Lad os ’glæde os over Guds hus’
„Vi vil . . . ikke svigte vor Guds hus.“ — Neh. 10:39.
1. Beskriv den bygning for sand tilbedelse som oprindelig blev rejst af israelitterne i ørkenen.
FOR over tre tusind fire hundrede år siden blev der rejst et prægtigt telt i Sinaj-halvøens ugæstfri ørken. Dette telt var kun fem meter bredt, fem meter højt og femten meter langt. Alligevel kostede det med forgården og alt inventaret godt og vel fjorten millioner kroner. (2 Mos. 38:29-31, NW, fodnoterne b, c, 1953-udgaven) Dette var tabernaklet, enestående i sin art, som israelitterne på Guds bud rejste i 1512 f.v.t., efter at Jehova havde udfriet dem fra trældommen i Ægypten. (2 Mos. 36:2–38:20) Dette smukke telt tjente som israelitternes center for sand tilbedelse i omkring 485 år.
2, 3. (a) Hvilken bygning til lovprisning af Jehova indviede Salomon i 1027 f.v.t.? (b) Fortæl i korte træk hvordan det senere gik med templet i Jerusalem.
2 I 1027 f.v.t. indviede Salomon, Davids søn og Israels konge, en anden bygning til Jehovas pris i Jerusalem, et tempel hvortil hans fader havde fået bygningsplanen ved guddommelig inspiration. (1 Krøn. 28:11-19) Indvendig målte helligdommen ti meter i bredden, tredive meter i længden og femten i højden. (1 Kong. 6:2) Den var hovedsagelig bygget af kalksten og cedertræ men var udsmykket med guld og kostbare sten, og er uden tvivl et af de skønneste og dyreste bygningsværker der nogen sinde er opført. Guld og sølv til en værdi af over 35 milliarder kroner var blevet skænket til dette tempels opførelse. Der er ingen tvivl om at den almægtige Gud glædede sig over det, for efter Salomons gribende bøn ved indvielsen „for ild ned fra himmelen og fortærede brændofferet og slagtofrene, og [Jehovas] herlighed fyldte templet“. — 2 Krøn. 6:12–7:3.
3 Det tempel som Salomon byggede blev ødelagt af babylonierne i 607 f.v.t., og jøderne blev ført i landflygtighed. (2 Kong. 25:8-12) Efter at de, halvfjerds år senere, havde fået deres frihed af perserkongen Kyros, vendte de tilbage fra Babylon til Jerusalem, og templet blev med tiden genopbygget under Zerubbabels ledelse. (Ezra 1:1-4; 3:8-11; 6:14, 15) Århundreder senere ombyggede Herodes den Store lidt efter lidt dette tempel, og det var denne senere bygning der eksisterede da Jesus Kristus var her på jorden. På grund af jødernes troløshed mod Jehova blev dette tempel imidlertid jævnet med jorden, som forudsagt af Jesus, da romerne ødelagde Jerusalem i år 76. — Matt. 24:1, 2.
4. Hvad er trådt i stedet for tabernaklet og de senere jordiske templer? Giv en beskrivelse af det.
4 Templet blev meget passende kaldt „[Jehovas] helligdom“, „Guds hus“ og „[Jehovas] hus“. Jesus kaldte det også for „min Faders hus“. (2 Krøn. 26:16; Ezra 3:8; Joh. 2:16) Tabernaklet som israelitterne først byggede, og de senere templer af træ og sten eksisterer ikke mere, men et endnu herligere åndeligt tempel er trådt i stedet for. Om dette tempel sagde den kristne apostel Paulus til sine medtroende i Efesus: „Så er I da ikke længere fremmede og udlændinge, men I er de helliges medborgere og Guds husfæller, opbyggede på apostlenes og profeternes grundvold med Jesus Kristus selv som hovedhjørnesten. I ham sammenføjes hele bygningen og vokser til et helligt tempel i Herren [Jehova, NW]; i ham bliver også I sammen med os opbygget til en Guds bolig i Ånden [et sted hvor Gud kan bo ved ånd, NW].“ (Ef. 2:19-22) Guds ånd bor i de personer der udgør dette tempel, og de er „levende stene“ der er opbygget til et „åndeligt hus“. (1 Pet. 2:4, 5; 1 Kor. 3:16) De der udgør det åndelige tempel tæller kun 144.000, hvoraf nu kun en lille rest lever her på jorden. — Åb. 7:4-8; 14:1-5.
