Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • w66 1/6 s. 252-258
  • Hvem der i dag får gavn af pagten

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Hvem der i dag får gavn af pagten
  • Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1966
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • De „andre får“ og dåben
  • Man får forståelse af hvem den store skare er
  • Velsignelserne når ud over hele jorden
  • Fredsfyrsten tager sig af dem der er uden for den nye pagt
    Sikkerhed i verden under Fredsfyrsten
  • Jordiske undersåtter under Guds rige
    Guds tusindårsrige er kommet nær
  • Den store skare — skal den leve i himmelen eller på jorden?
    Jehovas Vidner — forkyndere af Guds rige
  • Efter den nye pagt — tusindårsriget
    Sikkerhed i verden under Fredsfyrsten
Se mere
Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1966
w66 1/6 s. 252-258

Hvem der i dag får gavn af pagten

1. Hvem har ifølge Åbenbaringens bog, kapitel syv, især gavn af restens tjeneste, og hvoraf kan man se om de er med i den nye pagt?

I DAG, i året 1966, arbejder den nye pagts tjenere blandt alle jordens folk. Men de som især får gavn af deres tjeneste benævnes i Bibelens sidste bog som „en stor skare, som ingen [dengang] kunne tælle, af alle folkeslag og stammer og folk og tungemål“, og de står „foran, tronen [Guds trone] og foran Lammet [Jesus Kristus]“. Apostelen Johannes så dette syn af den „store skare“ efter at han havde set de 144.000 medlemmer af det åndelige Israels tolv stammer blive beseglet. (Åb. 7:4-9) Den „store skare“ er derfor ikke med i den nye pagt, men alligevel får den på et tidligt tidspunkt gavn af den fordi den slutter sig til resten af det åndelige Israel som er „tjenere for en ny pagt“.

2, 3. (a) Hvornår henledte Zion’s Watch Tower første gang sine læseres opmærksomhed på den „store skare“? (b) Hvem mente man denne „store skare“ var, og hvilket håb mente man den havde?

2 Hvem er denne „store skare“? Det har længe været et mysterium. I det allerførste år Zion’s Watch Tower udkom blev bladets læsere gjort opmærksom på denne „store skare“. (Åb. 7:9) Men man mente dengang at det var en åndelig skare kristne som skulle opnå liv i himmelen. De 144.000 trofaste disciple skulle være Kristi himmelske brud, mens den „store skare“, ifølge den forståelse man havde, var en sekundær skare i forhold til brudeskaren og kunne sammenlignes med brudepiger eller brudens „veninder“. — Sl. 45:15, 16.

3 For eksempel stod der i artiklen. „Herrens dag“ i det fjerde nummer af The Watch Tower (for oktober 1879):

Det er på dette tidspunkt, når den lille hjord, „bruden“, den „sejrende kirke“, er indsat på tronen med Kristus og den eksekverer de skrevne domme, og mens den anden skare kristne i kirken, de kødeligsindede, endnu befinder sig i verden og er i færd med at „tvætte deres klæder“, at Lammet nærer dem med sandhed, og leder dem (nogle hurtigt, andre langsommere) til kilderne med livets vand, og til sidst fører dem som ønsker at lade sig lede til den himmelske tilstand, hinsides alle tårer, sorg og pine og tager imod dem i sin evige bolig; og så ser vi dem (Åb. vii. 14 Åb 7:14) „iførte lange, hvide klæder og med palmegrene i hænderne“, og vi får at vide: „Det er dem, som kommer fra“ . . „den store trængsel, og . . . har tvættet deres klæder“, o.s.v.; „Derfor står de nu foran Guds trone og tjener ham . . . i hans tempel.“ — Paragraf syv.

Paragraf ni anvender Salme 45:15 på dem som Kristi himmelske bruds „veninder“.

