Vil du overleve „dommedag“?

Dømmes menneskene ved døden? Eller finder dommen sted efter opstandelsen?

I ÅRHUNDREDER har „dommedag“ været et af de motiver der hyppigst har været anvendt i den kunstneriske udsmykning af kristenhedens kirker. Dette motiv ses for eksempel over indgangen til de verdensberømte kirker i Paris, Chartres, Rheims, Auxerre, Bourges og Autun. Titusinder af besøgende har vandret under disse billeder og relieffer uden nogen sinde at stoppe op og tænke på at de modsiger en grundlæggende læresætning som forkyndes i selve disse kirkebygninger.

En „dommedags“scene viser i regelen hvordan de døde skubber gravstenene bort og rejser sig fra gravene. Katolske autoriteter hævder at den dom som disse kunstværker skildrer, foregår „efter den almindelige opstandelse“.¹ Alligevel lærer man også i disse kirker at folk bliver dømt i dødsøjeblikket.

En præst skriver således: „I dødsøjeblikket træder sjælen frem for Kristi dommersæde,“ enten for „evigt at blive udstødt af Guds rige“, eller for at gå til himmelen eller skærsilden.² En anden hævder at „i selve dødsøjeblikket går sjælen ind til et evigt venskab eller fjendskab med Gud, det vil sige ind til evig lykke eller ulykke“.³

Hvornår foregår da dommen over menneskene — „i selve dødsøjeblikket“ eller „efter den almindelige opstandelse“? Hvis menneskene straks dømmes når de dør, og denne dom hverken kan være forkert eller ændres, hvorfor så tale om den „dommedag“ som skildres på disse kirker?

Kristenhedens teologer prøver at forklare dette med at der i virkeligheden slet ikke foregår en dom på „dommedag“. I stedet for, hævder de, er den blot en „stadfæstelse“ af den tidligere dom; den giver alle lejlighed til „at danne sig det rette billede af alle menneskers gode eller onde handlinger“.⁴

Men sådan siger Bibelen ikke. Den taler ikke om at der ved døden øjeblikkelig fældes en personlig dom over hver enkelt, men den taler om en „dag“, en tidsperiode, hvor dommen over størstedelen af menneskeheden foregår, nemlig i Jesu Kristi kommende tusindårsrige. Paulus, en af Jesu Kristi apostle, sagde for eksempel til højesteretten i Athen: „Gud . . . har fastsat en dag, da han vil dømme jorderig med retfærdighed ved en mand [Jesus Kristus], som han har bestemt dertil, og det har han gjort troværdigt for alle ved at lade ham opstå fra de døde.“ — Ap. G. 17:30, 31.

Sjælen dømmes ikke ved døden

Problemet i forbindelse med de „to domme“ opstår i virkeligheden fordi man mener at menneskene dømmes „i dødsøjeblikket“.⁵

Sandheden er at Bibelen ikke lærer at „sjælene“ straks fortsætter en åndelig tilværelse sammen med Gud i himmelen for at blive dømt dér. Selv om denne udtalelse måske vil ryste mange, er det en kendsgerning at selv førende religiøse autoriteter anerkender at Bibelen ikke siger at sjælen er udødelig og lever videre efter at legemet er dødt.

Det romersk-katolske værk Encyclopedic Dictionary of the Biblea siger for eksempel at det hebraiske ord neʹfesh, som er oversat med „sjæl“ i moderne bibeloversættelser, egentlig hentyder til selve personen. Værket hævder også at Det gamle Testamente „i virkeligheden ikke giver noget grundlag“ for at tro at sjælen „kan eksistere adskilt fra legemet . . . efter menneskets død“. Det siger endvidere: „Udtrykket nefes̆ mêt, der bogstaveligt ville betyde ’en sjæl af en død mand’, betyder i realiteten ikke det, men ’en død mand’, det vil sige et lig.“ — Spalte 2288.

Dette samme religiøse værk siger at Bibelen ikke fremstiller døden som „en adskillelse af sjæl og legeme“, hverken i „Det gamle Testamente“ eller i „Det nye Testamente“, som „stadig benytter Det gamle Testamentes traditionelle opfattelse i denne sag“. — Spalterne 532, 534.

