En lykkelig, fremgangsrig nation under Guds lov
„[Jehovas] lovbud er sandhed, rette til hobe.“ — Sl. 19:10.
1. Hvad er i nogen grad en målestok for hvor gode og retfærdige en nations love er?
FOR at en lov kan holde en nation sammen i længere tid, må den være rimelig, retfærdig og ufravigelig. En regerings eller nations fremgang og levetid er derfor i høj grad en målestok for hvor retskafne og retfærdige dens love er. De forenede Stater er med sin udmærkede forfatning og Bill of Rights blevet en stor og fremgangsrig nation, men efter mindre end to hundrede års forløb har den allerede vanskeligheder idet den angribes for at være ufuldkommen, uretfærdig og partisk på mange områder. Faktisk kæmper regeringer verden over med de samme vanskeligheder.
2. Hvilken nation har som den eneste fået en lovsamling af Gud, og hvad tjener som en anbefaling af denne lov?
2 Disse nationer bygger på menneskers love og låner nu og da også et bud fra Moseloven som blev givet til Israels folk ved Sinaj bjerg i Arabien. Den eneste nation der nogen sinde har fået et fuldstændigt sæt love fra Gud er Israels folk. Denne lov blev givet i 1513-1512 f.v.t. i Sinaj ørken. Selv om Israel oplevede mange omskiftelser fordi det blev ved at afvige fra denne lov, gik der dog 905 år før Jerusalem til sidst blev besejret på grund af jødernes frafald. Statholderen Nehemias skrev således, ifølge Nehemias 9:36, 37: „Se, derfor er vi nu trælle; i det land, du gav vore fædre, for at de skulle nyde dets frugter og rigdom, er vi trælle; dets rige afgrøde tilfalder de konger, du for vore synders skyld har givet magten over os, og de gør, hvad de lyster, med vore kroppe og vort kvæg. Vi er i stor nød!“ Israels eksistens som en organiseret nation med egen regering i denne lange periode vidner om disse loves styrke og retfærdighed.
3. Hvordan kan vi høste gavn af at undersøge den lov der blev givet Israel?
3 Da Bibelen viser at Loven fordømte jøderne fordi de overtrådte den, er vi måske tilbøjelige til at anlægge et forkert syn på værdien af denne lov og mene at den var overordentlig streng og hård at leve under. Men en undersøgelse vil vise at den stod umådelig langt over enhver anden lovsamling der nogen sinde er affattet, og at den i allerhøjeste grad virkede til folkets trivsel. En undersøgelse af Loven vil også klargøre hvordan Jehova ser på tingene og hvilke principper han følger når han handler med sine skabninger.
4. I hvilken henseende var regeringen i fortidens Israel noget enestående?
4 Israels regerings styreform var noget ganske enestående, idet Jehova var den højeste og absolutte Suveræn. Han var folkets konge og desuden dets Gud, dets religiøse overhoved. Israels stat var ulig andre regeringer, hvis udøvende, lovgivende og dømmende myndighed som regel er adskilt. Jehova havde selv udstedt lovene og var også den dømmende instans, der fortolkede og håndhævede dem. I Esajas 33:22 (NW) siges der således: „Jehova er vor Dommer, Jehova er vor Lovgiver, Jehova er vor Konge.“ Afgudsdyrkelse eller tilbedelse af enhver anden gud var samtidig majestætsfornærmelse. På samme måde var oprør imod landets love oprørskhed mod det religiøse overhoved, hvilket vil sige frafald eller gudsbespottelse. Derfor sagde Gud til Israel: „Den, der ofrer til andre guder end [Jehova] alene, skal der lægges band på [skal overgives til tilintetgørelse, NW].“ „Men hvis du glemmer [Jehova] din Gud og holder dig til andre guder og dyrker og tilbeder dem, så vidner jeg for eder i dag, at I skal gå til grunde.“ (2 Mos. 22:20; 5 Mos. 8:19) Lydighed mod lovene var også en del af sand gudsdyrkelse.
Borgerlige rettigheder
5, 6. Fandtes der problemer i forbindelse med de borgerlige rettigheder under Loven? Hvorfor var Israel ingen velfærdsstat?
