Vær stor nok til at indrømme en fejl

„VI FEJLER jo alle i mange ting; hvis en ikke fejler med sine ord, så er han en fuldkommen mand, i stand til også at holde hele sit legeme i tømme.“ Således skrev en fremtrædende kristen i Jerusalem for mere end nitten hundrede år siden. Og er der nogen der vil modsige hans ord? Selvfølgelig ikke! — Jak. 3:2.

Men skønt vi alle fejler, er det dog vanskeligt at indrømme det når man har begået en fejl. Det sårer ens stolthed. Når man anklages for at have begået en fejl, er man tilbøjelig til at prøve at retfærdiggøre sig, undskylde sig, skyde skylden over på andre, eller nægte at have begået fejlen. Det kræver storsind at indrømme en fejl, erkende skylden, indrømme at man har haft uret eller brugt dårlig dømmekraft.

Til tider kan unge med rette beklage sig over deres fader hvad dette angår. Således var der engang nogle der sagde: „Vi kan godt lide far; selvfølgelig kan vi det. Men når vi diskuterer noget, indrømmer han aldrig nogen sinde at han har uret eller har taget fejl. Men alle tager da fejl en gang imellem!“

Denne fader har måske ment at han, for at bevare sin myndighed, aldrig skulle indrømme at han havde taget fejl eller havde haft uret. Hvordan han end har ræsonneret, så fremmede hans holdning ikke fortroligheden og harmonien inden for familien. Hans ukloge handlemåde bevirkede ikke at han styrkede sin myndighed, men snarere at han dalede i sine børns agtelse. Ved at indrømme at han somme tider havde uret, ville han have vist at han var stor nok til at erkende en fejl!

At nægte at indrømme at man har taget fejl, er det samme som at påstå at man er ufejlbarlig. Paverne, som står i spidsen for verdens største religiøse organisation, har i hundrede år hævdet at de er ufejlbarlige, at de aldrig har taget fejl — og at der heller ikke tidligere er nogen paver der har gjort det — når de har udtalt sig officielt om lærepunkter og moral. Men der er stadig flere røster inden for selv samme religiøse organisation der nu drager denne påstand i tvivl. Således har den romersk-katolske biskop F. Simons fra Indore i Indien sagt:

„Når kirken, skønt den er i god tro, går ud over apostlenes vidnesbyrd om Kristus, har den ingen ret til at forvente at den kan fremføre sådanne yderligere synspunkter med ufejlbarlig sikkerhed. Når apostlene selv krævede at man skulle tro på noget, henviste de til beviser, til det de havde hørt og set. . . . Der findes heller ikke noget løfte eller nogen forsikring fra Gud om at kirken ville få en sådan evne hvorved den kunne have sikkerhed om Kristus uafhængigt af apostlenes sikre vidnesbyrd. Så snart den forlader den sikre grund der blev lagt af apostlene, er den underlagt sin samtids uvidenhed og fejltagelser, hvilket endda også omfatter — det har erfaringerne vist — dens forståelse af Skrifterne.

Kravet om ufejlbarlighed skader i uoverskueligt omfang troværdigheden af kirkens autoritet i lærespørgsmål. Det begrænser unødigt dens evne til at acceptere nye vidnesbyrd, og gør den til offer og forsvarer for tidligere fejltagelser.“ — Commonweal, 25. september 1970, siderne 480, 481.

I slående modsætning til pavernes indstilling er Jehovas kristne vidners indstilling. De indrømmer beredvilligt at de har taget fejl i spørgsmål om lærepunkter og tilbedelse. Således fejrede de for eksempel engang julen, i lighed med kristenheden, indtil de blev klar over dens hedenske oprindelse. Et andet eksempel er forståelsen af Romerbrevet 13:1. Fordi dette skriftsted var blevet opfattet sådan at man skulle vise verdens regeringer ubetinget lydighed, fortolkede Jehovas vidner de øvrigheder eller „højere myndigheder“ (NW) der nævnes her, som Jehova Gud og Jesus Kristus. En nærmere undersøgelse af sammenhængen viste imidlertid at Romerbrevet 13:1 virkelig hentyder til denne verdens politiske regeringer. Men ved at sammenligne dette skriftsted med andre, for eksempel Apostlenes Gerninger 5:29, hvor der står at „man bør adlyde Gud mere end mennesker“, kunne man se at når Romerbrevet 13:1 siger at man skal „underordne sig“, må der være tale om relativ underkastelse, ikke ubetinget underkastelse. Det vil altså sige at kristne skal underordne sig denne verdens regeringer så længe disse ikke forlanger noget der går imod Guds love. Hvis regeringerne gør det, må den kristne adlyde den højeste lov. — Ap. G. 4:19, 20.

Stempler det at de således indrømmer fejl, dem som falske profeter? Slet ikke, for falske profeter indrømmer ikke fejl. I virkeligheden giver Apostlenes Gerninger mere end ét eksempel på at kristne i det første århundrede tog fejl og måtte korrigeres, men Guds ord omtaler dem alligevel anerkendende. Alt dette er i overensstemmelse med det bibelske princip om at „retfærdiges sti er som strålende lys, der vokser i glans til højlys dag“. — Ordsp. 4:18.

Hvorfor skulle det, i betragtning af sådanne eksempler, være så vanskeligt for os som enkeltpersoner at indrømme det når vi har taget fejl? Der er ingen mennesker der ved alt; vi bliver alle ved med at lære. På grund af utilstrækkelig viden begår vi ofte fejl. Eller vi kan begå fejl fordi vi lader følelserne løbe af med os; fordom eller såret forfængelighed kan have fået os til at handle uden først at tænke over konsekvenserne af vore ord eller handlinger. — Ordsp. 5:1, 2.

Når vi er villige til at indrømme en fejl handler vi ret, for så kan vi bevare en god samvittighed. Så er vi fri for at skulle prøve at forsvare os eller retfærdiggøre os ved at sige: „Ingen er fuldkommen.“

Når vi er store nok til at indrømme en fejl, handler vi også klogt. Som vi lærte i tilfældet med børnene der beklagede sig over at deres fader ikke ville indrømme en fejl, kan vi bevare et bedre forhold til andre når vi indrømmer fejl, hvad enten det — i organisationsmæssig henseende er over for vore ligemænd, vore overordnede eller vore underordnede. Og når vi indrømmer en fejl vil det præge sig sådan i vort eget sind at vi sandsynligvis ikke gentager den, om ikke andet så på grund af den ydmygelse det medførte.

Vær derfor storsindet. Vær stor nok til at indrømme en fejl. Vær villig til at sige: „Ja, du har ret. Jeg har gjort en fejl, det må du undskylde.“ Og gør så alt hvad du kan for ikke at gentage fejlen.