Lader du dig lede af en fintmærkende kristen samvittighed?
1. På hvilken måde har sandheden fra Bibelen indvirket på nogle?
DET er store forandringer mange har gjort når de er blevet kristne. I det gamle Korint fortælles der om nogle der havde været utugtige, afgudsdyrkere, homoseksuelle, tyve og drankere. Men da de hørte og rettede sig efter sandheden fra Guds ord, ændrede de deres levevis og blev „vasket rene“. (1 Kor. 6:9-11) Kender du nogen der har gjort lignende forandringer? Måske du selv har gjort det, med Guds hjælp.
2. Hvilken virkning har Guds ord på ens samvittighed, og hvorfor er dette gavnligt?
2 Det er godt når mennesker som er blevet nået med det kristne budskab, ophører med at svare til den beskrivelse der givet i Titus 1:15: „For de besmittede og troløse er intet rent, men både deres sind og deres samvittighed er besmittet.“ Dog vil der, efterhånden som man lærer Guds love og principper at kende, ske mere end blot det at man undgår åbenlyst umoralske handlinger. Man vil også udvikle en mere fintmærkende samvittighed. Er din egen samvittighed ikke blevet mere fintmærkende efterhånden som din kundskab om og forståelse af Guds vilje og personlighed er vokset? Det er noget i høj grad ønskværdigt. At have en ret oplært og fintmærkende kristen samvittighed og følge dens bud, kan hjælpe én til at opnå Guds gunst; den vil give én større fred i sindet fordi man spares for de kvaler som en besmittet samvittighed volder, og den vil hjælpe én til at leve som en sand kristen. — Se Første Petersbrev 3:21.
Hvor fintmærkende skal samvittigheden være?
3. Hvad vil kristne ønske at undgå med hensyn til samvittigheden?
3 Som kristne ønsker vi ikke en samvittighed der er „besmittet“ eller „brændemærket“, for den ville ikke kunne hjælpe os til at genspejle Guds billede. (Ef. 4:19) På den anden side bør vor samvittighed heller ikke blive overdrevent følsom; det kunne ske hvis vi ikke passer på, eftersom vi jo er ufuldkomne.
4. Hvordan kunne en overfølsom samvittighed eller en samvittighed som ikke er afbalanceret, få en til at reagere med hensyn til den skat man skal betale?
4 Lad os sige at man er kommet til erkendelse af at Jehova Gud ikke støtter nationernes krige, men at han opfordrer sit folk til at følge fredens vej. (Es. 2:4) Når man nu ved at nationerne afholder udgifterne til et militær med de penge der kommer ind i skat, vil en ret oplært og ligevægtig samvittighed da forbyde en at betale sin skat, eller måske byde en at betale sin skat minus en vis procentdel som svarer til det staten bruger på sit forsvarsbudget? Der er nogle der har indtaget dette standpunkt, men det bibelske vidnesbyrd taler ikke for at samvittigheden bør tilskynde til dette. Kristne får i Bibelen tydeligt befaling til at betale skat, og dette til trods for at den romerske stat, som de kristne var underlagt dengang, opretholdt en stor hær. (Matt. 22:17-21; Rom. 13:1, 7) Den kristne kan således betale sin skat med en ren samvittighed der er afbalanceret af Guds ord, og overlade til staten at bære ansvaret for hvordan pengene bruges.
5, 6. (a) Hvad bør en fintmærkende samvittighed som reagerer på rette måde, få en til at gøre med hensyn til betaling af skat? (b) Hvad siger Bibelen i denne forbindelse?
5 Apropos skat bør den samme bibelske vejledning forme et menneskes samvittighed så man betaler alt hvad man skal. Tilskynder din samvittighed dig til at gøre dét? Eller er din samvittighed blevet påvirket af den almindelige tendens til at snyde i skat? Tilskynder din samvittighed dig til at opgive alt hvad du tjener, til skattevæsenet? Måske er sandsynligheden for at ens selvangivelse bliver gået omhyggeligt efter og snyderiet opdaget, ikke ret stor, men for den kristne som har en samvittighed der virker på rette måde, er ønsket om at undgå straf ikke det eneste motiv til at handle ret; samvittigheden spiller også en afgørende rolle. Gør den det i dit tilfælde?
