Du indbydes til at komme igen
HVERT år, den 14. nisan ifølge den gamle jødiske kalender, samles Jehovas vidner og deres venner i menigheder rundt omkring på jorden for at fejre „Herrens aftensmåltid“. I år blev denne mindehøjtid fejret om aftenen — den 25. marts. Måske du også var til stede?
Der er hvert år et stort antal af Vagttårnets læsere der overværer mindehøjtiden. I 1966 var 1.971.107 forsamlet rundt omkring på jorden ved denne højtidelige lejlighed. Rapporten for i år foreligger ikke endnu, men vi har al grund til at tro at antallet af de tilstedeværende var stort. Dog er der noget der bekymrer os: Sidste år lagde vi mærke til at omkring en million af dem der overværede mindehøjtiden, aldrig kom til nogen af menighedens andre møder. Disse andre møder er lige så vigtige for den kristne. Bibelens formaning til os om at overvære disse møder er lige så tydelig som dens påbud om at fejre „Herrens aftensmåltid“. (Hebr. 10:23-25) Hvorfor er der da så mange der overværer dette ene møde, men ikke de andre møder?
Forbavsende mange mener øjensynligt at det at overvære et enkelt møde er alt hvad der kræves af dem som kristne og nok til at de kan blive frelst. De har således ikke forstået en af de vigtigste ting der blev fremhævet ved Herrens aftensmåltid, nemlig behovet for at kristne regelmæssigt kommer sammen.
Dette behov understreges af de begivenheder der fandt sted straks efter den første højtideligholdelse af Herrens aftensmåltid i år 33. Tænk på hvad apostlene ville være gået glip af, dersom de den aften havde forladt den store sal i Jerusalem med den tanke at de ikke ville samles igen før næste år. De ville være gået glip af Jesu Kristi opstandelse, de ville ikke have mødt ham i Galilæa, de ville ikke have set ham fare til himmelen, og de ville ikke have oplevet den hellige ånds udgydelse på Pinsedagen eller tungetalens mirakel. Men de der regelmæssigt samledes for at tilbede, gik ikke glip af alt dette.
Efter Jesu opstandelse mødtes Kristi disciple, men af frygt for jøderne mødtes de bag lukkede døre. Til trods for den fare de udsatte sig for, forstod de hvor nødvendigt og vigtigt det var at komme sammen. Ved en sådan lejlighed fik de uventet besøg af den opstandne Jesus, som derved viste sin anerkendelse af at de mødtes. Til disciplenes store forbavselse kom Jesus gennem en lukket dør. Apostelen Tomas var ikke til stede ved dette møde. Derfor fortalte brødrene ham bagefter hvad han var gået glip af, idet de sagde: „Vi har set Herren.“ Tomas svarede vantro: ’Jeg tror det ikke!’ „Hvis jeg ikke får set naglemærkerne i hans hænder, ja, stikker min finger i naglegabene og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.“ Det er tydeligt at Tomas’ tro var svag.
Otte dage efter samledes Jesu disciple atter til et møde. Denne gang var Tomas sammen med dem. Bibelen beretter: „Da kommer Jesus, medens dørene var lukkede; og han stod midt iblandt dem og sagde: ’Fred være med eder!’ Derefter siger han til Tomas: ’Ræk din finger frem, se, her er mine hænder; og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende!’“ (Joh. 20:24-27) Tomas’ tro blev styrket. Mødernes formål er netop at styrke vor tro og bevare os i troen. Vi kan stadig stole på at Kristus vil hjælpe os når vi mangler tro, og at han vil styrke os i troen, for han gav os dette løfte: „Hvor to eller tre er forsamlede om mit navn, der er jeg midt iblandt dem.“ (Matt. 18:20) Han er midt iblandt os når vi forsamles i hans navn.
Mødernes formål
Det at vi regelmæssigt overværer og tager del i møderne er et udtryk for vor tro. Det er en vigtig del af vor offentlige bekendelse af vor tro på Kristus som Herre. Om denne bekendelse siger apostelen Paulus: „Thi når du med din mund [offentligt, NW] bekender Jesus som Herre og i dit hjerte tror, at Gud opvakte ham fra de døde, skal du blive frelst. Thi med hjertet tror man til retfærdighed, og med munden bekender man [offentligt, NW] til frelse.“ (Rom. 10:9, 10) Tomas gav i sandhed offentligt udtryk for sin tro da han så den opstandne Kristus. Han råbte: „Min Herre og min Gud!“ Men Jesus sagde til Tomas: „Fordi du har set mig, tror du; salige er de, som ikke har set og dog tror.“ (Joh. 20:28, 29) Ja, lykkelige er de der i dag i tro offentligt forkynder at Jesus er Kristus, Herren.
Møder er som vandrige brønde hvor tørstige sjæle kan samles for at drikke. Kristne samles regelmæssigt for at få fyldt på i åndelig forstand og for at få vejledning. Jesus lærte sine disciple mange ting når de var forsamlet. Ved et møde efter sin opstandelse bød han dem „ikke at vige fra Jerusalem, men oppebie det, som Faderen havde forjættet“, for de skulle „om ikke mange dage døbes med Helligånden“. (Ap. G. 1:4, 5) Ved et møde underviste Jesus dem i deres forkyndergerning: „I skal være mine vidner . . . indtil jordens ende.“ (Ap. G. 1:8) Hvis de havde undladt at overvære disse møder ville de være gået glip af disse dyrebare forrettigheder.
