Et besøg på nogle af de bibelske steder

MELLEM den 18. juli og den 26. september sidste år tog omkring 3500 Jehovas vidner på særligt arrangerede charterrejser til Israel for at se de bibelske steder. Over 800 af disse rejsende kom fra Frankrig, et lignende antal fra England, henved 750 fra Nordamerika, 270 fra Danmark, og flere hundrede fra andre lande i Nordeuropa.

Mange af disse Jehovas vidner havde i årevis ønsket at se de steder der har tilknytning til de hebraiske profeter og til den tjeneste som Guds egen søn og hans apostle udførte. Under deres ophold i Israel rejste de fra Hermons bjerg i nord til Be’ersjeba i syd, og fra Det døde Hav i øst til Middelhavet i vest.

Betydningsfulde steder

Mange af de lokaliteter der blev udpeget for dem, var enten bjerge eller ruiner af tidligere byer. Steder som Morehøjen, Tabors bjerg og ruinerne af det gamle Samaria og Betel ville måske ikke sige en tilfældig iagttager ret meget. Men for bibellæsere er sådanne steder fyldt med betydning. Det var her Jehova eksekverede dom over mennesker som modstod hans hensigt. De rejsende kunne se stederne med egne øjne, og de erkendte at den bibelske beretning som knytter sig til disse lokaliteter, ikke er udsprunget af fri fantasi.

I den varme sol besteg de Megiddos ruinhøj og beså resterne af de fæstningsværker der engang har ligget her. Hvilken udsigt over Esdraelonsletten! Som det gamle Megiddo, lå — nær indgangen til Megiddopasset i Karmelbjergkæden — var det tydeligt at byen let kunne kontrollere de handelsveje der gik forbi fra syd, nord og øst. En ægyptisk farao skal have sagt: „At indtage Megiddo er som at indtage tusind byer!“ Herredømmet over denne by betegnede international politisk og militær overlegenhed. De besøgende havde ikke svært ved at forstå hvorfor navnet Harmagedon (som betyder „Megiddos bjerg“) forbindes med Guds kommende sejr over verdens politiske magter. — Åb. 16:14, 16.

Et klarere billede af Jesu tjeneste

I Galilæa blev de rejsende mindet om begivenheder som tydeligt viste at Jesus Kristus var Guds søn. En tidlig morgen sejlede nogle ud på Galilæas sø. En besøgende fra Frankrig fortæller: „Et af de øjeblikke der gjorde det største indtryk på mig, var da båden lå stille ud for kysten og guiden læste Mattæus 14:23-33.“ De kunne levende forestille sig dengang Jesus gik på vandet og da han talte til stormen og fik den til at lægge sig. Kunne nogen gøre dette i egen kraft?

Da de lagde til ved Kapernaum på søens nordlige bred, så de ikke meget andet end ruiner. Her lå resterne af en synagoge som blev bygget nogen tid efter Jesu tjeneste på jorden. I denne by havde Jesus uddrevet dæmoner og helbredt al slags sygdom; indbyggerne vidste at han endog havde oprejst døde. Alligevel troede de ikke. Kapernaum var i åndelig forstand blevet ophøjet til himmelen som følge af Jesu tilstedeværelse, undervisning og mirakler, men han sagde: „Til Dødsriget skal du fare ned!“ (Luk. 10:15) Ruinerne bekræftede at hans ord var gået i opfyldelse.

Længere mod nord kom de rejsende til Kæsarea Filippi, hvor apostelen Peter, overbevist af det han havde set, sagde til Jesus: „Du er Kristus, den levende Guds Søn.“ Og lige i nærheden så de Hermons bjerg, som øjensynlig er det ’høje bjerg’ hvor Jesus blev forklaret og hvor en stemme fra himmelen sagde: „Denne er min Søn . . . Hør ham!“ (Matt. 16:16; 17:1, 5) Det var ikke nødvendigt for de rejsende at se disse steder for at tro på Bibelens pålidelighed. Men, som en af dem bagefter sagde, det gjorde dem „åndeligt rigere“.

Mens de kørte rundt fra sted til sted, kom de gang på gang til at tænke på den tid da Jesus forkyndte. I det gamle Nazaret, som ligger på en bjergside, fik de en fornemmelse af de beskedne omgivelser han voksede op i, og de genkaldte sig at det var i en synagoge i denne by han læste op fra Esajas’ bog om at han var sendt „med glædesbud til ydmyge“. (Es. 61:1; Luk. 4:16-21) Mens de kunne slappe af og nyde turen i bus, kom de ofte til at tale om at Jesus havde rejst rundt i hele dette bjergrige område til fods.

