Hvad det vil sige at være „født på ny“

EN FORKYNDER fra Jehovas vidner bankede på døren til et hus i Kentucky. Han ville fremholde et kort budskab fra Bibelen, men han kom ikke længere end til indledningen før den besøgte sagde: „Undskyld, men sig mig: ’Er De „født på ny“? Har De Helligånden?’“

Hvad ville du have svaret hvis du var i forkynderens sted? Forkynderen svarede roligt: „Naturligvis har jeg Guds ånd. Det er derfor jeg er kommet for at tale med Dem om Bibelen.“

Læg mærke til at han ikke blot sagde „ja“ eller „nej“. Nogle spørgsmål kan ikke blot besvares med et „ja“ eller et „nej“ hvis man skal have den rigtige mening frem. Tag for eksempel spørgsmålet: „Tror De på den almægtige Gud som kaldes Satan?“ Man bliver nødt til at begrunde sit svar og vise at „ja“ man tror på den almægtige Gud, men han er ikke Satan. Lad os nu analysere hvad den besøgte kan have tænkt på og hvad forkynderen havde i tanke med sit svar.

Hvem er „født på ny“?

En aften efter påsken i år 30 kom en jødisk rådsherre ved navn Nikodemus til Jesus. Beretningen i Johannes 3:3-5 lyder: „Jesus svarede og sagde til ham: ’Sandelig, sandelig siger jeg dig: ingen kan se Guds rige, hvis han ikke bliver født på ny.’ Nikodemus siger til ham: ’Hvorledes kan et menneske fødes, når det er gammelt? Det kan da ikke for anden gang komme ind i sin moders liv, og fødes?’ Jesus svarede: ’Sandelig, sandelig siger jeg dig: ingen kan komme ind i Guds rige, hvis han ikke bliver født af vand og Ånd.’“

På grundlag heraf mener mange kirkegængere at hvis man skal opnå frelse må man være „født på ny“, man må være „født af vand og Ånd“. De mener at det evige liv er i himmelen. Heri har de delvis ret. Det er rigtigt at de der indgår i Guds rige vil komme til at leve evigt som åndeskabninger i himmelen. Men Jehova viser klart i sit ord at de fleste af dem der opnår evigt liv vil komme til at leve her på jorden. (Sl. 37:29; Matt. 5:5) Disse behøver ikke at blive „født på ny“. Hvorfor ikke?

Guds oprindelige hensigt var at menneskene skulle leve evigt i et paradis på jorden. Ingen af Guds trofaste tjenere før Jesu tid nærede noget håb om at komme i himmelen, og de kom der heller ikke ved deres død. For eksempel sagde apostelen Peter om kong David: „David er ikke faret op til Himlene.“ (Ap. G. 2:34) Sådan forholdt det sig, selv om Guds ånd hvilede over ham. David sagde: „Ved mig talede [Jehovas] Ånd.“ — 2 Sam. 23:2.

Johannes Døber er også et eksempel herpå. Bibelen siger at han „allerede fra moders liv“ var „fyldt af Helligånden“. (Luk. 1:15) Alligevel var han ikke „født på ny“ og kaldet til at være med i det himmelske rige. Det viste Jesus selv da han sagde: „Blandt kvindefødte er der ikke fremstået nogen større end Johannes Døber; men den mindste i Himmeriget er større end han.“ — Matt. 11:11.

Ligesom et lands borgere kan have nogle få udvalgte mænd til som deres repræsentanter at udgøre regeringen, således har Gud besluttet blandt menneskene at udvælge 144.000 til at indgå i Himmeriget. De skal regere sammen med Jesus over den paradisiske jord. (Åb. 5:9, 10, NW; 14:1-3; 20:6) Gud begyndte først at udtage disse efter at Kristus var død og havde åbnet vejen til liv i himmelen. (Hebr. 10:19, 20) Men hvad måtte der nu nødvendigvis ske med disse ufuldkomne sønner af Adam for at de kunne blive Guds åndelige sønner? Det var det Jesus forklarede da han talte med Nikodemus.