Efter Jesu himmelfart fortsatte hans disciple med regelmæssigt at samles. De mødtes i en sal ovenpå hvor de vedholdende bad sammen. Ved et møde blev Mattias udvalgt til at udfylde den plads Judas Iskariot forlod. Den hellige ånd blev også udgydt over en menighed på 120, mens disse var forsamlet ved et møde. — Ap. G. 1:12-14, 24-26; 2:1-4, 46, 47; 4:31.
At gå hjem fra mindehøjtiden med den tanke at man ikke vil vise sig blandt sine kristne brødre før næste mindehøjtid, er sandelig ikke i overensstemmelse med det Kristus og hans apostle gjorde, vel?
En forkert opfattelse
Tag dig i agt for den farlige opfattelse at alt hvad der kræves for at vinde Guds godkendelse og opnå livet, er at man viser sig ved Herrens aftensmåltid en gang om året. Dette er naturligvis ikke sandt. Ét møde kan ikke dække hele ens åndelige behov, lige så lidt som ét måltid kan dække hele ens fysiske behov. Det viste Jesus klart da han sagde: „Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, som udgår af Guds mund.“ (Matt. 4:4) For at opnå det evige liv må vi regelmæssigt tilegne os kundskab om Gud og Kristus. (Joh. 17:3) Møderne bringer os i berøring med en stadig strøm af sandheder.
Nogle siger imidlertid: „Vi har Bibelen og kan studere den derhjemme, så vi behøver ikke at gå til møder.“ Det lyder meget godt, men er det helt rigtigt? Hvor ofte går der ikke uger hvor folk ikke så meget som åbner Bibelen eller mediterer over dens indhold! Det er i sandhed sjældent i vor tid at finde nogen der sætter tid til side til at studere Bibelen privat, og som gør det regelmæssigt.
Selv om det er prisværdigt at man studerer Bibelen hjemme, og dette ikke bør forklejnes eller ignoreres, er det forkert at tro at dette kan dække hele vort åndelige behov, selv om vi følger en stram timeplan. Der er visse behov der kun kan dækkes ved samværet med andre. For eksempel havde udtalelsen i Johannes 5:37 i årevis forvirret en der studerede Bibelen. Ved et møde blev skriftstedet en dag læst og kommenteret. Da gik der et lys op for ham. Han forstod at Jesus ikke henvendte disse ord til alle mennesker, men kun til dem der stod hos ham. ’De havde aldrig hørt Guds røst eller set hans skikkelse.’ Dette gik op for ham ved et møde, og det får os til at tænke på ordsproget: „Jern skærpes med jern, det ene menneske skærper det andet.“ (Ordsp. 27:17) Dette understreger mødernes betydning.
En pligt at overvære møderne
Apostelen Paulus gav os endnu en grund til at vi skulle ønske regelmæssigt at mødes med vore kristne brødre, idet han sagde: „Bliv ingen noget skyldige uden det at elske hverandre.“ (Rom. 13:8) Vi skylder vore brødre kærlighed, og det er en gæld vi må betale. Det kan vi bedst gøre ved møderne. Paulus understregede dette idet han sagde: „Lad os give agt på hverandre, så vi opflammer hverandre til kærlighed og gode gerninger; og lad os ikke svigte vor egen menighedsforsamling, som nogle har for skik, men formane hverandre, og det så meget mere, som I ser dagen nærme sig.“ — Hebr. 10:24, 25.
Vor kærlighed skulle tilskynde os til regelmæssigt at mødes med vore kristne brødre, hvis det på nogen måde er muligt. Ville det være udtryk for ægte kærlighed hvis en mand og hans hustru med vilje undgik hinandens selskab i uger, måneder og år ad gangen? Kristi kærlighed kommer til udtryk i disse ord: „Jeg er med jer alle dage.“ (Matt. 28:20) Vor kærlighed må indbefatte det samme ønske om at være hvor brødrene forsamles.
Mindehøjtiden minder os om ikke at være selviske, ikke blot at tænke på os selv, men at tjene til gavn for andre. (Matt. 20:28) Hvis Kristus var sulten, tørstig, en fremmed, nøgen, syg eller i fængsel, ville vi så ikke tage os af ham? Naturligvis! Det kan vi gøre ved at hjælpe selv den mindste af hans brødre, så disse får deres behov dækket, for det betragter Kristus som gjort imod ham. Ved at være til stede ved møderne, dersom det overhovedet er muligt, bliver vi i stand til at drage omsorg for andres behov, og viser dermed om vi hører med til „fårene“ eller „bukkene“. — Matt. 25:34-46.
Uanset hvilke vilkår vi lever under har vi behov for til stadighed at opelske den samme længsel efter brødrene, den samme omsorg for dem som Paulus havde da han sagde: „Jeg længes efter at se jer, for at jeg må kunne give jer del i en og anden åndelig nådegave, så I kan styrkes derved — eller rettere: for at vi hos jer sammen må kunne opmuntres ved vor fælles tro, jeres og min.“ (Rom. 1:11, 12) Har vi en sådan indstilling vil vi ikke isolere os, eller blive kolde eller ligegyldige over for dem der har brug for vor kærlighed. Denne kristne indstilling vil gøre os til det alle mennesker bør være og det alle der opnår Guds godkendelse til sidst vil være, nemlig aktive vidner der i en stor forsamling forkynder Guds herlighed.
Vent derfor ikke til næste år med at overvære et møde. Vent ikke til næste uge. Du indbydes til at komme igen i rigssalen i denne uge.