Hvordan man beviser at man er en loyal undersåt under kongen Kristus

Mange ser hen til Kristus som deres genløser, men glemmer at han også er konge. Hvilken betydning har det for os?

UANSET om vi er blandt de 900 millioner mennesker på jorden der hævder at være kristne eller ej, er spørgsmålet om loyalitet mod kongen Kristus en sag der er en alvorlig og grundig overvejelse værd. Hvorfor?

Fordi Kristi rige er en regering eller, som apostelen Paulus kaldte det, „en forvaltning“ der skal „samle alt igen i Kristus, det i himlene og det på jorden“. (Ef. 1:10, NW) Dertil kommer at vi må se i øjnene at denne regering fra sin himmelske hovedstad åbent har bekendtgjort at det er dens hensigt at regere og udøve sit herredømme over hver eneste af de 510 millioner kvadratkilometer der udgør jordens overflade. (Sl. 2:6, 8, 9) Dette indbefatter naturligvis det land og område vi lever i.

Kan vi forvente at nogen af vor tids nationer, inden for eller uden for den såkaldte „atomklub“, fredeligt vil anerkende dette herredømme? Giver Bibelen os grund til at tro at kristenhedens religiøse organisationer vil få nogen nation til at gøre det? Nej, den viser at de alle vil „føre krig mod Lammet, og Lammet skal sejre over dem, fordi det er herrernes Herre kongernes Konge“. — Åb. 17:14; 16:14-16; 19:11-18.

Spørgsmålet er derfor om vi, uanset hvad nationerne vil gøre, personligt og som enkeltpersoner kan underlægge os den kommende verdensherskers styre? Kan vi bevise at vi er hans loyale undersåtter der er værdige til liv under hans styre? Og i så fald hvordan?

Rigets borgere og undersåtter

I disse vanskelige tider er der tusinder der overvinder mægtige forhindringer, ja endog risikerer livet, for at komme ind i andre lande. Det de søger, er i regelen en højere levestandard eller en større stabilitet og sikkerhed i en verden der præges af politisk uro. Vi er sikkert klar over de anstrengelser det koster at flytte til og opnå borgerret i et nyt land. Imidlertid behøver vi ikke — når vi vil bevise at vi er loyale undersåtter under kongen Kristus — at flytte fra det sted vi bor, eller at give afkald på det borgerskab vi har i øjeblikket. Alligevel må vi foretage en forandring, ja en endnu større forandring, dersom vi skal gøre os egnede til at være hans undersåtter, en forandring der skyldes langt højere interesser end blot økonomisk eller politisk sikkerhed. Hvad er det for en forandring?

En loyal undersåt under Kristi rige må følge en handlemåde som den Abraham, Isak og Jakob fulgte. Selv om disse mænd ikke i deres levetid opnåede hvad der var forjættet, „så og hilste [de] det i det fjerne og bekendte, at de var fremmede og udlændinge på jorden“. (Hebr. 11:13) De viste derved at deres tro, håb og tillid var knyttet til det kommende rige og ikke til de politiske nationer inden for hvis grænser de boede.

Forjættelserne om Riget begyndte først at blive virkeliggjort da Kristus Jesus blev oprejst og ophøjet til himmelen. På pinsedagen år 33 udgød han den hellige ånd over de troende der skulle være medarvinger med ham til hans rige. På denne måde begyndte han at herske som konge over sine efterfølgere. Det er grunden til at apostelen dengang kunne sige at Gud „friede os ud af mørkets magt og førte os over i sin elskede Søns rige“. (Kol. 1:13) Gud udvalgte dem til at være arvinger til det himmelske rige sammen med hans søn. Selv om disse kristne forblev gode og lovlydige borgere i de lande de boede i, viser Bibelen at den loyalitet som de før havde vist de verdslige regeringer, nu var overført til Guds salvede konge.

Det betyder imidlertid ikke at Kristi rige begyndte at herske over hele jorden og alle dens nationer i år 33. Flere år efter den hellige ånds udgydelse på Pinsedagen skrev apostelen Paulus om Kristi himmelfart: „Han har frembåret ét offer for synder og derefter for bestandig taget sæde ved Guds højre hånd og venter nu kun på, at hans ’fjender skal lægges som en skammel for hans fødder.’“ (Hebr. 10:12, 13) Gud ville ikke give sin søn befalingen: „Hersk midt iblandt dine fjender!“ før den forudsagte „endens tid“ var kommet, den tid, som vi nu lever i. Dette tidspunkt skulle markere Kristi indsættelse i Rigets magt. — Sl. 110:1, 2; Matt. 25:31-33; Åb. 12:7-12.

