Tungen må holdes i tømme
„Vær varsomme med eders store ord, frækhed undslippe ej eders mund! Thi en vidende Gud er [Jehova], og gerninger vejes af ham.“ — 1 Sam. 2:3.
1. Hvor stor en værdi har tungen for os?
TUNGEN er et af de nyttigste redskaber mennesket ejer og er en stor gave fra Jehova Gud. Bør mennesket derfor ikke først og fremmest bruge tungen til ære for Jehova og til lovprisning af hans storhed? Bibelen er fyldt med eksempler på at trofaste Guds tjenere har brugt deres tunge på denne måde, og disse beretninger er blevet bevaret, så vi kan læse dem og derefter med vor tunge gentage deres udtryk for taknemmelig anerkendelse af Guds godhed.
2. (a) Hvordan viser Jehova at han har behag i at man taler til ham og om ham? (b) Hvad har han især behag i?
2 Mon der i forældres øren findes nogen skønnere lyd end deres barns første ord? Når barnet vokser til og begynder at udtale ord der er mening i, fyldes forældrene med begejstring og henrykkelse. Er det da ikke også rimeligt at antage at vor himmelske Fader er glad for at høre sine jordiske børn med ord give udtryk for deres værdsættelse af den livets gave de har modtaget af ham? Bønner som hans børn opsender til ham, er musik i hans ører, fordi det er på den måde de meddeler ham deres hjertes ønsker og længsler. Også når de taler med andre om ham lytter han: „Da talte de, som frygter [Jehova], med hverandre. Og [Jehova] lyttede og hørte efter, og en bog blev skrevet for hans åsyn, for at de kunne ihukommes, som frygter [Jehova] og slår lid til hans navn.“ (Mal. 3:16) Tænk engang: Jehova lader en uudslettelig beretning nedskrive om dem der sætter deres lid til hans navn. Det er en stor ære at få lov til at bruge tungen til at ophøje Guds navn, især nu i tiden da ikke ret mange kender hans navn. At ophøje dette navn ved at vi forkynder det vidt og bredt, tjener som en beskyttelse for os som bærere af dette navn. At undlade at forkynde navnet kan være skæbnesvangert. „[Jehovas] navn er et stærkt tårn, den retfærdige løber derhen og bjærges.“ — Ordsp. 18:10.
3. Hvad bør hvert menneske inderligt ønske at gøre? Vil det nogen sinde ske?
3 Det burde være et ønske hos hver eneste af os at lade Gud vide hvor meget vi værdsætter livets gave, at være lykkelige, at eje Jehovas kærlighed og den dyrebare vejledning han har givet os gennem Bibelen. Til sidst vil alle der opnår evigt liv ære universets højeste Gud og hans herliggjorte søn, Jesus. „Og enhver skabning i Himmelen og på jorden og under jorden og på havet, ja alt, hvad i dem er, hørte jeg sige: ’Ham, som sidder på tronen, og Lammet være lov og pris og ære og magt i evighedernes evigheder!’“ „Alle folkeslag, klap i hænderne, bryd ud i jublende lovsang for Gud!“ — Åb. 5:13; Sl. 47:1.
4. (a) Hvordan kan man sige at den nulevende generation er begunstiget? (b) Hvorfor er Bibelen især at værdi for os der lever i dag?