5 Der var ingen problemer i forbindelse med de borgerlige rettigheder under Loven når dommerne og herskerne adlød Gud. Den beskyttede den indfødte, den fremmede og selv den midlertidige indbygger i landet. — 2 Mos. 22:21; 23:9; 3 Mos. 19:33, 34; 5 Mos. 24:17.
6 Under Loven måtte man ikke behandle den fattige uretfærdigt fordi han var fattig, lige så lidt som den rige mand måtte behandles uretfærdigt fordi han var rig — der var ikke noget med at „tage fra de rige og give til de fattige“. (3 Mos. 19:15) Velfærdsstaten var en umulighed under Loven. Alligevel blev der sørget rigeligt for de fattige, som dog stadig kunne bevare deres selvrespekt fordi de måtte arbejde for det de fik. Sammenlign dette med Første Mosebog 3:19 og med Andet Tessalonikerbrev 3:10, hvor vi læser: „Den, der ikke vil arbejde, skal heller ikke have føden!“
Omsorg for de fattige
7. Hvilken ordning gjaldt for de fattige, og hvordan gavnede denne ordning både den fattige og markens ejer?
7 Israels økonomi afhang først og fremmest af landbruget, idet hver mand havde sin arvelod. Det kunne ske at nogle israelitter, enten på grund af manglende evne til at administrere deres midler eller på grund af økonomisk modgang, blev fattige og måtte sælge deres jord, eller at nogle af de fremmede kom i vanskeligheder. Som en venlighed mod dem fandtes der den ordning at enhver landmand, når han høstede, ikke måtte høste helt hen til kanten af sin mark, og han måtte heller ikke samle de kornneg op som høstfolkene var kommet til at tabe. (3 Mos. 19:9; 5 Mos. 24:19-21) Disse blev efterladt til den fattige, som havde lov til at samle dem. (Rut 2:3, 7) Det kostede naturligvis den fattige arbejde, for det var ikke let at sanke aks. Følgelig fandtes der ingen ubeskæftigede fattige som lå staten til byrde. Denne udmærkede ordning gavnede også markens ejer, for den appellerede både til hans gavmildhed og hans lydighed mod Gud. Den fremmede broderskabet og enheden. — 3 Mos. 25:35-43; 5 Mos. 15:11; Rut 2:15, 16.
Ordningen med trælle en velsignelse
8. Hvilken ordning kunne en mand som var kommet i økonomiske vanskeligheder, ty til for at kunne forsørge sin familie, og hvordan blev han behandlet?
8 Så var der ordningen med trælle, et ord der i vor tid har en ubehagelig klang. Men når vi undersøger de love der knyttede sig til denne ordning, finder vi at den var en velsignelse for Israel. Hvis en mand på grund af økonomiske vanskeligheder var blevet tvunget til at sælge sin arvelod og der ikke fandtes nogen rig slægtning som kunne løskøbe den til ham, behøvede han og hans familie ikke at dø af sult. I en sådan situation kunne han sælge sig selv og sin familie som trælle. (3 Mos. 25:47) De israelitter der således blev trælle måtte ikke behandles som tilhørende en lavere „kaste“ men som lejede arbejdere. I Tredje Mosebog 25:53 står der således: „Som en år for år lejet daglejer skal han være hos ham; du må ikke roligt se på, at køberen bruger sin magt over ham med hårdhed.“
9. (a) Hvordan var stillingen som træl en hjælp for den fattige? (b) Kunne han nogen sinde slippe fri af trældommen, og havde han nogen muligheder som træl?
