Kunsten at retlede andre
ENHVER kan rette på en anden. Men at rette en anden på en måde som gør gavn, er en kunst. Det er nødvendigt at vide ikke blot hvad man skal sige, men også hvornår man skal sige det og hvor og hvordan man skal sige det.
Tag for eksempel denne virkelige hændelse. I en stue var en gruppe såkaldt veluddannede mennesker forsamlet. Alle lyttede opmærksomt mens en af dem, en herre, fortalte en interessant historie. På et vist tidspunkt brød hans hustru ind for at rette ham for en ubetydelig grammatisk fejl. Tydeligt misfornøjet gentog hendes mand fejlen med større eftertryk og fortsatte sin beretning. Hans kone havde øjensynlig ikke lært kunsten at retlede andre.
Det vigtigste når man vil rette en anden er det motiv hvormed man gør det. Motivet bør aldrig være negativt, det vil sige man bør aldrig rette på en anden fordi man føler sig krænket eller bærer nag til den anden, og heller ikke gøre det i den hensigt at latterliggøre den anden eller sætte vedkommende i forlegenhed. Det bedste motiv er kærlighed. Den førnævnte dame der rettede sin mand for en grammatisk fejl, gjorde det uden tvivl af kærlighed til ham. Hun ville sikkert ikke have sagt noget hvis en anden mand havde gjort den samme fejl, for det ville ikke have betydet noget særligt for hende. Der er ingen tvivl om at blandt de måder hvorpå man kan vise sin kærlighed til et menneske, er den at retlede vedkommende. Som Guds ord siger: „Vennehånds hug er ærligt ment.“ — Ordsp. 27:6.
Imidlertid må den der er en sand ven og som virkelig nærer kærlighed til andre, også opdyrke empati, forståelse for sine medmennesker. Gode hensigter er ikke nok. Disse gode hensigter kan sammenlignes med den kraft der skal til for at trække en maskine. Selv om kraften er vigtig, er det også vigtigt at maskinen er justeret rigtigt, sådan at der ikke er for meget slør i tandhjul og lejer, og disse heller ikke går for stramt; det er desuden af betydning at maskinen er smurt rigtigt og at der er brugt det rigtige smøremiddel. Ellers vil maskinen, uanset hvor stor motoren er, snart køre fast og gå i stå. På samme måde er der, når man skal rette en anden, brug for ikke blot gode hensigter men også empati, det vil sige evnen til at sætte sig i den andens sted. Så vil man vide hvordan man skal bære sig ad for at korrigeringen kan gøre gavn.
Det er vigtigt når man skal retlede en anden at man er sikker i sin sag. Det hænder at man tror man ved besked, og så opdager man at man har taget fejl, og resultatet er at man bliver bragt i forlegenhed fordi man har dristet sig til at korrigere. Man må heller ikke glemme at tage de omstændigheder i betragtning som kunne have haft indflydelse på en bestemt handling, og som vil være bestemmende for om man vil bedømme den som klog eller uklog, om den skal kritiseres eller ej. En person løser måske en opgave mindre godt, synes man, men hvis man vidste besked med alle kendsgerningerne, alle de forhindringer vedkommende har måttet kæmpe med, vil man være mindre tilbøjelig til at korrigere ham. Under de forhåndenværende omstændigheder har han måske oven i købet klaret sig rigtig godt.
Hvordan skal man forholde sig med hensyn til at korrigere småting? En ung gift mand sagde engang til sin meget opvakte unge kone: „Hør her, min lille ven! I løbet af blot to minutter har du rettet mig fire gange, og der var tale om rene småting. Havde det virkelig så stor betydning at disse småting blev gjort lige netop på den bestemte måde?“ Nej, det havde ingen betydning overhovedet, og da hans kone gjorde opmærksom på dem røbede hun mangel på empati. Åbenbart var hun ved at tillægge sig den dårlige vane at rette sin ægtemand for rene ubetydeligheder, uvæsentlige detaljer, og var således på vej til at blive en trættekær kvinde. — Ordsp. 21:9; 27:15.
Hvorfor gjorde hun det? Hvorfor er der så mange andre der gør det? Det kunne være på grund af en ubevidst misfornøjelse med deres lod i livet, at skulle underordne sig deres ægtemænd, sådan som Bibelen siger. Der kunne også bagved ligge en trang til at ville konkurrere med manden, en trang som hun ikke engang selv er klar over. Denne konkurrenceånd kan på den anden side skyldes tankeløshed fra hendes mands side. En klog og kærlig ægtemand kan gøre meget til at afhjælpe en sådan tendens ved altid at vise sin værdsættelse af sin kones egenskaber og af alt hvad hun gør for at bidrage til sin mands legemlige, følelsesmæssige og forstandsmæssige velbefindende. — 1 Kor. 11:3, 9.
Når og hvor?
Hvis det synes tilrådeligt at rette en anden, er det klogt at lægge sig på sinde at det, når det er muligt, er bedst at gøre det når man er alene med vedkommende. Her er et andet eksempel fra dagliglivet der belyser dette.