4. Hvad ville den „store skare“ komme ud af, og hvilken slags legemer ville de få?

4 Den følgende artikel i samme nummer af bladet, „Verdens forsoning“, taler om denne store skare og siger, i paragraf fireogtyve: „Den ’lille hjord’, eller brudeskaren, og skaren der kommer ud af den store trængsel (Åb. vii. 14 Åb 7:14) vil få åndelige legemer.“

5. (a) Hvad ventede man der ville ske med den „store skare“ i Harmagedonslaget? (b) Hvad fik denne opfattelse resten af de 144.000 til at spejde efter?

5 Denne opfattelse bevirkede at de mennesker som virkelig udgjorde den „store skare“ ikke fik den opmærksomhed der tilkom dem før Guds egen tid var inde til det. Det fik resten af de 144.000 „tjenere for en ny pagt“ til at se efter en stor skare åndsavlede kristne der skulle komme ud af det store Babylon under den sidste „store trængsel“ der gik over verden, og som skulle tvætte deres identifikationsklæder rene og lide døden som martyrer. Man mente ikke de ville overleve Harmagedonkrigen på jorden, men at de ville dø før den var forbi. Denne opfattelse fik i lang tid resten til at spejde efter den forkerte skare.

6. Hvorfor blev resten ikke overrasket da trængselen begyndte i 1914?

6 I året 1914 kom den største trængsel i menneskehedens historie siden Vandflodens dage. Det overraskede ikke resten, for den vidste at hedningernes tider, eller „nationernes fastsatte tider“, ville udløbe omkring den 1. oktober 1914.

7. (a) Hvilken forventning i forbindelse med den store skare fik resten ikke opfyldt under den første verdenskrig? (b) Hvilket håb fremholdt foredraget der blev holdt i Los Angeles i 1918, men hvad gav foredraget ingen forklaring på?

7 Den første verdenskrig trak ud og resten blev forfulgt som aldrig før, men den så ingen „stor skare“ komme ud af kristenhedens mange religiøse systemer. Søndag den 24. februar 1918, da den første verdenskrig nærmede sig sin afslutning, holdt den daværende præsident for Vagttårnets selskab et bemærkelsesværdigt foredrag i Los Angeles i Californien. Dette foredrag hed „Denne verden er endt — Millioner af nulevende mennesker skal aldrig dø!“ Det fremholdt det håb at nogle aldrig skulle dø men skulle overleve „den store trængsel“ der var begyndt på jorden, at de ville leve helt frem til og igennem Harmagedonslaget og videre under den nye tingenes orden som Guds himmelske rige ved Kristus ville indføre. Dette foredrag sagde ikke at de der overlevede Harmagedonslaget var den „store skare“ der nævnes i Åbenbaringen 7:9. Det gav blot udtryk for at det var mennesker der i almindelighed var retfærdigt indstillet, selv om de ikke havde indviet sig til Gud eller var åndsavlede.

8. Hvilken lignelse blev forklaret ved stævnet i Los Angeles i 1923, hvem henvendte resolutionens sidste paragraf sig til, og hvad blev de opfordret til?

8 Søndag den 26. august 1923, altså fem år senere, talte samme præsident for Selskabet, også i Los Angeles, til en forsamling på over 30.000 over emnet „Alle nationer marcherer mod Harmagedon, men millioner af nulevende mennesker skal aldrig dø“. Dette foredrag dannede højdepunktet på et otte-dages stævne for Jehovas folk. Den foregående eftermiddag havde han holdt et foredrag om Jesu lignelse om „Fårene og bukkene“ fra Mattæus 25:31-46. I dette foredrag havde han vist at „fårene“ var den jordiske skare der ville overleve Harmagedonslaget og leve videre under Guds nye orden under det himmelske rige. I slutningen af dette foredrag oplæste han og foreslog vedtagelsen af en resolution på sytten paragraffer, af hvilke den sidste opfordrede de mennesker der var som fårene i lignelsen til „enkeltvis og samlet at erklære at de staar paa Herrens Side og sympatiserer med hans Sag, og til at gøre sig rede til at modtage Guds Riges Velsignelser, som han har beredt dem fra Verdens Grundlæggelse“. Imidlertid gjorde man intet særligt forsøg på at indsamle disse „får“.

