Skånet når kongens fjender hugges ned
1. Hvilke konsekvenser kan det få for os hvis vi forkaster jordens nye konge nu, og hvilket eksempel tjener til advarsel for os?
DA VI nu lever i „endens tid“ for den nuværende „tingenes ordning“ kan det få de alvorligste konsekvenser for os hvis vi forkaster jordens nye konge. (Dan. 12:4; Matt. 24:3, NW) For nitten hundrede år siden fik det alvorlige konsekvenser for israelitterne, som dengang levede ved afslutningen af den jødiske tingenes ordning, hvis midtpunkt var Jerusalem og dets tempel. (Hebr. 9:26) Det der skete var et eksempel til advarsel for os i dag. Det understreges for os i Jesu lignelse om manden af fornem slægt der betroede ti pund i ti af sine tjeneres varetægt.
2. Hvornår rejste Jesus som den fremtidige konge bort, og hvem var hans „landsmænd“ som sendte en delegation efter ham for at protestere imod at han skulle være konge over dem?
2 Jesus fortsætter lignelsen således: „Men hans landsmænd hadede ham og sendte udsendinge af sted bag efter ham og lod sige: ’Vi ønsker ikke, at den mand skal være konge over os.’“ (Luk. 19:14) Det var efter sin opstandelse fra de døde og kun ti dage før pinsedagen i år 33 at Jesus steg til himmelen som den der var salvet med Guds hellige ånd til at blive messiansk konge. Ifølge Jesu kødelige afstamning var hans „landsmænd“ israelitterne eller jøderne. I overensstemmelse hermed siges der da også: „Men da tidens fylde kom, udsendte Gud sin Søn, født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, der var under loven, for at vi skulle få barnekår.“ (Gal. 4:4, 5) „Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham.“ (Joh. 1:11) Hvordan sendte Jesu jødiske landsmænd, efter at han var steget til himmelen, nu en delegation eller en deputation efter ham for at protestere imod at Jesus skulle være konge over dem?
3. Eftersom hans „landsmænd“ var af kød og blod, hvordan kunne de da sende en delegation „efter ham“ for at gøre indsigelse imod at han skulle være deres konge?
3 Som mennesker af kød og blod kunne ingen jødiske udsendinge stige til himmelen og træde frem for Gud, i hans hellige nærhed, og sige til ham at han ikke skulle give sin opstandne søn Jesus det messianske kongedømme. Men det behøvede de heller ikke. De informerede Gud herom på en måde der var lige så effektiv. Hvordan? Det skete fra og med Pinsedagen, for da trådte Kristi disciple, som havde holdt sig „under jorden“, åbent frem. Det var på den dag apostelen Peter, som talsmand for omkring 120 disciple, sagde til mere end tre tusind forsamlede jøder i Jerusalem: „Så skal da hele Israels hus vide for vist, at den Jesus, som I korsfæstede, ham har Gud gjort både til Herre og Kristus.“ (Ap. G. 2:36) Tilsluttede de religiøse autoriteter i Jerusalem sig at Jesus således blev forkyndt som Messias? Nej, ikke hvis man skal dømme efter deres modstand imod og deres forfølgelse af Jesu disciple bagefter. Ved deres officielle modstand imod det vidnesbyrd Jesu disciple aflagde om at Jesus var Guds lovede Messias, informerede de Gud om at de ikke ønskede hans oprejste søn som deres messianske konge. — Ap. G. 5:34-39.
4. (a) Hvad udsatte jøderne sig for ved at forkaste Jesus som den messianske konge? (b) Hvad førte det til senere, og hvordan gik det de jøder som var blevet kristne?
4 Jesu landsmænd havde deres egne ideer om hvem der skulle blive deres konge i rollen som Messias. De udsatte sig således for at blive bedraget af falske messias’er, falske krister. Det var under indflydelse af falske messianske idealer at de nationalistiske jøder i år 66 e.v.t. gjorde oprør imod at have kejseren som konge mere. (Joh. 19:15) De få års uafhængighed af det romerske kejserdømme de opnåede, endte med at Jerusalem og templet blev lagt i ruiner i år 70. De tusinder af jøder der var blevet kristne, var taknemmelige for at de ikke havde ladet sig føre bag lyset og havde sluttet sig til den jødiske, messianske opstand, og de fortsatte med at ’drive handel’ med de billedlige ti pund som Jesus Kristus havde overdraget dem før han rejste til det ’fjerne land’, himmelen. I åndelig henseende mistede de ikke noget da Jerusalem blev ødelagt og de vantro jøder blev spredt for alle vinde.
