Har du let ved at snuble?
JESUS KRISTUS sagde: „Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal forstå sandheden, og sandheden skal frigøre jer.“ (Joh. 8:31, 32) Før man bliver en sand discipel af Jesus Kristus, en der tror på genløsningsofferet og går i Kristi fodspor, er man syndens og dødens træl. Man må gøre en forandring. — Joh. 8:34.
Apostelen Paulus formanede de kristne i Efesus i Lilleasien til at „opgive [deres] tidligere levned og aflægge det gamle menneske, som fordærves ved sine bedrageriske lyster“. (Ef. 4:22) Ja, det gamle menneske, den gamle personlighed, havde urette ønsker som måtte fjernes.
Når man kommer til Gud for at få hjælp hos ham, må man derfor være villig til at arbejde ihærdigt på at forny sit sind. (Rom. 12:2) Man når frem til den erkendelse at „’hvad øjet ikke har set og øret ikke har hørt og menneskehjertet ikke har fundet på, det har Gud beredt dem der elsker ham.’ For det er os Gud har åbenbaret det gennem ånden“. Vi må rette vor tankegang ind efter sådanne åbenbaringer der er nye for os. — 1 Kor. 2:9, 10, NW.
Hvis du er lige ved at snuble fordi du ikke fuldt ud forstår en bestemt bibelsk forklaring eller en organisationsmæssig retningslinje som kommer fra ’den tro og kloge tjenerskare’, husk da på din stilling hos Gud. Spørg: Er jeg tilstrækkelig orienteret? Er jeg i gang med at forny mit sind? Vil jeg nu til at holde op med det? — Matt. 24:45-47.
Ransag også dit hjerte. Spørg: Er der et ønske, en tilbøjelighed, en form for selviskhed, der hindrer mig i at forstå eller acceptere tanken? Er det på alle områder sandheden jeg er interesseret i, eller ønsker jeg i visse retninger at tingene skal være på min måde.
Ydmyghed og eftertanke
Ydmyghed er af grundlæggende betydning for den kristne for at han kan holde ud indtil enden. Ofte er de prøvelser der skyldes forfølgelse ikke så vanskelige som kampen mod den gamle personlighed med dens stolthed og det pres den øver for at få en til at følge dens ønsker. Hvis man tror at man véd bedre end den kristne menighed, bør man spørge sig selv: ’Kender jeg fuldt ud Guds folks historie?’ Det man går ind for eller den måde man vil have tingene gjort på, er måske allerede blevet prøvet for mange år siden men er blevet forkastet igen. Spørg: ’Har jeg større visdom end dem der har tjent Jehova Gud trofast i årtier, dem der har brugt hele deres liv til at granske og studere og til at tjene Gud, og som leder hans folks arbejde i hele verden? Har Gud pludselig givet mig større visdom end dem?’
Overvej i denne forbindelse hvad apostelen Paulus skrev til den kristne tilsynsmand Timoteus. Efter at have omtalt nogle der modstod sandheden sagde Paulus: „Du derimod, bliv ved det, som du har lært og er blevet overbevist om. Thi du ved, hvem de er, du har lært det af.“ — 2 Tim. 3:14.
Hvis der opstår tvivl i dit sind kan du følge dette gode råd. Da du studerede Bibelen for at komme til kundskab om sandheden om Jehova Gud og hans søn Jesus Kristus, lærte du. Du fik beviser efterhånden som du gik frem. Du blev overbevist om de ting du lærte, men ikke fordi den der underviste dig benyttede glat tale eller lagde pres på dig. Det var snarere Bibelen selv der, med Guds ånds hjælp, overbeviste dig. Du blev fuldstændig forvisset om at det var sandheden. Du vidste at du gjorde ret i at acceptere dem. Du gik måske et skridt videre og gav udtryk for din fulde tro ved at indvi dig fuldstændig til Gud, idet du blev døbt „i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn“. (Matt. 28:19) Da sagde du i virkeligheden: ’Jeg er kommet for at gøre din vilje, min Gud.’ (Hebr. 10:7) Du gjorde det villigt, af hjertet. Hvorfor så nu tvivle på det som du tidligere har set grundige beviser for og er blevet overbevist om? Hvorfor skulle du snuble og måske forlade den fremadskridende sandheds sti, blot fordi der nu er en enkelt ting eller to som du ikke helt forstår?
Tænk også på „hvem de er, du har lært det af“. Var de ude efter dine penge? Var de ude på at bedrage dig, at udnytte dig? Eller var de uvidende og ude af stand til at undervise dig i grundsandhederne om Gud? Var de der tilhørte den menighed du blev tilsluttet, optaget af at øve onde gerninger mens de hyklerisk gav sig ud for at undervise i sandheden? Eller var de ikke mere interesseret i din åndelige velfærd end nogen anden på noget tidspunkt havde været?
Timoteus vidste at hans moder og mormoder, og senere apostelen Paulus og andre kristne, havde undervist ham fordi de ville hans bedste. Det eksempel de satte var også godt. Men Paulus vidste at han måtte minde Timoteus om dette for at styrke ham til de prøver han kunne komme ud for, og den tvivl han muligvis kunne blive grebet af.
Hvis du er lige ved at snuble bør du derfor tænke på disse ord af Paulus, og ligeledes på det råd han gav de kristne hebræere i Jerusalem. Han formanede dem: „Husk på dem som fører an iblandt jer, som har talt Guds ord til jer, og efterlign deres tro idet I lægger mærke til hvordan deres adfærd falder ud.“ — Hebr. 13:7, NW.