9. Hvem mente bibelstudenterne dengang at den nye pagt gjaldt, og hvad sagde bogen Comfort for the Jews i den henseende?

9 På det tidspunkt mente bibelstudenterne ikke at den nye pagt der var forudsagt i Jeremias 31:31-34 gjaldt de 144.000 åndelige israelitter, men at den skulle indgås med kødelige jøder efter Harmagedonslaget. Der blev holdt foredrag for store offentlige forsamlinger om jødernes tilbagevenden til Palæstina, og i oktober 1925 blev bogen Comfort for the Jews (Trøst for jøderne, ikke på dansk) udgivet. Emnet „den nye pagt“ blev behandlet på siderne 97-103, og denne pagt blev forbeholdt jøderne alene efter at de var blevet samlet i Palæstina. I bogens tredjesidste paragraf stod der: „Glædens dag er oprundet; den gode nyhed må forkyndes for Israels folk og derefter for alle jordens folkeslag. — Se Salme 89:16.“

10, 11. (a) Hvilken større bog blev materialet til Comfort for the Jews senere taget med i, og i hvilket år blev den givet fri til uddeling? (b) Hvordan ville jøderne ifølge denne bog blive særligt begunstiget, og hvad ville der ske med Palæstina og Jerusalem?

10 Senere blev materialet til bogen taget med i den indbundne bog „Liv“, og den 15. juli 1929 blev denne bog frigivet til udbredelse specielt blandt jøder.

11 I denne bog siges der på side 319 under overskriften „Alle Folkeslag“:

Det er ikke blot Jøderne, der vil blive begunstiget med en Genoprettele under den nye Pagts Vilkaar, men denne Velsignelse skal udstrækkes til alle Jordens Nationer og Folk. Guds urokkelige Løfte lød: I din Sæd skal alle Jordens Slægter velsignes. Denne Sæd er Kristus. (Galaterne 3:16, 27-29) Dette er en Grund mere til, at Levningen af de Kristne paa Jorden nu nærer saa stor en Interesse for Genoprettelsen.

Længere fremme i det sidste kapitel siges der på siderne 327, 328:

Gud lovede at give Abraham, Isak og Jakob Palæstinas Land. . . . For at Guds Løfte kan staa fast, maa de opstaa. . . . Som Støtte herfor kan anføres Jesu Erklæring om, at disse Mænd skal være med i Riget og være dets Repræsentanter her paa Jorden. — Matthæus 8:11, 12. Bibelen viser, at Jerusalem skal blive den mest betydningsfulde By paa Jorden. For lang Tid siden knyttede Gud sit Navn til den. Naar han har genoprejst alle de trofaste Mænd fra Fortiden og ført dem til Palæstina, er det ganske rimeligt, at Jerusalem da bliver Regeringens jordiske Sæde.

12. Hvilken plads indtog „fårene“ i Jesu lignelse om fårene og bukkene i forhold til jøderne, og hvordan forholdt det sig med indsamlingen af disse „får“?

12 Således blev der i året 1929 vist de kødelige, omskårne jøder større opmærksomhed og interesse end „fårene“ i Jesu lignelse om fårene og bukkene. „Fårene“ indtog andenpladsen i forhold til jøderne, og det samme ville være tilfældet efter Harmagedonslaget. Man gjorde på det tidspunkt ingen særlig bestræbelse for at samle dem ind i „den gode hyrdes“, Jesu Kristi, „ene hjord“.

13. Hvordan forklarede bogen Lys, der udkom i 1930, Åbenbaringen 7:9-17, og hvor megen opmærksomhed ofrede man som følge deraf på de „andre får“?

13 I 1930 kom bogen Lys i to bind med en vers-for-vers-forklaring til Åbenbaringens bog, men den forklarede stadig den „store skare“ i Åbenbaringen 7:9-17 som en åndsavlet skare kristne som efter at have lidt martyrdøden i Harmagedon ville „opnå liv på det åndelige plan“, men som en sekundær skare i forhold til Kristi brud. (Bind 1, siderne 90-95) Som følge heraf viste man ikke den jordiske skare, den gode hyrdes „andre får“, nogen speciel opmærksomhed. — Joh. 10:16; Vagttaarnet, december 1923, side 182, paragraf 33.

