Et stort verdensomfattende vidnesbyrd i 1972
1, 2. Hvor udbredt er det arbejde Jehovas vidner udfører, og under hvis ledelse foregår det?
DER kan ikke være nogen tvivl om at Jehovas vidners arbejde i dag ledes af den herliggjorte Herre Jesus Kristus. Ellers ville de umuligt have kunnet udrette så meget år efter år, ofte trods stor modstand. Arbejdet bliver gjort, nøjagtig som Jesus sagde det ville. — Matt. 24:14.
2 Det vil sikkert interessere dig at gennemgå tallene fra hvert land i omstående oversigt. Oversigten viser at Watch Tower Society’s femoghalvfems afdelingskontorer har modtaget rapporter fra 208 lande og øområder hvor Jehovas vidner har været travlt optaget af at forkynde, heriblandt fra elleve lande hvor deres gode arbejde er blevet forbudt af gudfjendske herskere.
3. Hvilket højdepunkt i antallet af forkyndere blev nået i 1972, og hvor mange symboliserede samme år deres indvielse ved vanddåben?
3 Jehovas folk har afgjort haft „rigeligt at gøre i Herrens gerning“, og resultaterne viser at deres bestræbelser ikke har været forgæves. (1 Kor. 15:58, NW) De har haft et nyt højdepunkt i antallet af forkyndere af Riget, nemlig 1.658.990. Jehovas vidner har således hjulpet tusinder af mennesker til at tage standpunkt for Guds rige og tage imod den forret det er at kunne forkynde den gode nyhed om den oprettede himmelske regering for andre igen. Har du også en andel i dette privilegium, sådan at du er regnet med i dette store kor af lovprisere af Jehova? I så fald var du sikkert også med til at bistå nogle af de 163.123 retfærdselskende mennesker der har indviet sig til at gøre Jehovas vilje og er blevet døbt i løbet af de sidste tolv måneder. Det er i sandhed bemærkelsesværdigt at så mange på et enkelt år har ladet sig døbe som et vidnesbyrd om at de går i Jesu Kristi fodspor.
4. Hvor megen tid har Jehovas vidner brugt til at forkynde og undervise andre i den gode nyhed?
4 Lad os nu se hvad alle de der tager et fast greb om „det virkelige liv“ som kristne forkyndere, har været i stand til at udrette med Jehovas hjælp i det forløbne tjenesteår. (1 Tim. 6:12, 19, NW) De har virkelig haft travlt med at udbrede kundskaben om „livets ord“. (Fil. 2:16) De har brugt 291.894.945 timer i dette glædelige arbejde — til at gå fra hus til hus, aflægge genbesøg, lede hjemmebibelstudier, med mere — mens de har uddelt bibler, bøger, blade og andre publikationer.
5. Hvad er, som det fremgår af tallene, den virkelige hensigt med at uddele læsestof til folk?
5 Disse vidner for Jehova har aflagt 135.898.447 genbesøg hos interesserede mennesker som de har fundet, og de har holdt 1.269.277 hjemmebibelstudier, ofte med hele familier. Et sådant studium holdes almindeligvis en gang om ugen og strækker sig over seks måneder, hvorefter der påbegyndes et nyt studium med andre interesserede. Så i årets løb er der sandsynligvis blevet holdt studium med over to og en halv million mennesker. Alt dette viser at Jehovas kristne vidner ikke driver tiden væk. De føler at tiden er kort, og med flid og energi går de ud for at ’gøre disciple af folk af alle nationerne’. — Matt. 28:19, 20, NW.
6. Hvad fremgår af den store forskel der er i tallet på dem der overværede mindehøjtiden og på dem der deltog i den ved at nyde symbolerne?
6 Den eneste højtidelighed de fejrer i årets løb, måltidet til minde om Jesu Kristi død, blev overværet af i alt 3.662.407 i hele verden. Det skete efter solnedgang den 29. marts 1972. Af dette store antal gav kun 10.350 udtryk for at de var Jesu Kristi salvede disciple, med håb om at blive forenet med ham i himmelsk herlighed. (Luk. 12:32; 22:19, 20; Rom. 8:16, 17; Åb. 14:1-4; 20:6) Dette var mindre end tre promille af de tilstedeværende. Det store flertal af dem der overværede Herrens aftensmåltid sidste år, ser med glæde frem til evigt liv i lykke på jorden i Guds lovede nye orden, efter at denne onde tingenes ordning er gået til grunde i den forestående ’store trængsel’. — Matt. 24:3, 20-22; 2 Pet. 3:13.
7. I hvilket omfang blev budskabet om Guds rige spredt i trykt form sidste år?
7 Forkynderne af Guds rige havde et udmærket år med hensyn til at sprede læsestof til folk og således give dem mulighed for selv at læse og studere Guds ord, Bibelen. I løbet af tjenesteårets tolv måneder, spredte Jehovas vidner 18.360.561 indbundne bøger og 9.747.270 brochurer. De tegnede 1.696.260 nye abonnementer på Vagttårnet og Vågn op!, og de uddelte desuden 217.109.764 løsnumre af disse udmærkede blade i deres tjeneste.
8. Hvad viser tallene med hensyn til det privilegium heltidsforkyndelsen er?
8 Mange af Rigets forkyndere benytter hele deres tid i forkyndelsesarbejdet. I det forløbne år var der 13.995 i specialpionertjenesten og missionærarbejdet rundt om i verden, og 78.031 tjente som almindelige eller midlertidige pionerer sammen med menighederne. Det er ikke så mange som året før, men vi håber at mange i tjenesteåret 1973 under bøn vil overveje deres omstændigheder og finde det muligt at træde ind i enten den almindelige eller den midlertidige pionertjeneste. Så vil vi overskride det store antal timer der blev benyttet i forkyndelsesarbejdet i 1971, hvor det hidtidige højdepunkt blev nået. Skønt vi sidste år lå 57.430 timer under tallet for 1971, var der dog mange flere der deltog i forkyndelsesarbejdet, og et større antal blev døbt.
9, 10. (a) I hvilket omfang har Jehova velsignet dette forkyndelsesarbejde i løbet af de sidste få år? (b) Hvilket spørgsmål rejser sig, og hvad er det indlysende svar?
9 Ud fra denne korte gennemgang af tjenesterapporten for 1972 kan vi se at Jehovas vidner på hele jorden virkelig nyder rige velsignelser fra den Gud hvis navn de har valgt at vandre i. (Mika 4:5) Han fremmer afgjort det glædelige arbejde de udfører til hans pris. Tænk blot! I løbet af de sidste fem år har 680.871 indviet sig til at gøre hans ophøjede vilje!
10 Ønsker du også at få et fast greb om det virkelige liv, det evige liv på en paradisisk jord? Da tøv ikke med at slutte dig til disse indviede kristne der går i Herren Jesu Kristi fodspor. Da kan også du, sammen med dem, tilbede og tjene Jehova Gud.
[Oversigt på side 140-143]
Rapport over Jehovas Vidners virksomhed i hele verden i 1972
(Se den trykte publikation)