Ja, bliv trofast på vejen. Hvordan ønsker du at din adfærd skal falde ud? Godt, selvfølgelig. Til liv, selvfølgelig. Så har du opskriften i apostelens ord: „Efterlign deres tro.“ Disse brødre er blevet i troen; de har ’biet på Jehova’. (Sl. 130:5, 6) De har holdt ud under prøvelser og i perioder hvor ufuldkomne mennesker ville have været tilbøjelige til at anvise en anden kurs. De ’usete virkeligheder’ har måske nu og da været vanskelige at fornemme. Men disse brødre har bevaret troen, og de er lykkelige for at tjene Jehova. — Hebr. 11:1, NW.
Søg ikke bort
I denne forbindelse er der en anden måde hvorpå du kan prøve din egen stilling. Du kan spørge: ’Er jeg glad; opnår jeg virkelig glæde i tjenesten for Jehova?’ Hvis du har mistet glæden er der noget galt, men ikke hos Jehova eller hans folk. Det er dig der er ved at gå glip af noget. Du har mistet en del af din åndelighed. Hvis du holder dig tilbage og ikke af hjertet glæder dig over samfundet med dine brødre, hvis du isolerer dig, hvis du er ved at lukke dig inde, så pas på! Det er et alvorligt faresignal. Det inspirerede ordsprog siger: „Den der isolerer sig, søger sin egen selviske længsel; han farer frem mod al praktisk visdom.“ — Ordsp. 18:1, NW.
Hvis du finder at du tager anstød eller snubler over et lærepunkt der fremholdes i Guds organisation, eller over nogle af de revisioner der foretages, så husk: Gud har givet tilstrækkelige oplysninger i Bibelen til at vi kan have et fuldstændigt grundlag for troen. (2 Tim. 3:16, 17) Men han har også udeladt mange detaljer, tilstrækkelig mange til at den hvis hjerte ikke er ret, den der ønsker at finde noget der ligner en fejl, den der ønsker at finde en undskyldning for at forlade sandheden, kan gøre det.
På samme måde har Jehova gennem den kristne menighed gjort alt for sit folks åndelige velfærd. Hvis nogle i menigheden gør eller siger noget som du undrer dig over, eller gør noget som er direkte forkert, bør dette ikke få dig til at snuble og miste Jehovas gunst. Eftersom Guds menighed jo består af ufuldkomne mennesker, kan den der ikke virkelig elsker Jehova og hans folk meget nemt finde en undskyldning for at forlade den. Apostelen Johannes skrev at nogle havde vendt sig bort. Vi læser: „De er udgået fra os, men de hørte ikke til os; thi havde de hørt til os, var de blevet hos os. Dog, det skulle komme for dagen, at ingen af dem hørte til os.“ (1 Joh. 2:19) Jehova var kun interesseret i de loyale, dem der havde kærlighed og forståelse, den slags der holdt ud. De der forlod menigheden fandt uden tvivl et eller andet punkt hvormed de retfærdiggjorde deres handling i deres eget sind og hjerte. Men Jehova „kender dem, der hører ham til“. Hans menigheds faste grundvold rokkes ikke. Han inspirerede salmisten til at skrive: „Megen fred har de, der elsker din lov, og intet bliver til anstød for dem.“ — 2 Tim. 2:19; Sl. 119:165.
Den rette indstilling
Der kan altid komme vanskeligheder, tvivlsspørgsmål og noget at snuble over. Hvad skal man så gøre? Apostelen gav udtryk for den ånd vi alle bør have, da han sagde: „Idet jeg glemmer, hvad der er bagved, og rækker efter det, der er foran, jager jeg frem mod målet, den sejrspris, som Gud fra det høje kaldte os til i Kristus Jesus. Lad da alle os, som er ’fuldkomne’, have dette sindelag; og er der noget, I ser anderledes på, så vil Gud åbenbare jer også det; blot vi, så vidt vi er kommet, vandrer fremad i samme spor.“ — Fil. 3:13-16.
Hvis du kommer ud for vanskeligheder og prøvelser, eller hvis du lægger mærke til noget som du ikke helt kan forstå inden for rammerne af sandheden som du kender den, da bed til Gud. Jakob siger: „Hvis nogen af jer står tilbage i visdom, da skal han bede om at få den fra Gud, der giver alle gavmildt og uden bebrejdelser, og så vil den blive ham givet. Men han skal bede i tro, uden at tvivle.“ (Jak. 1:5, 6) Henvend dig frit til Gud når du er udsat for svære prøvelser eller er under dom, for apostelen Johannes siger: „Dermed er kærligheden blevet fuldkommet hos os, at vi har frimodighed på dommens dag.“ (1 Joh. 4:17) Hvis vi træder frem for „nådens trone“ hver gang vi er i nød, kan vi tillidsfuldt vente hjælp. Gud vil åbenbare os den rette indstilling. — Hebr. 4:16.
Derefter må du handle i overensstemmelse med dine bønner. Overvej: ’I hvilken udstrækning har jeg gjort fremskridt i min tjeneste for Jehova? Hvordan har jeg gjort disse fremskridt?’ Har det ikke været ved at studere Guds ord, ved at komme sammen med Guds folk, ved at følge Bibelens principper i din daglige tilværelse, ved at give kommentarer ved møderne og ved at udføre andre opgaver? Har det ikke også været ved at deltage i forkyndelsesarbejdet? Er det ikke på disse måder du har fået frimodighed i troen og har lært at fremholde den gode nyhed for andre? Lad os da, som Paulus siger, ’vandre fremad i samme spor’.
Hvis du gør disse ting når du er i fare for at snuble, vil Gud gengive dig glæden og lykken ved at tjene ham, og du vil kunne give udtryk for den samme overbevisning som apostelen Paulus, der skrev: „Jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller åndemagter eller noget nuværende eller noget tilkommende eller kræfter eller det høje eller det dybe eller nogen anden skabning vil kunne skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.“ — Rom. 8:38, 39.