14. (a) Hvad lå til grund for den forståelse som bogen Det store opgør gav udtryk for i 1931 vedrørende dem der mærkes i panden? (b) Hvem var de der blev mærket i panden, ifølge bogens forklaring?

14 I 1931 udkom første bind af bogen Det store Opgør på engelsk. I dens behandling af Ezekiels bogs niende kapitel blev der sagt om de mennesker der skulle mærkes i panden så de kunne blive skånet: „De, der bliver mærket, kan heller ikke være den store Skare. . . . de [den store skare] vil ikke blive skaanet i Trængselstiden; de er tværtimod bestemt til at dø, . . . De bliver ikke ført igennem Trængselstiden. De vil under Trængselstiden blive tvunget til at tage afgjort Standpunkt paa Herrens Side, men de maa dø, for at de kan faa Liv som Aandevæsener.“ Derefter viser bogen Det store Opgør at de der mærkes i panden er den jordiske skare, de „andre får“, „fårene“ i Jesu lignelse om fårene og bukkene, der skal overleve Harmagedonslaget og leve videre under Guds nye orden.

15. Hvad stod der i Det store Opgør på side 108 om formålet med vidnearbejdet, og hvilket arbejde opfordredes der altså ikke til med hensyn til de „andre får“?

15 Om dette mærkningsarbejde siges der på side 108 i Det store Opgør: „Vi maa ogsaa huske, at denne Forkyndelse af Sandheden sker ikke for at omvende Menneskene og føre dem ind i en eller anden Organisation, men for at lade dem vide, at de, der ønsker det, nu kan fly fra Kristenhedens onde Organisation, stille sig helt paa Herrens Side og saaledes blive blandt dem, der vil gaa uskadt igennem Trængselstiden, naar Nedslagtningen begynder.“ Der opfordredes altså heller ikke i 1931, da resten af de 144.000 åndelige israelitter antog navnet „Jehovas vidner“, til nogen egentlig indsamling og organisering af dem der blev mærket i panden, de „andre får“.

16. (a) Hvad optog således restens opmærksomhed? (b) Hvad åbenbarede det andet og tredje bind af Det store Opgør i 1932 om Bibelens løfter angående genoprettelsen?

16 Det ses tydeligt heraf at de kødelige, omskårne jøder og den formodede „store skare“ sekundære åndsavlede kristne optog hele den åndelige rests opmærksomhed.a Imidlertid udkom i 1932 andet og tredje bind af Det store Opgør. Disse bøger behandlede de resterende fireogtyve kapitler i Ezekiels profeti, og ved hjælp af dem åbenbarede Jehova for sit folk at profetierne om genoprettelsen ikke gjaldt de jordiske, kødelige, omskårne jøder eller israelitter men den trofaste rest af åndelige israelitter efter året 1919. — Se bind 2, fra side 256 og ud.

17. Hvordan berørte denne forklaring vort syn på jøderne, men hvilken forventning stod stadig tilbage angående den „store skare“?

17 Denne forklaring vendte opmærksomheden bort fra jøderne, men tilbage stod stadig spørgsmålet om den nye pagt og forventningen om en stor skare åndsavlede kristne der skulle hjælpes ud af det store Babylon, især kristenheden. Bind 3 af Det store Opgør sagde at denne sekundære åndelige skare var forbilledligt skildret i Ezekiels profetiske tempel, der beskrives i Ezekiels bog, kapitel fyrre til otteogfyrre. — Se siderne 240, 265-268.

