Ofre som er velbehagelige for Gud

1. Hvordan så Jehova på de ofre som hans tjenere i fortiden bragte ham?

NÅR Guds tjenere i fortiden bragte ham ofre på den rette måde, var det velbehageligt for ham. Da Vandfloden havde udslettet alle de onde og Noa havde bygget et alter for Jehova og ofret brændofre på det, siger beretningen at Jehova „indåndede den liflige duft“. (1 Mos. 8:21) Ofrene gav ham åbenbart stor tilfredsstillelse. Det samme gjaldt de ofre som hans folk Israel bragte i overensstemmelse med hans forskrifter.

2. Blev alle ofre modtaget gunstigt af Gud? Forklar nærmere.

² Det fremgår dog også klart af beretningen at ikke alle ofre fik en gunstig modtagelse hos Jehova. Da Israels første konge, Saul, ikke adlød Jehovas bud i forbindelse med amalekitterne men skånede deres konge Agag og det bedste af amalekitternes småkvæg og hornkvæg med den undskyldning at det skulle bringes som et offer til Jehova, sagde Samuel: „Mon [Jehova] har lige så meget behag i brændofre og slagtofre som i lydighed mod [Jehovas] røst? Nej, at adlyde er mere værd end slagtoffer, og at være lydhør er mere værd end vædderfedt; thi genstridighed er trolddomssynd, og egenrådighed er afgudsbrøde. Fordi du har forkastet [Jehovas] ord, har han forkastet dig, så du ikke mere skal være konge!“ — 1 Sam. 15:21-23.

3. Hvordan så Jehova på de ofre der blev bragt på Malakias’ tid?

³ På Malakias’ tid, efter at de israelitiske landflygtige var vendt hjem fra det babyloniske fangenskab, fandt Gud både folket og præsterne skyldige med hensyn til de ofre de bragte på alteret i hans tempel. Da præsterne spurgte: „Hvorved har vi gjort det urent?“ svarede Gud: „Ved at sige: ’[Jehovas] bord er lidet værd.’ Når I bringer blinde dyr som offer, er der så ikke noget ondt deri? Når I bringer halte og syge dyr, er der så ikke noget ondt deri? Bring dem engang til din statholder! Mon han vil synes derom og tage vel imod dig?“ (Mal. 1:7, 8) Jehova tøvede ikke med at rette forhold som havde tilknytning til hans tempel og alter. Hykleri eller uærlighed med hensyn til ofrene tolereredes ikke.

4. Hvad hjælper Mika 6:6-8 os til at forstå med hensyn til Jehova og de ofre der skal bringes til ham?

⁴ Jehova gav klart udtryk for hvad han ønskede af sit folk. Dyrene selv skulle være de bedste man havde. Samtidig skulle de ofres med et godt motiv og af et rent hjerte. Læg mærke til hvad der siges i Mika 6:6-8: „Med hvad skal jeg møde [Jehova], bøje mig for højhedens Gud? Skal jeg møde ham med brændofre, møde med årgamle kalve? Har [Jehova] behag i tusinder af væddere, titusinder af oliestrømme? Skal jeg give min førstefødte for min synd, mit livs frugt som bod for min sjæl?’ Det er sagt dig, o menneske, hvad der er godt, og hvad [Jehova] kræver af dig: hvad andet end at øve ret, gerne vise kærlighed og vandre ydmygt med din Gud.“ Det er tydeligt at Jehova var interesseret i ånden bag offergaven.

5. (a) Er Jehova stadig interesseret i ofre? Hvordan ved vi det? (b) Er forkyndelse og undervisning det eneste som de ofre der bringes i vor tid omfatter? Forklar nærmere.

