Er De helt sikker?
HAR De nogen sinde tænkt over hvordan man kan være sikker på hvilken slags gudsdyrkelse Gud godkender? Der er mange som mener at det er der ingen der kan være sikker på. Alligevel tror de samme personer ofte at hvis blot man er oprigtig vil man blive frelst. Tror De også det? Tror De at selv om der er mange forskellige ’veje’, eller måder at tro på, fører de alle sammen til frelse? Eller er der en bestemt vej som er sandhedens vej, og kan vi i så fald vide med sikkerhed om vi befinder os på den? — Matt. 7:13, 14.
Jesus Kristus vidste at han havde sandheden. Han havde været sammen med Gud i himmelen og var blevet undervist direkte af sin himmelske Fader. Så han var sikker på at det han troede på var rigtigt. Men hvad med Jesu apostle?
Efter at Jesus i cirka tre år havde været i nær forbindelse med sine apostle, sagde han i en bøn til Gud: „De ord, du har givet mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i sandhed erkendt, at jeg er udgået fra dig.“ Apostlene vidste at Jesus Kristus var kommet fra Gud. De var sikre på hvad der var frelsens vej, for de var blevet undervist om sandheden direkte af Jesus. — Joh. 17:8; 14:6.
Men vidste de der senere accepterede denne lære fra Jesu apostle, helt sikkert om de havde sandheden? Historieskriveren Lukas, som blev en discipel af den opstandne Jesus, skrev til en ven: „[Jeg har] omhyggeligt . . . gået alle ting igennem forfra . . . således at du kan blive helt klar over hvor sikre de ting er hvorom du mundtligt er blevet undervist.“ Ved De med sikkerhed om De tilbeder Gud på den måde han godkender? Er det muligt at finde ud af det? — Luk. 1:1-4, NW.
De kan prøve at overveje følgende: Hvordan vidste Jesu apostle at de havde sandheden? Det gjorde de fordi de havde modtaget den lære som Jesus havde hørt af den almægtige Gud selv. Og vi har i dag denne lære nøjagtigt bevaret i Bibelen! Jesu apostle og deres medarbejdere har nedskrevet den. Men vi kan naturligvis ikke lære sandheden at kende hvis vi ikke læser hvad de har skrevet.
Har De selv omhyggeligt læst Bibelen? Hvor meget af den har De læst? Bibellæsning bør ikke blot betragtes som en religiøs andagtsøvelse, eller som en pligt der skal opfyldes, men som et middel til selv at „skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, velbehagelige og fuldkomne“. — Rom. 12:2.
Ved et sådant studium af Bibelen vil De få Guds syn på tingene. De vil se hvad han godkender og hvad han betragter som forkert. De ønsker sikkert at kende sandheden.
Det vil derfor være interessant at sætte kristenhedens kirkers læresætninger op ved siden af Bibelen for at se om de stemmer overens. En sådan undersøgelse vil hjælpe Dem til at prøve Deres tro og til at blive sikker på hvad der er sandhed. — 1 Tess. 5:21.
Kristenhedens kirker siger: Jesus er Gud; han er en del af guddommen, idet han er en del af en treenighed med tre personer i én Gud. Bibelen siger: „[Jehova] vor Gud, [Jehova] er ÉN.“ Jesus sagde: „Faderen er større end jeg.“ Og han bad til sin Fader, idet han kaldte ham „min Gud“. — 5 Mos. 6:4; Joh. 14:28; Matt. 27:46; Joh. 20:17.
Kristenhedens kirker siger: Menneskesjælen er udødelig; den kan ikke dø. Bibelen siger: „Den sjæl, der synder, den skal dø.“ (Ez. 18:4) Og Jesus udtalte at Gud var i stand til at tilintetgøre sjælen. — Matt. 10:28.
Kristenhedens kirker siger: De onde vil blive pint for evigt i et brændende helvede. Bibelen siger: „Syndens løn er døden.“ — Rom. 6:23.
Ved at studere Bibelen kan De få en klar forståelse af hvad der er den sande lære fra Gud. Men hvad hvis De nu finder ud af at noget af det De tror på er i modstrid med Guds ord? Eller hvad hvis De er medlem af en kirke hvis ledere godkender den „nye moral“ og derved godkender ægteskabsbrud, homoseksualitet, svangerskabsafbrydelse og andre ting som Gud fordømmer? Præster fra folkekirken, den metodistiske, den episkopale og den presbyterianske kirke og præster fra andre kirker har talt til gunst for denne „nye moral“.
Hvordan bør en som ønsker Guds godkendelse se på sådanne kirker? Med hensyn til at være forenet i tilbedelse med dem der er i modstrid med hans lære, siger Gud: „Hvad har retfærdighed og lovløshed med hinanden at skaffe? eller hvad fællesskab er der mellem lys og mørke? . . . Derfor: ’Drag bort fra dem, og skil jer ud, siger Herren, og rør ej noget urent, så vil jeg tage imod jer.’“ Ja, man rører noget urent hvis man fortsætter med at være tilsluttet et trossamfund som ikke holder fast ved Guds veje. — 2 Kor. 6:14-17.
De føler måske alligevel at Deres kirke, selv om den ikke følger Guds ord i enhver henseende, dog lærer mange gode ting. Men er det ikke også sådan at selv de værste forbrydere ofte gør mange gode ting — giver almisser, støtter planer til forbedring af samfundet, og så videre? Men de er alligevel forbrydere. Således er det også med de forskellige kirker: De kan synes gode — ved at gøre og sige visse ting som læres i Bibelen — men hvis de ikke tror på og holder fast ved hele læren fra Guds ord, mon Gud så vil godkende dem?
Jesus sagde for eksempel om sine sande disciple: „De er ikke af verden, ligesom jeg ikke er af verden.“ (Joh. 17:16) Sande tilbedere i dag må være ligesom Jesus, de må holde sig adskilt fra verden. Alligevel er der mange præster som med støtte fra deres kirke deltager i politiske bevægelser eller støtter politiske oprør og demonstrationer. Hvordan er deres stilling hos Gud som følge af dette? Bibelen svarer: „Den, der gerne vil være verdens ven, gør sig altså til Guds fjende.“ (Jak. 4:4) Ønsker De at tilbede Gud sammen med sådanne personer?
Kan De nu se hvordan man kan være sikker på hvad der er sand religion, og hvordan man kan vide om man har sandheden? Det kan man ved at lære Guds sandhed i Bibelen at kende, tro på den og leve efter den. Hvis De er interesseret i at tilbede Gud på den måde han godkender, er De velkommen til at overvære Jehovas vidners møder i deres lokale rigssal. Bibelen er grundlaget for alt hvad der behandles dér, og ved at holde fast ved dens lære kan De være sikker på at De vandrer på sandhedens vej.