Opbyggende samvær gør vejen let
FORTALT AF JENNIE KLUKOWSKI
DET var den 10. august 1941, en dag der i forvejen var blevet bestemt til at skulle være „Børnenes Dag“ ved et kristent stævne i St. Louis i Missouri, De forenede Stater. Præsidenten for Vagttårnets selskab, J. F. Rutherford, henvendte sig direkte til de 15.000 børn der sad lige foran ham: „Alle I børn som er gået ind på at gøre Guds vilje og som har taget standpunkt for hans teokratiske regering gennem Kristus Jesus og besluttet at adlyde Gud og hans konge, REJS JER OP!“
Jeg rejste mig op. Jeg var tretten år gammel og lykkelig for at være midt i denne glade skare. Det var mit første store stævne. Denne form for opbyggende samvær var medvirkende til at gøre vejen let for mig, så jeg kunne blive heltidsforkynder af Guds rige.
Jeg lærer Guds sandhed at kende
Jeg er født og opvokset i staten Michigan i U.S.A. Det var i en landsbyskole med kun ét klasseværelse at lærerinden begyndte at tale til eleverne om den usædvanlige tid vi levede i og om hvad fremtiden ville bringe for menneskene, i lyset af Bibelens profetier. Jeg fandt det alt sammen meget interessant. En dag efter skoletid spurgte hun mig om vi havde en bibel derhjemme. „Ja,“ sagde jeg, „min mor læser ofte i den.“ Hun tilbød at besøge os en aften for at vise os hvordan man kunne studere Bibelen, hvilket hun også gjorde; hun var nemlig et af Jehovas kristne vidner.
Omkring ved den tid flyttede min storesøster ind til byen. Dér så hun et skilt om bibelstudium i vinduet i et privat hjem, og hun bankede på og sagde at hun var interesseret, hvorefter der blev truffet aftale om et bibelstudium. Når hun kom hjem i weekenden talte vi om det vi lærte ud fra Bibelen, og opdagede at vi talte om den samme organisation!
Vejen åbner sig for heltidstjeneste
Min søster begyndte inden længe at arbejde som heltidsforkynder af den gode nyhed om Guds rige. Tilskyndet af hende gjorde også jeg dette til mit mål. I januar 1942 blev jeg døbt. Tiden sneglede sig af sted, men omsider havde jeg fuldført min skolegang og kunne begynde at bruge hele min tid til at forkynde den gode nyhed. Jeg fik mine forældres tilladelse fordi jeg kunne arbejde sammen med min ældre søster. Min første udnævnelse som heltidsforkynder af Guds ord gjaldt fra 1. januar 1943. Jeg var dengang fjorten år.
Da jeg havde arbejdet ti måneder sammen med min søster i byen Alma i Michigan, fik hun en ny distriktstildeling, og jeg flyttede til East Rochester, New York, sammen med hende. I dette distrikt var vi for første gang ret isolerede fra en kristen menighed. Vi så frem til at komme til Rochester, hvor vi kunne overvære møderne og samles med den venlige og gæstfri menighed dér.
Det var mens jeg var i dette distrikt at jeg for første gang fandt et menneske der var dybt interesseret i Bibelens budskab. Hun stillede så mange spørgsmål at jeg følte mig helt overvældet, og jeg var bange for at hun ikke ville være tilfreds med mine svar. „Næste gang jeg kommer, tager jeg min storesøster med,“ lovede jeg hende.
„Er hun meget ældre end du?“ spurgte damen.
„Åh ja,“ sagde jeg, „hun er gammel — hun er treogtyve!“
Da jeg næste gang besøgte damen sammen med min søster, fortalte hun hvad jeg havde sagt — og hvor blev jeg flov. Hun fortsatte med at studere og blev et af Jehovas vidner sammen med andre medlemmer af sin familie.
Vort ophold dér blev dog alt for kort, for den allerførste dag i vort nye distrikt modtog min søster en indbydelse til at deltage i den tredje klasse på Vagttårnets bibelskole Gilead, der uddanner missionærer til at tjene i fremmede lande. Efter tre måneders forløb rejste min søster til Gilead, og jeg rejste hjem for at afvente mine forældres tilladelse til at flytte hjemmefra og selvstændigt begynde i heltidstjenesten.
