at Jehovas miskundhed hvilede over dem og at hans hensigter altid ville blive fuldført. Med tillid og nidkærhed kunne de lovsynge Gud og fortælle deres børn og andre om hans vidunderlige gerninger. Og det skønt de på det tidspunkt ikke fuldt ud kunne forstå hvilken storslået rolle de spillede i Guds hensigter. Deres glæde bliver endnu større når Messias kalder dem frem i opstandelsen, den Messias som de ventede, og når de opdager hvilken rolle Jehova lod dem spille i begivenhedernes gang, de begivenheder som førte frem til den store Messias, den lovede sæd.

16. (a) Hvilke begivenheder gjorde det påkrævet at Jerusalem blev genopbygget efter at den var blevet ødelagt af Babylon? (b) Hvilken anden faktor i forbindelse med disse begivenheder er vigtig, og hvad giver denne faktor os grundlag for?

¹⁶ Ved atter at samle sit folk i Jerusalem sørgede Gud for at der ville findes et helt folk, en nation, som Messias kunne komme til. En stor del af Messias’ forkyndelse foregik på tempelområdet, hvor de der kom for at tilbede Jehova kunne lytte og blive de første af hans efterfølgere. Uden for portene bragte han til gavn for menneskeslægten sit liv som et offer. Det var sandelig et vigtigt led i Guds hensigt at Jerusalem blev genopbygget efter at den var blevet ødelagt af Babylon. Men der er en anden meget vigtig faktor i forbindelse med disse begivenheder og Daniels forudsigelse af dem. Det er tidspunktet hvorpå de skulle indtræffe. Får vi det fastslået kan vi meget lettere afgøre hvem Messias er, og det gør det muligt for alle der tror på De hebraiske Skrifter, jøder såvel som hedninger, at vide hvilke begivenheder der skal kendetegne Messias’ livsgerning, begivenheder som kan betyde deres frelse. Dette vigtige emne vil blive behandlet i næste nummer af bladet.

[Fodnote]