⁵ Selv om der ikke mere er behov for dyreofre efter at Lovpagten er blevet ophævet, interesserer Gud sig dog stadig for ofre i dag. Han nærer også den samme interesse for den rette slags ofre. Det fremgår af apostelen Paulus’ ord i Hebræerbrevet 13:15: „Lad os da ved ham [Kristus] altid bringe Gud lovprisnings-offer, det er: frugt af læber, som [offentligt, NW] bekender hans navn.“ At bringe Gud lovprisningsoffer indbefatter at forkynde den gode nyhed om Riget for andre og at gøre det på den rette måde. Men foruden at forkynde sandheden og undervise i den, hvilket Paulus her har i tanke, bringer den kristne ofre til Gud på flere andre måder. Ja, hele hans indviede livsløb skulle være et offer, som det fremgår af Peters ord: „Thi dertil [til denne færd, NW] blev I kaldet, fordi også Kristus led for jer og efterlod jer et forbillede, for at I skal gå i hans fodspor.“ (1 Pet. 2:21) At den indviede, døbte kristnes adfærd i det hele taget må være antagelig for Gud, fremgår af følgende udtalelse, også fremsat af Peter: „Lad jeres færd blandt hedningerne være god, så de — på grund af de gode gerninger, de får at se — på deres besøgelsesdag kan prise Gud netop for det, de nu bagtaler jer for, som om I var forbrydere.“ (1 Pet. 2:12) Apostelen Paulus understreger også dette når han siger: „Derfor bønfalder jeg jer, brødre, ved Guds medlidenhed om at fremstille jeres legemer som et levende, helligt, Gud antageligt offer, en hellig tjeneste med fornuft.“ Og for at gøre det helt klart at dette liv intet har at gøre med det liv der leves i den gamle onde tingenes ordning, fortsætter han: „Og ophør med at lade jer forme efter denne tingenes ordning, men bliv forvandlet gennem en fornyelse af jeres sind, for at I kan forvisse jer om hvad der er Guds gode, velbehagelige og fuldkomne vilje.“ (Rom. 12:1, 2, NW) Gud er altså ikke længere interesseret i dyreofre, men han er stadig interesseret i de ofre hans tjenere bringer på jorden i dag for den rene tilbedelses skyld, og disse ofre omfatter hele deres livsførelse. Gud har klart udtrykt over for sit folk i dag hvad han kræver, ligesom han gjorde det over for israelitterne.

6. Hvad viser at Gud har begunstiget sit folk?

⁶ Har Gud gjort andet for sit folk i disse „sidste dage“, så der ikke hersker nogen tvivl om at dette folk har hans velbehag? Ja, det har han. Han udfriede det åndelige Israels salvede rest fra fangenskab i det store Babylon i 1919 og gav den et arbejde at udføre. Da det blev tydeligt at indsamlingen af hele den salvede rest var fuldført omkring 1935, gav han den til opgave at indsamle dem der skulle udgøre den ’store skare’, som også selv ville hjælpe til med dette store indsamlingsarbejde. I dag vogtes hele denne hjord, en skare på over én million et hundrede tusinde mennesker med fårets sindelag, kærligt og omsorgsfuldt inden for 25.000 menigheder, som findes spredt ud over hele jorden. Jehova sørger for nærende åndelig føde til dem i rette tid, og de vokser til stadighed i åndelig henseende. Han har givet denne ’ene hjord’ et vældigt arbejde at udføre. Den skal forkynde den „gode nyhed om riget“ på hele den beboede jord til et vidnesbyrd før enden kommer. (Matt. 24:14, NW) Den begunstigede stilling den indtager og de beskyttelsesforanstaltninger Jehova har truffet til gavn for den beskrives i Esajas 32:1, 2: „Se, en konge skal herske med retfærd, fyrster styre med ret, hver af dem som læ imod storm og ly imod regnskyl, som bække i ørk, som en vældig klippes skygge i tørstende land.“ De der hører til Jehovas folk ved hvor de står og er glade og tilfredse.

