Bør vi blive ved at være det vi er?
Findes der gyldige grunde til at gøre en forandring?
MANGE synes at mene at de bør blive ved at være det de er, i det mindste hvad deres religion angår. De siger at deres forældre og bedsteforældre tilhørte en bestemt trosretning og at de ikke ser nogen grund til at gøre en forandring. Mange siger også med hensyn til deres personlighed: „I må tage mig som jeg er.“ De synes at gå ud fra at Gud har skabt dem som de er, og at der derfor ikke er nogen grund til at gøre en forandring.
Men hvordan ser du på det? Er det klogt at have den ovennævnte indstilling? Mener du ikke at der er grund til at vi alle gør forandringer til det bedre?
Vi gør forandringer i forbindelse med mange ting her i livet. Nu da vi er voksne accepterer vi for eksempel ikke alt hvad de ældre siger, med samme tillid som da vi var børn. Når de nu kommer med en udtalelse, vejer vi sandsynligvis nøjagtigheden af det de siger, og afgør så om vi er enige eller uenige med dem. Vi får stadig større indsigt og erfaring og bliver derfor bedre i stand til at drage fornuftslutninger som bygger på kendsgerninger. I skolen lærer vi mange ting som ikke var kendt da vore bedsteforældre gik i skole. Hvis disse oplysninger er nøjagtige, ønsker vi ikke at ignorere dem og holde fast ved noget som en tidligere generation lærte.
Hvorfor en religiøs forandring?
Selv på det religiøse område er der grund til i det mindste at overveje en forandring. Mange mennesker er et produkt af et religiøst samfund der tog dem ved hånden da de var spædbørn, omhyggeligt beskyttede dem mod en hvilken som helst anden lære end dets egen, og i detaljer bestemte hvad de skulle tro. De fik ligesom deres forældre og bedsteforældre indpodet et sæt ældgamle traditioner.
Men nu stiller en veluddannet, vågen befolkning dybtgående spørgsmål om traditioner, trosbekendelser, læresætninger og ritualer, og de svar de får, er ikke altid tilfredsstillende. Der er gærende uro inden for kirkesystemerne på grund af den forvirring der hersker om det de lærer. For eksempel tog katolikker det for givet at sådanne læresætninger som at man burde afholde sig fra kød om fredagen, at man kunne bede til visse helgener, og at det var forbudt præster at gifte sig, havde deres rod i Bibelen. Nu lærer de imidlertid at de kan spise kød om fredagen, at visse helgener aldrig har eksisteret, og de hører til stadighed præster tale for at gejstlige skal have lov at gifte sig. — 1 Tim. 4:1-3; Hebr. 13:9.
Forstandige mennesker begynder naturligvis at spekulere på hvor mange andre af deres kirkes religiøse læresætninger der kan stå for en grundig undersøgelse ved hjælp af Bibelen. Vil det være fornuftigt at afholde sig fra en sådan undersøgelse af frygt for at der skulle opstå andre prekære spørgsmål og for at man ville opdage flere grunde til at gøre en forandring med hensyn til sin religion? Det ville afgjort ikke være klogt. Den kristne apostel Paulus skrev til sine trosfæller: „Forvis jer om alt; hold fast ved det gode.“ — 1 Tess. 5:21, NW.
Da Jesus for nitten hundrede år siden udførte sin tjeneste blandt jøderne, satte de fleste af dem deres lid til at deres religion var fra Gud. De gjorde sig ikke den ulejlighed at undersøge deres rabbineres lære og sammenligne den med Moses’ og profeternes skrifter. De kunne ikke se behovet for at gøre en forandring. Hvad blev resultatet? De fleste af dem mistede livet eller blev solgt som slaver da de hedenske romere besejrede dem.
Der fandtes dog en lille rest af jøder som gav agt på Jesu og hans disciples budskab. De sammenlignede flittigt hans ord med deres egne hellige skrifter og fandt at de var sande. Da ødelæggelsen kom over deres land, over Jerusalem og dets tempel, befandt de sig derfor allerede i sikkerhed uden for Judæas grænser, idet de havde fulgt Jesu advarsel om at flygte når tiden var inde. (Luk. 21:20-24) De insisterede ikke dåragtigt på at blive ved at være det de var — underlagt et religiøst system der havde sin oprindelse hos Gud men som var blevet så fordærvet at Gud forkastede det. — Matt. 23:37, 38.
En lignende situation i dag
Ligesom jøderne dengang, påstår tilhængerne af kristenhedens trossamfund i dag at de er Guds folk. De betragter sig som stående langt over de såkaldt hedenske folkeslag. De synes at mene at når blot de gør rigelig brug af ordene „Gud“ og „Kristus“ i deres religiøse ceremonier, skal det hele nok gå. I deres ører lyder også det advarende budskab fra Guds skrevne ord, Bibelen, som flittigt bliver forkyndt af dem der i dag følger i Jesu fodspor. Gennem Bibelen advares de om den ødelæggelse som Gud snart vil lade ramme alle falske religiøse systemer og deres tilhængere — et budskab der er blevet vidt og bredt forkyndt af Jehovas vidner — og alligevel ser de fleste ingen grund til at gøre en forandring.
