Tiden er kort
DE HYLENDE politisirener holdt kun inde et øjeblik for at lade advarselen lyde gennem højttaleren: „Dette er et orkanvarsel! Træf alle nødvendige sikkerhedsforanstaltninger!“ De der var forstandige greb nogle få nødvendige ejendele og skyndte sig at søge i sikkerhed. De ufornuftige tog den med ro idet de tænkte at det, når alt kom til alt, måske blot var falsk alarm. Men pludselig var stormen over dem, og voldsomme stormkast og flyvende genstande knuste større bygninger som var de lavet af tændstikker, og løftede snesevis af mindre huse højt op i luften.
Vi der lever i dag gør vel i at tænke på den belæring der er at hente heri. Når folk der har overlevet en sådan orkan kommer frem fra deres skjulesteder, møder der dem ofte et rystende syn, men de er i hvert fald i live! Det er i regelen dem der undlod at give agt på advarselen der er blevet uvejrets ofre. Hvad gør det så om det til tider har vist sig at være falsk alarm? Er det ikke langt klogere at tage sine forholdsregler og bevare livet? Det er i hvert fald tåbeligt at ignorere advarslerne når alle tegn umiskendeligt viser at uvejret nærmer sig.
Alligevel handler og lever de fleste af jordens beboere som om de mørke skyer i horisonten i vor tid ikke viser at en verdensomfattende storm af hidtil ukendt format nu nærmer sig. Ja alle tegnene i vor tid viser at vi nærmer os tiden for Guds store krig mod alle jordens riger, Harmagedonkrigen, der skal bane vej for en ny verdensorden med fred og retfærdighed. (Åb. 16:14, 16; Dan. 2:44) Hvordan er vor indstilling? Vil vi give agt på advarselen og tage skridt til at overleve, eller vil vi være blandt dem der intet ænser og som spottende siger: „Fra den dag, vore fædre sov hen, er alt jo blevet ved at være, som det var fra skabelsens begyndelse“? — 2 Pet. 3:4.
I stormens spor
Jehovas vidner har nu i næsten halvtreds år ladet denne advarsel lyde. Der er ingen tvivl om at dette store, verdensomfattende uvejr virkelig vil ramme hele denne verden af ulydige mennesker. Jesus Kristus advarede: „Thi i de dage skal der komme ’en trængsel, hvis lige ikke har været fra skabningens begyndelse, da Gud skabte den, indtil nu’.“ (Mark. 13:19) Ja tænk engang! De myrderier som de utallige krige der har været ført på jorden, har været årsag til, alle de jordskælv historien kan opvise, de mange hungersnødsperioder som har kostet millioner livet, de sygdomsepidemier hvis ofre beløber sig til milliarder, ja endog de ødelæggende kræfter der blev sluppet løs under de to verdenskrige — alt dette skal ifølge Jesus overgås af den store trængsel eller trængselstid han forudsagde!
Guds profet Jeremias forudsagde at hele jordkloden ville blive hjemsøgt af dette uvejr hvis lige aldrig før var set. Under inspiration skrev han: „Se, ulykken går fra det ene folk til det andet, et vældigt vejr bryder løs fra jordens rand. [Jehovas] slagne skal på den dag ligge fra jordens ene ende til den anden.“ — Jer. 25:32, 33.
Ligesom en orkan knuser alt på sin vej og hverken sparer de velhavende eller indflydelsesrige, hedder det i advarselen om den kommende store verdenskatastrofe: „Hverken deres sølv eller guld evner at frelse dem på [Jehovas] vredes dag, når hele jorden fortæres af hans nidkærheds ild; thi undergang, ja brat tilintetgørelse bringer jeg over alle, som bor på jorden.“ — Zef. 1:18.
Ingen tid at spilde
Men hvordan ved vi at det forudsagte verdensomfattende uvejr ikke allerede har været? Fordi der siden den store vandflod på Noas tid ikke har været en verdensomspændende ulykke af det omfang og den intensitet som denne ulykke vil få. Læg mærke til hvad profeten Jeremias videre siger: „Der skal ikke holdes klage over dem, og de skal ikke sankes og jordes; de skal blive til gødning på marken.“ (Jer. 25:33) Intet så altødelæggende og tilintetgørende har hidtil fundet sted. Det ligger endnu ude i fremtiden.
Men hvor langt ude i fremtiden? Ikke ret langt, for alt omkring os vidner om at den tid vi lever i er de „sidste dage“ som så mange af Guds inspirerede tjenere har omtalt. Vi behøver blot at se os omkring i denne urolige verden og sammenligne det vi ser med apostelen Paulus’ profeti i Andet Timoteusbrev 3:1-4, med apostelen Peters udtalelse i Andet Petersbrev 3:3, 4 og med Jesu egne ord i Lukas 21:25, 26. Læg mærke til det stigende antal voldshandlinger og forbrydelser, til den måde hvorpå mennesker der ikke tror på Guds eksistens, spotter det der er helligt og sandt, og til den frygt og ængstelse der præger dem som føler at katastrofen nærmer sig men som ikke kan se nogen vej ud. Ja, vi står over for historiens største krise!