7. Hvilke spørgsmål kan vi med rette stille når Gud har begunstiget sit folk på så mange måder?

⁷ Hvorfor skulle det da — i betragtning heraf — være nødvendigt at bekymre sig om de ofre der har Guds velbehag? Vi har lige sagt at Gud klart har givet udtryk for hvad han kræver, og også at han har vist at han anerkender sin organisation. Skulle vi da ikke have tillid til at Gud har antaget vor indvielse og er tilfreds med vort arbejde? Hvad mere kræves der?

8. Hvad må kristne altid gøre, og hvorfor?

⁸ Selv om det er rigtigt at Jehova har vist at han anerkender sit folk og har velsignet det og ladet dets arbejde lykkes, er det alligevel nødvendigt for den enkelte kristne at ransage sig selv og sin gerning for at forvisse sig om at han eller hun stadig indtager denne begunstigede stilling og bringer ofre som er velbehagelige for Gud. Læg mærke til Paulus’ advarsel til kristne som allerede var grundfæstet i sandheden på hans tid: „Se til, brødre! at der aldrig i nogen af jer skal findes et ondt, vantro hjerte, så han falder fra den levende Gud. Men forman hverandre hver dag, så længe det hedder ’i dag’, for at ikke nogen af jer skal forhærdes ved syndens bedrag.“ — Hebr. 3:12, 13.

9. Hvad siger Jeremias og Paulus om nødvendigheden af selvransagelse?

⁹ Det er altså muligt at begynde at udvikle et ondt hjerte før man ved af det, og derfor må man være på vagt. Jeremias siger: „hjertet er svigefuldt fremfor alt, det er sygt, hvo kender det?“ (Jer. 17:9) Og Paulus formaner: „Jer selv skal I ransage, om I er i troen; jer selv skal I prøve!“ (2 Kor. 13:5) Han sagde også: „Derfor skal den, der mener at stå, tage sig i agt, at han ikke falder!“ (1 Kor. 10:12) Ja, vi må til stadighed ransage os selv.

Nødvendigt at kende sandheden

10. Nævn nogle af de ting der kan hjælpe os til at ransage os selv og til at bringe Gud ofre som han vil tage imod.

¹⁰ Hvordan kan man nu gøre det? For det første må man holde sig à jour med sandheden. Hvis Jehova i sin kærlighed har givet os adgang til at lære sandheden at kende i dag, og han stadig føjer nye ting til som vi skal lære, må vi vise vor værdsættelse heraf ved at studere og tilegne os sandheden. Det siges at den tekniske og videnskabelige viden i verden i dag vokser så hurtigt og på så mange felter at det er svært at registrere den. Noget lignende gælder for sandhedens vedkommende. Der er meget at lære og kun begrænset tid at lære det i. Og desuden: hvordan kan vi vide hvad Gud specielt kræver af os i dette øjeblik hvis vi ikke har fulgt med?

11. Hvorfor er det så nødvendigt at have et virkelig godt kendskab til sandheden?

¹¹ Det er vigtigt at have nøjagtig kundskab og at følge med i de nye ting der kommer frem, ikke alene for vores egen skyld men også fordi vi skal undervise andre. De der er interesserede vil kunne høre at det er sandheden der forkyndes for dem, hvis vi virkelig kender den og forstår den. Det var tilfældet med Jesus Kristus og dem der hørte på ham. I Mattæus 7:28, 29 siges der: „Og det skete, da Jesus var færdig med at tale disse ord, var folkeskarerne slået af forundring over hans lære [måde at undervise på, NW]; thi han lærte dem som en, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge.“ Vi må ikke tro at det simpelt hen var Jesu magtfulde måde at tale på og hans myndige fremtræden der gjorde indtryk på hans tilhørere. Det var utvivlsomt en medvirkende årsag. Men vi kan være overbevist om at det var det han sagde der gjorde stærkest indtryk på dem. Måden hvorpå en ting siges, er vigtig, men indholdet, det man siger, er endnu vigtigere. Det gjaldt i apostelen Paulus’ tilfælde. Åbenbart gjorde hans personlige fremtræden ikke særligt indtryk og heller ikke hans måde at tale på, men det gjorde derimod det han sagde, og han overbeviste mange og omvendte dem til kristendommen.

