Aflægger du et grundigt vidnesbyrd?
„Jeg aflagde et grundigt vidnesbyrd.“ — Ap. G. 20:21, NW.
1. Hvilket tema fremhæves i forbindelse med Paulus’ tjeneste, især i Apostlenes Gerninger?
DER var én ting som kendetegnede Paulus’ tjeneste mere end noget andet. Det var hans grundighed i undervisningen i Guds ord. Paulus selv sagde: „Jeg [undlod ikke] at fortælle jer alt hvad der kunne gavne jer, og heller ikke at undervise jer offentligt og fra hus til hus.“ Og så fortsætter han: „Men jeg aflagde et grundigt vidnesbyrd.“ (Ap. G. 20:20, 21, NW) Dette tema, denne bærende idé: at der skulle aflægges et grundigt vidnesbyrd, fremhæves især i Apostlenes Gerninger. At Paulus helhjertet hengav sig til forkyndelsen og lærergerningen, selv når han var i fængsel, fremgår af følgende: „Og han forklarede sagen for dem idet han aflagde et grundigt vidnesbyrd om Guds rige og idet han søgte at overbevise dem om Jesus både ud fra’ Mose lov og Profeterne lige fra morgen til aften.“ — Ap. G. 28:23, NW.
2. Forklar hvorfor folk blev tiltrukket af det budskab som Paulus forkyndte.
2 Paulus var ikke en karrig giver. Han var helhjertet, gavmild, umiddelbar, hjælpsom og altid vågen for sine privilegier og den pligt han havde til at aflægge et grundigt vidnesbyrd om Guds rige. Han mente hvad han sagde, og han sagde hvad han mente. De mennesker der boede i det distrikt som Paulus forkyndte i, fik besøg af ham i deres hjem. Det skortede ikke på husbesøg fra Paulus’ og hans medapostles side dengang, i aposteltiden. Det skorter det heller ikke på i dag i den nye verdens samfund. Kan du se at der er endnu nogle grunde til at så mange blev tiltrukket af det budskab Paulus forkyndte og at mange i dag tiltrækkes af det samme budskab som forkyndes af dem der aflægger et grundigt vidnesbyrd om Guds rige?
„Bliv mine efterlignere“
3. Hvor meget ligger der egentlig i Paulus’ ord: „Bliv mine efterlignere, ligesom jeg er Kristi efterligner“?
3 Overvej et øjeblik den dybere mening i Paulus’ ord i 1 Korinterbrev 11:1: „Bliv mine efterlignere, ligesom jeg er Kristi efterligner.“ På hvilken måde efterlignede Paulus i ét og alt Jesus i hans måde at forkynde på, ja i hele hans livsførelse, således at han blev et godt eksempel for sande kristne i vor tid? En undersøgelse af Bibelen viser tydeligt at Paulus omhyggeligt efterlignede Jesu metode og fremgangsmåde ved forkyndelsen af den gode nyhed. Læg mærke til hvor omhyggeligt han gjorde dette. For eksempel prædikede Jesus offentligt, på gaderne, i synagogerne og hvor der ellers var mange mennesker, såvel som fra hus til hus og fra landsby til landsby. Jesus aflagde også genbesøg hos interesserede og studerede Bibelen med dem, ligesom han ved mange lejligheder og mange steder holdt offentlige møder. (Matt. 5:1, 2; 10:5-14; Joh. 21:15-17) På samme måde tog Paulus del i alle disse grene af den kristne tjeneste. (Ap. G. 20:20; 15:36; Gal. 6:6; Ap. G. 20:7) Et godt eksempel for alle kristne som ønsker at aflægge et grundigt vidnesbyrd om Guds rige!
4. Sammenlign Jesu offentlige forkyndelse med apostelen Paulus’ forkyndelse.
4 Om Jesu offentlige forkyndelse hedder det: „Han gik fra by til by og fra landsby til landsby og lærte, medens han var på vej mod Jerusalem.“ „Og du har lært på vore gader.“ (Luk. 13:22, 26) Til sammenligning siges der om Paulus’ forkyndelse: „Han talte da i synagogen med jøderne og de gudfrygtige og daglig på torvet med dem, han traf på.“ (Ap. G. 17:17) Ja, „daglig“ prædikede Paulus på offentlige steder, ligesom Jesus. På samme måde forkynder vore dages Jehovas vidner ofte på gaden. Hvorfor? Fordi nogle mennesker ikke træffes i deres hjem, men måske kan høre forkyndelsen på offentlige steder. Har du ikke tit mødt disse virksomme forkyndere på travle strøg, på torve, og hvor der nu ellers samles folk, og set dem tilbyde livets budskab som det indeholdes i Vagttårnet og Vågn op!? Jesus forkyndte på gaderne, i synagogerne og på torvene; det samme gjorde Paulus, og det samme gør sande kristne i vor tid. Har du nogen sinde set din egen præst gøre det?
