Erklæring vedrørende Guds navn
1. Ved hvilken lejlighed blev erklæringen vedrørende Guds navn forelagt til vedtagelse på hele jorden, og af hvem?
SOM gudfrygtige mænd og kvinder, forsamlede til sektionsstævnet „Guds navn“ i . . . den . . . 1971, føler vi os tilskyndet til over for folk af alle racer, hudfarver, nationaliteter og sprog at fremsætte denne erklæring, grundlagt på Bibelen:
2. Hvad vil der komme fra ham der bærer dette navn, for hvem er dette navn af betydning, og af hvilken grund?
2 GUDS NAVN er Guds personlige navn, navnet på ham fra hvem der alene kan, må og vil komme en ny og retfærdig orden med et fredfyldt paradis overalt på jorden, fyldt med fuldkomne mennesker der bor sammen i kærlighed og lykke og som har ærefrygt for Guds navn. Det er af største betydning for alle mennesker at de får kendskab til dette navn. Ved at påkalde dette navn i tro og tillid vil de blive frelst fra evig udslettelse og vil kunne glæde sig over de endeløse velsignelser Gud vil give dem del i i sin lovede nye orden.
3. (a) Hvilket oprigtigt ønske nærer tusinder af retsindige mennesker? (b) Hvordan er de blevet forrådt af dem der har hersket over dem i religiøs henseende?
3 I vor tid er der tusinder af retsindige mennesker der nærer et oprigtigt ønske om at vide hvad Guds navn er, og som ønsker at lære ham der bærer dette navn at kende, så de kan opnå et godt forhold til ham og på en forstandig måde tilbede og tjene ham og få del i hans kærlige gunst. De der af hjertet ønsker dette er blevet forrådt af deres religiøse ledere, der har hersket over dem og holdt dem i et åndeligt mørke, idet de har skjult Guds navn for dem og ikke har lært dem hvilken kraft til frelse der ligger i dette navn. Disse religiøse ledere i den del af verden der kendes som kristenheden ejer den inspirerede hellige bog der åbenbarer Guds navn, og denne bog viser at dette navn er uløseligt forbundet med Guds hensigt: at udfri alle mennesker fra trældommen under menneskelig ufuldkommenhed, menneskelige vildfarelser og dødens virkninger.
4. Hvor ses følgerne af disse forsømmelser tydeligt, og hvilken behandling af Guds navn har ikke virket til gavn for kirkemedlemmer eller såkaldte hedninger?
4 Følgerne af de religiøse lederes alvorlige forsømmelser ses tydeligt i den ynkværdige tilstand der i dag råder i kristenheden, hvor hundreder af sekter som kalder sig kristne forgæves søger at opnå religiøs enhed samtidig med at de er uenige i lærespørgsmål. Det er hævet over enhver tvivl at disse såkaldte kristnes tilsidesættelse af Guds navn, deres ringeagt for det, deres måde at behandle det på — som om det var ligegyldigt om det blev erstattet af upersonlige titler — ikke har virket til gavn for kirkemedlemmer i kristenheden eller været til ophøjelse af Guds hellige navn blandt de såkaldt hedenske nationer.
5. Hvad har præsteskabet smædet, og hvilket redningsarbejde er i høj grad blevet vanskeliggjort?
5 Kristenhedens præsteskab har smædet Guds navn. Dette har i høj grad gjort det vanskeligt at redde folk fra den skæbnesvangre kurs som denne forvirrede, urolige og lovløse verden følger.
6. (a) Hvilken slutning vedrørende nationerne har alle vidnesbyrd siden 1914 fået tænkende mennesker til at drage? (b) Hvad påkalder nationerne ikke for at blive frelst, og hvad er grunden til at de ikke sætter deres lid til dette?
