Hvor pålidelig er den babyloniske kronologi?

NOGLE af de historiske og arkæologiske værker der er fremkommet i dette tyvende århundrede giver det indtryk at den babyloniske kronologi rejser alvorlig tvivl om den bibelske tidsregning. Hvor begrundet er denne tvivl? Findes der en pålidelig babylonisk kronologi? Hviler den på en solid grundvold? Indeholder den tidsangivelser der har krav på større tiltro end Bibelens?

For så vidt angår det jødiske folk træder Babylon ind på arenaen hovedsagelig fra Nebukadnezars tid. Det tidsrum hvori denne monarks fader, Nabopalassar, regerede, betegnes som „begyndelsen til det nybabyloniske rige“. Denne periode endte med Nabonids og hans søn Belsazzars regering, på det tidspunkt da Babylon blev omstyrtet af perseren Kyros. Det er en periode som har særlig interesse for bibellærde, eftersom den omfatter det tidspunkt da Jerusalem blev ødelagt af babylonierne og størstedelen af de halvfjerds år hvori de overvundne jøders land lå øde hen.

Den bibelske beretning om Nebukadnezars (eller Nebukadrezars) første straffeekspedition mod Juda rige i Nebukadnezars syvende regeringsår (eller det ottende år efter hans tronbestigelse) er ret detaljeret. (Jer. 52:28; 2 Kong. 24:12) I overensstemmelse hermed siger Den babyloniske Krønike, et kileskriftdokument: „I det syvende år, i kislev måned, mønstrede Akkads konge [Nebukadnezar] sine tropper, marcherede mod Hatti [Syrien-Palæstina], og slog lejr omkring Judas by, og på den anden dag i adar måned indtog han byen og tog kongen [Jojakin] til fange. Han indsatte en konge som han selv havde valgt [Zedekias], modtog den store tribut og sendte (dem) til Babylon.“ — Chronicles of Chaldaean Kings (626-556 f.v.t.), D. J. Wiseman, siderne 67, 73.

Pålidelig historie eller problematisk syntese?

Trods denne strålende begyndelse til en synkronisering af den bibelske historie med de babyloniske optegnelser står man derefter over for et tomrum med hensyn til yderligere oplysninger fra egentlige babyloniske kilder. For de sidste treogtredive år af Nebukadnezars regeringstid har man for eksempel endnu ikke fremdraget nogen historiske optegnelser, bortset fra enkelte brudstykker om et felttog mod Ægypten i kongens syvogtredivte år. Der findes altså ingen babylonisk beretning om Jerusalems ødelæggelse i Nebukadnezars attende regeringsår (nittende år efter hans tronbestigelse). (Jer. 52:29; 2 Kong. 25:8-10) Bibelen er den eneste kilde hvorfra man kan få autentiske oplysninger om denne begivenhed.

Med hensyn til Nebukadnezars søn Amel-Marduk (Evil-Merodak, 2 Kong. 25:27, 28) har man fundet kileskrifttavler der stammer fra hans andet regeringsår. Imidlertid indeholder de kun få oplysninger om hans regering og opgiver intet om længden af hans regeringstid. Om Neriglissar, som skal have efterfulgt Evil-Merodak, har man heller ikke mange oplysninger, idet kun én strengt historisk tavle er blevet bragt for dagens lys, og den er dateret til hans tredje regeringsår.

En formodet mindetavle enten for Nabonids moder eller hans bedstemoder har nogle tidsangivelser for denne periode, men da mange passager i teksten er beskadiget, er en hel del overladt til historikernes eget skøn. Man kan selv danne sig et indtryk af hvor fragmentarisk teksten er ved at se bort fra ordene i de kantede parenteser i følgende oversættelse af et uddrag af denne mindetavle. De indsatte klammer er et nutidigt forsøg på at udfylde de manglende, beskadigede eller ulæselige passager:

„[I tiden fra Assurbanipal], Assyriens konge, [i] hvis [regeringstid] jeg blev født — (nemlig): [21 år] under Assurbanipal, [4 år under] hans søn [Assur]-etillu-ilani, [21 år under Nabopala]ssar, 43 år under Nebukadnezar, [2 år under Evil-Merodak], 4 år under Neriglissar, [i alt 95 å]r, [var guden borte] indtil Sin, gudernes konge, [kom templet i hu] . . . for den [store] guddom, hans mørke ansigt [lyste op], [og han hørte] mine bønner, [glemte] den vrede befaling [han havde givet, og besluttede at vende tilbage t]il templet é-hul-hul, templet, [residensen,] hans hjertes fryd. [Med henblik på sin forestående hjemkomst til temp]let [sagde gudernes] konge, Sin, (til mig): ’Nabonid, Babylons konge, [mit moderlivs] søn [skal] lade [mig] dra[ge ind/(atter) tage plads] i templet é-hul-hul!’ Jeg adlød omhyg[geligt] de ordrer som [Sin], gudernes konge, havde udtalt, (og derfor) så jeg selv (hvordan) Nabonid, Babylons konge, mit moderlivs afkom, i alle enkeltheder genindførte de glemte ritualer for Sin, . . .“

Længere fremme i teksten takker Nabonids moder (eller bedstemoder) Sin fordi han har skænket hende et langt liv „fra Assurbanipals, Assyriens konges, tid, til Nabonids, Babylons konges, mit moderlivs søns, sjette år, (det vil sige) 104 lykkelige år, . . .“ — Pritchards Ancient Near Eastern Texts, siderne 311, 312.

De eneste faktiske tal der gives i denne meget ufuldstændige inskription er altså de 43 år som Nebukadnezar og de 4 år som Neriglissar regerede. For den sidstes vedkommende begrænser teksten ikke nødvendigvis hans regeringstid til fire år, men beretter snarere om noget der fandt sted i hans fjerde år. På hvilket tidpunkt i Assurbanipals regeringstid Nabonids moder (eller bedstemoder) blev født, siges der intet om, så det står hen i det uvisse hvornår de „104 lykkelige år“ begyndte og sluttede. Hvor længe Assur-etillu-ilani, Nabopalassar og Evil-Merodak regerede, er ligeledes uvist. Endvidere nævnes Labashi-Marduk slet ikke, skønt det nu er almindeligt anerkendt blandt historikere at han regerede mellem Neriglissar og Nabonid.

Vi lægger også mærke til at de formodede åremål, som er indsat af nutidshistorikere på grundlag af den ptolemæiske kanon, i alt giver 100 eller 101 år når de lægges til „Nabonids . . . sjette år“, og ikke de 104 år som teksten selv nævner. Dette fragment giver derfor kun ufuldstændige oplysninger om den nybabyloniske periodes kronologi.

Den ptolemæiske kanon

Hvad er så den ptolemæiske kanon? Vi er især interesserede heri fordi historikerne mener det er nødvendigt at støtte sig til den i forbindelse med deres kronologi for den nybabyloniske periode. Claudius Ptolemæus levede i Ægypten i det andet århundrede efter vor tidsregning, eller mere end 600 år efter den nybabyloniske periodes slutning. Han var ikke historiker men er først og fremmest kendt for sine astronomiske og geografiske værker. Som E. R. Thiele siger: „Ptolemæus’ kanon blev først og fremmest udarbejdet i astronomisk og ikke historisk øjemed. Den gav sig ikke ud for at give en fuldstændig liste over alle Babylons og Persiens herskere, og heller ikke den nøjagtige måned eller dag for deres regerings begyndelse, men den var et middel til i et bredt kronologisk skema at få anbragt visse astronomiske data som man dengang rådede over.“ — The Mysterious Numbers of the Hebrew Kings, side 293, fodnote.

Ptolemæus ansatte Nabopalassars regeringstid til 21 år, Nebukadnezars til 43 år, Evil-Merodaks til 2 år, Neriglissars til 4 år, og Nabonids til 17, i alt 87 år. Når historikerne tæller tilbage fra Kyros’ første regeringsår, lige efter Babylons fald, kommer de derfor til året 625 f.v.t. som Nabopalassars første regeringsår, år 604 f.v.t. som Nebukadnezars første regeringsår, og Jerusalems ødelæggelse ansættes til år 586 eller 587. Disse tidsangivelser ligger cirka 20 år senere end dem man kommer til ifølge Bibelens tidsregning, men alligevel foretrækker historikerne den tidsregning der er baseret på Ptolemæus’ system.