5. Beskriv den hus-til-hus-forkyndelse som Jesus og apostlene udførte og det eksempel de satte for alle sande kristne i dag.
5 Om Kristi og hans apostles hus-til-hus-forkyndelse siger den inspirerede beretning: „Og det skete i tiden derefter, at han vandrede om fra by til by og fra landsby til landsby og prædikede og forkyndte evangeliet om Guds rige; og de tolv var med ham.“ (Luk. 8:1) Om apostlene siger beretningen endvidere: „Og de holdt ikke op med hver dag at lære i helligdommen og i hjemmene og at forkynde evangeliet om, at Jesus er Kristus.“ (Ap. G. 5:42) Paulus selv sagde: „I ved, hvordan jeg ikke har undladt at forkynde jer og at lære jer både offentligt og i hjemmene [fra hus til hus, NW].“ (Ap. G. 20:20) At forkynde fra hus til hus er i sandhed at efterligne Kristus og apostlene, og en grundig måde at forkynde den gode nyhed på. Hvor længe er det siden at din præst har gået på husbesøg og givet folk lejlighed til at „høre“ budskabet om Riget? Ja, har han nogen sinde benyttet denne metode som Jesus indførte og som hans apostle fulgte?
6. Hvilke andre undervisningsmetoder gjorde Jesus og apostlene udstrakt brug af, således at de kunne aflægge et grundigt vidnesbyrd?
6 Når de første kristne fandt et menneske som var interesseret i Rigets budskab gav de ham en grundigere undervisning i hans hjem. Disse hjemmebibelstudier var vederlagsfrie. (Matt. 10:8; Åb. 22:17) Det var med en sådan privat undervisning at Jesus oplærte Maria og Zakæus til at blive sande disciple. (Luk. 10:38-42; 19:5-9) Om en sådan privat undervisning og virkningsfulde genbesøg sagde apostelen Paulus følgende: „Jeg plantede, Apollos vandede, men Gud gav væksten. Så kommer det da hverken an på den, der planter, eller på den, der vander, men på Gud, der giver vækst.“ (1 Kor. 3:6, 7) I vor tid genbesøger Jehovas vidner derfor mennesker som viser interesse for den gode nyhed. Ved hjemmebibelstudier som holdes en eller flere gange om ugen gives opbyggende undervisning, og på den måde lærer hele familier Jehova og hans hensigt at kende. Hvor længe er det siden din præst holdt bibelstudium med dig og gjorde en indsats for at besvare dine bibelske spørgsmål?
7, 8. (a) Hvilket vidnesbyrd har vi om at Jesus og apostlene holdt offentlige møder? (b) Hvordan følger Jehovas vidner dette eksempel i deres tjeneste?
7 Tit brugte Jesus endvidere offentlige møder for at aflægge et grundigt vidnesbyrd om Riget. En af hans bedst kendte prædikener blev holdt i det fri, den berømte bjergprædiken. Ja, Jesus prædikede overalt hvor han fandt mennesker. „Da han så folkeskarerne, gik han op i bjergene; der satte han sig, og hans disciple kom hen til ham.“ Så tog han til orde og begyndte at undervise dem. (Matt. 5:1, 2) Heri efterlignede Paulus også Jesus, for eksempel i løbet af de måneder han opholdt sig i Efesus under sin tredje rejse, for beretningen siger: „Han gik da ind i synagogen, og i tre måneder prædikede han frimodigt og overbevisende om Guds rige. Men da nogle forhærdede sig og ikke ville lade sig overbevise, men talte ondt om ’vejen’ i forsamlingens påhør, forlod han dem og skilte disciplene ud fra dem og holdt daglig samtaler i Tyrannus’ skole. Dette varede i to år, så alle, der boede i provinsen Asien, både jøder og grækere, fik Herrens ord at høre.“ — Ap. G. 19:8-10.