12, 13. Hvordan kan værdien og betydningen af at have fuldstændig og nøjagtig kundskab illustreres?

¹² At det har betydning at sidde inde med viden erkendes af folk i almindelighed når de skal give deres penge ud. Når de skal anskaffe sig noget, bryder de sig ikke om at blive snydt men vil gerne have en kvalitetsvare til den bedst mulige pris. Før de træffer det endelige valg vil de derfor gerne tale med en som har forstand på tingene. Hvis denne som følge af sin uddannelse og erfaring er ekspert på dette felt, er hans viden uvurderlig. Det gælder i særdeleshed hvis han er en nær ven og man derfor virkelig kan stole på ham. Generelt kan man sige at intet kommer på højde med og kan træde i stedet for en sådan oplysningskilde.

¹³ Det samme er tilfældet når det drejer sig om vort helbred. Er der noget galt, vil vi gerne vide nøjagtigt hvad der er i vejen. Vi vil gerne have sandheden at vide og have den fortalt på en sådan måde at vi forstår den. Først da kan vi begynde at sørge for en behandling der vil føre til helbredelse eller en bedring i tilstanden. Her er det vi gerne vil tale med en der er autoritet på dette felt. Vi vil gerne tale med en der ved besked og som vi kan stole på.

14. Hvorfor er dette af endnu større betydning når det gælder sandheden?

¹⁴ Det gælder i endnu højere grad med hensyn til sandheden fra Guds ord. Der findes stadig mennesker i verden i dag der tænker på deres evige liv. Det at vi kender sandheden og kan besvare deres spørgsmål og er i stand til enkelt og tydeligt at forklare hvad Gud har gjort og vil gøre, virker overbevisende på dem. Der findes stadig mennesker i dag som forbavses over den oplyste kristnes måde at undervise på, fordi de forstår at det er sandheden de hører, og de lader sig overbevise. Men vi må erkende behovet for at studere og tilegne os viden for at kunne undervise og overbevise. Den der flittigt søger at tilegne sig kundskab af denne uselviske grund, kan nære tillid til at han vil få Guds ånds støtte og at hans lovprisningsoffer vil have Guds velbehag.

15. (a) Hvor dybt skal den tilegnede kundskab fæstne sig? (b) Hvad fører det til når sandheden rører ens hjerte?

¹⁵ Når man tilegner sig denne kundskab er det vigtigt at være opmærksom på hvor kundskaben fæstner sig. Den skulle ikke blot fæstne sig i hjernen men skulle gå helt ned i hjertet. Undertiden træffer man en forkynder som har et godt kendskab til sandheden men som ikke er så nidkær i forkyndelsen, hvorimod en anden, som ikke er så veludrustet i åndelig henseende og ikke har så grundigt et kendskab til de dybere sandheder, er nidkær i tjenesten og ivrig efter at fortælle andre hvad han har lært. Hvad er årsagen til denne forskel? Der er uden tvivl flere ting som spiller ind og som vi aldrig vil komme helt til klarhed over, men én ting er sikker: det har meget at gøre med i hvor stor udstrækning sandheden har fået lov til at indvirke på hjertet. Det som den sidstnævnte har lært, har indvirket på ham på rette måde. Fordi sandheden er nået helt ned i hans hjerte, ønsker han at gøre godt med den, at gøre den bedst mulige brug af den. Dette har betydning for om vi fortsat skal have Jehovas bevågenhed og skal kunne bringe ham ofre som er velbehagelige for ham.

16. (a) Hvilken interesse har Jehova og Jesus for mennesker? (b) Hvilket eksempel er dette for os?

