En præst som tog imod sandheden

● I 1961 holdt et af Jehovas Vidner et bibelsk foredrag i en landsby i et bush-område på Salomonøerne. Blandt tilhørerne var den lokale præst. Samme aften talte forkynderen og præsten om Bibelen i mange timer. Efter yderligere studium den følgende dag, trådte præsten frem for menigheden i sin kirke og sagde at han nu blev et Jehovas vidne. Han opfordrede dem til at studere Bibelen sammen med ham, men nej, hele landsbyen vendte sig imod ham.

Dengang måtte han færdes i fire-fem timer over bjerge og floder for at komme til Jehovas Vidners møder. Senere flyttede han lidt uden for landsbyen og byggede sig et hus der. Han gjorde gode fremskridt og blev til sidst et døbt vidne for Jehova. Som årene gik bosatte to mænd sig i nærheden af ham og begyndte at studere Bibelen sammen med ham. Men de forsømte ofte studiet og gjorde derfor ikke store fremskridt. Alt dette begyndte at gøre manden mismodig.

I 1968 foreslog den forkynder der oprindelig havde talt med ham, at det måske ville være bedre for ham at flytte til den landsby hvor Jehovas Vidner holdt deres møder, så han kunne tage mere del i deres virksomhed. Glad for dette forslag tog manden tilbage til sin landsby og meddelte at nu ville han flytte. Det kom som et chok for beboerne. Han havde altid været en stor hjælp for dem, og de ville ikke gerne af med ham. De bønfaldt ham om at blive.

Hans kødelige broder, der hidtil havde været ubeslutsom, trådte nu ud af kirken og begyndte at forkynde Bibelens budskab for andre. Den tidligere præst udnyttede situationen og indbød landsbyens beboere til Jehovas Vidners næste områdestævne. Mange tog med. Det de så og hørte gjorde indtryk på dem, og mange bad om et bibelstudium. Et specialpionerægtepar måtte sendes til området for at hjælpe den forhenværende præst med at sørge for de tredive mennesker der nu ønskede at studere Bibelen. Kort efter byggede man en rigssal, og tolv er allerede begyndt at forkynde Bibelens sandheder sammen med deres gamle præst.

Selv de der underviser andre i religiøs vildfarelse kan altså nære et oprigtigt ønske om at gøre det der er rigtigt. Når de får øje på sandheden reagerer de velvilligt og begynder aktivt at dele ud af de gode ting de lærer.