18. Hvilken øget forståelse blev i 1934 offentliggjort gennem Vagttaarnet vedrørende den nye pagt?

18 I 1934, altså to år senere, kom der en øget forståelse. The Watchtower for 15. april 1934 (Vagttaarnet, 15. juni 1934, side 181, paragraf 10) erklærede at den nye pagt ikke ville blive indgået med de kødelige, omskårne jøder i Palæstina efter Harmagedon, men at den nye pagt allerede var i kraft og var indgået med de åndelige israelitter. I artiklen stod der: „Den nye Pagt blev oprettet . . . [med og] til Bedste for det aandelige Israel. . . . Eftersom de naturlige Israelitter brød den Lovpagt, der blev oprettet i Ægypten, vilde det ikke være paa sin Plads, om Gud vilde oprette en ny Pagt med det samme Folk, en Pagt, som er endnu mere ophøjet end den gamle Lovpagt. Alene af den Grund maa man se helt bort fra den Tanke, at den nye Pagt skulde oprettes med Abrahams naturlige Efterkommere.“ (Se også bogen Jehova, sidde 166-169, udgivet på engelsk i 1934.) Denne bedre forståelse bragte stor glæde til resten.

De „andre får“ og dåben

19. Hvilken opmuntring fik de „andre får“ vedrørende indvielse, dåb og studiemøder gennem The Watchtower for 15. august 1934?

19 En stor opmuntring fik de „andre får“ med The Watchtower for 15. august 1934. (Vagttaarnet, 15. oktober 1934) Den jordiske skare, de „andre får“, var blevet forbilledligt skildret ved Rekabs søn Jonadab, en ikke-israelit der var ven med kong Jehu af Israel. Derfor omtalte artiklen „Jehovas Miskundhed“ de „andre får“ som jonadab’er eller Jonadabskaren. I paragraf 34 og 35 stod der:

Bør de, der hører med til Jonadabskaren, indvie sig til Herren og døbes? Svar: Ganske afgjort er det ret af enhver, der hører Jonadabskaren til, at indvie sig til at gøre Guds Vilje. Ingen vil nogen Sinde opnaa Liv, dersom han ikke gør dette. Vanddaaben er blot et symbolsk Udtryk for, at man har indviet sig til at gøre Guds Vilje, og det vil derfor ikke være uret at foretage den. . . . Tiden er nu kommet til, at Jonadabskaren, „Millionerne“, skal oplæres.

Artiklen beskrev derefter hvordan medlemmer af den salvede rest skulle lede møder med Jonadabskaren og sagde til sidst: „Saadanne Studiemøder er nu af stor Betydning og vil særlig være til Hjælp for dem, der hører med til Jonadabskaren, idet de paa den Maade kan lære, hvad der er Guds Vilje angaaende dem.“

20. Hvem var den nye pagt indgået med ifølge bogen Jehova, der udkom på engelsk den 15. november 1934, og hvem indbefattede den i udtrykket „Israels hus og Judas hus“?

20 Tre måneder senere, den 15. november 1934, kom imidlertid bogen Jehova fra Selskabets trykkeri i Brooklyn, New York, og den gav stadig udtryk for tanken om en sekundær åndelig skare som man forventede ville komme ud af det store Babylon og tage standpunkt på Jehovas side. Selv om bogen påpegede at den nye pagt ikke gjaldt de kødelige, omskårne jøder, stod der dog på side 181, 182:

Det åndelige Israels hus omfatter alle som i tillid til Kristi Jesu blod som en genløsningsbetaling for menneskene, har sluttet pagt med Gud om at gøre hans vilje og er blevet avlet af Gud, og dette indbefatter nødvendigvis alle der er åndsavlede, især den „lille hjord“. . . . Denne profeti gælder en ny pagt der skulle oprettes med det åndelige Israels hus, hvilket vil sige at den gælder alle dem der hører til det åndelige Israel, der omfatter alle åndsavlede, og med Judas hus, et specielt udtryk for rigsskaren, den skare der skal forenes med Kristus Jesus, som er „løven af Judas stamme“. (Åb. 5:5) — Se også side 185, paragraf to.

21. Hvilken skare indtog altså sent i 1934 efter restens opfattelse en mere betydningsfuld plads end den jordiske skare, de „andre får“?

