Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • w68 1/12 s. 531-532
  • Udskyd det ikke — gør det nu!

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Udskyd det ikke — gør det nu!
  • Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1968
  • Lignende materiale
  • ’Udsæt ikke til i morgen . . .’
    Vågn op! – 1983
  • Lydighed — en ønskværdig egenskab
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1970
  • Glæd dine forældres hjerte
    Hvordan man opnår et lykkeligt familieliv
  • Varige goder ved at hele familien lever efter Bibelen
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1975
Se mere
Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1968
w68 1/12 s. 531-532

Udskyd det ikke — gør det nu!

MON ikke vi alle på et eller andet tidspunkt har besluttet i vort stille sind at vi vil gøre noget godt for en som vi holder meget af? Vi lover os selv at vi vil give udtryk for vor kærlighed til og påskønnelse af vedkommende, en ven, vor ægtefælle eller vore forældre. Vi planlægger måske at udtrykke vore følelser ved hjælp af en gave, et lille brev, i en samtale eller ved en anden venlig gestus. Ja, vi ønsker at vore kære skal vide hvor meget de betyder for os, hvor meget vi påskønner det de har gjort eller gør for os.

Sådanne personlige beslutninger er ædle og fine, for de afspejler en uselvisk indstilling. Ét er imidlertid at træffe beslutningen, noget helt andet er at føre den ud i livet. Sådan forholder det sig fordi så meget andet nemt kan få os til at udskyde det vi vil gøre. Hvis vi ikke gør det med det samme mens ønsket stadig er brændende i vore hjerter, finder vi måske at vi hele tiden opsætter det til senere. Det fører normalt til at vi glemmer vort gode forsæt eller opgiver hele ideen.

Hvis vi skal undgå at svigte i denne henseende må vi være opmærksomme på at det komplicerede liv i vor moderne verden gør det så nemt at glemme gode forsætter. Hele tiden dukker uventede forhold op, og nogle af dem gør krav på vor øjeblikkelige opmærksomhed. Men hvis vi ikke lader vore handlinger diktere af småting, vil vi langt bedre kunne føre vore gode hensigter ud i livet, til stor glæde for vore kære og os selv.

Bibelen giver gode råd i denne retning. Den siger: „Stræb altid efter at gøre det gode, både mod hverandre indbyrdes og mod alle.“ (1 Tess. 5:15) Læg mærke til at det er nødvendigt at stræbe efter at gøre det gode, altid at gøre det til sit mål. En sådan vejledning gives fordi vi mennesker har en tendens til at lade andre ting fortrænge dette meget ønskværdige: at gøre godt. Ja, vi må vogte os mod den uvane altid at udskyde at gøre godt mod vore kære slægtninge og venner.

Det at opsætte eller udskyde tingene til senere, næres endvidere af tendensen til at tage mange forhold for givet. Hvordan det? Jo, lad os sige at et ægtepar i nogen tid har planlagt at invitere deres snart aldrende forældre til middag. Men der dukker hele tiden et eller andet op som får dem til at udsætte det. Tager de ikke for givet at de selv og deres forældre, som er oppe i årene, vil være i live næste uge eller næste måned? Jo, det gør de, og hvad siger Bibelen om det? „I kender jo ikke dagen i morgen. Hvordan er jeres liv? I er jo en damp, som ses en liden stund og så forsvinder.“ (Jak. 4:14) Hvor er det sandt! Ingen af os kender hvad morgendagen vil bringe, langt mindre hvad der skal ske i næste uge. — Ordsp. 27:1.

Ægtemænd og hustruer må også vogte sig mod selvtilfredst at tage hinanden for givet. Udnyt de utallige små lejligheder der gives til at vise betænksomhed over for din nærmeste livsledsager. Kom ikke ind i den vane at opsætte det gode du planlægger at gøre for din ægtefælle. En mand stod tilbage med to børn da hans hustru pludselig døde. Han måtte tilstå at han havde taget hende som en selvfølge, og nu ønskede han inderligt at han havde fortalt hende hvor meget hun betød for ham og hvor god hun var. Hvor kan vi lære meget af hans erfaring! I betragtning af livets flygtighed bør vi med det samme gøre det vi beslutter i vore hjerter og ikke udskyde det.

For at undgå at udskyde det vi planlægger, må vi også vogte os for at lægge os selv hindringer i vejen med en kompliceret idé om hvor udsøgt og gennemført en gestus vi vil gøre for at udtrykke vore følelser. Det medvirker bare til at udsætte opfyldelsen af vore gode forsætter. Ja, hvis vi planlægger det helt ekstraordinære, kan vi meget vel forfejle vor hensigt. Hvordan? Ved at vi, når mindre opgaver dukker op som ikke kræver så meget, i stedet tager fat på dem og udsætter vort gode, men mere komplicerede forsæt.

I dag er mange mennesker plaget af samvittighedsnag og selvbebrejdelse. Til disse hører dem der aldrig skønnede på det de havde før de mistede det. Andre vedblev at opsætte udførelsen af deres ædle hensigter så længe at døden pludselig fjernede genstanden for deres planlagte opmærksomhed. De pines af tanken om hvordan det kunne have været, men ikke var. Mens det nu er for sent at råde bod på dette forhold, kan sådanne mennesker lære af deres erfaring. De kan gøre en forandring og beslutte at det aldrig skal ske igen. I stedet for at plage sig selv med forgangne uopfyldte beslutninger, kan de positivt udnytte de muligheder de nu har for at gøre godt mod dem af deres kære som endnu er i live. Vi kan alle lære af dette. Det gode vi planlægger at gøre bør vi gøre nu mens vi har lejlighed til det. Det er sandt at vi har håbet om opstandelsen, men vi behøver ikke at vente indtil den tid.

En klog datter fulgte hurtigt sin gode indskydelse og skrev følgende til sine forældre: „Kære mor og far. Vagttårnsstudiet i går var godt. Det fik mig til at tænke på min barndom igen og takke Jehova for de vidunderlige forældre der opdrog mig i Jehovas tugt og myndige formaning. Jeg vil gerne takke jer begge to mange gange. Jeg påskønner det mere og mere, jo ældre jeg bliver.“ Hvilken glæde fyldte ikke hendes forældre! Hvor kærligt og viist af datteren ikke at vige tilbage fra at fortælle sine forældre hvilken dyb taknemmelighed hun nærede for alt det de havde gjort for hende! Ja, hvorfor ikke lade vore forældre vide hvor meget vi værdsætter de ofre de har bragt og den kærlighed og hengivenhed de har vist?

Hvis vi overvinder tendensen til at udskyde tingene, især de gavnlige og gode ting, vil det være til vort eget bedste, og vi bør også gøre det for at bevare vor selvrespekt. Vi vil blive tilskyndet til at gøre en indsats i denne retning hvis vi husker hvad Guds ord siger om dette. „Hold ikke dit Gode tilbage fra den, hvem det tilkommer, naar det staaer i din Magt at gjøre det.“ (Ordsp. 3:27, Kalkar) Har du besluttet at gøre noget godt mod en eller anden? Så udskyd det ikke; gør det nu!

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del