Gennemførelsen af Jehovas hensigt gennem 6000 år
DA ADAM åbenlyst vragede Jehovas retmæssige suverænitet, handlede Jehova kærligt og barmhjertigt. Han tog ikke straks Adams liv, for derefter at begynde forfra ved at skabe et nyt menneske som kunne erstatte ham. Nej, Adam fik lov at leve en tid så han kunne sætte en menneskeslægt i verden. Denne menneskeslægt blev af Gud „underlagt frugtesløshed“, idet den ved arv fra Adam blev underlagt dødens fordømmelse. Den kunne ikke i egen kraft finde nogen vej ud af denne ulykkelige tilstand. Den var imidlertid underlagt frugtesløsheden „på grundlag af håb“, idet Gud i sin enestående, ufortjente godhed traf beslutning om en udvej for de trofaste blandt Adams efterkommere. Derved kunne de blive „frigjort fra trældom under fordærv“ og genvinde den „herlige frihed“ som Guds børn. Dette storslåede håb blev fremholdt i en profeti som Jehova selv fremsatte allerede i Eden. Lad os gennemgå de historiske vidnesbyrd årtusind for årtusind, for at se om Gud har været langsom til at gennemføre denne hensigt. — Rom. 8:20, 21; 1 Mos. 3:15; 2 Pet. 3:9.
Fra 4026 til 3026 f.v.t.
I de årtusinder der gik forud for menneskets skabelse havde Gud vist menneskeheden dyb interesse og kærlighed ved at indrette et paradisisk hjem til den. Men da menneskene i Eden gjorde oprør, dømte Jehova som den suveræne Hersker Adam og Eva til døden og drev dem ud af dette glædens paradis. Jehova handlede i overensstemmelse med sin retfærdighed. Men han fuldbyrdede ikke dommen på en sådan måde at han udslettede menneskeslægten. Skønt det første menneskepar nu var syndere, tillod han dem at sætte børn i verden. Ved domsafsigelsen over dem erklærede han desuden at han ville oprejse en „sæd“, et afkom, der skulle knuse Satan og hans tilhængere. Dette vidnede om at han ville handle barmhjertigt med Adams efterkommere, så de gennem den lovede „sæd“ kunne have håb om udfrielse og liv. — 1 Mos. 3:8-24.
Da Kain myrdede sin broder Abel, gjorde Jehova det klart at menneskeheden ville blive draget til ansvar for blodskyld. Som den retfærdige Gud inspirerede han senere den trofaste Enok til at profetere at han ville komme „med sine hellige titusinder for at eksekvere dom over alle og bevise at alle de ugudelige var skyldige i alle deres ugudelige gerninger“. Jehova klargjorde således at han altid ville handle retfærdigt over for de onde, og i sin barmhjertighed fremholdt han samtidig et strålende håb for dem der ville ære ham. — 1 Mos. 4:9-11; Jud. 14, 15; 2 Mos. 34:6, 7.
Fra 3026 til 2026 f.v.t.
Tidligt i dette årtusind blev Noa født. Jehova benyttede Noa i en profetisk skildring af hvordan han til sin tid ville udfri menneskeheden. For at eksekvere sin dom over de ugudelige sendte Jehova en vandflodskatastrofe over jorden, og de eneste der overlevede var Noa og hans familie, samt eksemplarer af alle dyrene, idet de blev bevaret i arken og derefter kunne træde ud på den rensede jord. Over to tusind år senere forklarede Jesus Vandflodens profetiske betydning. Han sagde: „For ligesom Noas dage var, sådan vil Menneskesønnens nærværelse være. For som de var i de dage før vandfloden, de spiste og drak, mænd giftede sig og kvinder bortgiftedes, indtil den dag Noa gik ind i arken, og de gav ikke agt før vandfloden kom og rev dem alle bort, sådan vil Menneskesønnens nærværelse være.“ Herved pegede Jesus, som selv var Menneskesønnen, frem til den fastsatte „dag og time“ da Jehova Gud ville bringe „den store trængsel“ over jorden og fjerne de ugudelige. — 1 Mos. 6:13-22; Matt. 24:36-39.
Da Jehova efter Vandfloden gav menneskene lov til at spise dyrenes kød, erklærede han at livet var helligt, og han forbød dem at nyde nogen form for blod. Men endnu mens Noa levede, blev det rensede menneskesamfund fordærvet og viste ringeagt for Guds lov, idet Nimrod, en hensynsløs jæger, opkastede sig til konge, den første konge på jorden. Jehova havde sat sig for at menneskesamfundet skulle brede sig og befolke hele jorden. Da Nimrod trodsigt modstod dette forsæt ved at søge at samle menneskehedens verden under sig selv som diktator og „gud“, greb Jehova ind! Ved at forvirre menneskenes sprog tvang han dem til at sprede sig „ud over hele jorden“. Derved viste han at ingen med held ville kunne krydse hans erklærede hensigt. — 1 Mos. 9:1-7; 10:9, 10; 11:1-9; Es. 55:11.