Tilbage til heltidstjenesten
Den dag oprandt året efter, i september 1945, da jeg fyldte sytten. Jeg begyndte at forkynde i Flint, Michigan, hvor jeg boede hos en kristen søster og hendes mand som jeg følte mig nært knyttet til. Det var i dette distrikt jeg igennem halvandet år nød et opbyggende samvær i en menighed med omkring tyve nidkære teenagere. Vort samvær var gensidigt opbyggende og var med til at gøre vejen let for mig, så jeg kunne fortsætte i heltidstjenesten.
Hvor jeg glædede mig i juli 1969 da nogle af disse tidligere teenagere havde arrangeret en ’overraskelsessammenkomst’ for alle dem der var vokset op og havde arbejdet sammen i Flint-menigheden mere end tyve år tidligere. Nu var disse ’teenagere’ tilsynsmænd, menighedstjenere, heltidsforkyndere, rejsende tilsynsmænd, missionærer og nidkære forkyndere af den gode nyhed. Hvor det varmer mig om hjertet når jeg tænker på de glade minder jeg har fra de år vi tilbragte sammen, og på de få timer hvor vi genopfriskede minderne, fortalte om hvad der var sket i mellemtiden og drøftede fremtiden!
Jeg kunne glæde mig over nogle gode oplevelser jeg havde for mere end tyve år siden da jeg var tilknyttet Flint-menigheden. I et isoleret distrikt traf jeg dengang en dame som kun ventede på at lære sandheden fra Guds ord at kende. Inden længe forkyndte hun sammen med mig i den lille by, idet hun begejstret fortalte om Guds rige til naboer og slægtninge, helt upåvirket af deres ligegyldighed. I dag fortæller hun mig i sine breve om den lokale menigheds fremgang.
Jeg blev også indbudt til førstævnearbejde i otte uger før det store internationale stævne som skulle holdes i Cleveland, Ohio, fra den 4. til den 11. august 1946. Hvor var det dejligt at mødes og arbejde sammen med så mange heltidsforkyndere; vi gennemstøvede byen seks gange fra hus til hus for at finde logi til konventsdeltagerne.
I januar 1947 blev jeg spurgt om jeg kunne flytte til Jackson i Michigan. Tre måneder senere var jeg der. Af en eller anden grund havde menighedsforstanderen og hans hustru af det brev jeg havde sendt dem, fået den opfattelse at jeg var en ældre dame. De havde derfor arrangeret det sådan at jeg kunne bo hos to ældre damer, hvoraf den ene var heltidsforkynder af Riget ligesom jeg selv. De morede sig temmelig meget da de fandt en attenårs pige ventende på dem da de kom hjem en søndag eftermiddag.
Senere fik jeg selskab af endnu to heltidsforkyndere på min egen alder. Menighedsforstanderen og hans hustru blev en slags plejeforældre for os tre, og endnu i dag underskriver de deres breve „far og mor“. Hele menigheden, både unge og gamle, tog os til sig — hvordan kunne vi da føle at vi var langt hjemmefra!
Med tiden begyndte flere at tage del i heltidsforkyndelsen af Guds rige sammen med os i Jackson, Michigan. Og da en ældre kristen søster i menigheden mistede sin mand, flyttede vi ind hos hende, idet vi boede ovenpå i hendes hus for en symbolsk leje. Hendes kærlighed til Bibelens sandheder, hendes unge sind og humoristiske sans hjalp hende til at have tålmodighed med os, og seks af dem der boede hos hende i denne periode blev senere missionærer.
På Gilead og derfra til Brasilien
Min invitation i 1948 til den trettende klasse på missionærskolen Gilead kom som en fuldstændig overraskelse. Jeg havde ikke tænkt på at komme på Gilead før da. Jeg brugte mange dage til at overveje det i. Mon jeg i et andet land ville finde det gode samvær som jeg indtil nu havde glædet mig over, et samvær som havde jævnet vejen for mig til at fortsætte i heltidstjenesten? Kort før invitationen kom var min yngste søster, som lige var færdig med high school, kommet for at arbejde sammen med os i heltidstjenesten. Det ville betyde at jeg også måtte forlade hende.