8 Ja, Jehovas vidners velkendte forkyndelsesmetode i dag er altså ikke noget nyt. Jesus holdt offentlige møder, Paulus holdt offentlige møder, og det gør sande kristne af i dag også. Jehovas vidners årbog for 1966 oplyser at forkynderne i den nye verdens samfund i løbet af 1965 holdt 954.635 offentlige møder. Jehovas vidner er hele tiden vågne for alle forkyndelsesmetoder som vil sætte dem i stand til at udbrede det herlige budskab. De forstår at Riget er begyndt at udøve sit herredømme og at den nye ordning er nær og at det må forkyndes grundigt ved hjælp af alle midler.
Hvordan er din indstilling til Rigets budskab?
9. Hvilke ransagende spørgsmål med hensyn til det grundige vidnesbyrd som forkynderne i den nye verdens samfund aflægger, bliver her fremsat til alles overvejelse?
9 Ligesom Paulus aflagde et grundigt vidnesbyrd om Guds rige i gunstige såvel som ugunstige tider, gør kristne forkyndere det også i dag. Men spørgsmålet er nu: Hvordan reagerer du når de kommer til din dør? Har du for travlt? Synes du at den tro du har er god nok? Ja, undskyld at vi går lige til sagen, men vil du med en sådan indstilling få svar på dine spørgsmål om de problemer og vanskeligheder som hjemsøger vor tids civilisation? Tror du at disse mænd og kvinder som kommer til din dør er religiøse fanatikere, og foretrækker du af den grund ikke at have noget med dem at gøre? Du reagerer måske ligesom de epikuræiske og stoiske filosoffer der lod sig opirre af Paulus’ forkyndelse og kaldte ham et „snakkehoved“ og en som „forkynder fremmede guddomme“, og som tog ham med op på Areopagus på Marshøjen? Dér argumenterede Paulus imidlertid dygtigt og overbevisende for at man skulle søge den sande Gud; og på grund af hans forkyndelse om opstandelsen fra de døde kom nogle til troen. Blandt dem var Dionysius, der var medlem af domstolen på. Areopagus, og en kvinde ved navn Damaris og nogle andre. — Ap. G. 17:16-34.
10. Hvorfor er det vigtigt også at anvende fornuft vedrørende vor religion?
10 De epikuræiske og stoiske filosoffer gik således glip af den velsignelse som Dionysius og Damaris modtog. Husk hvad Jehovas ord siger: „Om nogen svarer, førend han hører, regnes det ham til dårskab og skændsel“. (Ordsp. 18:13) Giv dig derfor tid til at lytte til Jehovas vidners budskab næste gang en af disse forkyndere kommer til din dør. Brug også fornuften når det gælder religion. Måske indeholder deres budskab mere end du tror. — Joh. 17:3.
11. Beskriv den virksomhed Paulus udfoldede mens han boede hos Akvila og Priskilla i Korint.
11 Efter den ovenfor omtalte oplevelse på Marshøjen rejste Paulus fra Athen til Korint. Beretningen siger at han dér fandt en jøde som hed Akvila og som stammede fra Pontus, og hans kone Priskilla. Paulus tog ind til dem, og da de havde samme håndværk som han, boede han hos dem og de arbejdede sammen; de var teltmagere. Men hver sabbat holdt Paulus et foredrag i synagogen og søgte at overbevise både jøder og grækere, som det fremgår af beretningen. (Ap. G. 18:1-4) Er det på den måde din præst tjener til livets ophold? Tjener han selv hvad han skal bruge ved at arbejde, så han ikke bliver en byrde for menigheden?
12. Hvordan tjente Paulus til livets ophold samtidig med at han aflagde et grundigt vidnesbyrd om Guds rige? Hvordan er han deri et eksempel som vi i dag kan lære af?
12 Paulus ønskede ikke at give anledning til at nogen kunne bebrejde ham for noget i den retning og skrev derfor til menigheden i Tessalonika: „Ej heller fik vi føden hos nogen uden vederlag, men vi arbejdede under slid og møje nat og dag for ikke at ligge nogen af jer til byrde. Ikke som om vi ikke har ret dertil; men vi ville, at I skulle have et forbillede i os til efterfølgelse. Thi allerede da vi var hos jer, indskærpede vi jer, at den, der ikke vil arbejde, skal heller ikke have føden!“ (2 Tess. 3:8-10) Hvilket eksempel på helhjertet selvopofrelse! Hvilken troskab mod evangeliet! Hvor grundig i sin forkyndelse, og hvilket strålende eksempel! Der er himmelvid forskel på Paulus og vor tids såkaldte kristne præster, hvoraf mange er selviske og materialistiske og synes at være mere interesseret i at få lønnen forhøjet end i at få frelsen forkyndt og Jehovas ord gjort kendt!