¹⁶ Når sandheden rører hjertet bliver interessen for andre mennesker større. Det at man nærer interesse for andre mennesker, giver større sikkerhed for at ens ofre er af den slags som Gud godkender. Husk på at Gud er mere interesseret i mennesker end i ting. Det er åbenbart grunden til at han skabte mennesket sidst, efter det stoflige univers og efter dyrene. I Første Mosebog 1:26 gengives Guds ord: „Lad os gøre mennesker i vort billede,“ hvilket betød at mennesket ville blive udrustet med egenskaber som Jehovas. I Johannes 3:16 siges der: „Således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.“ Det vil sige at Gud nærer kærlighed til mennesker som befinder sig i en tilstand hvori de kan genløses, selv om de ikke på nuværende tidspunkt kender den „gode nyhed“ og heller ikke har indviet sig til ham. Det samme gør Jesus Kristus. I Mattæus 9:36 siges der om ham: „Da han så folkeskarerne, ynkedes han inderligt over dem, thi de var vanrøgtede og forkomne ’som får, der ingen hyrde har’.“ Mange af dem han ynkedes over tog aldrig standpunkt for sandheden og blev hans disciple. Dog nærede han en naturlig interesse for dem og et ønske om at hjælpe.

17. Hvad siger andre bibelskribenter om den personlige interesse for andre, og hvordan har dette også gyldighed i dag?

¹⁷ Denne varme, personlige interesse for andre er noget som vi aldrig skulle ønske at miste. Det er en egenskab som Gud sætter meget højt. At vi har denne gudlignende egenskab betyder at vi er interesserede i menneskeliv, ikke blot set fra et humanitært synspunkt, men fra Guds synspunkt. Vi har hans ophøjede hensigter med mennesket i tanke. Det er ikke godt om vi tillader os selv at blive ligegyldige over for vore brødres og andres problemer eller at holde os reserveret på afstand af dem. Jesus sagde: „Derpå skal alle kende, at I er mine disciple, om I har indbyrdes kærlighed.“ (Joh. 13:35) Salmisten erkendte også nødvendigheden af at have interesse for andre, for han sagde: „Jeg er fælle med alle, der frygter dig og holder dine befalinger.“ (Sl. 119:63) Apostelen Paulus sagde: „Glem ikke at gøre vel og dele med andre; thi i sådanne ofre har Gud velbehag.“ (Hebr. 13:16) Apostelen Peter forstod at det var nødvendigt at nære kærlig omsorg for andre, især for vore brødre. Men han advarede mod at man lod et forkert motiv vinde indpas da han sagde: „Vær gæstfri imod hverandre uden knurren.“ (1 Pet. 4:9) Ja, at opdyrke personlig interesse for andre er noget som har Guds velbehag.

18. (a) Hvad har hjulpet mange til at tjene Gud i mange år på en måde som han har velbehag i? (b) Hvilken hjælp har dette været for dem? (c) Hvad kan man sige om dem der følger den vej som Gud godkender?

¹⁸ Det ses klart at det kræver stadig opmærksomhed at sørge for at ens ofre altid er af en sådan art at de har Guds velbehag. Det kræver udholdenhed. Mange af Guds tjenere har trofast holdt ud i mange år. Hvad er forklaringen? De har overgivet sig helt til tjenesten for Gud, og dette har bevirket at de har været fuldt optaget af Rigets interesser. Det er udmærket at gøre enkelte selvopofrende gerninger fra dag til dag. Men det er langt bedre at forpligte sig til at tjene Jehova al sin tid, hvis det er hans vilje. Det er også meget lettere. Det kan du spørge enhver heltidsforkynder om. De er aldrig mere i tvivl om hvad de skal tage sig til. De bringer hele deres liv som et offer. Det vil ikke sige at flid og beslutsomhed ikke længere er nødvendige egenskaber for dem. Det er de. Men den omstændighed at de efter moden overvejelse og af egen fri vilje har forpligtet sig til at følge en bestemt timeplan eller rutine, betyder at beslutningen er truffet og at arbejdet nu ligger foran dem, klar til at gå i gang med. Vi kan være forvisset om at da Esajas sagde: „Her er jeg, send mig!“ overgav han sig af egen fri vilje til et liv i tjenesten for Gud, til at følge hans anvisninger. Vi kan også være sikre på at det derefter var lettere for ham at følge denne vej, som havde Guds godkendelse.