4 Mennesket befinder sig i en enestående situation i dag. Hele Bibelen, Guds skrevne ord, er blevet bevaret til menneskets gavn og opbyggelse, og så godt som alle mennesker i dag har adgang til dette ord på deres eget sprog. Paulus, den mest produktive bibelskribent efter Kristi fødsel, fortæller os grunden hertil: „Alt, hvad der forhen er skrevet, er jo skrevet, for at vi kan lære deraf, så vi ved udholdenhed og ved den trøst, skrifterne giver, kan bevare vort håb.“ (Rom. 15:4) Hvorfor især til gavn for os i dag? Samme bibelskribent siger at det der er skrevet, er „advarende eksempler, og det blev skrevet til påmindelse for os, til hvem de sidste tider [enden på tingenes ordninger, NW] er kommet“. Paulus skrev til de første kristne menigheder i Rom og Korint, men han skrev også til gavn for os der lever i dag, hvilket fremgår tydeligere af dr. Richard Weymouths oversættelse, der gengiver Paulus’ ord på følgende måde: „Det blev skrevet som påmindelse for os der lever i verdens sidste dage.“ Benjamin Wilsons oversættelse, The Emphatic Diaglott, der er forsynet med en interlinear ordret oversættelse til engelsk, gengiver det samme vers således: „Dette skete dem forbilledligt, og blev skrevet til påmindelse for os, til hvem tidsaldrenes ende er kommet.“ — 1 Kor. 10:11.
5. Vis hvorfor de „sidste dage“ er en betydningsfuld tidsperiode.
5 Vi er nu nået til den tid i historien da „tidsaldrenes ende er kommet“. Det er den tid Guds profeter så frem til. (Hebr. 11:10; Joh. 8:56; Dan. 12:8, 9) Det er den tid Jesus lærte os at bede om. Det er den tid da de gamle „tingenes ordninger“ må vige pladsen for den herlige nye tingenes ordning som Gud har i beredskab til retfærdige mennesker. Det er den tid da folk og nationer må anerkende den Evige, som siger: „Hold inde og kend, at jeg er Gud, ophøjet blandt folkene.“ (Sl. 46:11; 2:10-12; Luk. 11:2) Det er den tid da Satan, denne verdens fyrste, vil blive tvunget til at slippe sit greb om menneskeheden. Hvordan vil hans magt blive brudt? Kan mennesker tilintetgøre denne dæmon hvis indflydelse gør sig gældende overalt? Nej, det er Gud der vil kæmpe mod sin gamle fjende, Djævelen. Han vil styrte Djævelen ned i den dybeste fornedrelse ved hjælp af sin domsfuldbyrder, sin søn og konge, Jesus Kristus. — Joh. 12:31; 14:30.
6. (a) Hvordan kan vi med held kæmpe imod Satan og hans dæmoner? (b) Hvilket eksempel satte Jesus? (c) Hvilke hjælpemidler har vi?
6 Men mennesker i dag har den forret og pligt at kæmpe mod Djævelen og hans dæmonhorder. Og vi kan gøre det med held ved at bruge de åndelige stridsvåben, for „vore stridsvåben er nemlig ikke verdslige [kødelige], men mægtige for Gud, så de kan nedbryde fæstningsværker“. (2 Kor. 10:4) Mennesket Jesus satte eksemplet for os. Han modstod Djævelen ved at henvise til Guds skrevne ord, idet han sagde: „Der står skrevet.“ (Luk. 4:1-13) Han brugte ikke noget bogstaveligt sværd, ikke noget jordisk våben. Han brugte sin tunge, som han havde lært at bruge på rette måde og at holde i tømme, og med den slog han fjenden på flugt. Vi må gøre det samme, idet vi stoler på Guds ord, „Åndens sværd“, og forsvarer os med det. Men der er andre våben eller midler vi kan bruge i kampen „mod magterne og myndighederne, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet“. Apostelen Paulus betegnede de dele vor rustning består af som sandhedens bælte, retfærdighedens brystskjold, villighedens sko, troens skjold, frelsens hjelm, og åndens sværd. Hertil kom desuden bønnen. I egen kraft kan vi ikke klare os mod ondskabens åndemagter. Men med de midler Gud giver, kan vi gøre det. — Ef. 6:11-18.