Få selv gavn af det ’grundige vidnesbyrd’
13. Nævn de områder hvor man kan få gavn af at lytte til forkyndelsen der udføres af vor tids „paulus’er“.
13 Ligesom mennesker dengang fik megen gavn af det grundige vidnesbyrd Paulus aflagde, får alle retsindige mennesker megen gavn af den forkyndelse som vor tids „paulus’er“ i den nye verdens samfund udfører. På hvilke områder kan man få gavn af den? 1) De der følger Jesu og apostlenes lære kommer til at leve i et bedre moralsk klima. 2) De der anvender Bibelens principper i deres liv opnår større glæde og tilfredshed, for Bibelen bliver en levende, nyttig og praktisk bog for dem, en bog der indeholder et budskab, og ikke en død bog. 3) Rigets budskab fører til bedre forhold i ægteskabet og bedre forhold mellem arbejdere og arbejdsgivere, og mange bliver gennem budskabet hjulpet til at ændre deres livsførelse så den bliver i harmoni med Bibelens bud. Mange er blevet hjulpet til at få ordnet deres ægteskabelige forhold, enten med hensyn til at blive lovformeligt viet eller med hensyn til at redde et ægteskab som var ved at strande. Nogle har fået hjælp til at tøjle drukkenskab. Andre som før havde et selvisk og materialistisk sind har gennemgået en sindsfornyelse så de nu har et rent og sundt sind der er helt optaget af forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige. — Rom. 12:1, 2; 1 Kor. 5:9-11; 6:9-11.
14. Hvordan kan anvendelsen af Jesu og apostlenes lære føre til et bedre moralsk klima?
14 Lad os først se på hvordan man kan komme til at leve i et bedre moralsk klima ved at følge Jesu og apostlenes lære. Paulus sagde: „Fly utugt! enhver anden synd, som et menneske kan gøre sig skyldig i, er uden for legemet; men den, som bedriver utugt, synder imod sit eget legeme.“ (1 Kor. 6:18) Han sagde også: „Hold ægteskabet i ære i et og alt. Besmit ikke ægtesengen; thi utugtige og ægteskabsbrydere skal Gud dømme.“ (Hebr. 13:4) Til de unge mænd og piger sagde Paulus: „Fly ungdomslysterne og jag efter retfærdighed, troskab, kærlighed og fred sammen med dem, der påkalder Herren af et rent hjerte.“ (2 Tim. 2:22) I sandhed kloge råd til alle aldersklasser! Vi kan være meget taknemmelige for at vi modtager denne glimrende vejledning på en tid hvor moralen er så lav som aldrig før!
15. Hvordan kan hele familien blive velsignet ved at følge apostelens vejledning i Kolossenserne 3:13, 14?
15 Det bliver også til stor velsignelse for familien når Paulus’ gode råd følges og det bliver klart at det nære forhold der er mellem de enkelte i familien hele tiden kræver at alle i fællesskab gør en indsats og lægger kærlighed for dagen i rigt mål. Lyt til hvad han siger: „Bær til stadighed over med hinanden og tilgiv gavmildt hinanden hvis en har grund til klage mod en anden. Ligesom Jehova gavmildt har tilgivet jer, således skal I også tilgive. Men foruden alt dette skal I iklæde jer kærligheden, for den er enhedens fuldkomne bånd.“ — Kol. 3:13, 14, NW.
16. Hvordan kan man stærkt reducere om end ikke helt eliminere familiestridigheder og personlige uoverensstemmelser ved at følge Bibelens råd?
16 Læg også mærke til det kloge råd han gav til overvindelse af strid i familien og uoverensstemmelser mellem de enkelte. „I hustruer skal underordne jer under jeres mænd, som det sømmer sig i Herren. I mænd! elsk jeres hustruer, og vær ikke bitre imod dem. I børn! adlyd jeres forældre i alt, thi det er Herren velbehageligt. I fædre! lad være at opirre jeres børn, for at de ikke skal blive forskræmte.“ (Kol. 3:18-21) Er det ikke sandt at vi med al vor ufuldkommenhed har brug for en sådan detaljeret og praktisk vejledning dersom vi skal være glade og have fred i sindet i denne plagede og forvildede verden?