19. (a) Hvorfor gør den rette slags ofre et menneske lykkeligt? (b) Hvordan ses dette i Davids og andres tilfælde?

¹⁹ Et offer som har Guds velbehag føles i en vis forstand slet ikke som noget offer. Hvorfor ikke? Fordi den der bringer offeret finder glæde i det, selv om det har krævet afsavn eller hårdt arbejde. Når det kommer til stykket kræver alt hvad der er noget værd, arbejde. Vi må ikke tro at kong Davids liv forløb uden besværligheder og modgang. I sine unge dage befandt han sig på slagmarken sammen med sine soldater, og han var sig til enhver tid sit tunge ansvar som konge bevidst. Men da han var blevet gammel så han alligevel tilbage på sit liv i Jehovas tjeneste med glæde og tilfredshed. Det var ikke blot med sit eget indviede liv i tanke, men også med andre indviede Guds tjeneres liv for øje, han sagde: „Ung har jeg været, og nu er jeg gammel, men aldrig så jeg en retfærdig forladt eller hans afkom tigge sit brød.“ (Sl. 37:25) David viste intet tegn på at han fortrød de ofre han havde bragt i tjenesten for Gud hele sit liv. Han var lykkelig i bevidstheden om at han havde gjort hvad der var ret, sådan som ordsproget siger: „Det er en glæde for den retfærdige at øve ret.“ — Ordsp. 21:15, NW.

20. Blandt hvilket folk finder man i dag lykke og tilfredshed?

²⁰ Det samme gælder i dag. Det er den der har brugt hele sit liv i Guds tjeneste der føler tilfredshed. Det gælder dem der har arbejdet tyve, tredive, fyrre år eller mere på Betel i Brooklyn. Har det altid været let? Nej, det kan man ikke sige. Her på Vagttårnsselskabets hovedkontor bliver man virkelig sat på prøve, for man bliver blot en af et tusind andre, hver med en opgave der ikke altid består i det letteste eller det behageligste arbejde. Men her er der en lejlighed til at ofre sig uselvisk, og hver dag fra morgen til aften yde det bedste man kan for andre. Man bliver forsynet med de nødvendige ting til livets opretholdelse, så man helt kan koncentrere sig om Rigets interesser. Man kommer til at færdes blandt modne kristne som kender deres mål i livet og har gjort det i mange år. En der har tilbragt mange år i denne tjeneste og stadig glæder sig over den, har udtrykt sin mening om den på denne måde: „Selv om der slet ikke var nogen ny tingenes ordning efter Harmagedon, ville jeg ikke have undværet at tjene Gud her, for blot det at være her nu er tilstrækkelig løn i sig selv.“ Det lyder slet ikke som om det har været et offer, vel?

21. Hvor ser man ikke de ofre som Gud har behag i, og hvorfor ikke?

²¹ Er det den samme slutning nogle præster i kristenheden er kommet til efter i mange år at have uddannet sig på et præsteseminarium eller et teologisk fakultet og derefter tjent i et embede nogle år? Nej. Mange giver nu åbenlyst udtryk for at de ikke tror på Gud og Bibelen. De slår ind på en anden vej og bliver anførere i protestmarcher og optøjer. Deres konklusion er at det ikke er nok blot at give bibelundervisning. De føler at hvis de skal gøre noget for dem der lider nød, for dem der ikke har fået deres andel af livets goder, kan de ikke vente til Gud griber ind men må være dér hvor der sker noget, selv om det betyder voldshandlinger som både Gud og „kejseren“ fordømmer. Blandt dem finder man ikke nogen der bringer de ofre der har Guds velbehag.