I det varme, tørre klima forstod de endnu bedre hvorfor Jesus udtalte sig så rosende om dem der ville give hans disciple „blot et bæger koldt vand at drikke“. (Matt. 10:42) I disse omgivelser kom man også uvilkårligt til at tænke på fortidens gæstfrihed, der bød at man vaskede sin gæsts fødder — hvor forfriskende og velgørende det må have været! Jesus viste sine apostle den kærlighed at gøre dette for dem. — Joh. 13:3-5.

En sådan kristen kærlighed har stor betydning. Da de rejsende fik forevist en gammel møllesten i Kapernaum og fornemmede hvor tung den var, forstod de til fulde alvoren i Jesu advarsel mod at være ukærlig og bringe en kristen broder til fald. Han sagde nemlig: „Det var bedre for ham, om der var hængt en møllesten om hans hals, og han var kastet i havet.“ — Luk. 17:2.

Jerusalem var et af turens højdepunkter. Da de rejsende nåede frem til Oliebjerget og den gamle muromkransede bydel pludselig kom til syne, gik der et sus af begejstring gennem busserne! Dér havde Jehovas tempel engang ligget. Hele byen med dens tempel blev ganske vist jævnet med jorden af de romerske hære i år 70, men når man står på Oliebjerget kan man stadig udpege forskellige geografiske lokaliteter i forbindelse med byen dengang.

På den anden side af Kedrons dal ser man Morija bjerg, i den nordlige del af byen. Det var sandsynligvis dér Abraham kom for at ofre sin søn Isak. Det var dér Jehovas engel bød David at bygge Jehova et alter, og det var dér hans søn Salomon rejste det strålende tempel for Jehova. Til venstre, syd for tempelområdet, kan man se Zions bjerg, hvor Davidsbyen engang lå, og længere borte ses Hinnoms dal.

Det var her på Oliebjerget Jesus sad da han gav sine apostle en levende beskrivelse af de verdensbegivenheder vi har været vidne til siden 1914, begivenheder som bekræfter at Kristus er usynligt nærværende i kongemagt. (Matt. 24:3-14) Få dage efter at Jesus havde omtalt disse ting blev han arresteret i Getsemane have, der øjensynlig lå på Oliebjergets skråning. Næste formiddag, efter at han uretfærdigt var blevet domfældt, blev han pælfæstet på et sted der kaldtes Golgata, som betyder „hovedskalsted“. Under opholdet i Jerusalem så de besøgende et sted som efter nogles mening er det gamle Golgata — mod nord, uden for Damaskusporten, hvor der ligger en klippe som godt kan minde om et menneskes hovedskal. I nærheden så de også en udhugget grav som mange tror er det sted, hvor Jesus blev lagt efter sin død.

Det vigtigste er dog ikke at vide nøjagtigt hvor disse begivenheder fandt sted. Det der virkelig har betydning, er hvad der skete og hvad det betyder for os. De der var med på turen føler imidlertid at de nu langt bedre kan forestille sig disse begivenheder, efter at de har set stederne med egne øjne.

Varige minder

De minder som de rejsende tog med hjem fra deres besøg i Israel, er mange og forskelligartede. En moder fra England vil sikkert sent glemme den dag da en araber, måske i spøg, tilbød at købe hendes tiltrækkende syttenårige datter for fem kameler.

Nogle har bagefter haft lejlighed til at fortælle om det de så på forskellige museer i og omkring Jerusalem. De så at det guddommelige navn forekom på de såkaldte „Lakisjbreve“. En inskription fra en grav lød: „Jehova er Gud over hele jorden.“ En anden inskription omtalte landflygtigheden i Babylon. Der var også en sten med navnet på Pontius Pilatus, den romerske landshøvding der gav efter for de jødiske præsters krav og lod Jesus pælfæste. Og der var gamle skriftruller med dele af Bibelen, som et vidnesbyrd om hvor nøjagtigt teksten er blevet bevaret til den dag i dag.