De døde „sover“

I stedet for at lære at menneskene i almindelighed personligt dømmes øjeblikkelig efter deres død, viser Bibelen at de døde er døde. Den siger at de sover, at de slet ikke er sig noget bevidst, at de ikke ved noget, men at de venter på opstandelsen hvor de atter kan stå op til liv. Bibelen viser tydeligt at dette er de dødes tilstand. Blandt adskillige andre skriftsteder som omhandler dette emne, siger Prædikeren 9:5, 10: „Thi de levende ved dog, at de skal dø, men de døde ved ingenting, . . . thi der er hverken virke eller tanke eller kundskab eller visdom i Dødsriget, hvor du stævner hen.“ Det er grunden til at Bibelen ofte omtaler de døde som nogle der er „sovet ind“ og ikke som nogle der allerede er blevet „dømt“ og befinder sig på et sted hvor de har fået deres løn eller straf. — Joh. 11:11.

De scener der skildres over dørene til kristenhedens gamle kirker er således nærmere Bibelen end det der læres indenfor. Disse kunstværker viser hvordan folk står op fra gravene for at blive dømt. Man ser ikke nogen „sjæle“ der kommer ud fra „helvede“ eller ned fra himmelen for at tage bolig i de opstandne. Men efter deres dom ser man dem drage af sted for at få deres belønning. Bibelen indeholder ikke den gamle ægyptiske tanke at „sjælene“ kunne vende tilbage til de balsamerede legemer. Den lærer at de fleste af de døde vil blive oprejst og få lejlighed til at modtage Guds evige velsignelse.

Hvornår?

Hvornår vil de døde der sover i gravene blive oprejst for at dømmes? I Bibelens sidste bog berettes der om den rækkefølge hvori de begivenheder som fører til denne længe ventede opstandelse, vil finde sted.

Først begynder Kristi anden nærværelse, idet hans rige oprettes i himmelen. (Åb. 12:1, 2, 5) Satans virksomhed begrænses til jordens nærhed, hvor han i sin vrede fremkalder veer af hidtil ukendt omfang. (Åb. 12:7-12) Lammet, Kristus Jesus, som står i sin kongemagt på det himmelske Zions bjerg, forenes med sine 144.000 meddommere, som er blevet „løskøbt ud af menneskeslægten som en førstegrøde for Gud og Lammet“. (Åb. 14:1-4) Dernæst samler dæmoniske udtalelser jordens konger til åben krig imod Gud. (Åb. 16:13-16) Kristus drager sammen med sine himmelske engle imod dem, kaster de menneskegjorte systemer i den brændende tilintetgørelse og dræber de fjendtlige hære og deres tilhængere. (Åb. 19:11-21) Derefter bliver Satan selv grebet og bundet, for at han ’ikke mere kan forføre folkeslagene’. — Åb. 20:1-4.

Når jordens beboere således er befriet for Satans, hans dæmoners og deres jordiske håndlangeres indflydelse, vil de begynde at glæde sig over mange vidunderlige velsignelser. Den aldrende apostel Johannes fik et storslået syn af denne herlige forandring i jordens styre.

Han skrev: „Jeg så en ny himmel og en ny jord; thi den første himmel og den første jord var forsvundet, og havet [bestående af den ulykkelige menneskehed som er fremmedgjort for Gud] var ikke mere.“ Ved hjælp af det styre som Guds rige udøver over jorden, vil Gud selv bo hos menneskene. „Og han skal tørre hver tåre af deres øjne, og der skal ingen død være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere; thi det, som var før, er nu forsvundet.“ — Åb. 21:1-4.

Hvordan?

Jorden vil være blevet renset for ondskab idet Satan og hans dæmoner vil være bundet og kastet i afgrunden. De retfærdige nye forhold som alle gudfrygtige mennesker har ventet på, vil da være indført. Det er de forhold som alle kristne har bedt om når de har sagt til Gud: „Komme dit rige; ske din vilje på jorden, som den sker i Himmelen.“ — Matt. 6:10.

Under disse retfærdige tilstande vil alle de der befinder sig i menneskehedens fælles grav blive oprejst. Bibelen viser at denne store dommens „dag“ (eller periode) først vil indtræffe efter at Satan er bundet og Kristus er blevet indsat på sin „trone“ og hans tusindårige regering er begyndt. Det er tydeligt at denne „dag“ vil være længere end en fireogtyve timers dag, for Bibelen siger at disse dommere skal herske som „konger med Kristus i tusinde år“. En så lang tidsperiode vil give tilstrækkelig tid til at opstandelsen kan foregå på en ordnet måde. — Åb. 20:4.