Jesus understregede yderligere den korte tid der er tilbage da han udtalte en profeti om at kun én generation ville blive vidne til opfyldelsen af det mangesidede „tegn“ der markerer afslutningen på denne tingenes ordning, et tegn der blandt andet ville omfatte verdenskrige, hungersnød, jordskælv og den verdensomspændende forkyndelse af den gode nyhed om Guds rige. Han sagde: „Sandelig siger jeg eder: denne slægt [den generation der er vidne til disse begivenheder] skal ikke forgå, før alt dette er sket.“ — Matt. 24:34.
Vi tilhører en generation der enten har set disse verdensbegivenheder eller har hørt dem omtalt gennem forældrene. Vi har hørt om Jehovas vidners forkyndelse af Rigets budskab overalt på jorden, et arbejde som begyndte for næsten halvtreds år siden og som stadig er vokset siden da og nu udføres af mere end én million vidner i 197 lande. Alt dette er et vidnesbyrd om at den „slægt“ som Jesus omtalte, snart skal forgå. Tiden er i sandhed kort!
Hvor står du?
Hvor står du i betragtning af alt dette? Har du hidtil kun levet for at tilfredsstille dine egne ønsker og ambitioner? Er din tid og opmærksomhed gået med at søge efter alt det som ’hedningerne søger efter’? (Matt. 6:32) Af hvilken varig værdi er dette når alt det der er i verden, ja selv den vantro menneskehed, skal forgå inden den generation som så den første verdenskrig, er uddød? — 1 Joh. 2:15-17; 2 Pet. 3:10.
Du har måske endog lagt mærke til Jehovas vidner og læst nogle af de bøger og skrifter de udgiver. Men hvordan er din stilling ind for Gud netop nu? Har du gjort noget for at opnå hans godkendelse, det vil sige gjort mere end de der tilhører de hedenske religioner? Du har sandsynligvis givet til godgørende formål og har søgt at handle ret over for din næste. Men har de der tilhører de såkaldt „hedenske“ nationer ikke gjort det samme?
Det der betyder noget er: Hvordan er dit forhold til den store Gud der kan give og tage liv? Hvordan er dit forhold til ham i betragtning af den korte tid der er tilbage før katastrofen uigenkaldeligt rammer denne onde tingenes ordning på jorden? (Sl. 36:10) Hvis du hidtil har ignoreret ham og levet efter dine egne ønsker, er tiden nu afgjort inde til at vise ham den rette respekt ved at lytte til det budskab som han gennem Bibelen har gjort tilgængeligt for alle mennesker, især med henblik på disse kritiske tider! — 2 Tess. 1:7-9.
Hvad vi må gøre nu
Gud lod sin profet Zefanias vise hvilken vej man må følge hvis man vil søge tilflugt og opnå beskyttelse når hans vrede bryder løs over alle nationer. „Søg retfærd, søg ydmyghed!“ lød hans budskab. „Måske kan I skjule jer på [Jehovas] vredes dag.“ (Zef. 2:2, 3) Det er yderst vigtigt at kende Guds og ikke menneskers syn på „retfærd“ og „ydmyghed“. Svaret findes i Bibelen, og det er denne bog der må danne grundlaget for dit studium så du kan lære at kende Guds vilje med dig.
Den kærlige Gud har også sørget for at der findes en menighed af sande tilbedere af hvem du kan få hjælp til at studere Bibelen og i praksis at anvende det du har lært. Du er velkommen til regelmæssigt at overvære møderne i en af Jehovas vidners rigssale. Der kan du lære ikke alene at hjælpe dig selv men også andre — din egen familie, dine slægtninge og venner. De må have øjnene op for den fare der truer dem på grund af Jehovas vrede der snart bryder løs over nationerne. Måske der endnu er tid til at du kan hjælpe dem.
Tiden tillader ikke at du i magelighed nyder livet eller tøvende står med et ben i hver lejr. Det er Gud, ikke mennesker, du må behage for at opnå evigt liv og lykke. Du kan ikke udsætte din afgørelse. Jesus advarede: „Som det gik til i Lots dage: de spiste og drak, købte og solgte, plantede og byggede, og på den dag, da Lot gik ud af Sodoma, regnede ild og svovl ned fra himmelen og ødelagde dem alle — på samme måde skal det gå den dag, da Menneskesønnen åbenbares.“ (Luk. 17:28-30) Lot og hans døtre undslap. Vil du undslippe?