Selv om længden af de babyloniske og persiske kongers regeringstider, sådan som de er angivet i den ptolemæiske kanon, i det store og hele er korrekt, er der ingen grund til at mene at denne kanon er absolut nøjagtig i de mindste detaljer for alle perioders vedkommende. Som allerede bemærket mangler der historiske optegnelser fra Babylon som enten kan støtte eller undergrave Ptolemæus’ angivelser for visse kongers regeringstider.

Bibelkritikere hævder at årstallet 607 f.v.t. for Jerusalems ødelæggelse, et årstal som er grundlagt på Bibelens kronologi, medfører et hul i den babyloniske kronologi. På den anden side står de der holder sig strengt til den ptolemæiske udregning, selv med et betydeligt hul som de må forklare. Dette hul fremkommer når de prøver på at få den babyloniske og assyriske historie til at stemme overens så de kommer til året 625 f.v.t. som det år da den nybabyloniske periode begyndte.

Den babyloniske Krønike fortæller at Assyriens hovedstad Nineve blev indtaget af den babyloniske hær i Nabopalassars fjortende regeringsår. På grundlag af Ptolemæus’ angivelser, daterer de verdslige historikere denne begivenhed til 612 f.v.t. På grundlag af astronomiske udregninger holder de samtidig fast ved år 763 f.v.t. som et absolut årstal, nemlig som den assyriske konge Assur-dan III’s niende regeringsår. De skulle nu kunne tælle frem fra dette år og påvise at det assyriske styre med Nineve som hovedstaden strakte sig så langt som til 612 f.v.t. Men kan de det? Ved hjælp af eponym- og kongelister og andet kildemateriale er det lykkedes dem at opstille en kronologi der når så langt som til 668 f.v.t., det år de ansætter for begyndelsen til Assurbanipals regering. Men fra dette tidspunkt og fremefter hersker der betydelig forvirring.

Især med hensyn til Assurbanipals regeringstid hersker der stor usikkerhed. For eksempel opgiver Encyclopædia Britannica (1959-udgaven, bind 2, side 569) Assurbanipals regeringstid til 668-625 f.v.t. På side 851 i samme bind opgives hans regeringstid til 669-630 f.v.t. I bind 5 i samme udgave, side 655, ansættes samme regeringstid til „668-638(?)“. 1965-udgaven af samme værk siger ’669-630 eller 626’. (Bind 2, side 573) Andre årstal er blevet foreslået for afslutningen på Assurbanipals regeringstid, for eksempel:

633 — A History of Israel, John Bright, 1964.

631 — Ancient Iraq, Georges Roux, 1964.

629 — The Interpreter’s Dictionary of the Bible, 1962.

ca. 631-62 — The New Bible Dictionary, 1962.

626 — Ancient Records of Assyria and Babylonia, D. D. Luckenbill, 1926.

Som man kan forvente angiver ovennævnte kilder også forskellige årstal for Assurbanipals mulige efterfølgers, Assur-etillu-ilanis, regeringstid, og ligeledes for Sin-shar-ishkun, som sandsynligvis var den konge der regerede da Nineve blev indtaget. Nogle historikere strækker sidstnævntes regeringstid til så meget som atten år, skønt man kun har fundet daterede tavler indtil hans syvende regeringsår.

Historikerne er således villige til at udvise megen fleksibilitet for både at kunne holde sig til den ptolemæiske kronologi og deres faste udgangspunkt 763 f.v.t., idet de endog tilskriver de sidste herskere i det assyriske rige en længere regeringstid end det forhåndenværende materiale giver grundlag for. De står med et kedeligt hul at skulle udfylde. Der er derimod i den bibelske kronologi et bedre grundlag for årstallet 607 f.v.t. for Jerusalems ødelæggelse. — Se Vagttårnet, 1. december 1968, siderne 535-538.

Hvor pålidelig er Berossos?

Nogle mener at Ptolemæus under udarbejdelsen af sin kanon har støttet sig til Berossos, en babylonisk præst som levede i det tredje århundrede før vor tidsregning. Om dennes skrifter bemærker professor Olmstead: „. . . kun små brudstykker, uddrag og småhentydninger er overleveret til vor tid, og de mest betydningsfulde af disse brudstykker er blevet overleveret på en måde som næsten er uden sidestykke. I dag må vi rådføre os med en moderne latinsk oversættelse af en armenisk oversættelse af den tabte græske original til Eusebios’ Verdenskrønike. Eusebios har dels lånt fra Alexander Polyhistor, som lånte direkte fra Berossos, og dels fra Abydenus, som efter alt at dømme lånte fra Juba, som igen lånte fra Alexander Polyhistor og derfor fra Berossos. For at gøre forvirringen endnu større har Eusebios i nogle tilfælde ikke været opmærksom på at Abydenus kun er et svagt ekko af Polyhistor, og har gengivet begge beretninger ved siden af hinanden.“

