Udfyld din plads i familien

KAN der være fred og enhed i en familie hvis manden og hustruen kappes om ledelsen? Kan børnene lære at adlyde hvis moderen ignorerer de begrænsninger som faderen har pålagt dem? Kan der herske en god moral i familien hvis faderen ikke skuldrer sit ansvar? Hvis manden eller hustruen ikke udfylder deres respektive pladser kan det få meget uheldige følger, endog føre til familiens splittelse.

Der findes mange ægtepar i dag som ikke anerkender mandens og hustruens respektive pladser i familien, og deres ægteskab befinder sig derfor allerede fra begyndelsen på vaklende grund. Dette er uden tvivl en af de væsentligste årsager til den høje skilsmisseprocent i mange lande i dag. Hvis sådanne ægtepar ville følge den gode vejledning Bibelen giver vedrørende ægteskabet, kunne de undgå mange sorger og vanskeligheder og det dermed følgende store følelsesmæssige pres.

Bibelen viser klart hvilken plads manden og hustruen hver for sig har at udfylde. Den tildeler ægtemanden pladsen som familiens overhoved idet den siger: „En mand er sin hustrus hoved, ligesom Kristus er kirkens hoved.“ (Ef. 5:23) Som familiens overhoved har han ansvaret for at træffe de betydningsfulde afgørelser i familien.

Om hustruens plads siger Bibelen: „Ligesom kirken underordner sig under Kristus, skal også hustruerne underordne sig under deres mænd i alt.“ (Ef. 5:24) Hustruens stilling i familien er altså underordnet mandens. Vil det da i betragtning heraf være rigtigt af hende at kappes med sin mand om familiens ledelse? Underordner hun sig sin mand hvis hun går imod de begrænsninger han har lagt på børnene? Ville det ikke passe bedre med hendes plads i familien at hun støttede sin mand? Med hensyn til børnene påhviler det dem at være ’lydige i Herren mod deres forældre’. — Ef. 6:1.

Bibelen formaner ægtemænd til at udøve deres myndighed på en kærlig måde. „Mændene [bør] elske deres hustruer som deres egne legemer.“ (Ef. 5:28) Ægtemanden skal derfor i kærlighed drage omsorg for sin hustru, ligesom han gør for sig selv, og tage hensyn til hende. I alle de afgørelser han træffer bør hendes lykke og velfærd ligge ham på sinde.

Det vil sige at den kristne ægtemand, før han træffer nogen vigtige afgørelser som berører hele familien, gør klogt i at overveje såvel sin hustrus som sine børns ønsker. Det er nødvendigt for familiens trivsel at man drøfter sådanne ting i fællesskab. Alle må føle at faderen er rimelig og til at tale med. Men når han så træffer en afgørelse, påhviler det hustruen og børnene at acceptere denne afgørelse og handle i overensstemmelse med den.

Men hvad nu hvis familiefaderens afgørelse ikke er så fornuftig? Skal hustruen så tilrane sig hans myndighed og bestemme noget andet? Det ville ikke være klogt. På en venlig og taktfuld måde kan hun drøfte sagen med sin mand, men hvis han er besluttet på at fastholde sin afgørelse, så har hustruen pligt til at støtte den, forudsat dog at han ikke forlanger at hun gør noget der går imod Guds lov. Med denne loyale støtte hjælper hustruen børnene til at bevare respekten for deres fader og sikrer således freden og enheden i familien.

Det vil ikke være i overensstemmelse med hustruens opgave som sin mands medhjælp der er underordnet ham, ustandselig at kritisere og beklage sig over en forkert afgørelse han har truffet. Det vil kun gøre tilværelsen i hjemmet uudholdelig for ham. Derfor siger Bibelen også: „Ustandseligt tagdryp en regnvejrsdag og trættekær kvinde ligner hinanden.“ (Ordsp. 27:15) Mange hjem er blevet opløst på grund af sådanne trættekære kvinder.

Lad os nu antage at en moder gør alt hvad hun kan for at opdrage sine børn rigtigt, men nogle af dem kommer på afveje fordi faderen ikke gør sin myndighed gældende og tugter dem. Skal moderen nu bebrejde sig selv det der er sket? I dette tilfælde er det faderen der må bære skylden fordi han ikke har skuldret sit ansvar rigtigt.

Der findes dog også tilfælde hvor begge forældre har gjort hvad de kunne for at skuldre deres ansvar, men det viser sig alligevel at nogle af børnene kommer på afveje. Hvis forældrene har gjort alt hvad de kunne for at opdrage børnene rigtigt, bærer de ikke skylden for børnenes handlinger, og de behøver ikke at bebrejde sig selv noget. Bibelen nævner flere tilfælde hvor gode forældre fik børn der ikke fulgte i forældrenes spor. Jotam oplevede for eksempel dette. — 2 Krøn. 27:6, 9; 28:1.

Som regel kan ægteskabelige problemer løses når manden og hustruen følger den vejledning Bibelen giver til ægtefæller. Som et eksempel kan nævnes et ægtepar som blev skilt fordi de ikke kunne sammen. Et år efter skilsmissen opsøgte manden sin tidligere hustru og udtrykte ønske om at blive gift med hende igen. Hustruen fortæller om det der skete.

„Jeg sagde til ham at det ikke kunne nytte noget at vi giftede os igen. Hvis vi ikke kunne få det til at gå første gang, kunne vi afgjort heller ikke få det til at gå anden gang. Han blev ved at insistere på at nu vidste han hvad der skulle til for at få et godt ægteskab. Udelukkende af nysgerrighed spurgte jeg ham hvad dette så var der skulle til. Hans svar var: Guds sandhedsord. Jeg sagde til ham: ’Nu skal jeg sige dig noget: Du må vise mig at du mener det alvorligt, og hvis tiden viser at du gør det, gifter vi os igen.’ Hans svar lød: ’Det er rimeligt nok.’ Da han vendte tilbage til . . ., satte han sig i forbindelse med et af Jehovas vidner og traf aftale om at få et hjemmebibelstudium. Han overværede alle møderne, ringede eller skrev til mig hver aften og var meget optaget af alt hvad han lærte. Vi blev gift igen den 16. januar 1968 og har været meget lykkelige. Når der nu opstår problemer går vi til Bibelen efter vejledning.“

Når en familie følger Bibelens vejledning behøver den ikke at komme ud i voldsomme kriser og at være i fare for at blive splittet af en skilsmisse. Problemer kan løses og uoverensstemmelser bilægges i fredsommelighed. Når hvert medlem af en familie varetager sin opgave og bliver på sin tildelte plads, er det muligt for familien, også under de nuværende forhold, at opnå fred, enhed og lykke.