Mange mener ganske vist at deres universitetsuddannede præster må vide mere om Bibelen end Jehovas vidner gør. Men er det ikke også sandt at da Jesus gik her på jorden foretrak de fleste at sætte deres lid til de uddannede religiøse ledere fremfor at lytte til Jesu og hans ledsageres ord? Denne historiske baggrund skulle hjælpe os til ikke at begå den samme fejl. Man kan i det mindste vise budskabet opmærksomhed og undersøge det.
For at opnå Guds godkendelse og velsignelse må man blive ved med at ’ransage om man er i troen’. (2 Kor. 13:5) Det betyder ikke at man skal sammenligne sin adfærd med de krav som en eller anden religiøs organisation stiller. Det betyder at man skal sammenligne sin adfærd med det som Bibelen klart viser er Guds vilje. Kun den kan sætte alt på plads og give os vished for at vort forhold til Gud er i orden. — 2 Tim. 3:16, 17.
En forandring i personligheden mulig
Det er ikke blot i ens religiøse indstilling men også i hele ens personlighed at der kan ske en forandring til det bedre. Og der er ofte gode grunde til at gøre en sådan forandring. Man har måske et hidsigt temperament eller tager det måske ikke så nøje med at leve et moralsk rent liv, eller man er måske tilbøjelig til at være uærlig eller stolt, eller uvillig til at tage imod vejledning. Man er måske vokset op under dårlig påvirkning af mennesker der havde en eller flere af disse slette egenskaber. Men når man bliver voksen, kommer ud blandt andre mennesker og lærer af sine erfaringer, behøver man ikke længere at holde fast ved det samme gamle syn på tingene.
Det viser følgende eksempel med en ung kvinde der af et af Jehovas vidner fik tilbud om at få et bibelstudium i sit hjem. Hun svarede: „Det ville jeg meget gerne, men jeg er det ikke værd. Jeg er et dårligt menneske. Jeg tror ikke der er noget håb for mig.“ Hun blev opfordret til at prøve det. Studiet gik godt, for kort efter begyndte hun der hidtil havde levet i umoralitet, at leve et rent liv. Hun blev ikke ved at være det hun var. Hun studerede ivrigt Bibelen, sluttede sig til Jehovas vidner og opnåede glæde og tilfredshed. Hun levede ikke længere blot for at tilfredsstille kødets lyster.
En sådan forandring i personligheden er ikke usædvanlig eller enestående. Dengang apostelen Paulus forkyndte i landene omkring Middelhavet fandt der sådanne forandringer sted. Ved en lejlighed, efter at han havde omtalt mennesker der var lovløse, drankere, æreskændere utugtige, ægteskabsbrydere og røvere, skrev han: „Og sådan har nogle af jer [de kristne] været.“ (1 Kor. 6:9-11) Men ved hjælp af Guds ord og ånd og en kristen omgangskreds var der sket en sådan forandring i deres personlighed at de kunne antages som Jesu disciple.
Det er naturligvis ikke let at gøre en sådan forandring. Det kræver et indgående studium af Bibelen og at man anvender de principper man lærer. Mange trossamfund tilskynder ikke til et sådant studium. Præsterne giver i stedet folk den forståelse at Gud er så barmhjertig at han uden videre tilgiver alle. Hvorfor skulle man så bekymre sig om at gøre en forandring, hvis man alligevel får tilgivelse? Dette er imidlertid en fordrejelse af Bibelens sandhed. Man må have en levende tro på Kristi genløsningsoffer for at opnå tilgivelse, og en sådan tro får man kun ved at høre Guds ord. — Joh. 3:16; Rom. 10:17.
I stedet for at støtte sig til en kirke hvis høje alder man mener forlener den med en vis hellighed, er det langt bedre at følge Paulus’ vejledning: „I skal aflægge den gamle personlighed som svarer til jeres tidligere adfærd, og I skal fornys i jeres sinds drivkraft og iføre jer den nye personlighed.“ (Ef. 4:22-24, NW) Ja, ved at udskifte menneskers tanker og traditioner med Guds tanker kan vi „fornys“ i vort sinds drivkraft.
Hvis den kirke du i øjeblikket er tilsluttet ikke tilskynder til et regelmæssigt, fremadskridende studium af Bibelen, hvorfor så blive ved at være det du er? Du ønsker evigt liv i fred og lykke, ikke sandt? Kristus Jesus viste klart og tydeligt hvilken vej vi må følge for at opnå dette: „Dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, som du har sendt, Jesus Kristus.“ (Joh. 17:3) Den eneste pålidelige kilde til denne kundskab er Bibelen.
Du vil høste stor gavn af at studere Bibelen sammen med Jehovas vidner. Du vil blive hjulpet til at gøre fremskridt. Du vil blive klar over hvad Gud virkelig forventer af dig. Og efterhånden som du anvender Bibelens lære i dit liv, vil dit syn på religion og hele din personlighed undergå en afgjort forandring.
Nej, det er ikke klogt at stå stille, ikke at gøre fremskridt men blot blive ved at være det man er. Vi bør gøre forandringer når de kan hjælpe os til at bringe vort liv i harmoni med Guds vilje.