5. På hvilken måde viser de lovprisere af Jehova som har et jordisk håb at de sætter pris på enhver berøring de har med tempelskaren?
5 Det åndelige tempel kan være repræsenteret i en menighed af Jehovas vidner ved at en eller flere af Jesu Kristi salvede efterfølgere hører til menigheden. På grund af det ringe antal af disse salvede efterfølgere som endnu befinder sig på jorden, er der dog i nogle områder menigheder som udelukkende består af indviede lovprisere der har et jordisk håb; de udgør den ’store skare’ som i Åbenbaringens bog skildres som stående foran Guds trone og som „tjener ham dag og nat i hans tempel“. (Åb. 7:9, 15) De er meget taknemmelige for enhver berøring de har med tempelskaren og viser dette ved at samarbejde fuldt og helt med „den tro og kloge tjener“, som alle salvede kristne på jorden tilsammen udgør. (Matt. 24:45-47) De vil blive belønnet med evigt liv fordi de har gjort godt mod Kristi „brødre“, hans salvede efterfølgere. — Matt. 25:34-40, 46.
Jehova æres med vor velstand
6, 7. (a) Hvordan reagerede israelitterne da de blev opfordret til at bidrage til opførelsen af tabernaklet og templet? (b) På hvilken måde reagerer Jehovas vidner i dag når de får mulighed for at støtte den sande tilbedelse? (c) Fører det til fattigdom?
6 Israelitterne fik den forret at bidrage med guld, sølv, kobber, uld, linned og andre ting til opførelsen af tabernaklet. De som af hjertet følte sig tilskyndet bragte denne „offerydelse til [Jehova]“, og gav i virkeligheden så meget at man måtte standse indsamlingen fordi „det, der var ydet, var dem nok til at udføre hele arbejdet, ja, mer end nok“. (2 Mos. 35:4-9, 20-29; 36:4-7) Århundreder senere fandt den aldrende David så stor glæde ved tanken om det tempel der skulle bygges i Jerusalem at han gav store bidrag til dets opførelse; han gav guld, sølv, kobber, jern, brogede sten og ædelsten og meget mere. Men David sagde: „I min glæde over min Guds hus giver jeg derhos til min Guds hus, hvad jeg ejer af guld og sølv, ud over alt, hvad jeg har bragt til veje til det hellige hus.“ Han gav yderligere mængder af guld og sølv. Da han opfordrede sine landsmænd til også at give, bidrog de gavmildt, og „folket glædede sig over deres vilje til at give, thi af et helt hjerte gav de [Jehova] frivillige gaver; også kong David følte stor glæde“. — 1 Krøn. 29:1-9.
7 Jehovas tjenere reagerer på samme måde i dag når der skal opføres en bygning for den sande tilbedelse. De er glade for at understøtte et sådant projekt med deres materielle midler, og det hvad enten det drejer sig om en udvidelse på Vagttårnsselskabets hovedkontor eller på et af Selskabets afdelingskontorer eller der skal bygges en ny rigssal. Samtidig giver de ofte selv en hånd med og bruger tid og kræfter når der skal bygges en rigssal. Jehova velsigner dem og gør det således muligt for dem at vise kristen gavmildhed i forskellige retninger. (2 Kor. 9:8-12) At understøtte den sande tilbedelse ved at yde bidrag til fremme af Guds riges interesser i forhold til ens evner, fører ikke til fattigdom, for Ordsprogene 3:9, 10 siger: „Ær med din velstand [Jehova], med førstegrøden af al din avl; da fyldes dine lader med korn, dine perser svømmer over af most.“
8. Hvad har Jehovas tjenere gjort eftersom de ikke vil svigte Guds hus?
8 Israelitterne fik lov til at bidrage til tabernaklet og til senere templer samt til præsternes og levitternes tjeneste ved helligdommen. På Nehemias’ tid, for eksempel, besluttede jøderne at overholde Guds lov og komme med deres ydelser for at opretholde den rene tilbedelse ved Jehovas helligdom, i erkendelse af at de ikke burde svigte Guds hus. (Neh. 10:32-39) Jehovas vidner i dag svigter ikke Guds hus. Efter som deres evner tillader, yder de bidrag til vedligeholdelsen af deres rigssale og til fremme af arbejdet med at forkynde den gode nyhed om Riget. (Matt. 24:14; Mark. 13:10) De gør det gerne, og viser således at de glæder sig over deres Guds hus, mens de følger Paulus’ opfordring: „Enhver give, som hans hjerte har tilsagt ham, ikke tvært og tvungent; thi Gud elsker en glad giver.“ — 2 Kor. 9:7.