En moden kristen var i færd med at oplære en anden kristen, en husmoder, i forkyndelsen fra hus til hus i et af ejendomskomplekserne for mindrebemidlede i Brooklyn, New York. Som han plejede gav han fra tid til anden forslag til hvordan hun kunne forbedre sin tjeneste. Bagefter syntes han at han havde gjort et helt godt stykke arbejde ved både at ofre tid, omtanke og kræfter på at hjælpe en nybegynder. Men der gik flere måneder før han så hende igen. Hvad var der galt?
Da en anden moden kristen besøgte hende for at finde ud af hvorfor hun var holdt op med at komme til menighedens møder, fik han at vide at hun havde taget sig meget nær at hun var blevet rettet i nærværelse af andre, hendes medkristne. Der skulle en hel del tålmodig forklaren til for at hjælpe hende over forurettelsen og få hende til at se sagen i det rette lys. Derefter begyndte hun igen at komme sammen med sine medkristne i den lokale rigssal. Men det havde været en lærestreg for den forkynder der havde prøvet at hjælpe hende i første omgang. Hvis ikke vi passer på og prøver at vise forståelse for andre, kan vi gøre mere skade end gavn, selv med de bedste hensigter.
Ægtepar bør især holde sig denne regel for øje. Som en kristen ægteskabsrådgiver engang har sagt: „Det er godt at mand og hustru retleder hinanden, men de bør altid gøre det i enrum. Tag hensyn til den andens følelser. Sæt ikke din ægtefælle i forlegenhed når andre er til stede. Det er heller ikke klogt at gøre det i form af drilleri.“ Det indbefatter at forældre ikke retter på hinanden i deres børns nærværelse.
Men det må tilføjes at det undertiden kræves af dem der sidder inde med myndighed at de irettesætter i andres nærværelse, sådan som der gøres opmærksom på i Første Timoteusbrev 5:20: „Irettesæt i alles nærværelse dem, der forsynder sig [praktiserer synd, NW].“ Det gør man dog ikke når der er tale om mindre forsyndelser, men kun når der er tale om at praktisere synd, at fremture i synd. Og irettesættelsen sker ikke så meget til gavn for synderen som til gavn for de tilstedeværende, sådan som apostelen Paulus videre sagde: „Så også de andre må frygte.“
Hvordan og over for hvem?
Med undtagelse af sådanne sjældne tilfælde er det altid klogt at sætte den der skal irettesættes, i en mere modtagelig sindsstemning. En af de måder man kan gøre det på er ved først at give nogen ros og anerkendelse. Ved først at have noget fordelagtigt at sige kan man gøre den anden venligere stemt. Det vil hjælpe vedkommende til at forstå at man ikke er forudindtaget imod ham, at man lægger mærke til de stærke og gode sider, såvel som til de svage, og ydermere at man har empati og forstår at det ikke er behageligt at modtage vejledning.
Hvis man vil mestre den kunst at retlede andre må man være opmærksom på hvordan man giver irettesættelsen. Medmindre forsyndelsen er meget alvorlig og den enten er begået med forsæt eller i ligegyldighed, er det bedst at gå lempeligt frem, med venlighed og mildhed. Der er visdom i det inspirerede råd: „Brødre, om nogen skulle blive overrasket af en synd, da hjælp et sådant menneske til rette, I åndelige, med sagtmodig ånd, og se du selv til, at ikke også du bliver fristet.“ (Gal. 6:1) Ja, venlighed og mildhed gør det meget lettere for den anden at tage imod vejledning. Der kræves imidlertid også selvbeherskelse, for det er slet ikke nogen let sag at retlede en anden mildt, venligt og roligt.
Til den kunst at retlede andre hører også at man tager hensyn til hvem det er man skal retlede. De der har myndighed behøver ikke at undskylde sig når de med visdom og mildhed retleder dem de har i deres varetægt. Det hører med til ægtemænds, fædres, læreres og kristne hyrders pligter at irettesætte. Det er rigtigt at disse selv til tider kan træde fejl og har brug for at blive gjort opmærksom på det. Men dette bør naturligvis gøres meget respektfuldt.
Alle disse principper for retledning af andre kan med fordel anvendes af kristne forkyndere i deres arbejde med at forkynde og undervise. Man kunne sige at de har fået det hverv overdraget af Jehova Gud at retlede alle som de kommer i forbindelse med i deres tjeneste. Hvordan det? Jo, ved at de har fået befaling til at advare menneskehedens verden om denne tingenes ordnings forestående tilintetgørelse. For at udføre dette hverv effektivt, kræves det at man mestrer kunsten at retlede andre.
Det er derfor først og fremmest nødvendigt for dem at have nøjagtig viden, så de ved hvad de skal sige. De må også være i besiddelse af det rette motiv og give advarselen af godhed og kærlighed, selv om nogle måske ikke forstår og værdsætter det. De må tage hensyn til tid og sted og ikke insistere på at blive hørt når det ikke er belejligt for andre at lytte. De påtvinges heller ikke andre deres budskab når disse ikke værdsætter det der er helligt; de ’giver ikke hunde det hellige’. Samtidig giver de med mildhed og venlighed en grund for det håb der bor i dem. Ved således at mestre den kunst at retlede andre kan de nære håb om at gøre størst gavn i deres kristne tjeneste. — Matt. 7:6; 1 Pet. 3:15.