„Mere lykke ved at give“

Denne artikel er særlig lagt an på at forældre kan læse den med deres børn.

JEG ved en hemmelighed. Vil du gerne høre den? Det er hemmeligheden om lykken. Der er en masse mennesker som ikke er lykkelige. De ser kede ud af det næsten hele tiden. De hører ofte til den slags mennesker hvis lykke afhænger alt for meget af hvad andre gør. Hvis nogen giver dem noget rart, er de glade. Men de bruger det meste af deres liv til at vente på at få noget som de slet ikke får.

Nu skal du høre selve hemmeligheden. Den store Lærer har sagt: „Der er mere lykke ved at give end ved at modtage.“ (Ap. G. 20:35, NW) Det er altså ikke den der får noget, der er mest lykkelig, men den der giver noget til andre. Vidste du det? Den hemmelighed jeg her har fortalt dig, er ikke af den slags som du ikke må fortælle andre. Men det er en hemmelighed fordi det er noget som mange mennesker slet ikke er klar over.

Tænk engang over hvad det betyder. Sagde Jesus at den der fik en gave ikke kunne være lykkelig? Nej. Du kan da godt lide at få gaver, ikke? Det kan jeg også. Man bliver glad når man modtager noget godt fra andre.

Men Jesus sagde at der er endnu større lykke ved at give. Og Jesus havde altid ret, ved du nok.

Jesus kender en som giver mere end nogen anden. Ved du hvem det er? Det er Jehova Gud. Han har givet os alle de gode ting vi har. Han giver os vand at drikke. Han får planter til at gro så vi kan få noget at spise. Bibelen siger at Gud giver alle „liv og ånde og alt andet.“ — Ap. G. 17:25.

Og Jesus ved at hans Fader i himmelen er lykkelig. Bibelen kalder ham endda „den lykkelige Gud“. (1 Tim. 1:11, NW) At give til andre er en af de ting som gør Gud lykkelig. Og hvis vi giver til andre, kan vi også blive lykkelige.

Men hvad er der at give til andre? Kan du komme i tanker om noget?

Somme tider når du gerne vil give en gave, koster den penge. Hvis det er en gave du skal have i en forretning, må du betale for den. Så hvis du ønsker at give en gave af den slags, må du spare penge sammen indtil du har nok til at købe den for.

Men ikke alle gaver kommer fra butikker. Lad mig forklare hvad jeg mener. Når det en dag er rigtig varmt er der intet så godt som et glas frisk koldt vand. Det behøver man ikke at købe i en forretning. Men hvis du giver det til en der er tørstig, kan du alligevel føle glæden ved at give.

En dag kunne du og din mor måske bage nogle kager. Det kan være så sjovt. Og kagerne smager allerbedst lige når de kommer ud af ovnen. Men hvad kan vi gøre med nogle af kagerne som vil gøre os endnu lykkeligere end hvis vi spiste dem alle sammen selv?

Ja, der er større lykke ved at give. Vi kan glæde os over selv at spise dem, men hvis vi vil være endnu lykkeligere kan vi pakke nogle af dem ind og give dem til en af vores venner. Synes du vi skulle gøre det engang?

Apostelen Paulus kendte lykken ved at give. Hvad gav han til andre mennesker? Han havde det bedste i hele verden at give af. Han kendte sandheden om Gud og om Jesus. Han var glad for at dele den med andre. Og han gjorde det uden at modtage penge for den hjælp han gav.

Engang mødte apostelen Paulus og hans ledsager Lukas en kvinde som også gerne ville have glæden ved at give. De mødte hende nede ved en flod. Paulus og Lukas var gået derhen fordi de havde hørt at det var et sted hvor man plejede at bede. Og ganske rigtigt, de fandt en del kvinder forsamlet der.

Paulus begyndte at fortælle disse kvinder de gode ting om Jehova Gud og hans rige. En af kvinderne ved navn Lydia var især ivrig efter at høre. Hun syntes vældig godt om det han sagde. Og nu ønskede hun at gøre noget for at vise sin taknemmelighed.

Lukas fortæller: ’Hun indbød os og sagde: „Dersom I agter mig for at være Herren tro, så kom hjem i mit hus og bliv dér!“ Sådan nødte hun os.’ — Ap. G. 16:13-15.

Lydia var glad for at have disse tjenere for Gud i sit hjem. Hun elskede dem fordi de havde hjulpet hende til at forstå hvordan Gud har gjort det muligt for folk at leve evigt. Det gjorde hende lykkelig at kunne give dem noget at spise og et sted hvor de kunne hvile sig.

Lydias gavmildhed gjorde hende lykkelig fordi hun virkelig ønskede at give. Og det er noget vi altid må huske. Hvis en siger til os at vi skal give en gave, men vi ikke virkelig ønsker at give den, så vil vi ikke blive lykkelige.

Lad os sige at du har en karamelstang som du lige skal til at spise, men jeg så siger til dig at du skal give den til en anden — vil du så kunne gøre det med glæde? Vi kan også tænke os at du har en karamelstang som du lige er begyndt at spise da en af dine legekammerater pludselig dukker op. Hvis du så helt af dig selv — kommer i tanker om at det kunne være sjovt at dele den med din legekammerat, vil du være glad for at gøre det, ikke sandt?

Ved du at man kan holde så meget af et andet menneske at man ønsker at give ham alt og ikke vil holde noget som helst tilbage til sig selv? Efterhånden som vi vokser i kærlighed, er det sådan vi skulle føle over for Gud.

Den store Lærer kendte en kvinde som følte det sådan. Han så hende i templet i Jerusalem. Hun havde kun to små mønter; det var alt hvad hun ejede. Men hun lagde dem begge to i tempelblokken — en slags bidragsbøsse — som en gave til templet. Der var ingen der sagde at hun skulle. De fleste af dem der var til stede vidste ikke engang hvad hun havde gjort. Hun gjorde det bare fordi hun gerne ville, fordi hun virkelig elskede Gud. Det gjorde hende lykkelig at kunne give. — Luk. 21:1-4.

Så der er altså mange måder at give på, kan du nok se, og den store Lærer vidste at hvis man giver fordi man gerne vil, så bliver man lykkelig. Jesus sagde ligefrem at vi skulle ’gøre os det til en regel’ at give til andre. Hvis vi gør det, vil vi ikke være kede af det fordi vi kun går og venter på at andre skal gøre noget for os. Vi vil have travlt med at gøre andre mennesker lykkelige. Og når vi gør det, er vi de lykkeligste af alle! — Luk. 6:38, NW.

■ „Gør jer det til en regel at give, så vil man give til jer. Et godt mål, der er presset, rystet og som løber over, vil man give i jeres skød. For med det mål som I udmåler med, vil man udmåle til jer igen.“ — Luk. 6:38, NW.

[Illustration på side 477]

Venlig betænksomhed over for andre