Der ’drives handel’ med kongens værdier
5. Hvad kunne den første tjener træde frem og sige efter at den fornemme mand i lignelsen var vendt tilbage og nu gjorde regnskabet op?
5 I Jesu lignelse er det først efter at den fornemme mand er kommet tilbage fra sin lange rejse til det fjerne land at vi får at vide hvad hans ti tjenere havde gjort med de pund han havde betroet dem. Vi læser: „Da han kom tilbage igen, efter at han havde fået kongeværdigheden [eller: kongemagten, NW], skete det, at han lod de tjenere, som han havde givet pengene, kalde til sig for at få at vide, hvad hver af dem havde tjent. Da trådte den første frem og sagde: ’Herre! dit pund har indvundet ti pund til.’“ (Luk. 19:15, 16) Ifølge An American Translation sagde denne tjener: „Dine tyve dollars har indvundet to hundrede, herre!“ Ifølge Moffatts oversættelse sagde han: „Dine fem pund har indvundet halvtreds til, herre.“ Han havde tjent ti gange så meget som han havde fået overdraget.
6. (a) Hvem er den første tjener eller træl et billede på? (b) Hvordan blev der drevet handel med Herrens „pund“ fra Pinsedagen og fremefter?
6 Eftersom lignelsens ti tjenere eller trælle er et billede på alle Jesu Kristi åndsavlede og salvede disciple fra pinsedagen i år 33 og frem til vor tid, er denne første træl et billede på en skare eller gruppe af disse disciple. Uden tvivl hører de tolv trofaste apostle og apostelen Paulus til denne skare. I deres egenskab af apostle eller „udsendinge“ udvidede de i sandhed den arbejdsmark som deres Herre, Jesus Kristus, var begyndt at opdyrke og som han havde efterladt dem som noget værdifuldt og frugtbart de kunne begynde at arbejde eller drive handel med. Hvordan de drev handel med de symbolske pund viser bogen Apostlenes Gerninger. Fra Pinsedagen og fremefter læser vi om „apostlenes lære“ som de troende holdt sig til, og om at der skete „mange undere og tegn ved apostlene“, og at Jehova ’daglig føjede nogle til som lod sig frelse’. — Ap. G. 2:42, 43, 47.
7. Hvad gjorde apostlene, trods forfølgelse, som for eksempel efter at de havde været stillet for sanhedrinet i Jerusalem?
7 Apostlene blev ved med at forkynde og undervise, til trods for at de uretfærdigt blev straffet for det. For eksempel skete der følgende efter at apostlene havde været fremstillet for sanhedrinet i Jerusalem: „De kaldte apostlene ind, piskede dem og forbød dem at tale på grundlag af Jesu navn, og lod dem så gå. Disse gik så bort fra sanhedrinets ansigt, idet de frydede sig over at de var blevet anset for værdige til at blive vanæret for navnets skyld. Og hver dag fortsatte de med, i templet og fra hus til hus, uden ophør at undervise og at forkynde den gode nyhed om Messias, Jesus.“ — Ap. G. 5:40-42, New World Translation; New English Bible; New American Bible; se også Moffatt.
8. Hvad skete der med antallet af troende som følge af at apostlene trolig blev ved med at forkynde og undervise?
8 De tolv apostle ville holde sig strengt til deres forkynderhverv, for de sagde til menigheden i Jerusalem: „Selv vil vi trolig blive ved med bønnen og ordets tjeneste.“ (Ap. G. 6:4) Det er ikke så mærkeligt at vi herefter kan læse: „Og Guds ord havde fremgang [ved at de forkyndte og underviste], og disciplenes tal voksede meget i Jerusalem; og en stor mængde af præsterne adlød troen.“ Antallet af troende måtte nu være steget til over fem tusind, for nogen tid før var der blevet sagt: „Mange af dem, som havde hørt ordet, kom til tro, og tallet på mændene nåede op på omtrent fem tusinde.“ — Ap. G. 6:7; 4:4.