21 Denne sekundære skare åndsavlede åndelige israelitter lagde altså stadig beslag på restens opmærksomhed sent i 1934 og blev tillagt større betydning end jonadab’erne eller den jordiske skare, de „andre får“, som skulle mærkes i panden. (Ez. 9:4) Disse sidste blev derfor ikke specielt indbudt til at overvære mindehøjtiden den 14. nisan 1935.b

Man får forståelse af hvem den store skare er

22. Hvilket stævne blev der givet meddelelse om i The Watchtower for 1. april 1935, og hvem blev særligt indbudt til at overvære det?

22 En stor glæde nærmede sig imidlertid for Jonadabskaren eller de „andre får“. Der blev givet meddelelse om et stort fem-dages stævne for Jehovas vidner. Den første meddelelse kom i The Watchtower for 1. april 1935 og lød: „Atter minder The Watchtower sine læsere om at et stævne for Jehovas vidner og jonadab’erc vil blive afholdt i Washington, D.C., fra den 30. maj til den 3. juni 1935. Det er vort håb at mange medlemmer af resten og mange jonadab’er vil kunne overvære dette stævne. Mange jonadab’er har ikke før haft det privilegium at overvære et stævne, og stævnet i Washington vil måske vise sig at være til stor gavn og trøst for dem.“ (Side 98) „Dette er et arbejdskonvent, og det forventes at alle af resten og alle jonadab’er vil deltage i tjenesten på arbejdsmarken.“ — Side 110.

23. Hvilken åbenbaring blev der ved dette stævne i Washington givet vedrørende den „store skare“ i Åbenbaringen 7:9-17?

23 Dette stævne i Washington, D.C., viste sig virkelig at blive til gavn for jonadab’erne. På stævnets anden dag (31. maj) talte Vagttårnsselskabets daværende præsident til en synlig tilhørerskare i Washington Auditorium og en usynlig tilhørerskare over radiostationerne WBBR og WHPA. Emnet var „Den store Skare“ der var forudsagt i Åbenbaringen 7:9-17. I dette foredrag påpegede han at den sekundære åndelige skare som man i så lang tid havde talt om, ikke eksisterede og at billedet med den „store skare“ ikke passede på denne skare. Derimod bestod den „store skare“ af vor tids jonadab’er og de måtte vise den samme trofasthed over for Gud som den åndelige rest.

24. Hvordan bredte glæden over denne åbenbaring sig til hele kloden, og hvad fortalte årbogen for 1936 herom?

24 Den overstrømmende glæde som jonadab’erne den eftermiddag erfarede i Washington, D.C., spredtes til alle jonadab’er på hele jorden da denne åbenbaring blev offentliggjort i artiklen „Den store Skare“ i The Watchtower for 1. og 15. august 1935. (Vagttaarnet, 1. og 15. oktober 1935) I Yearbook of Jehovah’s Witnesses (Jehovas vidners årbog) for 1936 (side 63) stod der senere: „Denne åbenbaring vakte stort røre blandt brødrene og opmuntrede dem til fornyet aktivitet, og fra hele jorden indløber der rapporter som udtrykker glæde over at resten nu har det privilegium at bringe budskabet ud til den store skare, og at begge skarer i forening nu kan arbejde til Herrens navns ære.“

25. (a) Hvordan fik Jonadabskaren større tjenesteprivilegier i maj 1937? (b) Hvor betimelig har denne ordning senere vist sig at være?

25 I Jehovas folks menigheder fik medlemmer af Jonadabskaren eller den „store skare“ mulighed for større tjenesteprivilegier da The Watchtower for 1. maj 1937 (side 130) bragte følgende meddelelse vedrørende kredsene eller menighederne (Vagttaarnet, 1. august 1937, side 242):

Findes der ingen i Kredsen, der egner sig til at udfylde Pladserne som Kredstjener eller Arbejdsudvalg, og der findes Jonadabvenner, som har Evner og er nidkære, lad da Jonadabvennerne blive indsat i Arbejdsudvalget og giv dem Lejlighed til at tjene.

Hvor betimelig denne ordning var ses nu, niogtyve år senere, hvor resten af den nye pagts tjenere er svundet ind til omkring 11.500 og det er blevet nødvendigt at finde tilsynsmænd og assisterende tjenere blandt de „andre får“ til de over 24.000 menigheder der nu findes.