9. Hvad bør man gøre når rigssalen trænger til reparation, i betragtning af det man gjorde ved templet?
9 Efterhånden som tiden gik blev det nødvendigt at foretage reparationer på Salomons tempel, som for eksempel i Judas konge Joas’ dage. De ansvarlige efterkom ikke med det samme kongens befaling, men omsider blev templet istandsat. (2 Kong. 12:4-15) Senere sørgede kong Josias af Juda også for at „[Jehovas] hus“ blev istandsat. (2 Kong. 22:3-7) Guds tjenere i nutiden viser at de glæder sig over deres Guds hus ved at være opmærksomme på den lokale rigssals vedligeholdelse og ikke udsætte det når det er nødvendigt at foretage reparationer, og de bestræber sig også for at få flittige og ærlige håndværkere til at gøre det.
10. Hvordan bør man betragte rigssalens udstyr?
10 Undertiden blev templet plyndret, som for eksempel da en anden Joas, Israels konge, angreb Jerusalem i Judas konge Amazjas dage og „tog alt det guld og sølv og alle de kar, der fandtes i [Jehovas] hus og i skatkammeret i kongens palads; desuden tog han gidsler og vendte så tilbage til Samaria“. (2 Kong. 14:11-14) Denne hændelse kan udmærket tjene som en advarsel til Jehovas tjenere i dag om at udvise forsigtighed når de gør brug af rigssalens udstyr eller andre ting som hører til der. De bør ikke tilegne sig nogen af de ting der tilhører menigheden i almindelighed. Rigssalens ejendom bør betragtes med respekt, for det første som noget der tilhører Jehova og for det andet som noget der tilhører den kristne menighed der samles her. Babylons konge Nebukadnezar bortførte alt af værdi fra Jehovas tempel og lod denne herlige bygning ødelægge. (2 Kong. 25:8-17) Kristne skulle aldrig ved misbrug af rigssalen eller dens udstyr ønske at ligne denne hedenske monark!
Nødvendigheden af renhed
11, 12. (a) Hvilke krav med hensyn til renhed måtte befolkningen og præsterne i Israel opfylde? (b) Hvorfor var det nødvendigt for de jøder som fik deres frihed efter det babyloniske fangenskab, at være rene? (c) Har det der siges i Esajas 52:11 nogen betydning for de kristne?
11 Vi har hver især den forret at bidrage til at holde rigssalen ren og i orden. Desuden er fysisk og åndelig renhed nødvendig for dem der vil tjene Jehova. Israelitterne gav agt på legemlig renhed og på renhed i religiøs henseende. For eksempel havde de pligt til at bade sig og vaske deres tøj efter visse udtømmelser fra legemet, som gjorde dem urene. (3 Mos., kapitel 15) Legemlig renhed og ceremoniel renhed var ikke det samme, men det ene kunne som nævnt indbefatte det andet. Der blev truffet sanitære forholdsregler til fjernelse af skarn og affald. (5 Mos. 23:12-14) I tabernaklet og senere i templet blev der opstillet store beholdere til vand som præsterne kunne vaske sig i. De skulle være rene på såvel legeme som ånd når de gjorde tjeneste i Jehovas helligdom. (2 Mos. 30:17-21; 2 Krøn. 4:6) Før jøderne kom i fangenskab i Babylon blev Esajas inspireret til i forbindelse med deres frigivelse fra fangenskabet (i 537 f.v.t.) at sige: „Bort, bort, drag ud derfra; rør ej noget urent, bort, tvæt jer, I, som bærer [Jehovas] kar!“ (Es. 52:11) Tænk engang! De fik den forret at føre de hellige redskaber som Nebukadnezar mange år tidligere havde taget fra Jehovas tempel, tilbage til Jerusalem. Disse hellige redskaber måtte kun bæres af rene tilbedere for Jehova, for Gud bruger ingen urene personer i sin tjeneste.