6 Lad os i denne forbindelse henvise til hvad Paulus skrev: „Der er derfor en tvingende grund til at man underordner sig, ikke alene for vredens [som vil ramme lovovertrædere] men også for samvittighedens skyld.“ (Rom. 13:5) En fintmærkende og velafbalanceret kristen samvittighed bør således være en kraft der både vejleder og lægger bånd på en. Gør din samvittighed det? Hvor fintmærkende er din samvittighed? Lad os betragte nogle få eksempler der kan hjælpe os til at afgøre dette.
Samvittigheden og det verdslige arbejde
7. Hvordan berøres samvittigheden af ens valg at beskæftigelse?
7 Den verdslige beskæftigelse kan give anledning til en del problemer som berører den kristnes samvittighed. Nogle former for beskæftigelse, som for eksempel at lave afgudsbilleder, at arbejde i et spilleetablissement eller for en falsk religiøs organisation, går tydeligt imod Bibelens anvisninger. Kristne undgår derfor sådanne former for beskæftigelse. (1 Joh. 5:21; Kol. 3:5; Åb. 18:2, 4, 5) Det er dog ikke alle beskæftigelser der kan anbringes inden for så skarpe grænser. Nogle befinder sig i det såkaldte „grå“ område. Det er også muligt at selv om ens arbejde i det store og hele er noget man ville kunne udføre med god samvittighed, kunne man nu og da blive bedt om at gøre noget som ville berøre ens samvittighed.
8, 9. (a) Giv et eksempel som viser at det verdslige arbejde kan berøre ens samvittighed. (b) Hvilke betragtninger gjorde den pågældende sig på dette tidspunkt?
8 For eksempel findes der beskæftigelser hvor man har med blod at gøre. Nu siger Bibelen tydeligt at Guds tjenere ikke bør bruge blod som næringsmiddel. (1 Mos. 9:3, 4; Apg. 15:19, 20) Derfor spiser Jehovas kristne vidner ikke fødemidler som indeholder blod, som for eksempel blodpølse, og tager heller ikke imod en blodtransfusion. Men hvad nu hvis man på sit arbejde nu og da har med blod eller blodprodukter at gøre? Ville ens samvittighed tillade dette? Et Jehovas vidne i Colorado, U.S.A., arbejdede som leder af et hospitalslaboratorium, hvor man foretog forskellige prøver og analyser af legemsvæv og legemsvæsker. Blandt de mange ting der hørte med til hans arbejde var også at foretage blodprøver. Undertiden bestod det simpelt hen i at undersøge en patients blod for indholdet af sukker eller kolesterol. Men til andre tider skulle han foretage forligelighedsprøver før en blodtransfusion. Kunne han gøre dette?
9 Som kristen overvejede han nøje sagen. Det var umiddelbart indlysende at det ikke ville være rigtigt som kristen at have et arbejde der udelukkende udføres for en blodbank og som tydeligt tjener et formål der er en overtrædelse af Guds lov. Men dette var ikke hans situation; han foretog prøver af mange forskellige slags. Ligeledes kunne man, hvis man var læge og skulle træffe beslutning om behandlingen af en patient, ikke beordre en blodtransfusion, lige så lidt som en forretningsindehaver blandt sine varer kunne have afgudsbilleder eller cigaretter. I forbindelse med denne sag kom laboratorielederen til den slutning at han blot foretog en prøve som led i en større sammenhæng, hvor en sygeplejerske havde taget prøven fra patienten, et bud havde afleveret den til laboratoriet, og en tredje måske ville give blodtransfusionen eller en anden behandling efter lægens anvisninger. Han overvejede princippet i Femte Mosebog 14:21. Ifølge dette skriftsted havde en jøde som fandt et selvdødt dyr, lov til at sælge det til en fremmed som ikke var underlagt Moselovens begrænsninger angående dyrekød som blodet ikke var løbet af. Hans samvittighed tillod ham derfor på dette tidspunkt at foretage blodprøver, deriblandt prøver af transfusionsblod til patienter som ikke havde nogen anfægtelser angående Guds lov om blodet.
10. Hvilke spørgsmål kunne man stille sig selv for at se hvordan man selv ville løse dette problem?
10 Ville din samvittighed have reageret på samme måde? Hvis ikke, så spørg dig selv — for at se sagen fra flere sider — om din samvittighed ville have tilladt dig at bringe blodprøven til laboratoriet. Eller, for at gå endnu et skridt længere bort fra den egentlige transfusion, ville du som lastbilchauffør have afleveret det laboratorieudstyr hvormed man foretager disse prøver, til hospitalet? Eller ville din samvittighed tillade dig at fremstille det glas hvoraf man måske ville lave dette udstyr? Det er klart at man ikke med rimelighed kan betragte alle disse led som direkte medvirkende til en overtrædelse af Guds lov. Men hvor trækker man grænsen? Her er det samvittigheden kommer ind i billedet. Selv om der er mange ting som Guds lov udtaler sig tydeligt imod, er der dog stadig anliggender som den kristne må afgøre med sin samvittighed. Vil din samvittighed være en god hjælp for dig i en sådan situation? Er den fintmærkende?
