Ser du kun andres svagheder?
EN KRISTEN forkynder der er oppe i firserne sagde engang: „Jeg har gjort det til en regel at overse mindst to fejl hos mine venner.“ Han var klog nok til at erkende at vi alle har vore svagheder, og ventede derfor heller ikke af sine venner at de skulle være fejlfri. Han gjorde ikke den fejl at se sig blind på andres svagheder så han ikke kunne få øje på deres gode sider.
Dette ligger imidlertid den ufuldkomne menneskelige natur nærmest. Ofte ser man kun andres fejl, eller man lægger mere mærke til deres svage sider end til deres stærke sider. Måske en og anden vil nikke genkendende til følgende: En offentlig foredragsholder satte en blækklat på et ark hvidt papir, holdt det op og spurgte tilhørerne hvad de så. Det eneste de så var blækklatten, ikke papirarket.
Måske har du engang fordømt en dominerende kvinde fordi hun tilsyneladende altid ville råde eller dirigere sin mand? En sådan tilbøjelighed må kristne kvinder ganske rigtigt søge at overvinde. Men hvis denne svaghed var alt hvad du så, kan det godt være at du var blind for hendes mange gode egenskaber. En kvinde af denne type er, skønt ikke altid lige taktfuld i sin måde at udtrykke sine ønsker på, ofte virkelig loyal, flittig, uselvisk og effektiv under udførelsen af sine huslige pligter. Og interessant nok synes hendes tendens til herskesyge ikke at irritere hendes mand nær så meget som den irriterer andre. De ser kun hendes svaghed, men hendes mand forstår at hun også har gode egenskaber, og dem værdsætter han.
At lægge mere mærke til fejlene end til de stærke sider er noget som ikke så få er tilbøjelige til i forbindelse med den bibelske person David, der var konge i det gamle Israel. Mange forbinder kun hans navn med hans umoralske affære med Batseba, der var gift med Urias, en mand i Israels hær. (2 Sam. 11:1-27; 1 Krøn. 11:26, 41) Som Jewish Encyclopedia så rigtigt siger: „Davids karakter er ofte blevet kritiseret,“ men „kun blind fordom vil benægte at hans natur, i alt væsentligt, var ædel.“ — Bd. 4, s. 458.
Ja, David havde mange gode egenskaber, og det der siges om ham er overvejende godt. Hvilken tro lagde David ikke for dagen ved at træde frem og slå kæmpen Goliat ihjel, ham som spottede Jehova og alle Israels hærstyrker! (1 Sam. 17:4-54) Hvilket storsind udviste David ikke da han to gange skånede kong Sauls liv, skønt kongen var besluttet på at slå ham ihjel! (1 Sam. 24:4-22; 26:1-25) Også tilbedelsen af Jehova lå ham stærkt på sinde, ja så stærkt at han ønskede at bygge ham et passende tempel; og da denne forret blev ham nægtet, skænkede han ikke desto mindre en kæmpesum til byggeriet og tilskyndede andre til også at give store bidrag! (1 Krøn. 28:1 til 29:19) Og hans store kærlighed til og værdsættelse af Jehovas godhed kommer til udtryk i hans over femoghalvfjerds salmer!
Med hensyn til Davids synd med Batseba, lad os da huske at han, som en fremragende musiker, højst sandsynligt var en mand med stærke følelser. Og som digter skrev han begejstret om skaberværkets undere og skønhed. Derfor var det kun naturligt at også kvindelig skønhed betog ham. Som alle andre af Adams efterkommere var David undfanget i synd. (Sl. 51:7) Da han én gang var snublet og havde begået en synd, kom han nemt til at begå de næste, i et forgæves forsøg på at undgå følgerne af sin første synd. Da Urias’ hustru fortalte ham at hun var gravid, prøvede David at manøvrere tingene sådan at der blev dækket over det. Og da det mislykkedes, frygtede han for hvad der ville ske med Batseba når hun blev anklaget af sin mand for ægteskabsbrud. (Ordsp. 6:32-35) Da David blev irettesat viste han imidlertid oprigtig anger, og han begik aldrig senere ægteskabsbrud. Han kom til at undgælde for sin synd, nøjagtig som Gud havde sagt han ville, men han blev ikke forkastet. — 2 Sam. 12:1-12.
Også i dag kan vi finde tilfælde hvor man måske lægger mest mærke til en persons negative sider. Der er for eksempel kontoristen som er frygtelig nærtagende over for kritik, som har for vane at tale med en høj, gennemtrængende stemme og som meget let bliver ophidset. Han går virkelig én på nerverne. Så er der ham der synes meget overlegen; man kan simpelt hen ikke tage ham. De der har sådanne tilbøjeligheder bør sætte alt ind på at lægge dem af. Der er dog ingen tvivl om at hver af disse personer har deres stærke sider. De er måske samvittighedsfulde i deres arbejde, og hvis man virkelig lærer dem at kende og ser dem under andre forhold, er de måske helt anderledes end man havde forestillet sig.
Især inden for familien har man brug for at være på vagt. Både ægtemænd og hustruer, forældre og børn må passe på at de ikke hæfter sig mere ved de andre familiemedlemmers svagheder end ved deres gode og stærke sider. Det er godt at se sådan på det at en svaghed ofte snarere er en god egenskab der kommer lidt for kraftigt til udtryk eller som har taget overhånd, sådan som det var tilfældet med apostelen Peter. Han lagde både iver og tro for dagen. Gud brugte ham ved mange lejligheder. Og dog fik hans begejstrede, lidenskabelige og følelsesmæssige natur ham undertiden til at begå fejl — fejl som andre, mindre heftige og lidenskabelige mennesker, ikke begik. Men det ville være forkert at se mere på hans fejltrin end på hans gode sider!
En udmærket hjælp til at værdsætte sine medmenneskers gode sider er at sætte sig i deres sted, at vise empati. Husk at deres svagheder måske kan skyldes et dårligt helbred, en uheldig opdragelse eller andre omstændigheder som du måske ikke er bekendt med.
En negativ indstilling vil skade både én selv og den anden part. Den vil adskille i stedet for at forene. Den vil lukke døren for venskab og hindre gensidig hjælpsomhed.
Du gør selv fejl. Men husk ’den gyldne regel’. Du ønsker ikke at andre skal være blinde for dine gode sider, vel? Prøv derfor at få øje på deres gode og prisværdige egenskaber. Måske er de ikke så lette at få øje på som deres svagheder, men når først man har fundet dem, er de uden al tvivl langt rarere at se på. — Luk. 6:31.