7. Forklar hvilken forbindelse der er mellem „åndens sværd“ og vor tunge.
7 Det er altså muligt at ruste sig. Guds ord, Bibelen, er „levende og virkende og skarpere end noget tveægget sværd og trænger så dybt ind, at det sønderdeler sjæl og ånd, marv og ben og er dommer over hjertets tanker og meninger“. Bruger vi konsekvent dette „sværd“ i „troens gode strid“, vil vi få „et fast greb om det evige liv“ og vil blive beskyttet af Jehova nu. Lad os derfor lære at bruge dette „sværd“, så vi altid kan være „rede til forsvar over for enhver, der kræver regnskab af [os] for det håb, som er i [os], dog med sagtmodighed og frygt“. Det betyder at vi må bruge vor tunge, en tunge som holdes i tømme på rette måde. — Hebr. 4:12; 1 Tim. 6:12, NW; 1 Pet. 3:15, 16; Sl. 31:24.
8-10. (a) Hvordan var hyrdedrengen David et godt eksempel for os? (b) Gives der nogen undskyldning for at tabe besindelsen?
8 Hyrdedrengen David havde kontrol over sig selv. Han havde kun fem glatte sten og en slynge da han stillede op til kamp mod den seks alen høje Goliat, der var iført en svær skælbrynje og udrustet med et spyd hvis od vejede 600 sekel (ca. 7 kg). Men med usvigelig sikkerhed, med fuldstændig kontrol over sig selv, og skønt han løb mens han kastede stenen, besejrede David sin fjende ved at ramme plet. De glatte sten var uden tvivl smukke, men i hyrdetasken ville de være uden værdi hvis ikke David havde lært hvordan han skulle bruge dem effektivt. Bibelen vil være lige så nytteløs for os hvis vi ikke lærer at bruge den. Den må gøre større nytte end blot at stå på boghylden og blive beundret som en smuk bog der er skrevet i et smukt sprog. De ord og retfærdige principper der er fremsat i den, må vi tilegne os og anvende. De må præges dybt i vort hjerte og sind, rede til at blive udtalt af os når der er brug for det.
Kundskaben må anvendes
9 At holde tungen i tømme indebærer mere end at have kundskab. Kundskaben må anvendes, som der siges i Første Petersbrev 3:15, og den må anvendes på rette måde, nemlig „med sagtmodighed“. Bibelen viser at Gud har givet sine tjenere påbud om at overbringe budskaber for ham, undertiden endog domsbudskaber. Der er kun få eksempler på at de har tabt besindelsen, og når de gjorde det, har de måttet bøde for det. Menigheden i Filippi havde vanskelige forhold at arbejde under. Læg mærke til den vejledning de fik med hensyn til at bruge tungen på rette måde: „Alt skal I gøre uden knurren og betænkeligheder, for at I må blive ulastelige og uden svig, Guds dadelfrie børn midt i en vanartet og forvildet slægt, hvor I skinner som himmellys i verden, medens I holder fast ved livets ord.“ — Fil. 2:14-16.
10 Jesus var en af dem der brugte hårde ord når han talte til den ’vanartede og forvildede slægt’, de stivnakkede og oprørske jøder der levede på hans tid. Alligevel siges der om ham: „Aldrig har noget menneske talt, som dette menneske taler.“ (Joh. 7:46) Denne beskrivelse ville næppe passe på en der talte skødesløst, uden omtanke og hensigt. Den ville passe på en der holdt sin tunge i tømme, en der valgte sine ord med omhu, en der havde noget der var værd at sige og vidste hvordan han skulle sige det. Fremkalder dine ord en sådan bemærkning fra andre? Tænker du før du taler? Det er klogt at overveje en sag før man udtaler sig.
11. (a) Hvad var baggrunden for udtalelsen: „Aldrig har noget menneske talt, som dette menneske taler“? (b) Hvad var det der gav Jesus frimodighed?