11. Hvad tilskyndede samvittigheden den samme mand til at gøre mange år senere?
11 I dette specielle tilfælde skete det at laboratorielederen, efter at have foretaget prøver og analyser i mange år, begyndte at føle sin samvittighed berørt. Det var ikke fordi nogen andre havde fortalt ham at han gjorde noget forkert. Det hverken kunne eller skulle de. Han søgte heller ikke at få andre til at træffe afgørelsen for sig. Men han begyndte selv at tænke: „Er det konsekvent at tale om næstekærlighed og samtidig delvis medvirke til at min næste overtræder Guds lov?“ (Matt. 22:39; Apg. 21:25) I erkendelse af sin kristne pligt til at sørge for sin familie drøftede han sagen med sin kone. (1 Tim. 5:8) Sammen blev de enige om at hvis hans samvittighed var berørt, var det bedre at han skiftede arbejde. Han opgav sin stilling til 15.000 dollars om året og begyndte på rengøringsarbejde, hvor han til at begynde med kun tjente 3600 dollars om året.
12. Vil det sige at hans tidligere beslutning var forkert, eller hvad viser dette tilfælde?
12 Lad os ikke tage fejl af formålet med dette eksempel. Det anføres ikke for at vi dermed vil sige at en kristen ikke kan være hospitalslaborant; der findes kristne som stadig arbejder på hospitalslaboratorier, er sygeplejersker, lastbilchauffører og så videre. Formålet med eksemplet er at vise hvordan samvittigheden kan berøres af ens arbejde. Dit arbejde og det du bliver bedt om at gøre, er måske noget helt andet. Men alle kristne bør overveje om de lever i så nøje overensstemmelse som muligt med Guds veje og principper. Hvis din samvittighed, efter at være blevet oplært af Guds ord, berøres på grund af det man beder dig om at gøre, vil du så ignorere den? Ja, hvor vigtigt er det for dig at have en ren samvittighed over for Gud og mennesker? — 1 Tim. 1:5, 19.
13. Hvordan kan vi hver især med fordel ransage vor beskæftigelse?
13 Naturligvis kan vi ikke fuldstændig undgå problemer i forbindelse med vores beskæftigelse, for vi befinder os stadig i den nuværende tingenes ordning. (1 Kor. 5:9, 10) Således erkender du sikkert at der ikke er store chancer for at du kan få din arbejdsgiver til at opdyrke en kristen samvittighed. Han foretrækker måske at se bort fra visse love; han overvurderer måske sine produkters værdi, eller han har nogle varer på lager som du ikke ville sælge hvis det var din forretning. Eller dine arbejdskammerater vil måske snyde med deres arbejdssedler eller drive den af når chefen ikke er i nærheden. Men du må til stadighed rette dig efter hvad din samvittighed byder dig. Så hvis den ikke tillader dig at gøre visse ting, eller hvis andre gør nar af dig fordi du arbejder flittigt, så acceptér det. Apostelen Peter skrev: „Hvis nogen på grund af samvittighed over for Gud udstår genvordigheder og lider uretfærdigt, er det velset.“ — 1 Pet. 2:18, 19.
Forskelligt hvor følsom samvittigheden er hos forskellige personer
14, 15. (a) Nævn et andet område hvor samvittigheden kommer ind i billedet. (b) Hvordan er den grundlæggende kristne holdning til dette spørgsmål?
14 Et andet område hvor samvittigheden kan blive berørt, har at gøre med handlinger der udspringer af patriotisme, som for eksempel patriotiske ceremonier udført på offentlige steder. Hvordan reagerer din samvittighed her? Spørgsmålet er berettiget, for såvel her som på andre områder varierer det fra menneske til menneske hvor fintmærkende samvittigheden er.