Hvad man må være på vagt over for

22. (a) Hvad må man være på vagt over for hvis ens ofre skal have Guds velbehag? (b) Giv et eksempel.

²² En af de ting man må være på vagt over for under udførelsen af sin kristne gerning er at man ikke bliver grebet af en følelse af utilfredshed. Man kunne få den tanke at der kræves for meget. Det kan ske for enhver. Det skete for Moses, som endog blev kaldt „såre sagtmodig“. Israelitterne havde netop påbegyndt deres vandring gennem ørkenen mod Kana’ans land da de begyndte at knurre fordi der ikke var kød at spise. Moses sagde til Jehova: „Jeg kan ikke ene bære hele dette folk, det er mig for tungt. Hvis du vil handle således med mig, så dræb mig hellere, om jeg har fundet nåde for dine øjne, så at jeg ikke skal være nødt til at opleve sådan elendighed!“ (4 Mos. 11:14, 15) Jehova kræver ikke for meget af os. Det er rigtigt at der er meget arbejde at udføre, men hvis vi har den rigtige indstilling til arbejdet vil det gøre det af med utilfredsheden, sådan som det skete for Moses.

23. (a) Hvad må man ellers være på vagt over for hvis ens ofre skal være antagelige for Gud? (b) Giv et eksempel.

²³ Vi må også være på vagt over for misundelse. Det kan ske for enhver at han eller hun bliver grebet af misundelse. Det skete for Aron og Mirjam, Moses’ broder og søster. De følte åbenbart at Moses havde for megen magt og myndighed, og derfor sagde de til ham: „Har [Jehova] kun talet til Moses? Mon han ikke også har talet til os?“ (4 Mos. 12:2) Mirjam blev slået med spedalskhed af Jehova, og det var kun fordi Moses gik i forbøn for hende at hun blev helbredt. Føler vi at en og anden er blevet begunstiget med større ansvar og større privilegier end vi? Tillader vi undertiden ønsket om en mere fremtrædende plads i menigheden umærkeligt at udvikle sig i os? Det er noget man må være på vagt over for. Er det ikke meget bedre at glæde sig når andre af vore brødre bliver belønnet for veludført arbejde og snarere opmuntre dem til større gerninger til gavn for den rene tilbedelse?

24. Hvad kan der siges om forfejlede ofre?

²⁴ Vi må også være på vagt over for ofre som er forfejlede. Har du tænkt på at tage overarbejde eller at lade din kone arbejde for at jeres søn kan få en højere uddannelse? Dette vil i sandhed være et ’offer’, men er det anstrengelserne værd? Meget ofte viser det sig at disse sønner forlader skolen eller læreanstalten med kun lidt eller ingen tro på Gud og ingen kærlighed til og respekt for deres forældre som har arbejdet så hårdt for at gøre den højere uddannelse mulig. Denne erfaring har været en bitter skuffelse for nogle. Det er ikke et offer af den rette slags. De forældre, derimod, der først og fremmest er optaget af at give deres børn en kristen opdragelse og et kristent eksempel de kan følge, vil finde at det er et offer der har Guds velbehag.

25. Hvad gør os lykkelige i forbindelse med de ofre vi bringer Jehova?

²⁵ Det er et stort gode at få lov til at leve på en tid da det er muligt at bringe de ofre som Jehova har størst behag i. Vi kan glæde os over at det er ofre som skal bringes ham af fornuftige og oplyste kristne, og ikke en sekterisk religions mekaniske, ceremonielle ofre. Gud har gjort klart rede for hvad han har behag i. Det er en stor forret at kende de ofre der har hans velbehag og at bringe dem!

[Illustration på side 498]

Når sandheden rører ens hjerte får man større interesse for andre og søger regelmæssigt at bringe Gud lovprisningsoffer ved offentligt at forkynde hans ord