I vor tid er national stolthed hastigt ved at blive en af de mest splittende faktorer på jorden, idet den får mennesker til at føle at de er anderledes end eller endog er hævet over folk fra andre nationer. Som loyale undersåtter under kongen Kristus bør vi ikke have denne indstilling. Hvis vi har det, er det et tegn på at vi ikke har foretaget den nødvendige forandring i vort liv og at vi ikke har Jesu indstilling. — Se Efeserbrevet 2:11-18.

Apostelen Paulus understreger i et brev til den kristne menighed i Filippi at kristne ikke skal være nationalistiske. Selv om folk i denne koloni i Makedonien almindeligvis var stolte over at de havde romersk borgerskab, skrev Paulus til sine kristne brødre dér: „Det borgersamfund, vi tilhører, er jo i Himlene, og derfra venter vi også Herren Jesus Kristus som frelser.“ Paulus skrev også til de kristne i Efesus, som havde svoret kongen Kristus troskab: „Så er I da ikke længere fremmede og udlændinge, men I er de helliges medborgere og Guds husfæller.“ — Fil. 3:20; Ef. 2:19.

Det er sandt at Bibelen viser at dette himmelske borgersamfund er begrænset til 144.000, der er blevet „løskøbt fra jorden“. (Åb. 14:1-4) Alle retskafne mennesker på jorden har imidlertid mulighed for at blive denne himmelske regerings jordiske undersåtter. De kan med rette kaldes „undersåtter“, for de sværger en konge troskab og bliver beskyttet og velsignet af ham, men de har ikke del i hans kongemagt. — Åb. 7:9, 10.

I vor tid findes der over hele jorden tusinder der benytter sig af denne mulighed, idet de har hørt den gode nyhed om Kristi rige. De nærer et inderligt ønske om at han skal overtage herredømmet over hele jorden, for løftet siger at „i hans dage blomstrer retfærd, og dyb fred råder, til månen forgår. Fra hav til hav skal han herske, fra floden til jordens ender“. — Sl. 72:7, 8.

Hvordan man opnår den ønskede status

I nogle lande har man den ordning at en udlænding som ønsker at opnå fuld status som borger eller undersåt i landet, først må udfylde en erklæring om at han ønsker at opnå statsborgerskab. På denne måde vil han i regelen kunne nyde landets beskyttelse mens han bor inden for dets grænser. For til sidst at opnå fuldt borgerskab må han imidlertid bevise at han er lovlydig. Hans tidligere fædreland betragter måske hans erklæring over for det nye land som en fornægtelse af hans oprindelige statsborgerskab, og eftersom han endnu ikke har opnået fuld status i sit nye land kan han blive betragtet som statsløs, som „en mand uden fædreland“. Hvis han forlader sit nye lands grænser, kan han ikke gøre krav på dets beskyttelse dersom der skulle opstå vanskeligheder.

På lignende måde må enhver der ønsker at blive undersåt under kongen Kristus, åbent erklære eller forkynde sin beslutning. Som Kongen selv sagde: „Jeg siger jer: Enhver, som kendes ved mig over for menneskene, ham vil også Menneskesønnen kendes ved over for Guds engle. Men den, som fornægter mig over for menneskene, han skal fornægtes over for Guds engle.“ — Luk. 12:8, 9.

Der kræves også lydighed. Kan vi ærligt sige at de 900 millioner der i vor tid kalder sig kristne, virkelig lever i overensstemmelse med Kristi regerings vejledning og principper, som disse fremholdes i Bibelen? Nej. Deres handlinger gør deres krav på at være hans loyale undersåtter til skamme. Ingen immigranter ville opnå borgerskab eller fuld status som undersåtter i et land, hvis de fulgte en tilsvarende handlemåde.

Det er ikke nok at vi blot erklærer vort ønske om at opnå borgerskab i Kristi rige og måske begynder at studere Bibelen eller taler fordelagtigt om Riget til andre. Vi må tage skridtet helt ud hvis vi ønsker at sikre os retten til en stilling der betyder fuld beskyttelse og støtte, både nu og i den nye tingenes ordning som Kristi rige vil indføre på jorden. Hvis vi vender tilbage til vor tidligere stilling og sætter vor lid til den nuværende tingenes ordning, vil ingen af Guds løfter om beskyttelse gælde os. — Hebr. 10:38, 39.

En udlænding kan som regel først ansøge om statsborgerskab efter at have boet nogle år i det nye land. Han må have ført en god vandel og vist at han respekterer landets lov og forfatning.a For at opfylde disse krav vil ansøgeren i regelen foretage et studium og derigennem gøre sig bekendt med nationens historie, dens principper og styreform. Hvis ansøgningen godkendes, må ansøgeren nogle steder aflægge ed på at han giver afkald på sit tidligere statsborgerskab, og sværge troskab til den nye stat hvis borger eller undersåt han nu bliver.