9, 10. (a) Hvordan blev arbejdsmarken udvidet ifølge, Apostlenes Gerninger, kapitlerne 8-10? (b) Hvordan forklarede apostelen Paulus at han havde ’drevet handel’ med det symbolske pund?
9 Med Jerusalem som udgangspunkt blev arbejdsmarken derefter udvidet til at omfatte de omskårne samaritanere og en omskåren ætiopisk proselyt, og derefter, til Guds fastsatte tid, alle de uomskårne ikke-jøder eller hedninger. (Apostlenes Gerninger, kap. 8-10) Ved et møde for de kristnes styrende råd i Jerusalem kommenterede disciplen Jakob indlemmelsen af den hedenske verden i det opdyrkede område således: „Simeon [Peter] har i detaljer berettet om hvordan Gud for første gang vendte sin opmærksomhed mod nationerne for af dem at udtage et folk for sit navn. Og med dette stemmer Profeternes ord overens.“ (Ap. G. 15:14, 15, NW) Derefter drog apostelen Paulus ud på sin anden missionsrejse og trængte frem til Europa. Om sig selv siger Paulus: „For så vidt jeg nu er hedningeapostel, ærer jeg min tjeneste.“ (Rom. 11:13) På vej hjem fra sin tredje missionsrejse forklarede Paulus hvordan han havde drevet handel med det symbolske pund som Herren Jesus Kristus havde betroet ham, idet han sagde til de ældste i menigheden i Efesus:
10 „I ved, hvordan jeg ikke har undladt at forkynde jer og at lære jer både offentligt og i hjemmene [eller: offentligt og fra hus til hus, NW] alt, hvad der kunne være jer til gavn; både for jøder og grækere har jeg vidnet om omvendelsen til Gud og troen på vor Herre Jesus.“ — Ap. G. 20:20, 21.
11. Hvor stort et vidnesbyrd var der blevet aflagt omkring ti år før Jerusalems ødelæggelse?
11 Kan man sige at apostlene og deres salvede meddisciple dér tilbage i det første århundrede forøgede de symbolske pund som Herren Jesus Kristus havde betroet dem som sine kristne trælle? Ja, absolut. Vi har apostelen Paulus’ skrevne vidnesbyrd i brevet til kolossenserne, som han skrev fra det hus i Rom hvor han sad som fange. Det var omkring ti år før Jerusalems ødelæggelse i år 70. Om udbredelsen af evangeliet eller den gode nyhed siger han: „Det evangelium, der er kommet til jer, ligesom det også i hele verden bærer sin frugt og vokser sin vækst, . . . det evangelium, I har hørt, og som er prædiket for enhver skabning under himmelen.“ (Kol. 1:5, 6, 23) Således var der, flere år før afslutningen på den jødiske tingenes ordning der havde Jerusalem som centrum, blevet aflagt et verdensompændende vidnesbyrd.
Der ’drives handel’ med ’pundene’ i det tyvende århundrede
12. (a) Hvorfor kan æren for at den gode nyhed nu i tiden ’bærer frugt i hele verden’ ikke tilskrives kristenheden? (b) Hvem må æren herfor tilskrives, og hvorfor?
12 Kan man også i dag, efter at der er gået nitten hundrede år, sige at evangeliet eller den gode nyhed ’bærer sin frugt i hele verden’ og at det er blevet „prædiket for enhver skabning under himmelen“? Ja, i langt højere grad end i det første århundrede. Æren herfor skal ikke tilskrives den nu over seksten hundrede år gamle kristenhed. Den og dens hundreder af millioner af kirkemedlemmer er ikke optaget af at forkynde at Herren Jesus Kristus skaffede sig „kongeværdigheden“ ved udløbet af hedningernes tider i 1914, det år den første verdenskrig udbrød. Den forkynder ikke den gode nyhed om at det messianske rige i Herren Jesu hånd blev født i himmelen da hedningetiderne udløb i 1914, og at hans himmelske rige intet har at gøre med Folkeforbundet eller De forenede Nationer, som kristenheden sætter sin lid til som den institution der skal bevare freden og sikkerheden i verden. Nej, ikke kristenheden, men den salvede rest af Jehovas kristne vidner kan tilskrives æren for over for al skabningen at have forkyndt den gode nyhed om det messianske rige, som nu har hersket fra himmelen siden 1914 og som skal befri hele den jordiske skabning for al uretfærdighed og velsigne menneskeheden med en fuldkommen, guddommelig regering.