9 Loven om trælle gavnede den fattige ved at der på denne måde blev sørget for føde, klæder og husly til manden og hans familie, samtidig med at de udførte et respektabelt arbejde for at tjene deres brød. En israelitisk træl kunne indløses af en slægtning og blive fri. (3 Mos. 25:48, 49) Hvis han ikke blev det, blev han automatisk frigivet det syvende år; men ikke tomhændet. Han skulle have korn, olie og vin, alt efter hvad hans herre havde råd til at give ham. (2 Mos. 21:2; 5 Mos. 15:12-14) På denne måde fik trællen en start indtil han kunne forsørge sig selv ved sit arbejde. Trællene havde også mange muligheder. Nogle blev ret velhavende idet de kunne investere deres penge. (3 Mos. 25:49) På grund af flid og ærlighed kom mange trælle til at beklæde ærefulde hverv, ja blev i nogle tilfælde sat over hele deres herres hus. — Jævnfør Første Mosebog 15:2; 24:2; 39:5, 6.
Sabbatsdagen
10. Hvordan fremmede loven om sabbatsdagen folkets flid, og hvordan skulle dagen bruges?
10 Sabbatsdagen var i sandhed en velsignelse. Den gav mennesker og husdyr én hviledag ud af syv dage. De andre seks dage skulle der arbejdes, ikke drives. I Anden Mosebog 20:9 befalede Jehova Gud: „I seks dage skal du arbejde og gøre al din gerning.“ De seks arbejdsdage tjente et gavnligt formål idet de fremmede folkets flid og bidrog til nationens velstand. I vor tid har man erfaret at en femdages arbejdsuge har medvirket til det moralske forfald fordi folk er tilbøjelige til at bruge fritiden forkert. Sådan var det ikke i Israel. Den dag man havde fri fra arbejde skulle sættes til side som en dag der var helliget åndelige interesser. Den blev erklæret for en „hellig“ dag. (2 Mos. 20:8, 10, 11) Den måtte derfor ikke vanhelliges men skulle bruges til et helligt formål. Det var en dag da man kunne tale om Guds lov og undervise børnene i den og derved drage dem nærmere til deres Konge og Skaber. Dette harmonerer udmærket med Guds ord i Femte Mosebog 5:15 og 6:6-8, hvor vi læser: „Kom i hu, at du selv var træl i Ægypten, og at [Jehova] din Gud førte dig ud derfra med stærk hånd og udstrakt arm; det er derfor, [Jehova] din Gud har pålagt dig at fejre hviledagen!“ „Disse bud, som jeg pålægger dig i dag, skal du tage dig til hjerte; og du skal indprente dine børn dem og tale om dem, både når du sidder i dit hus, og når du vandrer på vejen, både når du lægger dig, og når du står op; du skal binde dem som et tegn om din hånd, de skal være som et erindringsmærke på din pande.“
Sabbatsåret
11. Hvilke velsignelser nød folket i sabbatsåret?
11 Det syvende år var et sabbatsår. Jorden skulle ligge brak og måtte ikke opdyrkes eller høstes. Jordbehandlingseksperter anerkender værdien af denne foranstaltning. (3 Mos. 25:1-4) Ejeren måtte i dette år spise hvad der groede af sig selv hvis han havde behov for det. Landets fattige kunne også komme og spise. Der blev endog taget hensyn til markens dyr, for selv de kunne spise af denne føde. (3 Mos. 25:5-7) Eftersom de fleste israelitter var landmænd havde landets indbyggere ikke ret meget arbejde at gøre i sabbatsåret. Men den frihed de nød måtte ikke misbruges men skulle give dem mere tid til åndeligt samvær og til at opbygge familien i Guds lov. Det var i det syvende år, under løvhyttefesten, at præsterne skulle læse hele Guds lov op for folket. Herom læser vi i Femte Mosebog 31:10-13: „Og Moses bød dem: ’Hver gang der er gået syv år, i friåret, på løvhyttefesten, når hele Israel kommer for at stedes for [Jehova] din Guds åsyn på det sted, han udvælger, skal du læse denne lov højt for hele Israel. Kald da folket sammen, mænd, kvinder og børn og de fremmede, som bor inden dine porte, for at de kan høre og lære at frygte [Jehova] eders Gud og omhyggeligt handle efter alle denne lovs ord; og deres børn, som endnu ikke har lært den at kende, skal høre den og lære at frygte [Jehova] eders Gud, alle de dage I lever i det land, som I skal ind og tage i besiddelse efter at være gået over Jordan!’“
Jubelåret
12. I hvilken henseende krævede det tro at holde jubelåret?
12 Hvert halvtredsindstyvende år var et jubelår, hvor jorden igen skulle ligge uopdyrket. (3 Mos. 25:8, 9, 11, 12) I det år gjaldt det samme princip med hensyn til at spise af landets afgrøde. Det krævede tro at holde jubelåret. Israelitterne måtte have tillid til at Jehova i det otteogfyrretyvende år af hver halvtredsårsperiode ville sørge for tilstrækkelig føde indtil høsten i det enoghalvtredsindstyvende år, året efter jubelåret. — 3 Mos. 25:20-22.
