Spørgsmål fra læserne

● Det bliver ofte diskuteret meget hvad der er „passende“ og hvad der er „upassende“ med hensyn til klædedragt. Kan vi virkelig opstille regler for dette? Hvis ikke, hvorfor da gå så meget op i det? — U.S.A.

Bibelen giver ikke nogen detaljeret beskrivelse af hvad der forstås ved en „passende“ klædedragt. På den anden side giver den os oplysninger nok til at vi fuldt ud kan afgøre om vi er passende klædt. Hvordan?

I Bibelens allerførste bog opstilles der en norm for os. Beretningen viser at spørgsmålet om påklædning ikke var noget problem for de to første mennesker mens de endnu var syndfri. Først efter deres overtrædelse, da de blev grebet af skam- og skyldfølelse, begyndte de at klæde sig på. Hvordan? Beretningen siger at de lavede sig „lændeklæder“ af figenblade. (1 Mos. 3:6, 7, NW) Er det den norm vi skal gå efter?

Nej, for Gud syntes åbenbart ikke at disse klæder var tilstrækkelige. Skønt han drev de to mennesker ud af Edens have fordi de forsætligt havde overtrådt hans lov, viste han dem ufortjent godhed ved at forsyne dem med klæder. I Første Mosebog 3:21 læser vi: „Derpå gjorde Gud [Jehova] skindkjortler [lange klæder af skind, NW] til Adam og hans hustru og klædte dem dermed.“ På denne måde behandlede Skaberen dem ikke alene værdigt, skønt de var lovovertrædere, men gav også en norm for menneskets klædedragt.

Hvor lange var disse „skindkjortler“ eller „lange klæder“? Det hebraiske ord der anvendes her, menes at betegne klæder der når til knæene, eller måske helt ned til anklerne. Berettiger det os til at fordømme enhver klædedragt hvis længde ikke falder nøjagtig inden for disse to punkter, knæene og anklerne? Nej. Gør vi det, prøver vi at opfatte udtrykket „lange klæder“ mere præcist eller specifikt end det i virkeligheden er. Det kunne føre til ørkesløse diskussioner om hvor grænsen går mellem en passende og en upassende klædedragt, om tøjet skal nå til underkanten af knæet, midt på knæet eller overkanten af knæet. Så ville vi gå fejl af hovedpunktet i den norm der er opstillet. Hvad er det da?

Det er at klæderne var „lange“ i modsætning til de korte „lændeklæder“. De skjulte altså ikke blot det nødvendigste, men dækkede det meste af legemet.

Der er ingen grund til at tvivle på at de der derefter søgte at behage Gud, lod sig lede af denne norm med hensyn til deres klædedragt. Det ser endda ud til at denne norm har været almindeligt accepteret blandt menneskene. Det synes at fremgå af de vidnesbyrd vi har om hvordan folk gik klædt i fortiden.

Den samme norm gjaldt øjensynlig i den kristne menighed i det første århundrede. Apostelen Paulus skrev at kvinderne skulle „pryde sig i ordentlige klæder, med anstændighed og efter et sundt sind“. (1 Tim. 2:9, NW) Det græske ord der her er benyttet for „klæder“ (katastoleʹ) betyder bogstaveligt „en nedsænken“. (Det enklere udtryk stoleʹ benyttes i sin grundbetydning om en lang, løsthængende klædning; jævnfør Markus 16:5; Lukas 15:22; Åbenbaringen 7:9.) Uanset hvordan sådanne klædninger så ud, er det indlysende at de dækkede det meste af legemet.

Hvorfor fastlagde Gud denne norm? Det var tydeligvis til menneskets gavn, ligesom alt andet han gør. På grund af synden er menneskene underlagt lidenskaber og forfalder let til umoralitet. De mennesker der søger at behage Gud må bekæmpe deres tilbøjeligheder i denne henseende. Ved at opstille en bestemt norm for klædedragten da han klædte Adam og Eva, sørgede Gud kærligt og venligt for noget der kan gøre denne kamp lidt lettere.

Det vil ikke sige at der aldrig kan være tale om at benytte en anden form for klædedragt. Under visse former for arbejde ville den almindelige lange kjortel være upraktisk — for eksempel under fiskeri, som nogle af Jesu første disciple var beskæftiget med. Når man udfører visse former for arbejde eller foretager sig andre ting (for eksempel svømmer), kan det være fornuftigt at benytte kortere tøj. (Jævnfør Johannes 21:3, 7.) Vi ved jo af egen erfaring at når det er let at se formålet med en mere sparsom beklædning, øver den heller ikke samme virkning på tilskueren som hvis der ikke havde været nogen indlysende grund til at gå sådan klædt. Det tøj Gud gav Adam og Eva tjener imidlertid som en grundlæggende norm for os. Og som det fremgår af beretningen, kunne dette tøj bedre beskrives som ’langt’ end som ’kort’.

En vil måske sige: Men hvis der ikke gives flere oplysninger, hvordan kan vi da vide om en klædedragt er sømmelig eller usømmelig, om den er for kort, sidder for stramt, eller om der kan indvendes andet imod den?