Fra 2026 til 1026 f.v.t.
Jehova havde givet til kende at den lovede „sæd“ og udfrier ville komme gennem Noas søn Sems slægt. I denne slægtslinje fremstod Abraham, en mand der blev regnet retfærdig på grund af sin stærke tro. Gud sluttede en pagt med Abraham og erklærede at ved hjælp af hans sæd skulle alle jordens nationer „i sandhed velsigne sig“. (NW) Ved at lade Abraham gå så vidt som til at søge at bringe sin søn Isak som brændoffer, skildrede Gud ikke alene hvordan han engang i fremtiden ville bringe sin egen søn som et genløsningsoffer for menneskeheden, men også det herlige håb om en opstandelse. Gud benyttede ligeledes Abrahams oldesøn Josef i Ægypten som et billede på hvordan han ville oprejse Messias som frelser for menneskeheden. At Job i det nærliggende land Uz beviste at Satan var en løgner ved at ’holde fast ved sin integritet’, skildrede hvordan Messias og andre trofaste Guds tjenere ville udholde megen forfølgelse og derved hævde Jehovas hensigter. — 1 Mos. 22:3-18; Hebr. 11:17-19; 1 Mos. 47:21-27; Job 2:3, NW.
Midt i dette årtusind førte Jehova israelitterne ud af Ægypten, og han sagde til dem: „I skal blive mig et kongerige af præster og et helligt folk!“ Deres anfører, Moses, fik af Gud en detaljeret lov foruden instruktioner vedrørende tabernaklet, gudstjenesten og præsteskabet. Alt dette tjente som glimt af den fremtidige administration hvorved Jehova ville sammenfatte alt under Messias. Henimod dette årtusinds slutning oprettede Gud en pagt med den trofaste kong David, en pagt som gav løfte om at ’Davids sæd’ som Messias ville sidde på Guds riges trone for evigt. Da dette årtusind udløb var Davids søn Salomon i færd med at fuldføre opførelsen af Jehovas storslåede tempel i Jerusalem. Gennemførelsen af Guds hensigt skred i sandhed fremad! — 2 Mos. 19:5, 6; Ef. 1:9, 10; 1 Krøn. 17:11-14; 2 Krøn. 5:1.
Fra 1026 til 26 f.v.t.
I det fjerde årtusinds første år blev det prægtige tempel som Salomon havde bygget for Jehova, indviet. Det var midtvejs mellem Adams skabelse og vor tid. Salomon bad med rette om at templet i Jerusalem måtte blive et bedehus for alle nationer. Dog havde Jehova specielt udvalgt israelitterne til at være det redskab hvorigennem han ville åbenbare sin guddommelige hensigt i forbindelse med at genrejse menneskeheden, og gennem dem fortsatte han med at skabe profetiske mønstre for fremtidige begivenheder. — 1 Kong. 8:1-66; Mark. 11:17.
Israel faldt imidlertid fra. I 740 f.v.t. benyttede Jehova Assyrien som sin „harmes kæp“ til at straffe det nordlige rige, Israel, og sende indbyggerne i landflygtighed. Og i 607 f.v.t. benyttede han Babylon til at lægge Juda og Jerusalem øde. Efter halvfjerds års forløb vendte en trofast rest tilbage fra landflygtigheden i Babylon for at genopbygge templet og genindføre den sande tilbedelse i Jerusalem. — Es. 10:5-11; Jer. 25:8-14.
Gud lod Daniel profetere at „Messias, Lederen,“ ville fremstå niogtres åruger efter at befalingen om at genopbygge Jerusalem var udgået. Denne befaling blev udstedt i 455 f.v.t., og Messias, Guds Salvede, skulle derfor vise sig i år 29 e.v.t. Gud viste også at det hedenske herredømme over jorden som han havde tilladt og som begyndte i 607 f.v.t., ville vare i 2520 år. Det ville derfor udløbe i 1914 e.v.t. — Dan. 9:24-27, NW; 4:16, 23, 25, 32.
De hebraiske Skrifters kanon blev fuldført i dette årtusind, i sidste halvdel af det femte århundrede f.v.t. I det tredje århundrede f.v.t. begyndte man i Ægypten at udarbejde den græske Septuaginta-oversættelse af De hebraiske Skrifter, til gavn for de græsktalende jøder der boede rundt om i forskellige lande. Sprogskranker skulle ikke hindre udbredelsen af de livsvigtige oplysninger der fandtes i disse hellige skriftruller. — Rom. 3:1, 2; 15:4.
Fra 26 f.v.t. til 975 e.v.t.