11 Hvem beskrev Jesu ord sådan? Var det hans kødelige slægtninge eller hans naboer? Nej, det var nogle der var sendt ud for at pågribe ham. Det var tjenere som var udsendt af de jødiske præster, der var irriteret over at Jesus ignorerede deres trusler og frimodigt fortsatte med at forkynde sin Faders ord. Det var da disse tjenere vendte tomhændede tilbage og præsterne spurgte dem: „Hvorfor har I ikke ført ham med?“ at de svarede: „Aldrig har noget menneske talt, som dette menneske taler.“ Hans måde at undervise på, de liflige og vederkvægende ord der strømmede fra hans læber, havde gjort et så dybt indtryk på dem at de glemte deres ærinde. De var så slået af hans budskab, af den fuldstændige kontrol han havde over sin tunge, at deres religiøse arbejdsgivere anklagede dem for at være blevet vildført og mindede dem om at ingen af rådsherrerne eller farisæerne havde troet på Jesus. (Joh. 7:45-48) Jesus var ikke professionel taler. Han var ikke uddannet i talekunst ved en af rabbinernes skoler, men Mattæus fortæller at efter at Jesus havde holdt sin bjergprædiken „var folkeskarerne slået af forundring over hans lære; thi han lærte dem som en, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge“. — Matt. 7:28, 29.
12, 13. (a) Hvorfor var Jesu tale så virkningsfuld? (b) Hvad gav ham hans tillid?
12 Det pinte farisæerne at høre Jesus bruge sin tunge efter sin Faders hensigt, men disciplene lyttede med glæde til ham og blev rigt velsignet. Jesus mistede aldrig kontrollen over sin tunge. Han bevarede sin selvbeherskelse, selv når han med vrede irettesatte de falske religiøse ledere. Han var aldrig vulgær, uanstændig eller usømmelig i sin tale. Der udgik aldrig nogen rådden snak af hans mund. — Matt. 13:15, 16; Joh. 8:43-45, norsk overs.; Mattæus 23; Ef. 4:26, 29.
13 Jesus talte ikke for at vinde popularitet hos lederne. Han talte sandheden med frimodighed og gav således sine disciple et godt eksempel. Han havde fuld kontrol over sin tunge og en fast overbevisning om at hans Fader ville støtte ham når han brugte sin tunge på rette måde. Som han sagde: „Jeg [gør ikke] noget af mig selv; men som Faderen har lært mig, således taler jeg. Og han, som sendte mig, er med mig; han har ikke ladet mig alene, fordi jeg altid gør, hvad der er ham velbehageligt.“ — Joh. 8:28, 29; Ap. G. 4:31.
14-16. (a) Forhindrer vor ufuldkommenhed os i at holde tungen i tømme? (b) Har vi nogen undskyldning for ikke at holde tungen i tømme?
14 Hvilket eksempel for os! Vi gør vel i at følge i hans fodspor for at sikre os Jehovas godkendelse. Nu vil nogle måske sige at det er for meget forlangt, at vi skulle have samme kontrol over vor tunge som Jesus, et fuldkomment menneske, havde over sin. Bibelen siger jo: „Jeg er født i misgerning, min moder undfanged mig i synd,“ og Gud ville da ikke forvente at et syndigt menneske skulle have en så fuldkommen kontrol over sig selv, vel? Det er rigtigt at vi ikke kan opnå et fuldkomment herredømme over os selv nu, men vi skal ikke lytte til Djævelens underfundige forslag om at vi lige så godt kan opgive på forhånd. Han ved at vi er ufuldkomne, og han vil bruge ethvert middel til at få os til at synde med vore læber. Selv om han vidste at Jesus var fuldkommen, afholdt det ham ikke fra at friste ham. Eftersom Jesus udtrykkeligt var kommet her ned til jorden fra himmelen i den hensigt én gang for alle at give et svar på Djævelens udfordring, kunne han have følt sig tilskyndet til at give sin harme luft og sige Djævelen ren besked. Men gjorde han det? Nej, roligt og besindigt imødegik han Djævelens fristelser med Skriftens ord idet han sagde: „Der står skrevet.“ Således slog han Djævelens forsøg på at overvinde ham tilbage. — Sl. 51:7; Luk. 4:1-13; 5 Mos. 8:3; 6:13, 16; 1 Pet. 2:21.