12 Apostelen Paulus uddybede nærmere dette skriftsted, Esajas 52:11, og viste hvilken betydning det har for de kristne. Han skrev: „Træk ikke i ulige åg med de vantro, thi hvad har retfærdighed og lovløshed med hinanden at skaffe? eller hvad fællesskab er der mellem lys og mørke? hvordan kan Kristus stemme overens med Beliar? eller hvordan kan den troende have lod og del med den vantro? hvordan kan Guds tempel og afguder have med hinanden at gøre? Vi er jo den levende Guds tempel, thi Gud har sagt: ’Jeg vil bo og vandre iblandt dem og være deres Gud, og de skal være mit folk.’ Derfor: ’Drag bort fra dem, og skil jer ud, siger Herren, og rør ej noget urent.’“ (2 Kor. 6:14-17) Den trofaste jordiske rest som i fortiden fik sin frihed i Babylon, drog bort fra byen og dens afgudsdyrkelse for ikke at blive besmittet af dens urenhed men bevare et rent hjerte. På samme måde har de kristne forladt det store Babylon, den falske religions verdensimperium, og lader sig ikke besmitte af dets urenhed. (Åb. 18:1-8) De tilbeder Jehova Gud i ånd og sandhed og glæder sig over deres Guds hus. — Joh. 4:23, 24.
13. Af hvilken grund opfordrede Paulus engang de kristne i Korint til at udstøde en mand som havde gjort sig skyldig i umoralitet?
13 Alle indviede kristne må være klar over nødvendigheden af moralsk og åndelig renhed. Den kristne menighed i det gamle Korint tolererede engang at en mand der gjorde sig skyldig i umoralitet befandt sig iblandt dem, og Paulus måtte opfordre sine medtroende dér til at udstøde den onde og overgive ham „til Satan til kødets undergang, for at ånden kan blive frelst på Herrens dag“. (NW) Paulus vidste at der måtte skrides ind over for synderen fordi „en smule surdej syrer hele dejen“. (1 Kor. 5:1-6) Det var nødvendigt at udstøde ham af menigheden så menighedens ånd — den menighed der var grundlagt på Guds skrevne ord — kunne blive frelst.
14. (a) Hvorfor må den kristnes færd altid være god? (b) Hvilken egenskab kendetegner Jesu disciple, og hvordan beskrev Paulus denne egenskab?
14 Det er vigtigt at den kristnes færd er god (1 Pet. 2:12), for det den kristne gør kan berøre den menighed han er tilsluttet. Han gør også vel i at huske salmistens ord: „[Jehova], hvo kan gæste dit telt, hvo kan bo på dit hellige bjerg? Den, som vandrer fuldkomment og øver ret, taler sandhed af sit hjerte.“ (Sl. 15:1, 2) Det var Paulus’ ønske at de kristne i Filippi måtte blive „fyldte med retfærdigheds frugt, som skyldes Jesus Kristus, Gud til ære og pris“. (Fil. 1:9-11) Han opfordrede sine medtroende i Rom til ikke at blive nogen noget skyldige uden det at elske hverandre (Rom. 13:8), og han blev inspireret til i et brev til de kristne i Korint at give en fremragende beskrivelse af denne uforlignelige egenskab, kærlighed. Han viste at kærligheden er langmodig og mild og at den ikke misunder. Den praler ikke, opblæses ikke, gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, lader sig ikke ophidse, bærer ikke nag og glæder sig ikke over uretten. Den glæder sig over sandheden, og den tåler alt, tror alt, håber alt og udholder alt. „Kærligheden ophører aldrig.“ (1 Kor. 13:4-8) Jesu Kristi disciple kendes på den kærlighed der findes iblandt dem. (Joh. 13:34, 35) Og ved sin gudfrygtige opførsel i almindelighed viser den kristne at han glæder sig over Guds åndelige hus, at han hæger om sit forhold til det og til Jehova Gud.