26. (a) Hvilken begivenhed er jonadab’erne siden da blevet specielt indbudt til at overvære hvert år? (b) Hvilken endnu større glæde oplevede Jonadabskaren i 1950 med hensyn til sine tjenestemuligheder?

26 Som restens medarbejdere fik jonadab’erne en speciel indbydelse til at overvære mindehøjtiden den 15. april 1938, den mindehøjtid der fulgte efter offentliggørelsen af ovennævnte meddelelse angående „kredstjenere“. (The Watchtower, 15. februar 1938, side. 50; i den danske udgave for 1. marts 1938, side 80) Men en endnu større glæde ventede Jonadabskaren eller de „andre får“ i 1950. Lørdag aften den 5. august 1950, under Jehovas vidners internationale stævne på Yankee Stadium i New York, blev det ud fra Skriften klarlagt at der blandt de „andre får“ der nu indsamledes fandtes mænd der kunne blive udnævnt til „fyrster“ på jorden efter Harmagedonslaget sammen med dem der omtales i Salme 45:17. — The Watchtower, 1. oktober 1950, siderne 364, 365; Vagttaarnet, 1. marts 1951, siderne 78-80.

27. Hvad var den gode hyrde nu endelig begyndt at føre sine „andre får“ ind i?

27 Således var de indviede, døbte medlemmer af den „store skare“, de „andre får“, omsider ved at finde deres rette plads, i samfund med den salvede rest af den nye pagts tjenere. Den gode hyrde, Herren Jesus Kristus, begyndte at føre sine „andre får“ ind i den „ene fold“ hvor resten af den „lille hjord“ allerede var samlet, så der nu kunne blive „én hjord“ under „én hyrde“. — Joh. 10:16; Luk. 12:32.

Velsignelserne når ud over hele jorden

28. Hvor mange menigheder havde Jehovas vidner i 1942, under krigen, og hvor mange rapporterede dengang tjeneste på arbejdsmarken, men hvor mange menigheder og forkyndere har der været i det sidste tjenesteår?

28 Den anden verdenskrig 1939-1945 adskilte ikke den salvede rest fra den jordiske skare, de „andre får“. Antallet af disse „får“ der gør godt mod Kristi åndelige brødre er derfor blevet ved med at vokse til en virkelig „stor skare“. I 1942, midt under krigen, var der 5232 menigheder der rapporterede deres tjeneste i forkyndelsen af den gode nyhed om Riget på hele den beboede jord, og 106.000, både af resten og de „andre får“, tog del i forkyndelsen af dette frelsesbudskab. (1943 Yearbook, siderne 221, 222) I tjenesteåret 1965 var der 24.158 menigheder i over 190 lande, og et månedligt gennemsnit på 1.034.268 forkyndere, både af resten og de „andre får“.

29. Hvad betød dette med hensyn til de „andre fårs“ skare, og hvor mange overværede mindehøjtiden i det sidste tjenesteår?

29 Det betød virkelig at antallet af de „andre får“ der nu var samlet ind i den „ene hjord“ var blevet til en „stor skare“, for på det tidspunkt var resten af den nye pagts tjenere her på jorden svundet ind til 11.550. Disse nød symbolerne, brødet og vinen, ved Herrens aftensmåltid den 16. april 1965, da et samlet antal af 1.933.089 mindedes den nye pagts mellemmands, Herren Jesu Kristi, død.

30. Hvad var en af den nye pagts velsignelser, og med hvem deler resten denne velsignelse?

30 Det er derfor hævet over enhver tvivl at den nye pagts velsignelser allerede nu når ud til menneskehedens verden. Ifølge den nye pagts ordlyd skulle den salvede rest som er med i den nye pagt kende Jehova „fra den mindste til den største“. Denne kundskab om den højeste Gud har resten nu og den deler den med den voksende „store skare“ der kommer fra alle verdens egne.

31. Hvilken velsignelse i forbindelse med Guds barmhjertighed gav den nye pagt løfte om, og gennem hvem kommer denne velsignelse resten til gode?