13. (a) Var der mange tilhængere af det nyfødte rige efter at den salvede rest var kommet igennem den første verdenskrig? Forklar nærmere. (b) Hvordan kom denne rest i besiddelse af de symbolske „pund“, og hvordan ’drev de handel’ med dem?
13 Efter den første verdenskrig og den forfølgelse der fulgte med den, var den salvede rest genstand for alle nationernes had og havde i religiøs henseende ikke noget godt navn. (Matt. 24:9) Det opdyrkede område som den salvede rest af Jehovas kristne vidner havde at virke i og hvor de skulle vinde tilhængere af det nyfødte messianske gudsrige var meget lille. De var ligesom Kristi apostle og deres meddisciple i tidsrummet mellem Herren Jesu opstandelse fra en vanærende død og frem til Pinsedagen. Det der skete i 1919 var derfor som om de på ny fik de symbolske pund betroet. I det år holdt den salvede rest sit første store stævne efter krigen. Det var i Cedar Point, Ohio. Efter en ny udgydelse af Jehova Guds ånd over dem gik de atter i gang med at ’drive handel’ med de symbolske pund, som de på ny havde fået overdraget af Herren Jesus Kristus, som nu var iklædt kongemagt. Under forvaltningen af ’pundene’ fulgte de apostlenes eksempel fra det første århundrede idet de forkyndte den gode nyhed og underviste interesserede. — Matt. 24:14.
14, 15. (a) Hvem kræves nu til regnskab for hvordan de har forvaltet ’pundene’? (b) Hvilken belønning fik de trælle i lignelsen som havde forøget deres herres velstand?
14 Nu kræves medlemmerne af den salvede rest til regnskab for hvordan de har forvaltet de symbolske pund. De ved at deres Herre forventer at de har forøget dem. Hvad er belønningen for at have forøget antallet af de symbolske pund? Svaret finder vi i Jesu lignelse, idet der siges, efter at trællen der havde indvundet de ti pund har aflagt regnskab:
15 „Han [den hjemvendte herre] svarede ham: ’Vel, du gode tjener! fordi du har været tro i det små, skal du have myndighed over ti byer.’ Derefter kom den anden og sagde: ’Herre! dit pund har indbragt fem pund.’ Til ham sagde han ligeledes: ’Du skal have fem byer under dig.’“ — Luk. 19:17-19.
16. (a) Hvad viser den omstændighed at den fornemme mand kunne tildele de to af de ti trælle herredømme over femten byer? (b) Får de medlemmer af „resten“ som nu forøger deres hjemvendte Herres, Jesu Kristi, velstand, herredømme over byer på jorden nu?
16 Den omstændighed at den hjemvendte „mand af fornem slægt“ kunne sætte de gode og tro trælle der havde forøget deres pund, over nogle byer, den ene over ti og den anden over fem byer, viser at han havde erhvervet sig kongemagten og nu udøvede den. At han kunne sætte de to første trælle over femten byer viser at hans kongemagt var ret omfattende. Fordi de havde vist sig tro med hensyn til et så forholdsvis lille beløb som et pund, kunne de få et større ansvar betroet, nemlig at have herredømme over byer. I lignelsens nutidige opfyldelse nyder de der hører til den salvede rest og som forøger den nu regerende Herres, Jesu Kristi, værdier, deres Herres gunst og godkendelse. De har håb om at komme til at herske sammen med ham i det himmelske rige. Men på nuværende tidspunkt, mens de tjener på jorden, får de ikke noget bogstaveligt herredømme over et antal byer på jorden. Deres Herres godkendelse giver dem heller ikke bemyndigelse til at give sig af med verdens politik og erhverve sig politisk herredømme på jorden. De må holde sig uplettede af verden indtil deres død for at blive konger med Kristus.