I åndelig forstand må enhver der stiler efter liv i den nye tingenes ordning under Rigets herredømme, vise at han nærer et oprigtigt ønske derom ved at adskille sig fra den nuværende tingenes ordning og holde sig nær til Kristi rige som det sande håb. Det gør han også ved at komme sammen med dem der loyalt tjener Riget. Selv om disse er spredt i alle lande, udgør de et forenet og samlet folk der har taget et fast standpunkt for Kristi rige. Sammen med dem kan man ved et indgående studium af Bibelen lære hvad der kræves for at blive en undersåt i dette rige. Vi må lære om denne lovede regerings historie, som er berettet i Bibelen. Det indbefatter at vi må læse De hebraiske Skrifter med deres beretninger om det forbilledlige rige, hvis herskere var af Davids slægt og hvis kongedømme var et forbillede på Kristi rige. Vi må lære om denne regerings struktur og dens principper, så vi kan opelske sand hengivenhed for og loyalitet mod den. Vi bør også bringe vor opførsel i harmoni med disse retfærdige principper.

Den der ønsker at opnå statsborgerskab under kongen Kristus, må til sidst ansøge officielt herom, og det gør han ved at indvi sig, ikke til Rigets regering, heller ikke til dets konge, men til selve Rigets kilde og skaber, Jehova Gud. Denne indvielse kommer offentligt til udtryk i vanddåben. Det er Kongen selv der har givet denne befaling. (Matt. 28:18-20) Ved at lade sig døbe får man mulighed for at blive medlem af den store skare der omtales i Åbenbaringen 7:9, 10: „En stor skare . . . af alle folkeslag og stammer og folk og tungemål stod foran tronen og foran Lammet . . . og de råbte med høj røst og sagde: ’Frelsen tilhører vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet.’“

Ved at aflægge en sådan ed eller et sådant indvielsesløfte til Jehova Gud om loyalitet mod hans Søn og konge, Kristus Jesus, tager man et alvorligt skridt, der pålægger én langt større forpligtelser end hvis man havde aflagt ed over for en jordisk regering. Det er grunden til at Jesu apostle, dengang den religiøse højesteret i deres fædreland befalede dem at standse deres arbejde for Rigets interesser, loyalt svarede: „Man bør adlyde Gud mere end mennesker.“ — Ap. G. 5:29.

Belønningen for loyalitet

De som nu loyalt går ind for Guds rige ved Kristus Jesus, kan være forvisset om hans fulde støtte. De kan forvente modstand, men selv når de stilles for konger og herskere kan de stole på deres konges løfte: „Jeg vil give jer mund og mæle og en visdom, som ingen af jeres modstandere skal kunne modstå eller modsige. . . . I skal blive hadet af alle for mit navns skyld. Men ikke et hår på jeres hoved skal gå tabt.“ — Luk. 21:12-19.

Som det var tilfældet med nogle af de første disciple og apostle, må nogle i vor tid også lide døden for deres loyalitet mod kongen Kristus. Det er altså ikke fordi de gør noget forkert, men fordi de vil leve i overensstemmelse med hans retfærdige principper og ikke vil overtræde hans befalinger. Men selv om de dør, har de hans forsikring om at de vil få en opstandelse til liv i Guds nye orden. — Luk. 9:23, 24.

De loyale undersåtter der kommer til at opleve det tidspunkt da Kristus griber ind over for alle modstandere af sit rige, vil ikke erfare den skæbne der rammer dem som har sat deres lid til verdslige regeringer, eller som ikke er gået helt og fuldt ind for at opnå en godkendt status hos Kongen. Når de nuværende regeringssystemer tilintetgøres i Harmagedonslaget, vil de der har sat deres lid til verdslige regeringer pludselig opdage at de er mænd og kvinder „uden fædreland“. I modsætning hertil vil de lydige undersåtter under Kristi rige, når slaget er forbi, høre hans indbydelse: „Kom hid, min Faders velsignede! arv det rige, som har været jer beredt fra verdens grundvold blev lagt.“ — Matt. 25:34; Luk. 19:26, 27.

I taknemmelighed mod Kongens Fader, Jehova Gud, vil alle loyale, både nu og til den tid, bede: ’At vi, udfriede fra vore fjenders hånd, må tjene dig uden frygt i fromhed og retfærdighed for dit åsyn alle vore dage.’ (Luk. 1:74, 75) Hvis det er din bøn, så bevis nu at du er en loyal undersåt under kongen Kristus.

[Fodnote]