Operation NØGLE 73 — hvilke døre har den åbnet?
„EVANGELIEFORKYNDELSEN RYKKER UD! Den har fundet ny integritet, ny begejstring og ny frimodighed.“
„Når Key 73 føres ud i livet, kan det meget vel betyde Åben Dør 74 for den evangeliske kristendom i Amerika.“
Hvad er denne „Key 73“ man har udtrykt så store forhåbninger om? Blev disse forhåbninger opfyldt?
Et kolossalt mål
Ideen til „Key 73“ blev undfanget i 1967 af en gruppe religiøse ledere fra mere end en halv snes religiøse retninger. Eftersom de mødtes nær Francis Scott Key Bridge (der forbinder Virginia og Washington, D.C.), og da de mente det ville vare endnu fem år før projektet kunne løbe af stabelen på forsvarlig måde, døbte de det Key 73 — på dansk Nøgle 73.
Man spåede at Nøgle 73 ville blive „det største kooperative evangeliske projekt i den kristne kirkes historie“, og hensigten var at det skulle forene medlemmer af mange kirkesamfund i en vidnekampagne uden sidestykke overalt i De forenede Stater og Canada. Kampagnens motto var „Vort kontinent kaldes til Kristus“, og dets mål var at få liv i ligegyldige kirkemedlemmer og vinde mange nye proselytter.
Denver-bladet Post (30. december 1972) udtalte i en kommentar til projektet: „Det formodes at intet præfabrikeret forstadshus, ingen arktisk snehytte, intet højhus og . . . ingen primitiv barak vil forblive uberørt af den mest ærgerrige omvendelseskampagne der nogen sinde har skullet sætte fut i den amerikanske kirke.“
Avertering i den store stil blev planlagt, ved fjernsynsudsendelser, ved omfattende avisomtale, ved „evangeliske rock-koncerter“ for unge mennesker. Og alt dette skulle bane vejen for forkyndervirksomheden.
„Enhver kristen bør bringe Kristi budskab til en ikke-troende,“ sagde aktionens administrative leder, Theodore A. Raedeke. Præsten Arthur F. Glasser gav i det religiøse ugeblad Christianity Today (19. januar 1973) følgende indtrængende opfordring: „Nå ud til hvert eneste hjem med et vindende vidnesbyrd om Jesus Kristus! . . . Kort sagt, kaldet går ud på at ’følge ham’. Og hvad bliver resultatet? Han vil gøre os til menneskefiskere. (Matt. 4:19). Og de der ikke gør noget for andre i indeværende år, er ikke trofaste efterfølgere af Jesus Kristus . . . Lad os gøre ende på de nedsættende bemærkninger om dem der går fra hus til hus og søger at overbevise mennesker for at få dem til at tage imod Kristus.“
Samtidig med „Kaffehus-forkyndelse“ og vidnearbejde i butikscentre skulle den gode nyhed bringes lige til folks hjem, især for at uddele bibeldele (Lukas-evangeliet til og med Apostlenes Gerninger). Men dette var ikke alt. Key 73 Congregation Resource Book siger:
„Aktionskomiteen gik enstemmigt ind for at planer der ’kun’ tager sigte på uddeling af bibelbøger er af ringe værdi. . . . Lægfolk må oplæres til at give en kort forklaring af skriftsteder og til at følge denne forklaring op med en indbydelse til at tilslutte sig en evangelisk bibelstudiegruppe, eller til at indmelde sig til et evangelisk bibelkursus pr. korrespondance, som den lokale kirke står for. Hovedvægten i dette projekt er da at få folk til at studere Bibelen — ikke blot at overrække en af Bibelens bøger ved døren eller lægge den i en brevkasse.“
Hvem ville være med? I løbet af de fem år forberedelserne stod på, voksede antallet af de religiøse retninger der gav tilsagn om støtte til over 140, skønsmæssigt omfattende 300.000 lokale kirker. Alle de vigtigste grene inden for baptisternes, metodisternes og lutheranernes grupper var faktisk med samt mange organisationer inden for pinsebevægelsen. Det nationale kirkeråd tiltrådte projektet, og det samme gjorde til manges overraskelse De forenede Staters konference af katolske biskopper.
Det vil ikke sige at tilslutningen var enstemmig. Den episkopale kirke og de forenede presbyterianske kirker var blandt de større grupper der ikke tilsluttede sig fuldt ud. Ikke desto mindre udgjorde det totale antal kirkemedlemmer der støttede kampagnen omkring et hundrede millioner mennesker! Her var mulighed for en mægtig hær af evangelieforkyndere!
Har De nogen sinde tænkt over hvad der ville ske hvis et så stort antal kirker sluttede sig sammen om at forkynde den gode nyhed for deres næste? Hvad ville det resultere i? Ja, hvad skete der?
„Nøgle 73 åbner ingen åndelig dør“
Sådan lød overskriften til en avisartikel om kampagnen. (The Courier News, 1. september 1973) Atlanta-bladet Constitution (20. september 1973) udtalte: „Nøgle 73s drøm om evangelieforkyndelse brast.“ Hvad var det der mislykkedes? Ikke så lidt.