„Født af vand og Ånd“

Det var disse ord af Jesus som den besøgte i Kentucky delvis citerede: „Ingen kan se Guds rige, hvis han ikke bliver født på ny.“ (Joh. 3:3) En der er udvalgt til at indgå i Himmeriget er engang blevet „født af kødet“, og vedkommende kan ikke komme ind i Himmeriget med sit legeme af kød og blod. (Joh. 3:6; 1 Kor. 15:50) Efter at Jehova Gud har tilgivet vedkommendes synder på grundlag af dennes tro på Kristi genløsningsoffer og nu betragter vedkommende som et fuldkomment menneske, avler han ham og skænker ham en åndelig arv. Dette sidste skulle endog ske med Jesus for at han kunne komme i himmelen. Efter at Jesus var blevet døbt i vand, udgød Jehova sin ånd over ham. Herved blev han åndsavlet og fik retten til at være en åndelig søn af Gud; han blev „født på ny“. — Matt. 3:16, 17.

De kristne der kaldes til at indgå i Himmeriget må ligeledes gennemgå denne proces. De må fødes „af vand og Ånd“. Som jøde har Nikodemus vidst at den hellige ånd skal opfattes bogstaveligt, nemlig som Guds virkekraft, og Jesus forstod også at den jødiske rådsherre måtte opfatte ’vandet’ som noget bogstaveligt. Nikodemus vidste højst sandsynligt at Johannes Døber døbte i vand, for „jøderne sendte præster og levitter ud til ham fra Jerusalem“ for at undersøge hvad han gjorde. (Joh. 1:19; Matt. 3:5) Ydermere døbte Jesu disciple i vand. (Joh. 3:22; 4:1, 2) Når Jesus talte om „vand“ har det altså sagt Nikodemus noget. Men hvad med udtrykket ’at blive født af Ånd’? Det må have været svært for ham at forstå, eftersom dette endnu ikke var sket for Jesu disciple.

Johannes Døber havde lovet at Jesus ville ’døbe med Helligånd’, og det gjorde Jesus på pinsedagen i år 33. Han udgød hellig ånd over disciple som allerede havde gennemgået vanddåben. (Joh. 1:33; Ap. G. 2:1-4, 33, 38) På denne måde blev disse kristne „født på ny“, hvorved de som ved en fødsel modtog retten til åndeligt liv i himmelen, og dette liv ville de få når de havde vist sig trofaste til døden og var blevet oprejst. De vidste at de var blevet „født på ny“, for de havde åndens vidnesbyrd. Apostelen Paulus skrev senere: „Ånden selv vidner sammen med vor ånd, at vi er Guds børn.“ — Rom. 8:16, 17; 2 Kor. 1:22.

Men ligesom det var med Johannes Døber og David, der havde en andel i Guds ånd men ikke var kaldet til at indgå i det himmelske rige, sådan er det med mange kristne i dag. De har indviet deres liv til Gud og er blevet døbt i vand. Dog erkender de at de ikke har fået håbet om liv i himmelen. Gud giver dem ikke som ved en fødsel en erkendelse af dette håb om åndeligt liv i himmelen fordi det han vil skænke dem, hvis de viser sig trofaste mod ham, er evigt liv i et jordisk paradis. Den forkynder der bankede på døren til et hus i Kentucky er en af dem der ser frem til dette paradis.

Betyder det at disse mennesker ikke har Guds gunst nu? Nej, absolut ikke! De har Guds godkendelse, lige så vel som Johannes Døber havde det. Et vidnesbyrd herom er at Jehova skænker dem af sin hellige ånd, hvilket sætter dem i stand til at bære åndens frugter samt udføre den kristne forkyndergerning. (Gal. 5:22, 23; Luk. 12:11, 12) Vi kan heraf forstå hvor nøjagtigt og rigtigt forkynderens svar var på den besøgtes spørgsmål.

Hvis De gerne vil vide mere om det budskab han havde at overbringe om Guds himmelske rige og det kommende jordiske paradis, opfordrer vi Dem til at benytte de muligheder De har for at tale med Jehovas vidner dér hvor De bor.