13. (a) Hvad fandt sted i jubelåret? (b) Hvordan tjente jubelåret som en beskyttelse for folket, og hvordan blev prisen på jord beregnet i forhold til jubelåret?
13 Jubelåret var for så vidt et helt år med fest, frihed, glæde og taknemmelighed over Jehovas foranstaltninger. Al nedarvet jord og ejendom som var blevet solgt, skulle gives tilbage. Enhver vendte tilbage til sin familie og sin arvelod. (3 Mos. 25:13) Alle hebraiske trælle blev frigivet. (3 Mos. 25:10) På grund af denne ordning kunne ingen familie synke ned i varig fattigdom. Hver familie kunne bevare sin ære og selvrespekt. Selv om en mand satte sin ejendom over styr, kunne han ikke for altid forspilde sin arv for sine efterkommere så deres navn blev vanæret i landet. Loven om jubelåret bevirkede at ingen jord kunne sælges uigenkaldeligt. (3 Mos. 25:23, 24) Køb af jord var i virkeligheden kun en forpagtning, idet værdien af jorden skulle regnes efter værdien af afgrøderne indtil næste jubelår. — 3 Mos. 25:14-16.
14. Hvilke vidunderlige goder betød jubelåret for nationen?
14 Man kan bedre forstå hvilken vidunderlig foranstaltning jubelåret var, når man tænker på dets gavnlige virkninger, ikke blot for den enkelte israelit, men for nationen som helhed. Betragtet på rette måde var jubelåret en genoprettelse af den fuldstændige og rette teokratiske tilstand som Gud fra begyndelsen havde indført i det forjættede land. Derved bevaredes landets økonomiske stabilitet. Gud havde lovet Israel at hvis det adlød ham skulle det ’låne ud til mange folk, men selv skulle det ikke låne’. (5 Mos. 15:6) Jubelåret bevirkede et stabilt prisniveau på landbrugsjorden og hindrede at mange blev forgældede samt at der opstod en kunstig velstand der ville medføre inflation, deflation og depression. Jubelåret forebyggede også behovet for byrdefulde skatter.
15. Hvordan forhindrede jubelåret et forhold som vi ser i mange lande i dag?
15 Når loven om jubelåret blev holdt, hindrede den nationen i at komme i den sørgelige tilstand som vi ser råde i mange lande i dag hvor der i virkeligheden kun findes to klasser, de meget rige og de meget fattige. De goder som den enkelte høstede af jubelåret styrkede nationen, for ingen behøvede at leve i fattigdom og blive tvunget ud i arbejdsløshed på grund af dårlige økonomiske forhold. I vor tid er der mange dygtige mennesker som ikke kan bruge deres evner fordi økonomiske forhold tvinger dem til at tjene det daglige brød ved et eller andet kedsommeligt, trivielt arbejde. Men i Israel kunne den flittige indbygger bidrage til nationens vel med alle sine evner og talenter.