Et problem lige fra begyndelsen var mangel på økonomisk støtte. Kampagnen havde et mål på 2.000.000 dollars til brug ved fjernsynsudsendelser og anden reklame i stor stil. Men selv efter fem års forberedelse, og efter at et professionelt firma var engageret til at indsamle midler, hvad skete der så? Kun tre måneder før udgangen af 1973 udtrykte kampagnens ledere at der kun var ringe håb om at få indsamlet mere end omkring en fjerdedel af de nødvendige penge!
Ægte begejstring hos præster og kirkemedlemmer for en sådan forkyndelse af den gode nyhed viste sig aldrig over en bred front. The National Observer gengav en udtalelse af en af aktionens ledere: „Den amerikanske gennemsnitspræst er ikke menneskefisker, han passer bare akvariet. Vi må overbevise såvel ham som hans menighed om at det er lige så vigtigt at vidne som det er at holde gudstjeneste.“ Key 73 Congregational Resource Book omtalte folk i kirkestolene som kirkens „indefrosne kapital“. „Mere end 99 procent af verdens kristne hører til i denne kategori,“ sagde den. „Man kan ikke forestille sig noget fremstød for evangelisk forkyndelse i stor stil uden at de er med og samarbejder. De udgør en af de største uaftappede åndelige ressourcer i verden.“ Men da Nøgle 73 søgte at åbne for en strøm af nidkærhed fra denne kilde, fik den kun nogle dråber.
Sandt nok var der i visse områder og i visse tilfælde momentvis tegn på liv — nogle store møder, nogle masseuddelinger af bibeldele. Men det samlede billede var meget svagt. I Georgia arrangerede et Nøgle-73-aktionshold en „Evangelieforkyndelsesdag“ overalt i staten, og indbød alle der gik ind for sagen til den presbyterianske kirke i Peachtree med plads til 1000 mennesker. Der kom ikke engang hundrede. I Chicago udtalte præsten Daniel A. Barrett at to forsøg på at holde massemøder dér „mildest talt måtte betegnes som en fiasko“.
The United Methodist Reporter, der havde støttet Nøgle-73-kampagnen, bragte en ledende artikel der stillede spørgsmålet „Hvad i alverden skete der med Nøgle 73?“ Artiklen svarede selv at i de fleste lokale menigheder „synes den ikke at have frembragt andet end en gigantisk gaben“. På lignende måde udtalte The Texas Methodist: „Vi tror det er på tide at de kristne dropper de smarte reklametrick og ser kendsgerningerne i øjnene: vort kontinent kaldes ikke effektivt til Kristus ved at relativt få kristne gør en indsats for at dele deres tro med andre.“
Men hvorfor gik det sådan?
Den virkelige årsag til at det slog fejl
Nøgle 73s ledere og talsmænd erkendte i almindelighed ikke de virkelige årsager til at kampagnen slog fejl. Der var følgende grunde:
Kristenhedens gejstlige har ikke selv været og er stadig ikke et eksempel for deres egne hjorde med hensyn til at forkynde den gode nyhed. I stedet for at gå ud blandt folk og bringe den gode nyhed ud til hjemmene som apostlene og de første disciple gjorde, ringer de med kirkeklokkerne og venter på at folk skal komme til dem. (Ap. G. 5:42; 20:20) Disse præster har selv været blandt de første til at fremsætte „nedsættende bemærkninger om dem der går fra hus til hus og søger at overbevise mennesker for at få dem til at tage imod Kristus“.
I denne forbindelse er en kommentar af Ken Briggs fra Newsday værd at bemærke. Han skrev: „At få lægfolk til at gå fra dør til dør ligesom Jehovas vidner var ikke så enkelt som det så ud til. . . . gennemsnitskristne ved overordentlig lidt om deres tro og ville blive stumme af generthed når de skulle forklare den for sig selv, for slet ikke at tale om at skulle overbevise andre.“
Ja, de religiøse ledere har konsekvent undladt at udruste medlemmerne af deres menigheder til at lade den gode nyhed gå videre. De er ligesom de religiøse ledere til hvem Jesus sagde: „Ve jer, I lovkyndige! thi I har taget kundskabens nøgle; selv er I ikke gået ind, og dem, som ville gå ind, har I hindret deri.“ — Luk. 11:52.
Hvordan kunne disse kirker endvidere ’kalde kontinentet til Kristus’ når „Kristus er delt“ iblandt dem på grund af deres mangfoldighed af forskellige sekter og religiøse retninger? Bibelen viser at Kristi sande efterfølgere ville være enige. — Læs Johannes 17:21, 23; 1 Korinter 1:10-13.
Som en modsætning hertil uddelte Jehovas vidner i løbet af de sidste ti dage af september 1973 over hele jorden millioner af traktater der gjorde folk opmærksomme på den alvorlige tid vi lever i, og klart pegede på hvilke skridt de nu nødvendigvis måtte tage for at opnå en lykkelig fremtid. I hele verden leder Jehovas vidner nu hver uge omkring 1.200.000 bibelstudier i interesserede menneskers hjem. Og de har forkyndt den gode nyhed for folk i deres hjem på denne måde — ikke blot i 1973 — men år ud og år ind i årtier!
Slagord og lignende påfund vil aldrig åbne døre til varige velsignelser. Men det vil sandheden. Ved De hvor De kan finde den?