Han fortsætter: „Og det er ikke det værste. Selv om hans Polyhistor-gengivelse i almindelighed må foretrækkes, ser det ud til at Eusebios har brugt et dårligt manuskript af denne forfatter.“ (Assyrian Historiography, siderne 62, 63) Josefus, en jødisk historieskriver fra det første århundrede e.v.t., hævder også at have nogle af sine oplysninger fra Berossos, men de tal han opgiver stemmer ikke overens indbyrdes, og de kan derfor næppe antages at være hundrede procent pålidelige. I betragtning af at der er mindst tre hundrede år mellem Berossos og Ptolemæus kan vi se at der heller ikke er nogen garanti for at de oplysninger Ptolemæus formodentlig har hentet fra Berossos, er nøjagtige.

Hvordan forholder det sig med kileskrifttavlerne selv? Hvor nøjagtige er de? Kan man altid stole på dem? Den ukyndige vil måske være tilbøjelig til at tro at disse tavler altid blev skrevet ret kort tid efter at de begivenheder de fortæller om, fandt sted. Men de babyloniske historiske tekster og endog mange astronomiske tekster vidner om at være fra en langt senere tid. Som eksempel kan nævnes at en del af den såkaldte Babyloniske Krønike, nemlig den del der dækker perioden som af nutidshistorikere er ansat til tiden 747-648 f.v.t., er „en afskrift som er foretaget i Darius’ toogtyvende regeringsår, fra en ældre, beskadiget tekst“. — Chronicles of Chaldaean Kings, side 1.

Der er altså 150 til 250 år mellem denne tekst og de begivenheder den omhandler, og den er samtidig en afskrift af en tidligere, defekt, tekst. Om Den babyloniske Krønikes tekster fra Nabopalassar til Nabonid siger samme værk (Chronicles of Chaldaean Kings): „Den nybabyloniske Krønikes tekster er skrevet med en lille skrifttype som ikke lader sig tidsfæste nøjagtigt men kan dateres til et hvilket som helst tidspunkt umiddelbart efter begivenhederne indtil afslutningen på achæmenidernes styre“ — det vil sige 331 f.v.t. Så selv om Ptolemæus havde en pålidelig afskrift af Berossos’ skrifter, hvad han højst sandsynligt ikke har haft, hersker der stadig alvorlig tvivl om pålideligheden af de kileskrifttekster Berossos har benyttet som kilde, og om deres alder.

Ingen alvorlig tvivl om Bibelens pålidelighed

Vor læser kan selv dømme om de moderne historikeres beregninger og skønsmæssige tidsangivelser har resulteret i en pålidelig babylonisk kronologi. Det er nok muligt at de har opstillet et system der har skabt nogenlunde orden i de gamle verdslige optegnelsers kaos, men når de støtter sig så stærkt til Ptolemæus’ tidsangivelser er det på sin plads at spørge om dette er klogt. Vi har set at hverken det formål hvormed Ptolemæus opstillede sin kanon eller arten af hans kildemateriale kan indgyde tillid til dens historiske nøjagtighed. Endvidere har vi set at de oplysninger han har fra Berossos uden tvivl er gået gennem mange hænder og i bedste fald kun udgør et skrøbeligt bevismateriale. Om kileskriftteksterne kan siges at de i tidens løb er blevet beskadiget og senere har været genstand for en rekonstruktion der i mange tilfælde har måttet bero på gisninger og formodninger.

Såvel mangelen på samtidige historiske optegnelser fra Babylon som den omstændighed at verdslige tidsangivelser let har kunnet ændres, giver absolut rum for den mulighed at en eller flere af de nybabyloniske herskere har regeret længere end den ptolemæiske kanon viser. Er det i betragtning heraf klogt uforbeholdent at acceptere de moderne historikeres rekonstruktion af den babyloniske historie? Man er utvivlsomt berettiget til at slutte at der ikke her er nogen virkelig grund til at betvivle pålideligheden af den bibelske beretning.