Hvilken slags sindsændring fører til „forfriskende perioder“?

TIL en skare der var forsamlet i Salomons søjlegang i templet i Jerusalem gav apostelen Peter følgende opfordring: „I skal derfor ændre sind og vende om for at få jeres synder slettet ud, så forfriskende perioder må komme fra Jehovas åsyn.“ — Ap. G. 3:11-20, NW.

Hvad ville det sige at de skulle „ændre sind og vende om“? Hvordan ville det føre til „forfriskende perioder“? Og angår det os i dag?

Hvad det vil sige at ændre sind

På Peters tid talte jøderne både hebraisk og græsk. På begge sprog betegner det ord der er brugt for „ændre sind“ en forandring, en forandring i ens sind, indstilling eller hensigt.

For eksempel er det græske udtryk metanoeʹo dannet af to ord: metaʹ, der betyder „efter“, og noeʹo, der er beslægtet med nous, hvilket betyder sind, tænkemåde, eller moralsk bevidsthed. Så metanoeʹo betyder bogstaveligt eftertanke og ligner vort udtryk ’at tænke sagen igennem en ekstra gang’, idet denne ekstra overvejelse ændrer ens indstilling. Denne ændring ledsages eller forårsages ofte af en følelse af sorg, anger, utilfredshed eller endog afsky på grund af det man overvejer en ekstra gang.

Men det var ikke en almindelig ændring i ens indstilling Peter talte om. Han havde netop henledt sine tilhøreres opmærksomhed på at de var medskyldige i Jesu Kristi død, ham som Gud havde gjort til „livets banebryder [hovedformidler, NW]“. Skønt de havde handlet i uvidenhed ligesom deres rådsherrer, var de alligevel skyldige fordi de støttede og fulgte dem der modstod sandheden, der omfattede profetierne i De hebraiske Skrifter der forudsagde Messias’ komme.

Hvilken slags „ændring“ opfordrede Peter dem til at foretage? Skulle de blot føle sorg over at en uskyldig mand var død og beslutte aldrig igen at blive medansvarlig for en sådan forbrydelse? Var det alt? På ingen måde! Ændringen skulle være så gennemgribende at den ville få dem til at „vende om“, ikke blot fra en bestemt forkert handling, men fra en hel livsform der var i modstrid med Guds udtrykte vilje. Denne sindsændring skulle få dem til at vende sig bort fra denne kurs og følge en ny livsform. Deres kurs førte dem bort fra Gud. Men nu skulle de vende sig til Gud gennem „livets hovedformidler“. Peter gjorde det desuden klart at hvis de ikke lyttede til Guds udsendte, ville det betyde udslettelse, hvorimod lydighed mod hans budskab ville medføre velsignelser. Ja, ved at tro på ham som livets hovedformidler kunne de begynde at glæde sig over „forfriskende perioder“, fordi Gud så ville tilgive deres urette handlemåde, ’udslette deres synder’, og de ville blive befriet for en skyldbetynget samvittighed. De ville komme til at nyde Guds gunst, han ville vende sig til dem i godkendelse og han ville velsigne dem og lede dem til evigt liv. — Ap. G. 3:19-26.

Hvad viser dette altså at det virkelige formål med en sindsændring er? Det er at komme i et ret forhold til Gud — ikke blot midlertidig, men for bestandig.

Dette understreges af hvad en anden apostel, Paulus, sagde til en tilhørerskare i Athen, ikke en jødisk tilhørerskare men en gruppe grækere der tilbad mange guder og gudinder.

Ansvarlighed over for Livgiveren

I den magtfulde tale Paulus holdt på Areopagus henledte han sine polyteistiske tilhøreres opmærksomhed på den ene sande Gud, skaberen af himmelen og jorden. Grækerne roste sig af deres logik, og Paulus viste hvor ulogisk det var at „mene, at guddommen er lig guld eller sølv eller sten, formet ved menneskers kunst og snilde“. Han erklærede derpå at mens Gud havde tilladt en sådan forkert adfærd en tid, så „sender han [nu] mennesker det budskab, at de alle og alle vegne skal omvende sig [ændre sind, NW]“. — Ap. G. 17:29, 30.

Ville det være nok for disse grækere at ændre sind med hensyn til deres afguderiske brug af statuer og deres tilbedelse af en lang række afguder? Kunne de så på andre områder fortsætte med at leve deres liv som de før havde gjort? Nej, det var ikke det Paulus sagde.

Han havde først slået den sandhed grundigt fast at alle mennesker skylder Gud, livets kilde, deres liv og fortsatte beståen. Hele menneskeheden står altså i gæld til Gud — alle er ansvarlige over for ham. Som Skaberen og Livgiveren har Gud ret til at forlange af alle sine skabninger at de tjener hans formål, lever i harmoni med hans højeste vilje. Paulus understregede nødvendigheden af at disse grækere tog dette ansvar op til alvorlig overvejelse, da han fortsatte med at sige: „Thi han [Gud] har fastsat en dag, da han vil dømme jorderig med retfærdighed ved en mand [Kristus Jesus], som han har bestemt dertil, og det har han gjort troværdigt for alle ved at lade ham opstå fra de døde.“ — Ap. G. 17:22-31.

Denne afgørende sandhed — at alle mennesker er ansvarlige over for den eneste sande Gud for det liv de fører — var en ny lære for grækerne. Den stillede det at ændre sind i et nyt lys. Theological Dictionary of the New Testament (bind IV, s. 979) peger på dette ved at sige at „sindsændring“ (metaʹnoia) blandt de gamle grækere „aldrig betyder en ændring i hele den moralske indstilling, en dybtgående forandring i livets retning, en omvendelse der berører hele ens adfærd“.