15 Andre mener måske at de er for gamle til at lave om på sig selv. Dertil må vi imidlertid sige at når man erkender at gamle, indgroede vaner er forkerte, vil det være dumt at vise det ansvar fra sig som en ny viden måtte pålægge én og blot sige: „Jeg er for gammel til at lave om på mig selv.“ Man er aldrig for gammel til at gøre en forandring. Hvis man fortsat følger en kurs der er i modstrid med Guds ord, Bibelen, vil det have Guds mishag. Når man erkender at ens måde at tage tingene på ikke behager Skaberen, må man træffe en beslutning. Vil man se kendsgerningerne i øjnene, selv om det kan medføre en radikal forandring? Det kræver initiativ, mod og ydmyghed at bringe sit liv i overensstemmelse med Bibelens retfærdige principper, men det lønner sig fordi Gud da vil se med velbehag på en. Det er i høj grad vigtigt at foretage en sådan forandring hvis man vil opnå liv i Guds nye tingenes ordning.
16 Vor ufuldkommenhed skulle give os så meget des større grund til flittigt at bestræbe os for at få vor tunge til at lystre os selv og ikke Djævelen. På den måde vil tungen blive til ære for Gud og for os selv. Vi behøver ikke at være ’talere af fag’ for at rejse dette bolværk mod Djævelens angreb. Paulus er et udmærket eksempel på at man med held kan kæmpe mod ’det faldne køds’ tilbøjelighed til at lade sig påvirke af den gamle tingenes ordning: „Jeg løber derfor ikke på må og få; jeg kæmper som en nævekæmper, der ikke støder i luften, men jeg er hård mod mit legeme og holder det i ave.“ Og han bekymrede sig ikke om hvad hans naboer tænkte om den vej han havde besluttet sig til at følge: „Som vi af Gud er agtet værdige til at få evangeliet betroet, således taler vi ikke for at tækkes mennesker, men Gud, som prøver vore hjerter.“ — 2 Kor. 11:6; 1 Kor. 9:26, 27; 1 Tess. 2:4.
17. Hvad er, ifølge Jesu ord, afgørende for det vi siger?
17 Det ses let at tungen, for at blive en lydig tjener for det opøvede sind, må tages til fange og gøres til træl. Vore ord genspejler hvad der bor i vort sind og hjerte. Det vidste Jesus, for han sagde til farisæerne: „I øgleunger! hvordan kan I tale godt, når I er onde? Thi hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med. Et godt menneske tager gode ting frem af sit gode forråd; og et ondt menneske tager onde ting frem af sit onde forråd. Men jeg siger jer, at menneskene skal gøre regnskab på dommens dag for hvert unyttigt ord, de taler. Thi ud fra dine ord skal du frikendes, og ud fra dine ord skal du fordømmes.“ — Matt. 12:34-37.
Modstå påvirkning fra omgivelserne
18, 19. Hvad kræves både af forældre og børn i disse „kritiske tider“ hvor der tales mange unyttige ord?
18 Man behøver kun at høre efter hvad folk omkring én taler om — arbejdskammeraterne, skolekammeraterne eller folk der går i butikker — eller at læse aviser eller ugeblade, eller at høre radio, for at erfare at der tales en overflod af ’unyttige ord’, ord der ingen betydning har. Overalt hvor man færdes hører man et fordærvet, uværdigt sprog, og de populære bøger er fyldt med det. Ja, på dette tidspunkt i historien gøres der en bevidst bestræbelse på at forherlige løs tale og et fordærvet sprog. Det er så almindeligt at folk bliver vant til at høre det, og hører uden at tage anstød. Som Salomon sagde: „Den onde hører på onde læber, løgneren lytter til giftige tunger.“ — Ordsp. 17:4.