Beskyttelse af kvinder
16. Nævn nogle af de beskyttende foranstaltninger som Loven indeholdt for kvinder i Israel.
16 Kvinder blev beskyttet af ægteskabslovene. Selv om polygami var almindeligt, idet Gud endnu ikke havde grebet ind for at genoprette det oprindelige monogame ægteskab (1 Mos. 2:23, 24), var der love der regulerede denne ordning. En mands førstefødte søn kunne ikke berøves sin førstefødselsret, selv om hans moder var den hustru faderen elskede mindst. (5 Mos. 21:15-17) En mand måtte have gyldige grunde for at skille sig fra sin hustru, og det krævedes desuden at han gav hende et skilsmissebrev. (5 Mos. 24:1) Dette beskyttede hende mod eventuelt senere at blive anklaget for utroskab eller prostitution. En hebraisk trælkvinde der blev taget som hustru var garanteret føde, klæder og den ægteskabelige ret, selv om manden foretrak en anden hustru. (2 Mos. 21:7-11) Den der tvang en jomfru til kønslig forbindelse før ægteskabet kunne aldrig skille sig fra hende. (5 Mos. 22:28, 29) Den soldat der ægtede en tilfangetagen jomfru kunne ikke senere sælge hende som træl. — 5 Mos. 21:10-14.
Straffelove
17. Nævn nogle at fordelene ved at der ikke fandtes fængsler under Loven.
17 Straffelovene var langt bedre end de der findes i vor tids lovbøger. Der fandtes ingen fængsler under Loven. Det var først senere, i kongetiden, at man i modstrid med Loven indrettede fængsler i Israel. (Jer. 37:15, 16; 38:6, 28) At ingen idømtes fængselsstraffe for forbrydelser betød at man ikke skulle føde eller huse forbrydere på det hårdtarbejdende og lovlydige folks bekostning. Hvis en mand stjal fra sin næste blev han ikke kastet i fængsel, hvilket ville gøre det umuligt for ham at betale for det han havde stjålet, og betyde at hans offer måtte lide tab. Nej, det krævedes at han betalte det dobbelte eller endnu mere for det han havde stjålet, afhængigt af hvad det var han havde stjålet og hvad han havde gjort af det. (2 Mos. 22:1, 4, 7) Hvis han ikke betalte, blev han solgt som træl, og det betød at han skulle arbejde indtil han havde betalt den sum han var blevet idømt for det han havde stjålet. (2 Mos. 22:3) Denne lov hjalp ikke alene tyvens offer men virkede også stærkt forebyggende mod tyveri.
18. Hvordan understregede Loven at livet er helligt?
18 Livet blev betragtet som helligt under Loven. En forsætlig morder kunne på ingen måde løskøbes. Han måtte uundgåeligt lide døden. I Fjerde Mosebog 35:30-33 læser vi således om dem der flygtede til tilflugtsbyerne: „Når nogen slår et menneske ihjel, må man kun dræbe manddraberen efter flere vidners udsagn. Et enkelt vidnes udsagn er ikke nok til en dødsdom. I må ikke tage mod sonebøde for en manddraber, når han har forbrudt sit liv; han skal lide døden. Heller ikke må I tage mod sonebøde, således at den, der er tyet til sin tilflugtsby, før ypperstepræstens død kan vende tilbage og bosætte sig i landet. Vanhelliger ikke det land, I er i, thi blodet vanhelliger landet, og landet får kun soning for det blod, der er udgydt deri, ved dens blod, der har udgydt det.“ Dette fjernede et sådant ondt menneske fra det israelitiske samfund. Den uforsætlige manddraber kunne vises barmhjertighed. (Se Fjerde Mosebog 35:9-15, 26-29.) Selv et uopklaret mord skulle der skaffes soning for. Den by der lå nærmest mordstedet blev betragtet som blodskyldig og under forbandelse, medmindre indbyggerne udførte den fornødne ceremoni der fjernede den blodskyld samfundet havde pådraget sig i Guds øjne. — 5 Mos. 21:1-9.
19. Hvordan beskyttede Loven ens person?
19 Ens person blev betragtet som ukrænkelig. Loven beskyttede kvinder mod overfald. (5 Mos. 22:25-27) Kidnapning var en forbrydelse der straffedes med døden. Den hos hvem man fandt den kidnappede eller som havde solgt vedkommende som træl, skulle lide døden. — 2 Mos. 21:16; 5 Mos. 24:7.