Ganske vist skete det at grækerne „ændrede sind“ (metanoeʹo) hvad en bestemt handlemåde, udtalelse eller plan angik, idet de tog afstand fra den som utilfredsstillende eller beklagelig. Måske gik de endda hen foran en af deres guders statuer og udtrykte anger over sagen. Men apostelen Paulus viste dem nu at de skyldte Gud hele deres liv. De var ansvarlige over for ham for hele deres livsløb. I betragtning af den lære kunne en sindsændring i sandhed betyde en dybtgående forandring! Hvis de nu begyndte at „søge Gud“ som Paulus viste dem de kunne gøre, ville de opnå kundskab, og i lyset af den kundskab ville de sikkert opdage at mange ting som de havde gjort, havde været i strid med den sande Guds, Livgiverens, vilje og hensigt!

Hvad med i dag?

Ikke blot de grækere der lyttede til Paulus, men alle mennesker „alle vegne“ skulle, og skal, ændre sind netop på denne måde. De fleste mennesker i dag, især i kristenheden, mener at de simpelt hen ved at blive født kommer i et slægtskabsforhold til Gud som en del af hans familie. Bibelen viser at dette synspunkt er fuldstændig forkert.

Ganske vist fødes alle som Guds skyldnere, idet de har fået livet af ham, men de fødes ikke som godkendte medlemmer af hans universelle familie. Som apostelen Paulus klart viser blev alle Adams efterkommere solgt som trælle som følge af hans synd og kom under syndens og dødens herredømme. (Rom. 5:12-14, 21; 7:14) Menneskeheden som helhed har fjernet sig fra Gud og har brug for at blive forligt med ham. Det er grunden til at apostelen kunne sige at hedningenationerne, som var uden for Guds pagt med Israel, dengang var „uden håb og uden Gud i verden“. (Ef. 2:11, 12) Ved Guds søns, Jesu Kristi, sonoffer tilvejebragte Gud det middel hvorved alle kan blive forligt med ham ved at vise tro på dette offer. (Kol. 1:19-23) Som sendebud for Kristus var apostlenes bøn derfor: „Lad jer forlige med Gud!“ — 2 Kor. 5:20.

Én vigtig grund til at alle bør ændre sind er således at vi alle er født syndige. En anden grund er at vi, hvis vi har fulgt verdens menneskers handlemåde, har fulgt en kurs der er i opposition til Gud — af den enkle grund at menneskeheden som helhed har ignoreret og endog kæmpet imod Guds vilje og hensigter. Det er grunden til at menneskets historie stort set ikke er andet end en deprimerende beretning om gentagne blodsudgydelser og stadig undertrykkelse, uretfærdighed og umoralitet. At nægte at se, anerkende og indrømme sit eget ansvar i forbindelse med alt dette som et villigt medlem af samfundet, ville være et svagt forsøg på at ’vaske sine hænder’. Som apostelen Johannes siger: „Hvis vi siger, at vi ikke har syndet, så gør vi ham [Gud] til en løgner, og hans ord er ikke i os.“ — 1 Joh. 1:10.

I stedet for at forsøge at undgå et ansvar eller at retfærdiggøre sig selv, vil et oprigtigt menneske som indser hvilken situation han er i, føle oprigtig sorg og søge at blive forligt med Gud. Han vil tage afstand fra den handlemåde han tidligere fulgte da han villigt lod sig forme efter en verden der var Guds fjende, han vil af hjertet føle had til denne onde handlemåde og til alt hvad der er i modstrid med Guds retfærdige normer. (Jak. 4:4; Sl. 119:104; Rom. 12:9) Da han oprigtigt angrer eller ændrer sind, vil han „omvende sig“ og vil vise denne omvendelse ved „gerninger, som er omvendelsen [sindsændringen, NW] værdige“. (Ap. G. 26:20; Matt. 3:8) Han vil iføre sig „det nye menneske, der blev skabt i Guds lighed til at leve i den retfærdighed og fromhed, som hører sandheden til“. — Ef. 4:17-24.

Som på apostlenes tid fører sindsændring (anger) og omvendelse til endnu et skridt: dåb. Ifølge apostelen Peters inspirerede ord symboliserer dåben ens „bøn til Gud om en god samvittighed“. (1 Pet. 3:21, fodnoten) Ja, ved at lade sig døbe beder man højtideligt Gud om at måtte komme i et godt forhold til ham og nyde velsignelserne ved en god samvittighed over for ham. Efter at have oplevet de dårlige virkninger af trældom under syndens herredømme med døden i udsigt, beder man nu Gud om at blive købt af ham som hans træl ved hjælp af den løsesum der kærligt blev betalt af hans søn. — Rom. 6:16-18; 1 Kor. 7:22, 23.

Har du gjort denne livsvigtige forandring? Har du anerkendt at du over for Livgiveren har pligt til at leve dit liv i overensstemmelse med hans vilje? Føler du dig tilskyndet til at gøre dette af kærlighed til ham og til retfærdighed?

Dette nødvendiggør studium af hans ord. Du må ’åbne dine øjne og ører’ for at modtage Bibelens sandhed så du kan ’fatte den med hjertet’. Om dem der gør det, siger Jehova: ’Jeg vil læge dem.’ (Es. 6:9, 10; Matt. 13:13-15) Når du gør det, vil du opleve „forfriskende perioder“ og komme til at vandre på „liflige veje“ og ’lykkens stier’ fordi du har en god samvittighed over for Gud. — Ordsp. 3:17; 1 Pet. 3:21.