15 Jehovas kristne vidner forstår at mange mennesker nærer dybe følelser vedrørende patriotiske handlinger, hvoraf den mest almindelige uden tvivl er den at hilse landets flag og sværge det troskab. Som historikeren Carlton Hayes siger i sin bog Essays on Nationalism: „Nationalismens vigtigste troskabssymbol og centrale tilbedelsesobjekt er flaget, og man har opfundet mærkværdige liturgiske ceremonier som ’at hilse’ flaget . . .“ Selv om de kristne vidner for Jehova fuldt ud anerkender andres frihed til at gøre som de vil i denne sag, afholder de sig, tilskyndet af deres forståelse af Bibelen, fra sådanne handlinger. — Joh. 17:16; 1 Kor. 10:14.
16. Hvordan kan to kristne ifølge deres samvittighed blive ledet til at handle forskelligt?
16 Men hvad vil din samvittighed tilskynde dig til at gøre hvis du kommer til at overvære en patriotisk ceremoni? Måske befinder du dig i en tilhørerskare som bliver bedt om at rejse sig og hilse landets flag. Som kristen vil du naturligvis undgå enhver form for afgudsdyrkelse. Men kan samvittigheden alligevel tillade en at rejse sig? Det kan godt være at én vil foretrække at blive siddende for på den måde er han personligt sikker på at han ikke deltager i nogen ceremoni. Ville din samvittighed reagere på samme måde? En anden vil måske beslutte sig til at rejse sig op. Han forstår det sådan at det ikke var ved at rejse sig man viste fuld deltagelse i ceremonien. Tilhørerne blev bedt om at rejse sig og hilse flaget. Han vil måske tænke på at de tre hebræere øjensynlig stod op foran den billedstøtte Nebukadnezar havde rejst, men nægtede at bøje sig for den. Som følge heraf slutter han at i dette tilfælde indbefatter fuld deltagelse både at rejse sig og at hilse, og derfor tillader hans samvittighed ham at blive stående respektfuldt, men uden at hilse — Dan. 3:1-18.
17. Er dette tegn på at der er noget forkert? Hvad er grunden til forskellen?
17 Det ses heraf at to kristne i samme situation, af deres samvittighed tilskyndes til at drage lidt forskellige konklusioner, skønt begge vil afholde sig fra at gøre noget Bibelen tydeligt betegner som uret. (2 Mos. 20:4, 5; 1 Joh. 5:21) Denne forskel i hvordan samvittigheden virker, er ikke et tegn på forvirring eller mangel på enhed blandt de kristne. Den er heller ikke et bevis på at den ene af de to tager fuldstændig fejl. Den må betragtes som et forventet resultat af at man har opnået en kristen samvittighed og gør brug af den.
18. Hvordan vil det gavne en at lade sig lede af sin samvittighed, selv om den vejledning samvittigheden giver, kan variere fra menneske til menneske?
18 Er dette en fordel? Må det at følge sin samvittighed betragtes som bedre end at følge en „regel“? Ja, det vil gavne en at være villig til at oplære og reagere på sin samvittighed, i stedet for at følge en „talmud“ af regler for alle mulige situationer og deres variationer. Det vil hjælpe en til at være sig de bibelske principper mere bevidst. Det sætter en i stand til at tænke mere klart, da det stimulerer og styrker sindet. Dette gavnlige resultat fremgår blandt andet af en australsk undersøgelse blandt tolvårige med hensyn til hvor „kreative“ de var. Det hedder blandt andet i rapporten:
„Særligt skal nævnes at et uforholdsmæssigt stort antal i høj grad kreative børn var Jehovas vidner. Fire børn ud af de 394 som undersøgelsen omfattede, var medlemmer af denne sekt, og alle fire havde i høj grad kreative evner. Både den pige som opnåede det højeste samlede antal point for Torrance-prøverne, og den pige som alene ud af alle drenge og piger lå i den øverste femtedel ved alle fem præstationsmålinger, var Jehovas vidner.“ — Journal of Personality, marts 1973.
Hvilken forklaring gav man på denne enestående kreativitet hos disse børn af Jehovas vidner? Undersøgelsen henledte specielt opmærksomheden på at de ikke blot passivt følger de patriotiske ceremonier i skolen, men vurderer principperne i Guds ord og følger en fintmærkende kristen samvittigheds reaktioner.
Fintmærkende, men ikke altid mere begrænsende
19, 20. (a) Hvorfor behøver en fintmærkende samvittighed ikke altid at lægge flere bånd på en? (b) Hvordan viste Paulus dette i spørgsmålet om at spise kød der havde været ofret til afguder?