Ingen optøjer eller ungdomskriminalitet
20. Hvordan forhindrede Loven at der opstod kriminelle elementer og optøjer?
20 Når nationen fulgte Loven var der ingen problemer med kriminelle elementer. Der fandtes ingen „sit-in“-demonstrationer, pøbeloverfald, optøjer eller folkerejsninger med det formål at tage regeringstøjlerne, som man så ofte ser i dag. I Anden Mosebog 23:2 siges der: „Du må ikke følge mængden i, hvad der er ondt, eller i dit vidnesbyrd for retten tage hensyn til mængden, så du bøjer retten.“ Dette kunne lade sig gøre fordi nationens vigtigste enhed var familien. Man blev oplært til at have stor respekt for herskerne såvel som for ens egne forældre. (2 Mos. 20:12; 22:28) Den der for eksempel slog sin fader eller moder eller forbandede dem, skulle lide døden. (2 Mos. 21:15, 17; 3 Mos. 20:9) En søn der var en uforbederlig oprører og som for eksempel blev en ødeland og en drukkenbolt, skulle udryddes. (5 Mos. 21:18-21) Respekt for hjemmet og familien førte til respekt for nationens herskere, først og fremmest for den øverste hersker, Jehova Gud.
Respekt for ejendomsretten
21. Hvordan understregede loven om tabte sager respekten for ejendomsretten?
21 I vor tid sker det som oftest at den der finder noget der er tabt, selv beholder det. Men i Israel skulle den der fandt en genstand levere den tilbage til ejeren. Hvis ejeren boede langt borte og var ukendt skulle man opbevare det tabte eller bortkomne indtil ejeren spurgte efter det. (5 Mos. 22:1-3) Dette viser at finderen offentligt skulle bekendtgøre sit fund for at hjælpe ejeren i dennes søgen.
22. Hvordan var boligen beskyttet?
22 Man viste også stor respekt for andres bolig. En mand kunne ikke indkassere sit tilgodehavende ved at gå ind i skyldnerens hus for at tage det han skulle have i pant på sit lån. Långiveren måtte vente uden for huset og lade manden bringe pantet ud til ham. (5 Mos. 24:10, 11) Långiveren måtte heller ikke overtage de redskaber hvormed låntageren tjente til livets ophold, eller hans nødvendige klæder. Herom står der i Femte Mosebog 24:6, 12, 13: „Man må ikke tage en håndkværn i pant, heller ikke den øverste møllesten; thi det var at tage livet selv i pant. Hvis han er en fattig mand, må du ikke lægge dig til hvile med hans pant; ved solnedgang skal du give ham pantet tilbage, for at han kan lægge sig til hvile i sin kappe. Da velsigner han dig derfor, og du står retfærdiggjort for [Jehova] din Guds åsyn.“
Venlighed mod dyr
23. Hvilke bestemmelser tjente til gavn for dyrene?
23 Dyr skulle også behandles venligt. Hvis en mand så et dyr i nød skulle han hjælpe det, selv om det tilhørte hans uven. (2 Mos. 23:5; 5 Mos. 22:4) Lastdyr måtte ikke overbebyrdes eller mishandles. Man måtte ikke binde munden til på en okse der tærskede, så den ikke kunne spise frugterne af sit arbejde mens den tærskede. (5 Mos. 25:4) Vilde dyr skulle behandles venligt. Man måtte ikke fjerne både en fugl og dens unger eller fuglen og dens æg, for derved ville man udslette familien. (5 Mos. 22:6, 7) Man måtte heller ikke slagte en tyr eller et får samme dag som afkommet. — 3 Mos. 22:28.
Militærlove
24. (a) Af hvilken art var Israels krige, og kom pligten til at gøre krigstjeneste fremfor alt andet? (b) Hvilke undtagelser fra militærtjenesten fandtes der, og hvilke principper var denne lov grundlagt på?