Mange har dejlige minder om deres møde med trosfæller i Israel. Et sådant møde var for eksempel arrangeret i en restaurant på Karmelbjergets skråning. Det var i dette område at forskellen mellem sand og falsk tilbedelse blev magtfuldt demonstreret på profeten Elias’ tid. Her blev den materialistiske tilbedelse af guden Ba’al afsløret som falsk, mens en overnaturlig ild fra himmelen fik folket til at indrømme: „[Jehova] er Gud!“ (1 Kong. 18:19-40) Mens man spiste til middag på Karmels bjerg, fortalte de lokale Jehovas vidner glædelige oplevelser om det arbejde der udføres af Jehovas nutidige vidner, som tilskynder folk til at opgive materialisme og tjene den sande Gud.

Der var også andre lejligheder til at træffe de lokale vidner. En særlig inspirerende lejlighed var da skandinaviske rejsende mødtes med to lokale menigheder i det gamle romerske teater i Kæsarea. Den glimrende akustik i dette delvis restaurerede teater gjorde at alle kunne høre uden besvær, og de gamle mure genlød af sange til Jehovas pris.

Hvor apostelen Paulus forkyndte

Apostelen Paulus besøgte Kæsarea flere gange på sine missionsrejser. Mens han forkyndte den gode nyhed, kom han også til Cypern, Grækenland og Rom. Mange af dem der besøgte Israel sidste år, havde også lejlighed til at besøge disse steder.

På Cypern så de ruinerne af Pafus, hvor Paulus og Barnabas engang forkyndte for den romerske prokonsul. Og ligesom de første kristne blev modarbejdet af troldmanden Elimas, der forsøgte at fordreje Jehovas retfærdige veje, sådan kunne gæsterne se at kristenhedens præster fortsætter med at rejse had mod Jehovas folk ved at give en forkert fremstilling af deres arbejde. (Ap. G. 13:6-12) Skønt de gejstlige selv har været stærkt indblandet i de voldshandlinger der gang på gang har fundet sted på øen, havde de hængt et stort banner op tværs over vejen i nærheden af Jehovas vidners fredelige stævne, med ordlyden: „Millennisterne [Jehovas vidner] er nationens fjender.“ Men de der besøgte stævnepladsen kunne straks se at man ikke behøvede at frygte for disse fredselskende mennesker.

Andre beretninger i Apostlenes Gerninger blev levendegjort da de rejsende tog videre til Grækenland. I Athen besteg de Areopagus, hvor Paulus i sin tid forkyndte, med udsigt til Akropolis og dets hedenske templer. (Ap. G. 17:19, 22) I ruinerne af det gamle Korint stod gæsterne foran Bema’en, den domstol som nogle jødiske modstandere førte Paulus for, idet de ønskede at prokonsulen Gallio skulle afhøre ham. (Ap. G. 18:12) Og de besøgte Delfi, det gamle centrum for tilbedelsen af Apollon, hvor man har fundet en inskription der omtaler Gallio som prokonsul og giver yderligere oplysninger som hjælper til at fastslå hvornår Paulus blev stedt for ham.

I Rom så de Titusbuen, et vidnesbyrd om Jerusalems ødelæggelse i år 70 — hvor de kristne imidlertid undgik døden fordi de gav agt på Jesu advarsel og flygtede ud af byen da de romerske hære hævede belejringen i år 66. I nærheden af denne historiske triumfbue ligger Colosseum, bygget af jøder som nægtede at tro på Jesus og som blev ført til Rom som slaver da Jerusalem blev lagt i grus.

Før dette havde Paulus skrevet seks af Bibelens inspirerede breve mens han opholdt sig i Rom. Der fandtes også en kristen menighed i byen. Og de der sidste år kom gennem Rom på deres tur, så at interessen for sand kristendom stadig er meget levende i byen, idet over 55.000 overværede stævnet „Guds sejr“ som blev holdt der i august.

Fra begyndelse til slutning var turen til de bibelske steder en meget berigende oplevelse. Som en rejsende fra England udtrykker det: „Vore øjne er virkelig blevet åbnet; de steder der er nævnt i Bibelen er blevet levende for os, og jeg er overbevist om at vi fra nu af vil læse dens sider med en klar forestilling af landets topografi. Vi ser ikke længere begivenhederne for os i sort-hvid, men tredimensionalt og i farve.“

[Illustration på side 285]

På Galilæas sø, hvor Jesus udførte mirakler

[Illustration på side 286]

Jerusalems gamle bydel, set fra Oliebjerget