19 Vi har set at efterhånden som samvittigheden oplæres og bringes mere og mere i overensstemmelse med Guds veje og åbenbarede vilje, lægger den som regel flere begrænsninger på en. Der er visse ting som man tidligere gjorde, den ikke længere tillader at man gør, for man ser nu at det går imod Guds principper. Men at oplære sin samvittighed i overensstemmelse med Guds ord betyder ikke nødvendigvis at den i alle forhold lægger flere begrænsninger på en. En ret oplært samvittighed kan i virkeligheden tillade en at gøre visse ting som man før, da man ikke kendte Guds vilje, mente var urigtige.
20 Det der gør forskellen i disse tilfælde er nøjagtig kundskab. Et udmærket eksempel herpå er Paulus’ udtalelser om kød der var blevet ofret til en afgud og som senere blev solgt på kødtorvet eller i en slags restaurant der havde forbindelse med et afgudstempel. En som nylig havde forladt den hedenske afgudsdyrkelse og var blevet kristen ville sikkert undgå kød af den slags, fordi han ville undgå alt hvad der havde med en afgud at gøre. Dog kunne han med tiden vokse i kundskab og forståelse. Paulus skrev: „Med hensyn til at spise det der har været ofret til afguder, så ved vi at en afgud intet er i verden, og at der ingen Gud er uden én.“ (1 Kor. 8:4) Efter at have fået fuld forståelse heraf ville den kristne sikkert indse at kød der blev solgt til offentligheden ikke var blevet besmittet eller forgiftet blot fordi det engang havde været ofret til en gud som intet er. Med denne kundskab kunne hans styrkede samvittighed tillade ham at købe den slags kød på kødtorvet eller i en offentlig restaurant. — 1 Kor. 8:10; 10:25.
21. Giv et eksempel på noget tilsvarende i dag.
21 Noget tilsvarende kan forekomme i dag. For eksempel var der en ung mand i Ohio som var vokset op med den overbevisning at kristne ikke bør drikke alkoholiske drikke. Han havde endog lært Bibelens advarsler mod drukkenskab udenad og beskrivelsen af drankeren i Ordsprogenes bog, kapitel 23. Senere, da han blev en indviet tjener for Gud, tillod hans samvittighed ham stadig ikke at drikke hverken vin eller øl. Så hørte han et foredrag der nøjagtigt fortalte hvad Bibelen siger om alkohol, og han tænkte alvorligt over det. Det fremgik at Bibelen tydeligt fordømmer drukkenskab. (Ordsp. 23:20, 21; Ef. 5:18; 1 Pet. 4:3) Men den forbyder ikke at man nyder alkoholiske drikke med måde; Jesus selv lavede engang vin og drak selv vin ved lejlighed. (1 Mos. 14:18; Sl. 104:15; Præd. 9:7; Joh. 2:3-11; Luk. 22:17, 18) Selv om han kendte disse skriftsteder, så han først nu den ligevægtige slutning de måtte føre til. Da en italiener senere gæstfrit tilbød ham et lille glas vin, tillod hans kristne samvittighed ham at tage imod det.
22. Hvilken betydningsfuld faktor må den der har en stærk samvittighed ikke overse?
22 Har du erfaret at din samvittighed på lignende måde er blevet styrket og afbalanceret efterhånden som du er vokset i kundskab om Guds ord og hans måde at handle på? Hvis det er tilfældet, forstår du sikkert også betydningen af at tage hensyn til dem hvis samvittighed reagerer anderledes end din. Det var dette Paulus ønskede at understrege i forbindelse med det kød der var blevet ofret til en afgud som i virkeligheden „intet“ var. Han skrev: „Denne kundskab er imidlertid ikke i alle.“ (1 Kor. 8:4, 7) Nogle kristne kunne, på grund af at de tidligere havde dyrket afguder, ikke med en ren samvittighed spise sådan noget kød, selv om det blev solgt til offentligheden. Hvis en kristen som havde „kundskab“ og en stærk samvittighed, uden hensyn til andre spiste „alt“, kunne det blive til undergang for en broder „for hvis skyld Kristus er død“. Paulus sagde derfor: „Hvis [kød af den art] bringer min broder til snublen og fald, vil jeg aldrig nogen sinde mere spise kød.“ — 1 Kor. 8:10-13; 10:27-29.
