De første kristnes syn på livet

De gamle romere svælgede i blodsudgydelse. I bogen The Catacombs of Rome understreger W. H. Withrow imidlertid at de første kristne „gav menneskelivet ny hellighed og endog fordømte den hedenske skik med at dræbe det ufødte barn, som mord. At sætte spædbørn ud [til at dø af sult og kulde] var en frygtelig praksis der var almindelig blandt hedningerne, en praksis som både Platon og Aristoteles tillod. Der foreligger vidnesbyrd om de kristnes næstekærlighed i forbindelse med at redde disse hittebørn fra døden, eller fra en endnu frygteligere skæbne — et liv i vanære. De kristne stadfæstede også med eftertryk den Almægtiges ’lov mod selvmord’, en forbrydelse som hedningerne endog havde ophøjet til en dyd. De lærte at en tålmodig udholdenhed under lidelser, som den Job udviste, var et udtryk for større mod end Catos fornægtelse af livet.“