Den „onde tjener“
17. Hvilket spørgsmål rejser sig med hensyn til at tage anstød af at der kræves en forøgelse af Herrens velstand, og hvad viser lignelsen i den henseende?
17 Er der nogen af os der tager det fortrydeligt op eller tager anstød af at Herren Jesus Kristus, som nu er iklædt kongemagt, kræver en forøgelse af hvad han har betroet sine trælle? Om der er nogen undskyldning for at føle sådan, fremgår af hvad der skete med den træl der til forskel fra de andre ikke havde haft travlt med at forvalte sit pund. Vi læser: „Så kom der endnu en og sagde: ’Herre! se, her er dit pund; jeg har haft det liggende i et tørklæde. Jeg var nemlig bange for dig; du er jo en streng mand; du tager op, hvad du ikke har sat hen, og høster, hvad du ikke har sået.’“ — Luk. 19:20, 21.
18. Hvorfor kunne trællen ikke undskylde sig med at der var tale om et samvittighedsspørgsmål?
18 Kunne denne træl undskylde sig med at der var tale om et samvittighedsspørgsmål? Nej; for han var ikke blevet bedt om at gøre noget forkert; han var ikke blevet bedt om at bruge sin herres pund til at skaffe sig uærlig vinding. Uanset hvordan han betragtede sin herre, var han blot træl og skulle have udført det ærlige arbejde som hans herre befalede ham at gøre. Hvis han var for doven til at arbejde, skulle han have sat sit pund i banken og ladet den gøre arbejdet for ham.
19. Hvad blev trællen dømt i overensstemmelse med, og hvad sagde herren til ham?
19 Hans herre svarede ham og dømte ham i overensstemmelse med hans egen undskyldning, for vi læser: „Til ham siger han: ’Efter dine egne ord vil jeg dømme dig, du onde tjener! Du vidste, at jeg er en streng mand, som tager op, hvad jeg ikke har sat hen, og høster, hvad jeg ikke har sået! hvorfor satte du da ikke mine penge i en bank, så jeg ved min hjemkomst kunne have hævet dem med rente?’“ — Luk. 19:22, 23.
20, 21. (a) Var det forkert, strengt eller hensynsløst at kalde trællen „ond“? (b) Hvad viser lignelsen med hensyn til om trællen fortjente at få en chance til?
20 Det var ikke forkert, strengt eller hensynsløst at kalde denne uduelige træl for „ond“, for trællen, som var bange for at arbejde med sin herres værdifulde pund, havde med vilje forårsaget sin herre tab. Det drejede sig om tid og penge, værdifulde aktiver, og trællen havde ikke været loyal over for sin herre og gjort brug af dem eller næret ønske om at forøge sin herres velstand. At trællen blot afleverede hvad han for lang tid siden havde fået, var ikke nogen passende måde for en træl at byde en konge velkommen på. Hvor billigt! Hvor respektløst! Hvor uværdigt! Hvilken mangel på glæde og begejstring over sin herres nyoprettede kongedømme! Han havde vist en tydelig forsømmelighed ved ikke at yde sin herre nogen som helst tjeneste da han havde tid og midler til det. Fortjente han at få en yderligere chance? Hør hvad der siges:
21 „Og han [herren] sagde til dem, som stod hos ham: ’Tag hans pund fra ham og giv det til ham, der har de ti pund.’ (De sagde til ham: ’Herre! han har jo ti pund!’) Jeg siger jer: ’Enhver, som har, ham skal der gives; men den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, som han har. Men mine fjender dér, som ikke ønskede, at jeg skulle være konge over dem, før dem herhen og hug dem ned for mine øjne!’“ — Luk. 19:24-27.
22. (a) Hvilken mulighed mistede den unyttige træl således? (b) Hvis side stillede denne træl sig i virkeligheden på, og hvordan fremgår det af herrens ord at det så sort ud for trællen?