17. (a) Hvilke råd gav apostelen Paulus med hensyn til forholdet mellem arbejdere og arbejdsgivere? Forklar på hvilken måde dette råd er praktisk. (b) Hvordan kan man få gavn af at anvende selvdisciplin eller selvtugt, sådan som Paulus forklarer det i Hebræerbrevet 12:5, 6, 11-17?
17 Læg endvidere mærke til de glimrende principper angående forholdet mellem arbejdere og arbejdsgivere som fremsættes i Kolossenserbrevet 3:23-25: „Hvad I end har for, gør det af hjertet som for Herren og ikke for mennesker. I ved jo, at I til gengæld af Herren skal få arven; Kristus skal være den Herre, I tjener. Thi den, som gør uret, skal få igen, hvad uret han gjorde, og der er ikke personsanseelse.“ En kristen burde aldrig snyde sin arbejdsgiver men yde ham en hel dags arbejde. Det ville ikke alene være forkert af ham ikke at gøre det, men det ville sandsynligvis også føre til at han i andre henseender indtog en forkert holdning eller handlede uret. Hvor er det velgørende at møde ærlighed i vor tid hvor dovenskab, skødesløshed og ansvarsløshed er så udbredt! Selv i de mindste ting kræves selvdisciplin eller selvtugt, og i Hebræerbrevet 12:5, 6, 11-17 giver Paulus glimrende vejledning herom. Apostelen Paulus var i sandhed en af de „gaver“ menigheden modtog i form af mennesker. (Ef. 4:8) Han fik sagt tingene klart og ligetil. Han var aldrig tvetydig eller uklar. Hans tilhørere vidste altid hvad han talte om, for han gik lige til sagen, var praktisk og fik tingene sagt med styrke.
18. Beskriv det største gode der opnås ved at der aflægges et grundigt vidnesbyrd for alle mennesker.
18 Til sidst: Hvad er det største gode der opnås ved at der aflægges et grundigt vidnesbyrd om Guds rige? Jesus sagde: „Dette betyder evigt liv at de tilegner sig kundskab om dig, den eneste sande Gud, og om den du har udsendt, Jesus Kristus.“ (Joh. 17:3, NW) Paulus sagde noget lignende da han skrev til filipperne: „Brødre! jeg mener ikke om mig selv, at jeg allerede har grebet det. Men ét gør jeg: idet jeg glemmer, hvad der er bagved, og rækker efter det, der er foran, jager jeg frem mod målet, den sejrspris, som Gud fra det høje kaldte os til i Kristus Jesus. Lad da alle os, som er ’fuldkomne’, have dette sindelag; og er der noget, I ser anderledes på, så vil Gud åbenbare jer også det; blot vi, så vidt vi er kommet, vandrer fremad i samme spor.“ (Fil. 3:13-16) Er det ikke dit ønske at opnå evigt liv på en paradisisk jord under en ny tingenes ordning? Kan du så ikke se hvor vigtigt det er at lære om Guds rige og ikke lade noget som helst hindre dig i at få denne yderst praktiske kundskab?
19, 20. Hvilken indstilling skulle kendetegne (a) forkynderen som aflægger et grundigt vidnesbyrd om Guds rige, og (b) den der lytter til budskabet?
19 Ja, på moralens område, i ægteskabet, i forholdet mellem arbejdere og arbejdsgivere og når det gælder om at vinde det evige liv kan uvurderlige goder tilflyde alle retsindige mennesker som vil følge de principper Jesus og apostlene fremsatte. Er du ikke af samme opfattelse? Ønsker du ikke at opnå alt dette?
20 Det er derfor meget vigtigt for alle os som har hørt Rigets budskab at vi er ærlige over for os selv, anvender vor tænkeevne og i vort daglige liv følger disse guddommelige principper. Forkynderne i den nye verdens samfund af i dag er besluttet på at fortsætte med nidkært, grundigt og med overbevisning at prædike ligesom Paulus og som han at blive kendt for tro, gode gerninger og udholdenhed. På den måde vil mange velsignelser tilflyde dem og de mennesker som lytter til dem. (1 Tim. 4:16) Vi kan altså let se at et grundigt vidnesbyrd om Riget medfører uvurderlige goder. Når du næste gang får lejlighed til at høre budskabet om Riget, så afvis det ikke; tag imod det. Giv dig selv en ærlig chance til at høre hvad disse indviede kristne har at sige, og vi er overbeviste om at du med glæde vil tænke tilbage på den dag da du gav dig selv den chance!
[Illustration på side 229]
Hos Akvila og Priskilla syede Paulus telte