Men i februar 1949 var jeg på Gilead. Der var slet ikke tid til at føle sig alene blandt så mange klassekammerater, og med al den undervisning og det meget hjemmearbejde. I fem og en halv måned tænkte jeg: „Hvor bliver det trist at skulle sige farvel til så mange venner der skal rejse så langt væk!“
Men jeg skulle til Brasilien sammen med seks andre. Og efter tre måneder i East Manhattan-menigheden i New York var vi på vej med skib. Om morgenen den trettende dag om bord vågnede vi i tide til at vi gennem koøjet kunne se de funklende hvide og pastelfarvede bygninger i den by der er blevet kaldt verdens smukkeste havneby, Rio de Janeiro. Da vi var kommet fra borde fandt vi landstjeneren, missionærer og lokale Jehovas vidner stående på kajen for at byde os velkommen. Der var slet ikke tid til at tænke på at man var langt borte fra sit hjemland.
På hverdagene blev den ene af os hjemme for at lave mad, mens de seks andre tog ud på arbejdsmarken. Vi blev ved til hen på eftermiddagen, så hjem at hvile, spise og læse portugisisk. Vi plejede at udveksle erfaringer og fortælle hinanden hvad folk havde sagt og hvad vi havde svaret.
Efterhånden forsvandt frygten og usikkerheden over for det nye sprog og de nye skikke, og de brasilianske Jehovas vidners kærlighed og tålmodighed overbeviste os om at kristen kærlighed ikke kender nogen grænser.
Efter et år i Rio de Janeiro rejste vi til en by længere inde i landet, Belo Horizonte. Indtil nu har jeg været i seks distrikter under mit toogtyve års ophold i Brasilien. I de tre har jeg været for at oprette menigheder, og i de tre andre for at arbejde sammen med menigheder der allerede var oprettet. Min yngste søster sluttede sig til mig i missionærtjenesten her i Brasilien efter at hun havde gennemgået Gileadskolens attende klasse.
I en lille by ved navn São João del Rei fandt vi for første gang et distrikt som var vanskeligt. Borgmesteren var præst, og om aftenen frarådede han i et radioprogram befolkningen at lytte til det budskab vi bragte fra Bibelen. Ved indgangen til et hus rev manden Bibelen ud af hænderne på en af missionærerne og flåede den i stykker, til trods for at det var en katolsk oversættelse. Undertiden kunne vi arbejde i tre timer eller mere uden at være i stand til at efterlade så meget som et enkelt stykke bibelsk læsestof hos nogen, for folk var bange for hvad deres naboer ville sige eller tænke. Men dog fandt vi nogle som ønskede at få et bibelstudium, og før vi blev flyttet til en anden by kunne vi se begyndelsen til en ny menighed.
Mit nuværende distrikt er Belém, Pará, ved Amazonflodens udløb, en by med omkring 600.000 indbyggere. Vi har fem menigheder med over 400 forkyndere.
En lørdag formiddag mens jeg arbejdede med Vagttårnet og Vågn op! i byens forretningskvarter, traf jeg en mand som bad mig skaffe ham en „protestantisk“ bibel, for han havde allerede læst den „katolske“ oversættelse og ville gerne foretage en sammenligning. Han forstod senere at sandheden fra Guds ord er den samme uanset hvilken oversættelse man benytter. Med tiden blev han forstander i den menighed jeg er tilsluttet.
I et andet tilfælde flyttede en kvinde som jeg havde studeret Bibelen med, til det indre af landet på grund af mandens arbejde. ’Hvordan mon hun vil klare sig?’ tænkte jeg, for hun var lige blevet døbt, og der var ingen Jehovas vidner i den lille by. Da hun efter fem års forløb flyttede tilbage til Belém, efterlod hun sig en voksende menighed der havde sin egen rigssal.
For nylig er vi flyttet ind i et nyt, rummeligt og luftigt missionærhjem, oven på den første rigssal i Belém som menigheden selv ejer. Her glæder vi os over det opbyggende samvær med vore kristne brødre og søstre, akkurat som jeg har glædet mig over samværet med dem jeg har boet hos og arbejdet sammen med i de sidste otteogtyve år. Hvor er jeg taknemmelig for at et sådant samvær har gjort vejen lettere for mig og medført så mange velsignelser, som for eksempel dét at jeg nu har tilbragt over halvdelen af mit liv her i et missionærdistrikt og har hjulpet andre til at glæde sig over tjenesten for Riget.