Guds ord er skrevet så det kan forstås af normalt begavede mennesker. Hvis en fader siger til sin søn at han ikke må slå sin lillesøster eller tale vredt til hende, mon drengen så vil opfatte det som om han ikke må røre ved sin søster eller tale til hende i det hele taget? Skal der megen forstand til at se at der er forskel? Kan selv et barn ikke kende forskel på et venligt klap og et slag som skal gøre ondt, på normal og vred tale? Hvis vi forstår gradsforskellen i sådanne tilfælde, hvorfor skulle det da være vanskeligt for nogen af os at anvende Bibelens normer for påklædning, at vide om noget er moderat eller yderliggående, om det sidder godt eller for stramt, om det udtrykker beskedenhed eller forfængelighed?

Hvis vi ikke er helt sikre kan vi lægge mærke til dem vi omgås. I en menighed af sande kristne findes der mange som ganske tydeligt lægger Guds ånd for dagen i deres liv og viser at de virkelig værdsætter Guds ords vejledning. Hvordan er vores klædedragt i sammenligning med deres?

Det vi først og fremmest bør tænke på i forbindelse med vor påklædning er om vi opfylder de to vigtigste bud: budene om at elske Gud og at elske vor næste som os selv. Da vi elsker os selv, er det naturligt og på sin plads at vi klæder os på en måde der tiltaler os. Men dette bør ikke samtidig være en måde der virker utiltalende på andre. Selv om vi havde ret til at klæde os sådan, vil kærligheden hindre os i at ignorere andres følelser og interesser. (1 Kor. 10:24; 13:4, 5; Fil. 2:4) I virkeligheden burde en stor del af den glæde vi føler over vort tøj, stamme fra at andre synes at det klæder os.

I dag er der naturligvis mange der finder behag i det usømmelige. Hvis vi klæder os for at behage dem, ville vi påkalde os deres opmærksomhed — og måske også deres uanstændige forslag. Det kunne føre til at vi snublede og måske bedrev utugt, ægteskabsbrud eller endog homoseksualitet. Det ville være naivt at betvivle dette. Spørgsmålet er derfor: Hvem søger du i dit hjerte at behage?

Noget andet vi bør være opmærksomme på, er faren for at ægge andre til at snuble og henfalde til umoralitet. Kristus Jesus sagde: „Enhver som bringer en af disse små som tror, til snublen og fald, for ham ville det være bedre om en af de møllesten der drejes af et æsel, blev lagt om halsen på ham og han blev kastet i havet.“ (Mark. 9:42, NW) Enhver der går klædt på en sådan måde at han eller hun vækker en andens lidenskaber, kunne blive skyld i at bringe en medkristen til snublen og fald. Vil det sige at Gud vil udrydde et menneske blot fordi vedkommendes tøj er for kort eller sidder for stramt? Nej, han vil snarere gøre det fordi vedkommendes provokerende klædedragt skyldes manglende kærlighed til retfærdighed og røber at vedkommende i sit hjerte nærer en vis kærlighed til det der er ondt i Guds øjne.

Hvis Guds ord opstillede faste regler og gav os en detaljeret beskrivelse af hvad vi måtte gå i, ville hele spørgsmålet være begrænset til om vi rettede os efter disse regler eller ej. Men nu er det sådan at de regler Gud har givet os, prøver hvordan vi er i vort indre, hvad der bor i vort hjerte, hvortil samvittigheden er knyttet, og hvor meget hensyn vi tager til andres åndelige velfærd.

Hele spørgsmålet indskrænker sig derfor til dette: Hvis du havde grund til at tro at din klædedragt virkede anstødelig, ikke blot på en eller to, men på mange, især dem du holder af — din familie og dine brødre i troen — ville du så lave om på den? Ville du ønske at gøre det? Og, endnu vigtigere, hvis du havde grund til at tro at dit ydre kunne være til skade for andre på grund af de tanker det fremkaldte i deres sind og hjerte, ville du så være oprigtig ked af det og være hurtig til at gøre en forandring?

Der findes naturligvis nogle som kan opstille regler for andres klædedragt. Hvem? Ægtemænd og fædre. Alle medlemmer af en husstand bærer mandens eller faderens navn, og det de gør berører hans navn. Som det gudgivne overhoved for familien er han i sin gode ret til at nedlægge forbud mod det tøj han finder anstødeligt.

Forstår vi hvor vanskeligt det er for vor tids forældre at beskytte deres børn mod den udbredte oprørsånd? Da vil vi ikke med vidende og vilje underminere deres bestræbelser ved at gå uanstændigt eller upassende klædt. Hvorfor skulle vi gøre deres vanskelige kamp endnu sværere?

Hvad med menighedens råd af ældste eller tilsynsmænd? Ud over de regler der findes i Bibelen kan de ikke opstille regler for hvordan menighedens medlemmer skal gå klædt. Men på grundlag af deres egen kundskab, forståelse og visdom kan de bedømme om et medlem af menigheden ganske tydeligt sætter et dårligt eksempel med hensyn til de bibelske principper for klædedragten. De kan beslutte at de vil undgå at fremhæve vedkommende ved ikke at tildele ham eller hende opgaver i forbindelse med at repræsentere, eller betjene menigheden ved dens møder. En sådan forholdsregel vil ikke være foranlediget af hvad én eller to foretrækker eller ikke bryder sig om, men vil være et resultat af hele ældsterådets bedømmelse, idet de ældste har vurderet og overvejet enhver indvending der kan rejses.