Menneskene vil da blive dømt efter deres hjertetilstand — efter deres ønske om og villighed til at gøre Guds vilje og ikke efter om de tidligere har haft lejlighed til at lære denne vilje at kende. „Bøger“, som indeholder Guds vejledning, vil blive åbnet, og alle mennesker vil få lejlighed til at lære det der står skrevet i „bøgerne“. Enhver vil blive dømt efter sin lydighed mod dem.

Alt dette er beskrevet i apostelen Johannes’ store syn af menneskehedens domsdag under Kristi tusindårige regering. „Og jeg så en stor, hvid trone og ham [Jehova Gud], som sad på den; for hans åsyn flyede jorden og himmelen [nuværende onde], og der fandtes ikke nogen plads for dem. Og jeg så de døde, store og små, stå foran tronen, og bøger [som indeholdt Guds vejledning] blev åbnet; og endnu en bog blev åbnet: livets bog; og de døde blev dømt ud fra det, der stod skrevet i bøgerne, efter deres gerninger [efter deres lydighed mod denne vejledning].“ — Åb. 20:11, 12.

Først efter den sidste prøve, når Satan midlertidigt løslades efter afslutningen på Kristi tusindårige styre, bliver menneskene „levende“ i ordets egentligste forstand. Alle de der består den sidste prøve vil få tilkendt retten til evigt liv på en retfærdig, fuldkommen jord. Først da vil deres navne for stedse være indskrevet i „livets bog“. Det er grunden til at Åbenbaringen siger om dem: „De andre døde blev ikke levende, før de tusinde år var til ende.“ — Åb. 20:5.

Dette er det „evige liv“ som kristne håber på at opnå. Det er et liv uden ende på en paradisisk jord som er opdyrket til fuldkommenhed, sådan som Guds tanke oprindelig var med dette skønne skaberværk.

Bibelen lærer altså ikke at hvert enkelt menneske dømmes øjeblikkelig efter døden. Den lærer derimod at størstedelen af menneskene vil blive dømt under Kristi tusindårige styre når de opstandne lærer Guds vilje at kende og får lejlighed til at leve efter den så de kan modtage det evige liv.

Forbered dig nu

Hvordan kan vi på nuværende tidspunkt forberede os så vi kan få vort navn indskrevet i „livets bog“? Ved at studere Guds ord og leve efter det. Ved at udvikle en personlighed som er modtagelig for Guds vejledning. (Kol. 3:5-14) Ved at gøre det til en vane villigt at rette os efter denne vejledning. Dersom vi udvikler et sådant livsmønster nu, vil det hjælpe os til at rette os efter den vejledning som Gud vil give under Jesu Kristi tusindårige regering. Det vil hjælpe os, så vi kan modtage Guds velsignelse, overleve den sidste prøve og vinde det evige liv på en fuldkommen jord. Intet kunne være af større værdi end at få sit navn endeligt „indskrevet i livets bog“ efter afslutningen på Kristi tusindårige styre. — Åb. 20:15.

Men for at få den forret at leve på jorden på den kommende domsdag for menneskene og derefter, er det nødvendigt at vi nu lærer Guds vilje at kende og retter os efter den. Hvis vi gør det, vil vi kunne overleve den fuldbyrdelse af Guds dom som meget snart vil ramme denne onde tingenes ordning. Er vi i færd med at tage de nødvendige skridt for at overleve, først afslutningen på denne tingenes ordning og derefter den store „dommedag“? Det afhænger af det livsmønster vi nu er ved at danne os.

Henvisninger

1 Dictionnaire de la Bible, F. Vigouroux (Paris; 1903), bind 3, sp. 1837, 1839.

2 Encyclopedie Théologique, Migne (Petit-Mont-rouge, Frankrig; 1850), bind 35, bog 1 sp. 126.

3 Dictionnaire Pratique des Connaissances Religieuses, J. Bricout (Paris; 1927), bind 2, sp. 203.

4 Catholic Encyclopedia (New York; 1910), bind 8, s. 552.

5 La Fin du Monde, Lavergne (Paris; 1941), s. 12.

[Fodnote]

[Illustration på side 556]

Nærbillede af dommedagsscenen over midterdøren i Notre Dame-kirken i Paris