24 Militærlovene gjaldt Jehovas krige som blev ført på hans befaling og under hans ledelse. Men alligevel blev forsvaret af nationen ikke betragtet som så vigtigt at det fortrængte familiens rettigheder. En mand som var blevet trolovet og som endnu ikke havde taget sin hustru til ægte, og en mand som var blevet gift for mindre end et år siden, var fritaget for militærtjeneste indtil ægteskabet havde varet et år. Denne lov byggede på en mands ret til at få en arving og se denne arving, og på en kvindes ret til at få et barn med sin mand. (5 Mos. 20:7; 24:5) Hvis en mand havde bygget et hus men ikke havde indviet det eller en mand endnu ikke havde høstet frugten af en nylig plantet vingård, var han fritaget. (5 Mos. 20:5, 6) Denne fritagelse byggede på det princip at en mand har ret til at nyde frugterne af sit arbejde. Levitterne var fritaget fordi de tjente ved helligdommen. Denne lov satte tydeligt tilbedelsen af Jehova før det militære behov. — 4 Mos. 1:47-49; 2:33.
25. Hvordan sikredes hærens religiøse og fysiske renhed, og hvordan virkede denne lov på en gavnlig måde ved belejring af fjendens byer?
25 Eftersom de krige israelitterne førte var Jehovas krige, blev soldaterne helligede til krigen, og lejren skulle være ren. (5 Mos. 23:9-14) Der fulgte heller ingen kvinder med lejren til seksuel adspredelse for soldaterne, således som man ser det i verdslige hære. Dette ville have været umoralitet. Desuden afholdt man sig under et krigstogt endog fra kønslig omgang med sin hustru. (1 Sam. 21:5; 2 Sam. 11:6-11) På denne måde sikrede man hærens religiøse og fysiske renhed. Følgelig forekom der heller ikke voldtægt af krigsfangne kvinder. Denne lov, som håndhævedes strengt, udvirkede det gode at den tilskyndede fjenden, som vidste at dens kvinder ikke ville blive forulempet, til at overgive sig. — 5 Mos. 21:10-13.
Nidkærhed for sandhed
26. Hvilke lovbud i forbindelse med retssager fremmede nidkærheden for sandhed og retfærdighed?
26 Et vidne skulle udtale sig om det han kendte til en sag. (3 Mos. 5:1) Han måtte ikke afgive falsk forklaring, for det var at lyve „for [Jehovas] åsyn“. Hvis de anklager der var blevet rejst mod en anden viste sig at være bevidst falske, skulle anklageren lide den samme straf som den anklagede ville være blevet idømt. I overensstemmelse hermed læser vi i Femte Mosebog 19:16-19: „Når et ondsindet vidne optræder mod nogen og beskylder ham for lovbrud, skal begge de stridende fremstille sig for [Jehovas] åsyn, for de præster og dommere, der er til den tid, og dommerne skal undersøge sagen grundigt, og hvis det viser sig, at vidnet er et falsk vidne, der har aflagt falsk vidnesbyrd mod sin broder, så skal I gøre med ham, som han havde til hensigt at gøre med sin broder; du skal udrydde det onde af din midte.“ Ingen kunne dømmes til døden på indicier. Der måtte være to øjenvidner for at afgøre sagen. (5 Mos. 17:6; 19:15) De der havde vidnet mod en mand som blev fundet skyldig i en forbrydelse der krævede dødsstraf, skulle være de første som var med til at stene manden til døde. Denne lov fremmede nidkærheden for retfærdighed i Israel. Det var ikke blot dommerne men hver eneste indbygger der skulle vise sit ønske om at bevare landet rent for blodskyld ind for Gud. Loven virkede også til skræk og advarsel mod falsk, overilet eller uoverlagt vidnesbyrd. Loven i Femte Mosebog 17:7 var til gavn for folket: „Vidnernes hånd skal først løfte sig imod ham for at slå ham ihjel, siden alle de andres hånd. Således skal du udrydde det onde af din midte.“