23. Hvilket hensyn bør vi tage til andres samvittighed når vi træffer vore afgørelser?
23 Har du den samme indstilling? Der kan for eksempel være noget som, efter det kendskab du har til Guds åbenbarede vilje, tilsyneladende er tilladt og som din samvittighed tillader dig. Det kan være noget ved din klædedragt eller din frisure, ting du udsmykker dit hjem med eller noget du gør i din fritid som afslapning og adspredelse. Men hvad nu hvis en del af dem du omgås, ifølge deres samvittighed mener at det ikke er passende for en kristen? Tilskynder din kristne indstilling dig da til med glæde at sige: ’Hvis dette bringer min broder til snublen og fald, vil jeg aldrig nogen sinde mere gøre det, for at jeg ikke skal bringe min broder til snublen og fald’?
24. Hvad bør vi gøre hvis vores samvittighed ikke siger det samme som samvittigheden hos en der har myndighed over os? Hvorfor bør man tage hensyn til dennes samvittighed?
24 Der er også en anden måde hvorpå man må tage hensyn til andres samvittighed. Måske du godt kan lide en bestemt mode eller en bestemt frisure, og din samvittighed er ikke berørt. Men hvis du er mindreårig, eller du er en gift kvinde, må du have tilladelse fra din fader eller mand. Deres samvittighed må tages i betragtning. Eller hvis du er interesseret i et særligt tjenesteprivilegium i den kristne menighed, da kommer ældsterådets samvittighed ind i billedet. (1 Tim. 3:9) Sandt nok forstår de at klædedragt og frisure følger ens personlige smag, men hvis de bliver bedt om at anbefale dig til en speciel opgave, må de have en god samvittighed. De har et stort ansvar med hensyn til menighedens gode kristne navn og omdømme i nabolaget, og de forstår at de der udnævnes til at varetage særlige opgaver må være gode eksempler. (1 Tim. 3:2, 7, 10; 5:22) Hvis derfor noget som din samvittighed tillader dig, strider imod samvittigheden hos dem hvis myndighed eller ledelse du er underlagt, hvad enten det er forældre, en ægtemand eller kristne tilsynsmænd, så vær villig til at gøre de nødvendige forandringer, så de kan give dig deres tilladelse eller anbefale dig med „en ren samvittighed“.
Opelsk en fintmærkende samvittighed
25. Hvad indebærer det at noget er „en samvittighedssag“?
25 Det kræver stadig opmærksomhed at udvikle og følge en fintmærkende samvittighed der reagerer på rette måde. Det er uhyre let at blive påvirket i en forkert retning af de verdslige mennesker der omgiver os og hvis samvittighed er for eftergivende, sløvet eller endog besmittet. (Tit. 1:15) Der er mange forhold man må tage stilling til i overensstemmelse med sin egen samvittighed. Hvis du har arbejdet på at opelske en fintmærkende kristen samvittighed, vil det hjælpe dig. Vær rede til at lytte til din samvittigheds stemme, og mén ikke at hvis noget er „en samvittighedssag“, har det intet at sige hvad du gør. Det har det. Den beslutning du træffer, kan berøre hele dit syn på livet, dit omdømme som kristen, din åndelighed, og, vigtigst af alt, dit forhold til Jehova Gud.
26, 27. (a) Hvordan kan det hjælpe en at tale med en ældste, og hvad kan denne ikke gøre? (b) Hvordan vil en fintmærkende samvittighed hjælpe os?
26 Når der er tale om et vigtigt spørgsmål, men dog et spørgsmål som du selv må afgøre med din samvittighed, så tøv ikke med at tale med modne kristne, som for eksempel de ældste i din menighed. Naturligvis kan de ikke træffe afgørelsen for dig. (En som engang søgte råd i et familieanliggende spurgte helt oprigtigt: „Er dette imod den kristne samvittighed?“) Nej, en ældste vil ikke kunne sige dig hvordan din samvittighed skal reagere, men han kan måske give dig en god og velafbalanceret bibelsk vejledning som du kan overveje. Og hvis du har ladet din samvittighed forme af Jehovas personlighed og hans måde at handle på, og den er lydhør for hans principper, vil du på denne måde få hjælp til at gå på hans stier. (Sl. 25:4, 5) En fintmærkende samvittighed vil hjælpe og vejlede dig.
27 Der er altså stor tilfredsstillelse ved at have og gøre brug af den gudgivne evne som samvittigheden er. Den er en velsignelse. Når man sørger for at den til stadighed er fintmærkende og reagerer på rette måde, afbalanceret af Guds ord, kan den hjælpe en til at vandre med visdom for Gud og mennesker. (2 Kor. 4:2) Den kan være med til at aflægge vidnesbyrd om at du færdes i verden på en måde der uden tvivl vil medføre Jehovas godkendelse til evig tid. — 2 Kor. 1:12.