Gud respekterer familieordningen

NÅR et barn kommer til verden samles venner og slægtninge, og man hører ofte bemærkninger som: ’Han er sin faders udtrykte billede!’ eller: ’Ih, hvor han ligner sin moder!’ Undertiden er ligheden med den ene af forældrene ikke så iøjnefaldende rent fysisk, men bliver senere tydelig i barnets karaktertræk. Det er på samme måde med os i dag som det var med det første menneske, Adam, om hvem Bibelen beretter: „[Han] avlede . . . en søn, som var ham lig og i hans billede, og han kaldte ham Set.“ — 1 Mos. 5:3.

Jehova Gud har aldrig ændret syn på forældrenes stilling og rettigheder. Han har givet menneskene det privilegium og den evne at kunne frembringe børn i deres eget billede og deres egen lighed. Ja, mere end det, han tillader forældre at opdrage deres børn på den måde de selv ønsker. Og uden hensyn til at nogle forældre har forsømt deres børn og nogle endog har opdraget dem til at kæmpe imod Gud, har han ikke taget deres børn fra dem og ladet andre sørge for dem.

Dette er virkelig retfærdigt og et udtryk for stor overbærenhed fra Guds side. Ingen kan med rette sige at Gud har forhindret ham i at opdrage sine børn på den måde han ønskede. Og ingen som har undladt at lære sine børn Guds principper kan med rette beklage sig over de sorger og bekymringer som hans (eller hendes) børns dårlige opførsel medfører. Forsømmelige forældre kan ikke komme uden om det princip at „uvorn dreng gør sin moder skam“. — Ordsp. 29:15.

Små børn er ikke syndfri

Skønt alle menneskebørn arver visse ønskværdige træk fra deres forældre, arver de også nogle som er uønskede. Alle uden undtagelse er blevet født syndige som følge af at deres første stamfader ved sin ulydighed mistede sin stilling hos Gud. Bibelen beretter: „Synden kom ind i verden ved ét menneske, og døden ved synden, og døden . . . trængte [således] igennem til alle mennesker, fordi de alle syndede.“ — Rom. 5:12.

Adam var ude af stand til at videregive fuldkommenheden til sine børn fordi han på grund af sin synd ikke opfyldte den fuldkommenhedsnorm som Gud havde givet ham, og ikke genspejlede Guds herlighed. Således blev hele menneskeheden berørt. „Alle har jo syndet og mangler herligheden fra Gud.“ — Rom. 3:23.

Takket være Guds ufortjente godhed kan Kristi genløsningsoffer fjerne den synd som vi er født i. Man må naturligvis have en vis alder for selv at kunne tage imod dette. Men hvad med de børn som endnu ikke er gamle nok til at udvise tro på genløsningen? De er ikke syndfri. Salmisten David siger: „Se, jeg er født i misgerning, min moder undfanged mig i synd.“ (Sl. 51:7) Hvordan handler Gud da med dem? Han tager sig af disse børn gennem familieordningen. Hvorfor? Og hvordan virker dette princip?

Jehova tror på familieordningen og har gjort familien til den grundlæggende enhed i det jordiske samfund. Familiens plads, betydning og funktion stammer fra ham. Han er Faderen „efter hvem enhver familie i himmelen og på jorden har fået sit navn“. (Ef. 3:15, NW) Han giver familien værdighed og en anerkendt stilling. Faderen er familiens hoved, moderen hans medhjælp, og de to tilsammen har af Gud fået ansvaret for børnenes opdragelse.

Forældre ansvarlige for deres børn

Små børn som ikke er kommet til skelsår og alder er næsten udelukkende et produkt af deres forældre, gennem arv og den opdragelse og det miljø deres forældre har givet dem. Derfor anser Gud forældrene for ansvarlige indtil barnet er gammelt nok til selv at tage ansvaret for sine afgørelser og handlinger.

Hvad forældrene gør med hensyn til deres forhold til Gud, berører derfor hele familien. Ligesom menneskers love kræver forældrene til regnskab for deres mindreårige børns handlinger, gør Gud det også. Hvis et barn begår en forbrydelse og ødelægger andres ejendom, kan faderen forvente at blive krævet til ansvar for ødelæggelsen. Hvorfor skulle Gud da ikke på lignende måde kræve forældrene til ansvar for deres børns handlinger?

Langtrækkende virkninger af forældrenes opdragelse

Forældrenes rette eller urette handlinger, eller den rigtige eller forkerte opdragelse de giver deres børn, kan øve indflydelse på børnebørnene, ja endog på oldebørnene. Når for eksempel den generation der styrer verden bliver indviklet i en krig, berører det i høj grad de fremtidige generationer, som det netop har været tilfældet med eftervirkningerne af den første og den anden verdenskrig.

Da Gud giver forældrene ret til at opdrage deres børn uden hans indblanding, kan han beskrive resultatet for de forældre der følger hans love og for dem der ikke gør det. Han siger til Moses: „Jeg [Jehova] din Gud er en nidkær Gud, der indtil tredje og fjerde led straffer fædres brøde på børn af dem, som hader mig, men i tusind led viser miskundhed mod dem, der elsker mig og holder mine bud!“ (2 Mos. 20:5, 6) Der kan ikke herske nogen tvivl: Børn der ikke er opdraget rigtigt, vil næsten med sikkerhed handle ondt og modtage lønnen for deres handlinger.

Abraham var et familieoverhoved som vandrede ad Guds vej og lærte sine børn lydighed mod Gud. Dette viste sig at blive til velsignelse for hans efterkommere langt frem i tiden. — 1 Mos. 18:19; 5 Mos. 4:37.

Men da Abrahams efterkommere senere vendte sig til afgudsdyrkelse og andre former for ondskab, blev de ført i fangenskab af fjendtlige nationer. Ja, lige fra landflygtigheden i Babylon og helt frem til Jerusalems ødelæggelse i år 70 var jøderne hele tiden under hedenske verdensmagters herredømme, først Babylon, derefter Persien, Grækenland og Rom. Efterkommere i mange generationer måtte bære virkningen af deres forfædres synd.

Dette princip viste sig også at gælde med hensyn til hedenske nationer. Da man byggede Babelstårnet blev de mennesker der havde fjernet sig fra tilbedelsen af Noas Gud, Jehova, splittet op i forskellige sproggrupper, og der udgik nationer fra dem. Senere var deres efterkommere „udelukkede fra borgerret i Israel og fremmede for forjættelsens pagter, uden håb og uden Gud i verden“. (Ef. 2:12) Kun de der har vendt sig bort fra deres forfædres dårlige handlemåde og har forladt de hedenske guder, har lært Gud at kende ved at begynde at tilbede ham.

Kana’anæernes tilfælde er et eksempel på at små børn er blevet dømt sammen med deres onde forældre. På grund af kana’anæernes lange historie fyldt med det dybeste fordærv, blev deres små børn udslettet sammen med dem på Guds befaling da israelitterne indtog landet. — 5 Mos. 7:1, 2.

Alt dette viser at Gud tilskriver små børn fortrin eller mangler, baseret på forældrenes stilling. Kræves der andet af forældrene end at de tilbeder den sande Gud, Jehova? Og kræves der noget af de små børn? Hvad med familier hvor kun den ene af forældrene tilbeder Jehova og er en discipel af Jesus Kristus? Disse spørgsmål vil blive behandlet i den følgende artikel.