6 Alle de vidnesbyrd der har hobet sig op siden året 1914, der rystede verden, har fået tænkende mennesker til at drage den slutning at alle nationer er slået ind på en selvmorderisk kurs der vil føre til hele menneskeslægtens udslettelse. I deres angst og forvirring påkalder nationerne ikke Guds navn for at blive frelst fra de katastrofale følger af deres egne forsætlige gerninger. Det gør ikke engang de nationer der hævder at de er Jesu Kristi, Guds søns, disciple. Kristenhedens præsteskab har ikke givet nationerne noget fornuftigt grundlag for at nære ærbødighed for Guds navn og for at sætte deres lid til det som navnet på den eneste kilde til liv og frelse. Præsteskabet har holdt nationerne i uvidenhed om at det er Guds kærlige hensigt at oprette en funktionsdygtig regering over hele jorden, en regering som vil skænke liv, lykke, velstand og fred til alle uden forskel, idet de alle vil udgøre én stor familie som deres kærlige Skabers jordiske børn. Hvad har resultatet af gejstlighedens forsømmelighed været?
7. Hvordan er nationernes forhold derfor til dette navn?
7 Alle nationer, kristenhedens indbefattet, lever ikke alene i uvidenhed om Guds navn, men følger også deres egne selviske uigennemførlige planer i trods mod Guds navn.
8. Hvilket punkt har nationerne nu nået, og hvad er tiden inde til at Gud vil gøre?
8 Efter at der nu er gået cirka 4200 år siden Babelstårnet blev bygget i Mesopotamien, har alle nationer nået det punkt hvor det er ved at være forbi med Guds tålmodighed og selvbeherskelse. Tiden er kommet da Han hvis navn er blevet ignoreret og trodset, vil lade høre fra sig og vil give sig til kende ved sit navn over for de nationer der har trodset ham. Det skylder han sig selv at gøre.
9. Hvilken erklæret hensigt må han leve op til, og hvor og hvor mange gange forekommer erklæringen af denne hensigt?
9 I denne forbindelse må han leve op til sin ofte gentagne hensigt, en hensigt der nu har været nedskrevet i 3483 år, ja, siden Gud sendte profeten Moses til Ægyptens Farao for at kræve at han lod Moses’ folk rejse. I De hellige Skrifter — lige fra den anden bog der blev skrevet af Moses, til den niogtyvende bog der indeholder Joels profeti — forekommer mere end halvfjerds gange de guddommelige ord henvendt til enkeltpersoner, folk og nationer: ’De skal kende at jeg er Jehova.’
10. Hvad er Guds navn, hvad vil Gud gøre med sit navn, hvornår vil han gøre det, og hvad vil det medføre?
10 Hvad enten nationerne, de såkaldt kristne nationer og de såkaldt hedenske nationer, bryder sig om det eller ej, er „Jehova“ Guds navn. For sin egen skyld og til menneskeslægtens frelse vil Jehova selv stå op og gøre sit navn kendt på en måde der vil komme til at stå uudsletteligt i universets historie. Når han gør det, vil de trodsige nationer blive besejret og tilintetgjort, og det vil ske i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“, der vil indtræffe på det stadium i verdensbegivenhederne der kaldes Harmagedon. (Åb. 16:14, 16) Den udødelige og almægtige Gud vil da stå hævdet og ophøjet som den retmæssige og suveræne hersker over jord og himmel. Hans navn, Jehova, vil være kronet med uvisnelig hæder.
11. Hvad oprejste Jehova Ezekiel til at advare om, og hvad skete der med dem der trodsede hans navn da Jerusalem blev omringet og jævnet med jorden?
11 I det syvende århundrede før vor tidsregning oprejste Jehova profeten Ezekiel til som en vægter at advare Jerusalem om det krigens „sværd“ som Gud snart ville føre imod det på grund af dets retsbrud og blodskyld, og dets politiske og religiøse brøde. Tusinder som trodsede Guds navn gik på en ynkelig måde til grunde da den religiøse hovedstad Jerusalem i 609-607 f.v.t. blev omringet og jævnet med jorden.
12. Hvad må Jehova gøre for at handle i overensstemmelse med sine guddommelige love i den faretruende situation der råder i vor tid? Har han gjort det?