Lad os drage til Jehovas hus
15. Hvilke årlige højtider samledes israelitterne til i Jehovas helligdom? Hvilken gavn fik de af at være til stede?
15 Hvilken glæde det var for israelitterne at samles i Jehovas helligdom i fortiden! De fik lov til at komme der tre gange om året — for at fejre de usyrede brøds højtid, højtiden for høsten, og højtiden for frugthøsten. (2 Mos. 23:14-17) Forventningen steg efterhånden som skarerne nærmede sig Jerusalem, hvor templet lå. Som byen lå der, i næsten otte hundrede meters højde, passede salmens beskrivelse godt på den: „Smukt løfter sig hans hellige bjerg, al jordens fryd.“ (Sl. 48:2, 3) I templet kunne man høre Jehovas ord oplæst, iagttage præsterne i virksomhed og lytte til de mange musikinstrumenter og levitternes stemmer som blandede sig smukt i lovsang til Jehova. Tjenesten ved det tidligere tabernakel var også i høj grad åndeligt opbyggende, og David kunne derfor med rette udbryde: „Jeg frydede mig, da de sagde til mig: ’Vi drager til [Jehovas] hus!’“ — Sl. 122:1.
16. Hvad erfarer de kristne når de samles for at blive belært fra Guds ord?
16 Kristne i dag samles ikke tre gange om året i et særligt tabernakel eller tempel, men de mødes hver uge til bibelstudium og bibelske drøftelser i deres rigssale og mødes også fra tid til anden ved stævner. Når de samles for at blive belært fra Guds ord opflammer de hverandre til kærlighed og gode gerninger. (Hebr. 10:24, 25). De henter opmuntring ved sådanne møder, på samme måde som de kristne i Antiokia gjorde for nitten hundrede år siden, hvorom Lukas fortæller: „Judas og Silas, som selv var profeter, opmuntrede brødrene med mange ord og styrkede dem.“ (Ap. G. 15:30-32) Samværet mod deres trosfæller skærper dem også i åndelig forstand, for Bibelen siger: „Jern skærpes med jern, det ene menneske skærper det andet.“ — Ordsp. 27:17.
17. Hvilket råd gives her med hensyn til at svare og til at lytte ved møderne?
17 For at få den største gavn af de kristne møder må man tænke over de spørgsmål der stilles af tjeneren der leder mødet. Ved besvarelsen af et spørgsmål bør man bestræbe sig for at udtrykke tanken med sine egne ord, for det er sjældent tilstrækkeligt blot at læse svaret op af en bog eller et blad. Det er vigtigt at forstå det der siges. Den ætiopiske hofmand som Filip prædikede for, kunne måske godt have besvaret nogle spørgsmål angående Esajas’ profeti, for han var i færd med at læse den. Han kunne læse hvad der stod. Men han forstod ikke hvad der mentes med en af de profetiske udtalelser om Messias. Den dybere betydning gik ikke op for ham før Filip — idet han gik ud fra dette bestemte skriftsted — „forkyndte . . . evangeliet om Jesus for ham“. (Ap. G. 8:26-39) På samme måde kan den der i dag hører opmærksomt efter andres udtalelser ved de kristne møder og tænker dybt over dem, komme til at forstå et vanskeligt bibelsk spørgsmål. Det er derfor klogt at beskæftige sine tanker med de oplysninger der kommer frem ved et møde; det kan være under et foredrag eller under en demonstration af hvordan en prædiken holdes, eller på anden måde.
18, 19. Hvad kan de der er generte og har vanskeligt ved at udtrykke sig ved møderne, hente trøst og opmuntring i?
18 Der findes imidlertid nogle som har vanskeligt ved at kommentere, ved at udtrykke sig. De generer sig og vil hellere forholde sig tavse og lade andre tale. Dog kan de der har det på denne måde, hente opmuntring i at andre der har følt ligesom de, har gjort fremgang i åndelig henseende. Paulus sagde kærligt til Timoteus: „Gud har ikke givet os fejheds ånd, men krafts og kærligheds og besindigheds ånd. Skam dig derfor ikke ved at vidne om vor Herre.“ (2 Tim. 1:7, 8) Ja, vi kan være forvissede om at Jehova, som „fra dag til dag bærer . . . vore byrder“ og som ’ej vil lade vor fod vakle’, vil hjælpe os til at give udtryk for vor tro såvel ved kristne møder som andetsteds. — Sl. 68:20; 121:3.
