Kristne børn og skoleundervisningen

ET AF Jehovas vidner i New York, en heltidsforkynder, fortæller følgende oplevelse hun har haft i forbindelse med sin datters musikundervisning i skolen:

„Selv om min yngste datter var blevet optaget på holdet for viderekomne i musik, blev hun alligevel flyttet over på det ordinære hold, som ikke gjorde nær så store fremskridt som holdet for viderekomne. Lærerinderne forklarede at denne flytning var nødvendig da min datter på grund af sin tro der bygger på Bibelen ikke ville spille de religiøse sange og fædrelandssangene. Først tænkte jeg på at glemme hele sagen, men min datters store ønske var stadig at lære at spille på et instrument. Da hun var klar over at hendes fars indtægt ikke var stor nok til at hun kunne få privatundervisning i musik, havde hun sat sit håb til den musikundervisning der blev givet under den offentlige skoleordning.

Jo mere jeg tænkte over det der var sket, jo mere blev jeg klar over hvor uretfærdig afgørelsen havde været. Jeg talte derfor med min mand om sagen, og han mente at den fortjente at blive undersøgt nærmere. Dagen efter gik jeg hen på skolen og talte dér med min datters klasselærerinde, musiklærerinden og to assistenter for skolens forstanderinde. De fortalte mig at der ikke var noget at gøre da alle musikelever måtte spille alle sangene.

Den følgende uge henvendte jeg mig på den skoletilsynsførendes kontor og fik besked på at gå til skolens forstanderinde. Det forbavsede mig, da jeg troede at forstanderindens to assistenter havde fremlagt hendes syn på sagen. Den følgende dag aflagde jeg besøg på forstanderindens kontor og prøvede at ræsonnere med hende som jeg havde gjort med de øvrige. Jeg nævnte at skolen tager hensyn til andre børns religiøse overbevisning og tilmed tager den i betragtning ved tilrettelægningen af timeplanen. Mange børn fik for eksempel lov til at forlade skolen tidligt om onsdagen fordi de ikke deltog i religionsundervisningen. Og om fredagen serveredes der ikke kød i skolens cafeteria, fordi nogle af eleverne på grund af deres religiøse overbevisning ikke spiste kød den dag. ’Vi er Jehovas vidner,’ sagde jeg, ’og vore børn går i jeres skoler. Vi er kommet for at blive. Er det ikke på tide at De tager hensyn til os ved tilrettelægningen af skolens undervisningsplan?’

Forstanderinden lyttede meget opmærksomt. Så hørte hun hvad hendes assistent havde at sige. Endelig sagde hun: ’Jeg har aldrig været ude for et problem som dette, men hvis Deres datter er kvalificeret til at modtage undervisning i musik, skal hun også have det. Hun sendte bud efter musiklærerinden, der fastholdt at det var nødvendigt at alle instrumenter var med når sangene blev spillet. Da forstanderinden bemærkede at der kun blev spillet to fædrelandssange, sagde musiklærerinden at min datter heller ikke ville spille de religiøse sange. Forstanderinden så på musiklærerinden og udbrød: ’Jamen hvor mange religiøse sange spiller De da?’ Musiklærerinden begyndte at remse nogle af navnene på sangene op. Der var ’Rudolf med den røde tud’ og ’Kom, alle I som tror’. Så afbrød forstanderinden hende: ’Stop lidt! Tag den ud. Selv jeg kan ikke lide den.’

Enden på sagen blev at min datter blev sat tilbage i klassen for viderekomne. Forstanderinden forhørte sig nu om et andet af Jehovas vidners børn, en dreng som også var blevet flyttet fra denne klasse. Hendes assistent sagde at hun ville sende bud efter drengens forældre før de foretog sig noget. Men forstanderinden svarede: ’Pyt med det. Sæt ham tilbage!’ Da hun fik at vide at der i virkeligheden var tre elever der var blevet flyttet fra klassen, sagde hun: ’Sæt dem alle tilbage. Når der spilles sange som ikke er i overensstemmelse med deres religiøse overbevisning, skal de sidde stille mens de andre spiller.’

Senere sagde forstanderinden: ’Vi savner mødre af Deres slags som vil samarbejde med os. Har De lyst til at overvære et møde på mit kontor om et par dage?’ Jeg forklarede at mit arbejde som et af Jehovas vidner lagde meget beslag på min tid, men at jeg ville komme hvis det var muligt for mig. Forstanderinden sagde så at hun kendte til vort arbejde og at hun havde læst vore blade og syntes at de behandlede aktuelle problemer og gav mange praktiske råd.

Jeg modtog et brevkort om mødet, som jeg overværede en onsdag formiddag. Det var et møde for de kvinder der sad i skolebestyrelsen. De mødtes hver måned med forstanderinden for at drøfte de problemer som skolen skulle tage stilling til. De mødtes også med den skoletilsynsførende og prøvede at finde en løsning på de forskellige problemer. Ved dette møde blev jeg opfordret til at træde ind i skolebestyrelsen. Jeg afslog imidlertid tilbudet på grund af de pligter forkyndelsen lagde på mig, men jeg takkede for opfordringen. Da jeg forlod skolen var jeg Jehova meget taknemmelig for at alt var faldet ud til hans ære og til gavn for hans folk.“