19 Men husk på at dette også er noget som den retfærdige må kæmpe imod. Han må undgå at befatte sig med noget så smudsigt. Han må holde fast ved de sunde ords mønster. Vi lever nu i den tid som apostelen Paulus kaldte „kritiske tider der er svære at komme igennem“, og hvor det er vigtigt at vi bruger vor tunge til lovprisning af Gud. (2 Tim. 3:1, NW) Nutidens hjem er blevet inficeret med smudsig tale. Husfaderen samler den op på arbejdspladsen, husmoderen mens hun går i butikker, og børnene på legepladsen. Uden at tænke over det kommer hvert familiemedlem ind i en skure og tillægger sig dårlige sprogvaner. Børnene fødes ikke med et vulgært sprog, men hvis ikke de bliver opdraget derhjemme, vil de grimme ord som de hører på gaden snart blive en del af deres daglige ordforråd. De som har børn bør, både for deres egen og for deres børns skyld, beslutte at befri deres tanker for det der ikke er opbyggende og i stedet fylde sindet med det der er gavnligt og opbyggende. Så vil børnene udtrykke nyttige tanker, som de henter fra et sind der har fået den rette opdragelse.
20. (a) Hvor kan vi hente vejledning til beskyttelse af vort sind og vor tale? (b) Hvad kan sindet næres med?
20 Der findes intet bedre sted at hente belæring end i Bibelen. Læg for eksempel mærke til denne vejledning fra Filipperbrevet 4:8: „Alt, hvad der er sandt, hvad der er sømmeligt, hvad der er retskaffent, hvad der er rent, hvad der er elskeligt, hvad der har godt lov [er vederkvægende, tales godt om], al dyd og alt, hvad der er ros værd: det skal I have i tanke!“ Ifølge dette og ifølge den regel Jesus fremsatte (at af hjertets overflod taler munden), kan tungen bringes til at lystre retfærdige principper når sindet er fyldt med de rette tanker. Kun ved at beskytte sindet kan man forhindre fordærvede tanker, som kommer til udtryk i talen, i at opstå i sindet. Rene tanker giver en ren tale; smudsige tanker, en smudsig tale. Skal talen være ren, må sindet beskyttes mod alt urent som kan trænge ind i det.
21, 22. (a) Hvordan kan vi hente belæring i Bibelen? (b) Kan den der ikke vil arbejde, forvente at få nogen åndelig føde?
21 Bibelen indeholder et forråd af alt hvad der er sandt, sømmeligt, retskaffent, rent, elskeligt og rosværdigt. Det kræver dog en indsats at hente det frem. Stik imod hvad nogle måtte mene, kan man ikke finde frem til disse ting ved blot at lukke øjnene, åbne Bibelen og sætte fingeren et tilfældigt sted. Den hellige ånd leder ikke menneskene på den måde. Hvem sætter sig ned og venter på at det „daglige brød“ mirakuløst kommer til en, eller hvem foretrækker at indtage sin føde gennem en indsprøjtning tre gange om dagen? Nej, man arbejder for at skaffe sig føden, og derefter sætter man sig til bords for at spise den. Den åndelige føde, som Jesus sagde var mere vigtig end „brød alene“, må man ligeledes ihærdigt søge efter og arbejde for, og derefter må den også tygges og fordøjes. Som støtte herfor kan vi henvise til Salomons ord i Ordsprogene 2:1-5: „Min søn, når du tager imod mine ord og gemmer mine pålæg hos dig, idet du låner visdom øre og bøjer dit hjerte til indsigt, ja, kalder du på forstanden og løfter din røst efter indsigt, søger du den som sølv og leder den op som skatte, da nemmer du [Jehovas] frygt og vinder dig kundskab om Gud.“
22 Den der aldrig arbejder for sit brød men er tilfreds med at leve af understøttelse, kender ikke den sande værdi af det han modtager. Paulus mindede menigheden i Tessalonika om at han ikke fik føden hos dem uden vederlag, men at han arbejdede under slid og møje „for ikke at ligge nogen af jer til byrde. . . . Thi allerede da vi var hos jer, indskærpede vi jer, at den, der ikke vil arbejde, skal heller ikke have føden!“ Man opnår ingen glæde ved at være doven men ved at gøre som de retsindige jøder i Berøa, der daglig granskede Skrifterne. — 2 Tess. 3:8-10; Ap. G. 17:11.