Kom til et frit folks højtid!

DER findes en gruppe mennesker i dag som virkelig er frie. De er blevet frigjort for menneskefrygt, overtro, uvidenhed og falsk religion, har befriet sig for selviskhed og fordærv, og er undsluppet den store folkebetvinger Satan Djævelen. De er blevet frie fordi de har fulgt Kristi ord: „Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal forstå sandheden, og sandheden skal frigøre jer.“ — Joh. 8:31, 32.

Én gang hvert år samles disse frie mennesker for at fejre og mindes den begivenhed der gjorde det muligt for dem at blive et frit folk, nemlig deres herre og mester Jesu Kristi død. Dette gør de i lydighed mod hans udtrykte befaling, som vi blandt andet har modtaget gennem apostelen Paulus: „Thi fra Herren har jeg modtaget, hvad jeg også har overleveret jer, at Herren Jesus i den nat, da han blev forrådt, tog brød, takkede, brød det og sagde: ’Dette er mit legeme, som gives for jer; gør dette til ihukommelse af mig!’ Ligeså tog han også kalken efter aftensmåltidet og sagde: ’Denne kalk er den nye pagt ved mit blod; gør dette, så ofte som I drikker den, til ihukommelse af mig.’“ — 1 Kor. 11:23-25.

Jesus Kristus indstiftede denne mindehøjtid på en meget passende dato. Det var nemlig selve denne nat, den fjortende dag i den første jødiske måned, kaldet nisan, at den jødiske påske blev fejret. Påsken var i sig selv en højtid til minde om en meget betydningsfuld begivenhed der havde fundet sted 1545 år tidligere. Hvilken begivenhed var det? Det var udfrielsen af hele den israelitiske nation fra ægyptisk trældom, og ved den lejlighed var det at Israels førstefødte, i modsætning til Ægyptens førstefødte af mennesker og dyr, undslap døden for Jehovas engels hånd. Selve denne nat vandrede israelitterne ud af Ægypten som et frit folk! — 2 Mos. 12:1-39.

Den 14. nisan år 33 skulle Kristus, „vort påskelam“, lide døden som et offer der kunne tilvejebringe frihed for hans efterfølgere, og derfor skulle der nu også være en ny befrielsesfest; ja, det ’åndelige Israel’ skulle opnå frihed på grundlag af Kristi offer. (1 Kor. 5:7, 8; Gal. 6:16) Da jødernes påskehøjtid til minde om deres udfrielse hin første påskenat, kun blev fejret én gang om året, på årsdagen, er det også meget passende at den mindehøjtid Jehovas folk fejrer i påskens sted, Herrens nadver eller aftensmåltid, også kun fejres én gang om året, nemlig på den selv samme nat som den oprindelig blev indstiftet.

Jesus inviterede ikke hvem som helst af sine landsmænd dengang han skulle indstifte højtiden til minde om sin død. Han inviterede kun nogle bestemte iblandt dem der virkelig var hans disciple, nogle få udvalgte som tilhørte den skare han kaldte en „lille hjord“ og til hvem han kunne sige den aften: „I har holdt ud med mig i mine fristelser; og ligesom min Fader har tildelt mig kongedømme, tildeler jeg jer, at I skal spise og drikke ved mit bord i mit rige og sidde på troner og dømme Israels tolv stammer.“ Fra andre steder i Bibelen lærer vi at Jesu „lille hjord“ er begrænset til 144.000. — Luk. 12:32; 22:28-30; Åb. 14:1, 3; 20:4-6.

Det ville være ret og rimeligt at Jesu efterfølgere hvert år mødtes for at tænke på alt det deres Fører og Mester havde gjort for dem og for at mindes hans død. Skønt han havde været Guds ypperste åndeskabning, havde han forladt det alt sammen for at blive et dødeligt menneske. Ja mere end det, han „ydmygede . . . sig selv og blev lydig til døden, ja, døden på et kors“. Ved at handle på denne måde hævdede han sin Faders navn, idet han rensede det for den vanære Satan Djævelen havde kastet på det ved at prale med at han kunne vende alle mennesker bort fra Gud. — Fil. 2:8; Job, kapitel 1 og 2; Ordsp. 27:11.

Lige siden denne mindeværdige begivenhed har de mennesker der er blevet frigjort af Jesus Kristus, bestræbt sig for hvert år at fejre denne frihedsfest, og igen i år vil de fejre den. Det bliver den 1. april, efter solnedgang, hvilket vil svare til den jødiske 14. nisan. Ved den lejlighed vil de som er til stede modtage god åndelig formaning og undervisning, ligesom Jesus selv den påskenat i år 33 gav sine elleve apostle mange gode formaninger, især om at de skulle vise hinanden uselvisk kærlighed. Alle Vagttårnets læsere inviteres til at samles med Jehovas vidner når de denne aften mødes i deres rigssale. Der er fri adgang for alle, og der bliver ikke indsamlet kollekt. — Joh. 13:1 til 16:33.

Ved denne højtid som fejres af et frit folk, vil en taler klart fremholde hvilke krav der stilles til dem der er berettiget til at spise af brødet og drikke af vinen. De må være indviede efterfølgere af Jesus Kristus, frigjorte ved at de er forblevet i Kristi ord og avlet af Jehovas ånd til at være hans åndelige børn. Desuden må de have åndens vidnesbyrd om at de er blevet „født på ny“, og de må have et sikkert håb om at få del i den himmelske belønning; endelig må de leve op til deres indvielsesløfte således at de ikke spiser af brødet og drikker af vinen med urette og bringer dom over sig selv. (Joh. 3:3-8; Rom. 8:14-17) Efter et foredrag om dette, vil fade med usyret brød blive budt rundt til alle de tilstedeværende; usyret brød var nemlig det eneste Jesus havde til rådighed da han indstiftede højtiden til minde om sin død, og det er samtidig et passende symbol på hans legeme, idet Jesus var syndfri, og surdej her er et billede på synd. Derefter vil bægre eller glas med usødet rød vin blive bragt rundt, idet netop denne vin passende kan skildre Jesu udgydte blod. — 1 Kor. 5:7, 8.

Sidste år kom næsten to og en halv million til stede for at fejre Jesu aftensmåltid i de over femogtyve tusind menigheder Jehovas folk har ud over jorden. Men af alle disse tilstedeværende tog mindre end elleve tusind del i at nyde symbolerne. Hovedparten af dem der ikke nød symbolerne var enten medlemmer eller kommende medlemmer af den ’store skare’ som apostelen Johannes så i et profetisk syn. De har ikke det håb at komme til at regere med Kristus i himmelsk herlighed, men det at leve for evigt på en paradisisk jord hvor „retfærdighed bor“ og hvor der ikke mere skal være død, sorg, skrig eller pine. (Åb. 7:9; 2 Pet. 3:13; Åb. 21:4) Skønt de ikke selv nød symbolerne, blev de alle rigt velsignet ved at lytte til det der blev sagt og ved at iagttage det der skete ved denne lejlighed. Det vil være på samme måde i år. Vær derfor til stede når Jehovas frie folk samles den 1. april.