Forbudte ægteskabelige forbindelser
27. Nævn nogle love for ægteskabet.
27 Ægteskabslovene forbød ægteskab med en nær kødelig slægtning. I Tredje Mosebog 18:6 siges der: „Ingen af eder må komme sine kødelige slægtninge nær, så han blotter deres blusel. Jeg er [Jehova]!“ Sådanne forbindelser er den menneskelige natur imod og utilrådelige ifølge arvelighedslovene. Hvis en mand forsætligt begik den urene handling at have kønslig omgang med sin hustru under hendes menstruationsperiode, så ’hun afdækkede sit blods kilde’, skulle de begge udryddes. (3 Mos. 20:18) Afskyelige handlinger som homoseksualitet og omgang med dyr blev ligeledes straffet med døden, ifølge Tredje Mosebog 20:13, 15, der siger: „Om nogen ligger hos en mand, på samme måde som man ligger hos en kvinde, da har de begge øvet en vederstyggelighed; de skal lide døden, der hviler blodskyld på dem. Om nogen har omgang med et dyr, skal han lide døden, og dyret skal I slå ihjel.“
Renhed
28, 29. (a) Hvordan tjente de sanitære love og lovene for hvad man måtte spise, til at bevare Israel som en adskilt nation? (b) Nævn nogle af de goder disse love udvirkede for folkets sundhedstilstand.
28 De sanitære love og lovene for hvad man måtte spise tjente et dobbelt formål. De tjente til at bevare Israel som en adskilt nation og mindede til stadighed israelitterne om at de skulle være et i religiøs henseende rent folk for Jehova. Disse bestemmelser afholdt også folket fra at pleje selskabelig omgang med de omkringboende hedninger. Hvis vi læser Tredje Mosebog, kapitlerne 11 til 15, vil vi se at israelitterne omhyggeligt måtte sørge for at bevare sig rene, både åndeligt og bogstaveligt. Hvis en israelitisk familie tog imod en indbydelse til at spise i et hedensk hjem, var der utallige ting der kunne gøre familiens medlemmer urene i religiøs henseende, eller det kunne medføre at de uforvarende gjorde sig skyldige i at spise blod. Desuden var der stor fare for at blive indblandet i en eller anden afguderisk handling, og naturligvis også for at israelitternes børn indgik ægteskabelige forbindelser med hedningerne. I Femte Mosebog 7:3 gives der derfor Israel følgende betimelige formaning: „Du må ikke besvogre dig med dem, du må hverken give en af deres sønner din datter eller tage en af deres døtre til din søn.“
29 Fra et lægevidenskabeligt synspunkt virkede lovene vedrørende sanitære foranstaltninger og karantæne, tillige med morallovene og forbudet mod at anvende blod, som en vidunderlig beskyttelse mod tyfus, plettyfus, byldepest, hepatitis, gonorré og syfilis, samt en mængde andre sygdomme.
30. Hvorfor bør vi flittigt undersøge alt hvad Loven var en skygge af?
30 Det var en enestående lov, og alligevel gjaldt den kun Guds forbilledlige folk og var en skygge af kommende goder. Det er det der siges i Hebræerbrevet 10:1: „Thi loven ejer kun en skygge af de kommende goder og ikke tingene i deres sande skikkelse; derfor kan den aldrig ved de samme ofre, som de bestandig år for år frembærer, føre de ofrende til fuldendelse.“ Hvor flittige skulle vi da ikke være til at studere det den var et forbillede på, nemlig den frihedens lov som kom med Jesus Kristus og som omtales i Jakob 1:25: „Men den, som skuer ind i frihedens fuldkomne lov og bliver ved dermed, så han ikke er en glemsom hører, men en gerningens gører, han skal være salig i sin gerning.“ Ja, med hvilken iver og forventning kan vi ikke se frem til det retfærdige styre over jorden under Kristi herlige tusindårige regering som nu er så nær! Da vil jordens beboere, som endog indbefatter de opstandne døde, få den nødvendige retfærdige vejledning, således som det beskrives i Åbenbaringen 20:12, 13: „Og jeg så de døde, store og små, stå foran tronen, og bøger blev åbnet; og endnu en bog blev åbnet: livets bog; og de døde blev dømt ud fra det, der stod skrevet i bøgerne, efter deres gerninger. Og havet gav de døde tilbage, som var i det, og døden og Dødsriget gav de døde tilbage, som var i dem; og de blev dømt, hver efter sine gerninger.“
[Illustration på side 422]
Guds lov gav israelitterne en fridag fra arbejdet. Den skulle bruges til et helligt formål, for eksempel til at lære børnene Guds bud