22 At pundet blev taget fra den unyttige træl som intet havde gjort med det, betød at han mistede sin mulighed for at vise sig værdig til at „have myndighed over ti byer“ eller at ’have fem byer under sig’ og således få del i det kongedømme som hans herre og konge nu ejede. (Luk. 19:17, 19) Der kunne ikke betros ham noget ansvar i dette kongedømme. Selv om han blot havde en negativ indstilling over for sin herres kongedømme, stillede han sig alligevel ved siden af dem der var direkte imod at denne mand skulle herske som konge over dem. Om han blev hugget ned sammen med herrens fjender der ikke ønskede at han skulle være konge over dem, siger lignelsen intet om. Lignelsen viser imidlertid at umiddelbart efter at herren har sagt at en træl som ingen iver og interesse har vist for sin herres kongedømme, vil blive frataget den mulighed han har haft, befaler herren sine kongelige undersåtter at de skal hugge hans fjender ned for hans øjne.
23. (a) For hvilke ugerninger blev trællen ikke betegnet som „ond“? (b) Hvad har de døbte og salvede Kristi trælle været forpligtede til at gøre siden udløbet af hedningetiderne i 1914, specielt i lyset af hvad den onde træl undlod at gøre?
23 Man bør lægge mærke til at den unyttige træl ikke blev betegnet som „ond“ fordi han mishandlede sine medtrælle eller havde gjort sig skyldig i umoralitet, såsom utugt, ægteskabsbrud eller homoseksualitet. Nej, han blev dømt som værende ond fordi han ikke støttede sin herres udsigter til at blive konge, fordi han ikke arbejdede for en forøgelse af kongedømmets velstand. Da han ikke var for sin herre som konge, var han imod ham. (Matt. 12:30; Luk. 11:23) Siden hedningetidernes udløb i 1914 er det altså en alvorlig sag hvis den nu-regerende konges, Jesu Kristi, døbte og salvede „trælle“ forsømmer deres pligt til at forøge folks kendskab til hans rige og den loyale støtte der bør ydes dette rige. De holdes ansvarlige for at ’drive handel’ med de symbolske pund der er blevet betroet dem og som de skal gøre brug af indtil han gør regnskabet op.
24. (a) Hvilket privilegium ønsker disse kristne „trælle“ ikke overført til nogen anden? (b) Hvad ville det betyde hvis de gik glip af kongens belønning?
24 De skulle ikke ønske at deres privilegier med hensyn til Kristi rige blev frataget dem og givet til en nidkær rigsforkynder, en der lignede den træl som havde indvundet de ti pund. At det symbolske pund blev frataget dem, ville betyde at de gik glip af en plads i det himmelske rige, at de ikke kom til at herske over „ti byer“ eller „fem byer“, så at sige. At gå glip af dét, ville betyde at de gik glip af alt. Det ville betyde at de blev tilintetgjort sammen med dem der har været direkte fjender af Guds messianske rige og som ikke ønsker at Jesus Kristus skal herske som konge over dem i tusind år. (Åb. 20:4, 6) Tiden nærmer sig da de hellige engle der ledsager Jesus Kristus ved hans komme, vil eksekvere Guds hævn over alle som har modstået eller ikke har støttet det messianske rige. Det vil begynde at ske før Harmagedon.
25. (a) Hvorfor begynder eksekveringen af den guddommelige hævn før Harmagedonslaget? (b) Hvad vil der ske med os hvis vi er at finde blandt de navnkristne der skildredes ved den onde tjener?
25 Det vil begynde med ødelæggelsen af det store religiøse Babylon, når ’den store trængsel’ der blev forbilledligt skildret ved Jerusalems belejring og ødelæggelse i året 70, bryder løs. (Åb. 17:1-16; Matt. 24:15-22) Ve os hvis vi da er at finde i den skare navnkristne som skildredes ved den „onde tjener“ der gemte sit pund i et tørklæde og til sidst helt mistede det! Det vil betyde evig tilintetgørelse for os i ’den store trængsel’ sammen med kongens „fjender“.
26. Hvilke to skarer vil blive skånet når kongens fjender hugges ned, og hvorfor vil de det?
26 De salvede kristne „trælle“ som i åndelig forstand forøger deres himmelske Herres, kongen Jesu Kristi, velstand vil blive skånet når kongens fjender hugges ned. Det samme vil den ’store skare’ som reagerer velvilligt på de trofaste og nyttige trælles aktivitet og som loyalt stiller sig foran Jehova Guds og hans lams, Jesu Kristi, trone og begejstret råber: „Sejren tilhører vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet!“ — Åb. 7:9, 10, 14, 15, New English Bible.