Hvorfor Guds navn bør forekomme i hele Bibelen

I MANGE bibeloversættelser finder man Guds navn i det såkaldte „Gamle Testamente“. I Kalkars oversættelse læser man for eksempel: „Saa skal man sande, at ene du, som nævnes Jehova, har Høihedsret over hele Jorden.“ — Sl. 83:19; Es. 12:2.

Når man læser „Det nye Testamente“ eller De kristne græske Skrifter er det imidlertid ikke sandsynligt at man finder Guds navn. De fleste oversættere har udeladt det da de oversatte denne del af Bibelen. Hvorfor? En af grundene er at man indtil nu ikke har fundet gamle afskrifter af De kristne græske Skrifters originale tekst som indeholder Guds navn skrevet helt ud.

Man må dog sige at Guds navn forekommer i sin forkortede form både i de gamle græske manuskripter og i oversættelser af dem. I Åbenbaringen 19:1, 3, 4, 6 forekommer udtrykket „halleluja“, der ifølge Nudansk Ordbog betyder „pris Jah“, det vil sige ’pris Jehova’.

At Guds navn forekommer i denne forkortede form viser at navnet ikke var gået af brug blandt de første kristne. Hvorfor forekommer Guds navn i dets fulde form da ikke i nogen eksisterende afskrift af den græske bibeltekst? Er det at Guds navn ikke findes i disse gamle manuskripter et udtryk for at Jesus og hans disciple ikke brugte navnet Jehova?

En forklaring der ikke længere duer

Man troede i lang tid at grunden til at Guds navn i dets fulde form ikke fandtes i nogen kendt afskrift af De kristne græske Skrifter, var at de første kristne brugte den græske Septuaginta-oversættelse af De hebraiske Skrifter, og at de simpelt hen fulgte dens eksempel og undlod at bruge Guds navn. Den græske Septuaginta-oversættelse var blevet udarbejdet for de græsktalende jøder fra omkring 280 f.v.t., og det er denne oversættelse af De hebraiske Skrifter som man mener at Jesu Kristi første disciple brugte.

Den almindelige opfattelse har været at de der udarbejdede den græske Septuaginta-oversættelse, på grund af jødisk overtro i forbindelse med Guds navn, erstattede tetragrammatonet, de fire hebraiske bogstaver (יהזה) som repræsenterer Guds navn Jehova, med de græske titler Kyʹrios (Herre) eller ho Theosʹ (Guden). Men forholdsvis nye opdagelser har vist at de ældste fragmenter af den græske Septuaginta virkelig indeholder Guds navn i dets hebraiske form!

Herom siger dr. Paul E. Kahle: „Vi ved nu at den græske bibeltekst [Septuaginta] så vidt som den blev skrevet af jøder for jøder, ikke gengav Guds navn med kyʹrios [Herre], men at tetragrammatonet skrevet med hebraiske eller græske bogstaver blev bibeholdt i disse MSS [manuskripter].“

Hvem var det da der i afskrifter af den græske Septuaginta erstattede Guds navn med titlerne „Herre“ eller „Gud“? Dr. Kahle siger videre: „Det var de kristne der erstattede tetragrammatonet med kyʹrios [Herre], da man ikke længere kunne læse de hebraiske bogstaver som betegnede Guds navn.“ — The Cairo Geniza, side, 222, 224.

Men hvornår erstattede „de kristne“ Guds navn (tetragrammatonet) i deres græske oversættelser af De hebraiske Skrifter med titlerne Kyʹrios (Herre) og ho Theosʹ (Guden)? Hvis vi kan finde ud af det, vil det kaste lys over om de kristne bibelskribenter virkelig brugte Guds navn i deres inspirerede skrifter, og om de første afskrifter af deres originale skrifter indeholdt Guds navn.

Da Guds navn blev fjernet

Guds navn i form af tetragrammatonet blev øjensynlig fjernet i De kristne græske Skrifter nogle hundrede år efter Jesu og hans apostles død. Dette fremgår af at Guds navn findes i de græske oversættelser af „Det gamle Testamente“ eller De hebraiske Skrifter som blev udarbejdet af såkaldte kristne i de første århundreder efter vor tidsregning. I Aquilas græske oversættelse fra omkring 128 e.v.t., for eksempel, forekommer tetragrammatonet stadig med hebraiske bogstaver.