12 I vor tid står kristenhedens nationer, såvel som alle de ikke-kristne nationer, over for en situation der er endnu alvorligere end den der truede det gamle Jerusalem. Jehova ville ikke handle i overensstemmelse med sine guddommelige love hvis han i en sådan faretruende situation lod nationerne være uden advarsel om det der venter dem, nemlig det „sværd“ han vil føre imod dem i form af krig i et omfang der aldrig før har været set i menneskehedens historie. I overensstemmelse med dette princip har Jehova oprejst en „vægter“ i vor tid. Siden 1919, året efter afslutningen på den første verdenskrig, har Jehovas „vægter“ ladet advarselen lyde til flere og flere nationer.
13. Hvem viser det tyvende århundredes historie at denne „vægter“ er, og hvad vidner om at man har hørt vægterens advarsel?
13 Det tyvende århundredes historie viser at denne „vægter“ ikke er en enkelt mand af en bestemt race eller nationalitet, men at det er en gruppe af indviede, døbte og åndssalvede kristne, nemlig den salvede rest af Jehovas kristne vidner. Den modstand og forfølgelse som denne ’vægterskare’ har mødt overalt i verden, er et vidnesbyrd om at man har hørt denne skare forkynde advarselen overalt på jorden og at den har spillet den forudsagte rolle i opfyldelsen af Bibelens profetier i vor tid.
14. Hvem betragter det som en stor forret at arbejde sammen med denne „vægter“, hvad erkender de at det er deres absolutte pligt at gøre, og hvorfor?
14 Vi, der som „en stor skare“ har sluttet os til denne ’vægterskare’ som dens medvidner for Jehova, betragter det som en stor forret at arbejde sammen med den og at være med til at lade advarselen om det guddommelige „sværd“ lyde, et krigens „sværd“ der hænger som i en tynd tråd over hovedet på alle racer, folk og nationer. Da det er vort studium af Jehovas profetiske ord og begivenhederne i verden der har givet os forståelse af denne faretruende situation, erkender vi at det er vor absolutte pligt at adlyde Guds befaling og forkynde denne betimelige advarsel.
15. Trods hvilke udsigter adlyder vi Gud som hersker, og hvad tilskynder os til at gøre det?
15 Vi er udmærket klar over at vi vil møde endnu større modstand og forfølgelse fordi vi adlyder Gud som hersker fremfor mennesker. Men vor kærlighed til Jehova Gud og hans søn Jesus Kristus, vor Herre, og vor kærlighed til vore medmennesker tilskynder os til at gøre det.
16. (a) Hvordan føler utallige mennesker sig om hjertet, og hvilken sult føler de samtidig i hjertet? (b) Hvad har vi som kan opfylde deres behov? Hvad vil vi derfor gøre, og med hvilket mål for øje?
16 Ligesom vi engang gjorde, føler utallige retfærdigt indstillede mennesker sig syge om hjertet på grund af det der finder sted i denne korrupte, anarkistiske og upålidelige verden, ikke mindst i den religiøse del af den. Disse mennesker føler en nagende sult i hjertet; de ønsker at kende og at komme i kontakt med Ham der virkelig kan udfri og velsigne dem. Som kristne Jehovas vidner er vi lykkelige for at kunne sige at vi, på grund af den kærlige godhed Jehova har vist os gennem Jesus Kristus, har dét som kan opfylde disse menneskers åndelige behov. Vi vover ikke, og vi er ikke til sinds, at holde det livgivende lys som Jehova har givet os del i, for os selv, og derfor vil vi fortsat lade dette bibelske lys skinne og forkynde om Guds navn, Jehova, og om hans lovede rige ved hans Messias, Jesus. På denne måde vil vi hjælpe alle sandhedssøgende mennesker til at vise sig værdige til at blive skånet når Jehovas „sværd“ rammer den nuværende onde ordning, så de kan overleve og komme ind i Jehovas nye orden, hvor en paradisisk jord vil blive menneskenes evige hjem under Guds rige ved Jesus Kristus.
17. Hvilken beslutning fornyr vi?
17 Ved denne lejlighed fornyr vi derfor vor beslutning om at forkynde den gode nyhed om Riget indtil den almægtige Gud opfylder udtalelsen: „Folkene skal kende, at jeg er [Jehova].“ — Ez. 39:7.