Spørgsmål fra læserne

● Hvordan bør det kristne syn ifølge Guds ord være på selvmord?

Som den der er livets kilde har Jehova erklæret et menneskes liv for dyrebart, helligt. (1 Mos. 9:5; Sl. 36:10) Følgelig fordømmes selvmord, at man tager sit eget liv, i Bibelen. (2 Mos. 20:13; 1 Joh. 3:15) De få gange Bibelen nævner at nogen har begået selvmord, drejer det sig om mennesker som var utro mod Jehova og som ikke tog hensyn til at deres liv i realiteten tilhørte ham. — 1 Sam. 31:4; 2 Sam. 17:5-14, 23; 1 Kong. 16:18; Matt. 27:5.

Den der med vilje tager sit eget liv, ringeagter livets hellighed og pådrager sig blodskyld. Hvis en som har sin forstands fulde brug begår selvmord, viser dette at vedkommende ingen moralfølelse har, mangler tro og ikke nærer nogen frygt for Gud. Det vidner om fejhed, fordi man ikke vil bære de problemer og det ansvar livet stiller en over for. Hvis vedkommende gjorde krav på at være en sand kristen, er forholdet til Gud på voldsom måde blevet brudt. Selvmord kan skyldes pres fra dæmoner som tilskynder til selvødelæggelse. (Matt. 17:14-18) Det er en yderst egocentrisk handling der vidner om manglende kærlighed til familiens øvrige medlemmer, til menigheden og vennekredsen, samt hele det omgivende samfund, da det volder alle som vedkommende har haft tilknytning til, både skam og sorg. — Mark. 12:31.

I de fleste lande er det en repræsentant for øvrigheden der udfærdiger den officielle indberetning om dødsårsagen. Selv om rapporten lyder på selvmord, er det ikke sikkert dette stemmer med kendsgerningerne. I ét tilfælde, hvor dødsattesten lød på selvmord, kom der tre uger senere klare vidnesbyrd for dagen som viste at døden skyldtes et ulykkestilfælde, men under mærkelige omstændigheder. Omstændighederne må derfor altid tages i betragtning. Har der været tale om sindssygdom eller sindsforvirring hos den pågældende? Var vedkommende ved sin fornufts fulde brug? Er det en handling vedkommende må fordømmes for? I mange tilfælde er det svært at finde ud af sagens rette sammenhæng.

Hvordan bør medlemmerne af en menighed da forholde sig med hensyn til at overvære begravelsen af en som har begået selvmord og som har været tilsluttet menigheden? Hvordan skal en ældste forholde sig hvis han anmodes om at forestå begravelseshøjtideligheden? Hvor det synes at være et ulykkestilfælde, selv om dødsattesten lyder på selvmord, eller der har været tale om sindsforvirring, vil nogle i menigheden ifølge deres samvittighed måske synes at de godt kan overvære begravelsen for at trøste de efterladte. Det overlades også til en ældste selv at afgøre om han vil forestå begravelsen når han anmodes om det. Dog er det også muligt at menigheden vil foretrække ikke at støtte en sådan begravelse og ikke at lade den foregå fra rigssalen, på grund af den virkning det kan have udadtil fordi folk ikke er bekendt med sagens rette sammenhæng.

Hvor det på den anden side er klart at der foreligger selvmord, vil menighedens medlemmer og de ældste måske foretrække ikke at have noget med begravelsen at gøre. I det tilfælde overlades det til familien selv at sørge for begravelsen, måske lade den foregå i stilhed og blot lade et medlem af familien sige nogle få ord for de efterladtes skyld. Hvis begravelseshøjtideligheden forestås af en som ikke er medlem af menigheden, vil nogle måske også foretrække ikke at være til stede.

Hvorvidt der er en fremtid for nogle af dem der har følt sig tilskyndet til at begå selvmord, overlader vi, som mennesker der er tilhængere af retfærdighed, til den barmhjertige og alvise Gud at afgøre. De der elsker livet og betragter hver dag de lever som hellig, vil bestræbe sig for i alle forhold at leve og færdes på en måde der kan godkendes af Ham der har skænket menneskene livet.