Omkring 245 e.v.t. udgav Origenes, en berømt lærd, sin Hexapla, en seksspaltet oversættelse af de inspirerede hebraiske skrifter. På grundlag af de fragmenter man nu kender af dette værk skriver professor W. G. Waddell: „I Origenes’ Hexapla . . . gengav de græske oversættelser af Aquila og Symmachus samt LXX [Septuaginta], alle JHVH med ΠΙΠΙ; i den anden spalte i Hexapla blev tetragrammatonet skrevet med hebraiske bogstaver.“a Andre mener at den oprindelige tekst i Origenes’ Hexapla anvendte de hebraiske bogstaver for tetragrammatonet i alle seks spalter. Origenes har selv skrevet at „i de mest pålidelige manuskripter er NAVNET skrevet med hebraiske bogstaver, det vil sige, ikke med de moderne, men med de gammeldags hebraiske“.

Så sent som i det fjerde århundrede siger Hieronymus, der oversatte den latinske Vulgata, i sin Prologus Galeatus hvormed han indleder Samuelsbøgerne og Malakias’ bog: „Den dag i dag finder vi i visse græske bøger Guds navn med de fire bogstaver (d.v.s. יהזה) gengivet med de gamle skrifttegn.“

Hvad viser dette? Det viser tydeligt at de såkaldte kristne, som i deres afskrifter af Septuaginta „erstattede tetragrammatonet med kyʹrios“, ikke var Jesu første disciple. Det var mænd der levede nogle århundreder senere, da det forudsagte frafald var langt fremskredet og havde fordærvet den rene kristne lære. — 2 Tess. 2:3; 1 Tim. 4:1.

Brugt af Jesus og hans disciple

Der foreligger således uigendrivelige vidnesbyrd om at Guds navn fandtes både i de afskrifter af de hebraiske manuskripter og i de græske oversættelser der anvendtes på Jesu og hans disciples tid. Disse mænd brugte naturligvis Guds navn når de læste op fra og underviste folket ved hjælp af sådanne afskrifter. Der er heller ingen tvivl om at Jesu disciple, da de nedskrev De kristne græske Skrifter, fulgte den skik at anvende Guds navn i deres skrifter, en skik der havde Guds godkendelse. Deres Herre, Jesus Kristus, havde sat et eksempel for dem da han herliggjorde sin Faders navn.

Tænk også på selve navnet „Jesus“. Det var det navn engelen sagde til Maria at hun skulle give det barn hun skulle føde. (Luk. 1:30, 31) Dette navn, „Jesus“, bringer Guds navn i forgrunden, for på hebraisk betyder det: „Jahs [Jehovas] frelse.“

Dertil kommer at Jesus under sin tjeneste gang på gang henledte folkets opmærksomhed på sin Faders navn. For eksempel lærte han sine disciple at bede: „Vor Fader, du som er i Himlene! Helliget vorde dit navn.“ (Matt. 6:9) Han sagde at han gjorde sine gerninger ’i sin Faders navn’. (Joh. 10:25) Og i sin bøn natten før han døde, sagde han at han havde ’åbenbaret sin Faders navn’ for sine disciple. — Joh. 17:6, 26.

Følgelig brugte Jesus også Guds navn, Jehova, når han citerede eller læste fra De hebraiske Skrifter. Det ville han for eksempel gøre når han citerede Femte Mosebog 8:3 fra De hebraiske Skrifter: „Der står skrevet: ’Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, som udgår af Guds [Jehovas, NW] mund.’“ (Matt. 4:4; sammenlign også Mattæus 22:37 med Femte Mosebog 6:5; Mattæus 22:44 med Salme 110:1; og Lukas 4:16-21 med Esajas 61:1, 2.) De af Jesu disciple der blev inspireret til at skrive De kristne græske Skrifter, ville naturligt følge deres Herres eksempel med hensyn til at bruge Guds navn, og således indføre det i deres bibelskrifter.

Hvorfor mangler navnet da i de gamle manuskripter vi nu har af De kristne græske Skrifter eller det såkaldte „Nye Testamente“? Øjensynlig fordi den oprindelige tekst i apostlenes og disciplenes skrifter var blevet ændret på det tidspunkt da disse gamle afskrifter blev foretaget, det vil sige fra og med det tredje århundrede. Guds navn (muligvis i dets tetragrammaton-form) blev utvivlsomt erstattet med Kyʹrios og ho Theosʹ af senere afskrivere, netop som man véd det skete i senere afskrifter af Septuaginta-oversættelsen af De hebraiske Skrifter.

Nogle oversættere som anerkender at det må være dét der er sket, har indsat navnet „Jehova“ i deres oversættelser af De kristne græske Skrifter. Der er god grund til at gøre det. Ja, Guds navn hører afgjort hjemme i hele Bibelen.

[Fodnoter]