31 Endvidere sagde Jehova i den nye pagt at han ville tilgive de åndelige israelitter deres brøde og ikke mere komme deres synd i hu. (Jer. 31:34) De får denne tilgivelse ved det fuldkomne offer som den nye pagts mellemmand, Jesus Kristus, „Guds lam“, bragte da han ofrede sig selv.

32. Hvem andre nyder i dag godt af denne barmhjertighed, og hvordan betegner Bibelen sådanne indviede, døbte mennesker?

32 I dag kan medlemmerne af den „store skare“, der har indviet sig og symboliseret deres indvielse ved vanddåben, også glæde sig over at deres synder er tilgivet ved Lammet Jesu Kristi blod. De har således opnået fred med Jehova Gud og er blandt dem der har hans velbehag. (Luk. 2:14) I Jesu lignelse om fårene og bukkene kaldes de for „de retfærdige“. I det profetiske billede i Åbenbaringen 7:9, 14 er de „iførte lange, hvide klæder“, og disse klæder har de tvættet og gjort hvide „i Lammets blod“. Gud anerkender dem nu og derfor tjener de ham „dag og nat i hans tempel“, og han tørrer hver tåre af deres øjne. — Åb. 7:15-17.

33. (a) Hvor mange på jorden i dag høster gavn af den nye pagt, og gennem hvilken tjeneste sker det? (b) Hvilket løfte vil blive opfyldt når de fuldfører deres jordiske tjeneste?

33 Mens den salvede rest af den nye pagts tjenere fortsætter sin tjeneste, hjulpet af de „andre får“, vokser den „store skare“ af dem der høster gavn af restens tjeneste på jorden. Selv om Guds nye pagt ikke gælder hele menneskehedens verden ser vi dog at de velsignelser der er en følge af den spredes mere og mere og bringer livgivende kundskab om Jehova Gud og om hans regerende konge Jesus Kristus til mennesker med fårets sindelag til frelse for dem. (Joh. 17:3) Til Guds fastsatte tid vil resten fuldføre sin jordiske tjeneste. Som Jesus Kristus har lovet vil den blive forenet med ham i himmelen. — Luk. 22:28-30.

34. Hvordan kommer de derefter til at tjene, og hvem vil på jorden høste gavn af Guds fuldbyrdede hensigt med den nye pagt?

34 Da vil det „kongerige af præster“ som Guds nye pagt skulle frembringe, være fuldstændigt. De vil tjene som konger og præster sammen med den store Kongepræst, Jesus Kristus, der blev forbilledligt skildret ved Melkisedek. Under Kristi tusindårige regering vil hele menneskehedens verden, både de levende og de døde, da som aldrig før høste velsignelserne af at Gud sejrrigt har gennemført det kærlige formål med sin nye pagt. — Åb. 20:4-6; 21:3, 4.

[Fodnoter]

a Læg mærke til at bogen Det store Opgør, bind 1, side 213, siger at den nye pagt indgås med det kødelige Israel og at „Guds Profeter og Vidner fra Fortiden . . . her paa Jorden [skal] være Garanter for Jøderne“. (Udkom i 1931) I bind 3, udkom i 1932, omtales den nye pagt på siderne 255-257 som noget fremtidigt, og der siges at den skal virke for hele menneskeheden.

b Se Vagttaarnet, 1. marts 1935, side 80, sidste del af meddelelsen om mindehøjtiden.

c På det tidspunkt blev jonadab’erne eller de „andre får“ ikke betragtet som „Jehovas vidner“. — Se Vagttaarnet, 15. oktober 1934, side 313, paragraf 31.

[Illustration på side 256]

I udklippet står der, oversat til dansk:

Som alle der overværede stævnet var klar over, var den særlige oplevelse der ventede Guds folk der var samlet i hovedstaden, Jehovas åbenbaring af at den „store skare“ (Åbenbaringen 7:9-17) er identisk med „jonadab’erne“ (2 Kongebog 10:15-23) og de „millioner af nulevende mennesker der aldrig skal dø“.

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del