19 Hvis man ikke har ordet i sin magt og ikke kan udtrykke sig klart, har man det næsten på samme måde som Moses. Da Jehova besluttede at bruge ham til at udvirke Israels udfrielse fra Ægypten, sagde Moses: „Ak, Herre, jeg er ingen veltalende mand, jeg var det ikke før og er det heller ikke nu, efter at du har talet til din tjener, thi jeg har svært ved at udtrykke mig og tale for mig.“ Men Jehova satte tingene på plads for Moses og sagde så: „Jeg vil være med din mund og lære dig, hvad du skal sige!“ Dernæst lod Gud hans broder Aron ledsage ham, og gav Moses følgende forsikring: „Så vil jeg være med din og hans mund og lære eder, hvad I skal gøre.“ (2 Mos. 4:10-17) Det er rigtigt at Aron, tjente som Moses’ talsmand, men Moses talte også en hel del selv. For eksempel består Femte Mosebog af taler som Moses holdt for israelitterne efter Arons død og kort før sin egen død. (4 Mos. 20:22-29; 33:37, 38; 5 Mos. 10:6; 34:1-8) Se derfor hen til Jehova efter hjælp og giv blot udtryk for din tro ved kristne møder. Det er en af de måder hvorpå man viser at man glæder sig over Guds hus. David sagde: „Dit [Guds] navn vil jeg kundgøre for mine brødre, prise dig midt i forsamlingen.“ (Sl. 22:23) Føler du det samme, så vis det ved at deltage aktivt i de kristne møder.
Lov Jehova dag efter dag
20. Hvilken slags ofre bringer de der i dag glæder sig over Guds hus, til Jehova? Hvorfor gør de det?
20 For århundreder siden sang David om Jehova: „Jeg vil love dig dag efter dag, evigt og altid prise dit navn.“ (Sl. 145:2) Føler du det på samme måde? Hvis du gør det, vil du nære ønske om at love Jehova og prise hans navn til stadighed. Når israelitterne glædede sig over Guds hus, bragte de trofast Jehova passende ofre, både af deres dyr og deres afgrøde. De der glæder sig over Guds hus i dag bringer også antagelige ofre, men af en anden art, fordi de nærer ønske om at love Jehova og prise hans navn. I fortiden lød opfordringen til Israel, som havde vendt sig fra Gud: „Israel, vend om til [Jehova] din Gud, thi du faldt ved din brøde. Tag angersord med og vend jer atter til [Jehova]; sig til ham: ’Tilgiv al vor brøde, vær nådig! Vi betaler med læbernes frugt.’“ (Hos. 14:2, 3) Jehovas tjenere i dag ofrer „læbernes frugt“ og efterkommer opfordringen: „Lad os da ved ham [Jesus Kristus] altid bringe Gud lovprisnings-offer, det er: frugt af læber, som [offentligt, NW] bekender hans navn.“ (Hebr. 13:15) Ja, de priser glade Jehova med deres mund når de forkynder og underviser. Du bør også vise din glæde over Guds hus ved regelmæssigt at bringe Gud et sådant offer.
21. På hvilke måder kan man altså vise at man glæder sig over Guds hus?
21 Selv om der ikke længere findes et prægtigt jordisk tabernakel eller tempel for Jehova, må vi vise at vi glæder os over det større og herligere åndelige tempel. Vi må helt og fuldt samarbejde med den åndelige tempelskare. Lad os derfor til stadighed vise vor glæde over Guds hus ved at ære Jehova med vor velstand, ved at bevare vor åndelige renhed, ved at overvære og deltage i de kristne møder, og ved med glæde at prise Jehova dag efter dag. Måtte vor indstilling til Jehova, til tilbedelsen af ham og til Guds hus være som Davids da han sagde: „Om ét har jeg bedet [Jehova], det attrår jeg: alle mine dage at bo i [Jehovas] hus for at skue [Jehovas] livsalighed og grunde i hans tempel.“ — Sl. 27:4.
[Illustration på side 351]
Guds folk glæder sig over at komme sammen for at opflamme hverandre til kærlighed og gode gerninger; herved skærpes de åndeligt