Begivenhederne i det første århundrede efter vor tidsregnings begyndelse er af umådelig betydning for menneskeheden. Fra foråret 29 e.v.t. blev Johannes Døber brugt til at ’berede vejen’ for Messias. Samme efterår døbte han Jesus, og Jehova salvede Jesus „med hellig ånd og kraft“. På denne måde blev Jesus den lovede Messias, Jehovas ypperstepræst og fremtidige konge som skulle bringe menneskeheden evig frelse. Ved at forkynde og gøre mirakler i de tre og et halvt år hans særlige tjeneste varede, viste Jesus hvordan han ville føre Jehovas hensigt igennem når han opnåede det lovede herredømme i Riget. Blandt andet ville han oprejse de døde og genrejse menneskeheden til sundhed og fuldkommenhed i et jordisk paradis. Jesus blev dødsdømt af de jødiske præster og de romerske myndigheder og henrettet på en marterpæl. Efter hans død og begravelse erklærede Jehova ham fuldt retfærdig ved at oprejse ham fra de døde til liv i himmelen. Derefter frembar Jesus som ypperstepræst værdien af sit fuldkomne offer for Gud, for at det kunne komme menneskeslægten til gavn. — Matt. 3:3, 13-17; Apg. 10:37-43; 1 Tim. 3:16; Hebr. 9:24-28.
På pinsedagen i år 33 udgød Jehova sin ånd over Jesu forsamlede disciple og førte dem således som et åndeligt Israel ind i den nye pagt der blev formidlet af Kristus. Begyndende med omvendelsen af Kornelius og hans husstand i år 36 blev også kristne hedninger ført ind i dette „Guds Israel“. Denne „lille hjord“ af salvede kristne havde storslåede fremtidsudsigter. Den kunne se frem til at være sammen med Kristus i hans himmelske rige! — Apg. 2:1-4; 10:24, 44-48; Hebr. 9:15; Gal. 6:15, 16.
I løbet af det første århundrede e.v.t. blev den kristne menighed grundfæstet. Nogle af Jesu apostle og disciple nedskrev det der nu udgør De kristne græske Skrifter, og ved århundredets afslutning var den bibelske kanon fuldført. Hele Jehovas storslåede hensigt var nu skrevet ned. De inspirerede skrifter viste at mange af Guds profetier allerede var blevet opfyldt eller var i færd med at blive opfyldt, og de fremholdt det sikre håb at alle Jehovas øvrige løfter ville blive opfyldt gennem hans søns rige. — Apg. 9:31; 2 Tim. 3:16, 17; 2 Pet. 1:19-21.
Mens den gode nyhed endnu var uforfalsket, blev den af de salvede kristne „forkyndt blandt al skabningen under himmelen“. Men efter apostlenes død greb det forudsagte store frafald om sig, og den kristne menighed blev besmittet af „undertrykkende ulve“ som trængte ind, ugudelige mænd som lod hånt om Guds ufortjente godhed. I år 325 grundlagde de frafaldne, støttet af det hedenske Rom, den hykleriske kristenhed, og dette medførte et tæt åndeligt mørke. Da det femte årtusind sluttede, var forståelsen og værdsættelsen af Jehovas strålende hensigter vedrørende Riget i sandhed sparsom. Men Guds løfter stod fast! Han lyver ikke. — Kol. 1:13, 23; Apg. 20:29, 30; Jud. 4; Tit. 1:2.
Fra 975 e.v.t. til 1975 e.v.t.
I det sjette årtusind fortsatte Jehova med at prøve sine salvede tilbedere ved den forfølgelse de blev udsat for. Omsider begyndte mørket at spredes, idet Bibelen, navnlig fra og med det sekstende århundrede, blev oversat til den jævne mands sprog og blev udbredt i kristenheden. I 1870erne begyndte forståelsen og værdsættelsen af Bibelens grundsandheder atter at vinde frem. Jehova begyndte at samle sine salvede. Som en ’trofast og klog træl’ trådte disse salvede igen i forgrunden ved at uddele nærende åndelig mad i mængde. Hengivne kristne begyndte med stor forventning at se frem til året 1914, eftersom dette år ville markere udløbet af hedningernes tider. Og det var ganske rigtigt i 1914 at Jehova indsatte Kristus Jesus på tronen i det himmelske rige, på det himmelske Zions bjerg, med „verdensherredømmet“ i eje. Alle dele af det tegn der ifølge Jesu store profeti ville markere at han var nærværende i himmelsk herlighed og at „afslutningen på tingenes ordning“ var begyndt, kunne ses klart og tydeligt, idet de forskellige enkeltheder begyndte — og fortsatte med — at gå i opfyldelse. Dette har givet sande kristne grund til stor glæde og har ført til at de nidkært og energisk har forkyndt Guds oprettede rige. — Åb. 20:4; Matt. 24:3-14, 32-34, 45-47; 25:31-33.
Fra og med 1919 er der til Guds salvede rest på jorden blevet genoprettet et åndeligt paradis under Kristus. Og i 1935 begyndte „en stor skare“ andre ydmyge tilbedere at vise sig og at slutte sig til den salvede rest af Jehovas rigsskare for at synge Jehovas pris over hele jorden sammen med den. Indsamlingen af denne ’store skare’ har nu stået på i fyrre år, og mere end to millioner af disse Guds tjenere ser nu frem til at komme igennem den forestående „store trængsel“ og træde ud på en renset jord, som efterhånden vil blive omdannet til et bogstaveligt paradis der skal vare i al evighed! I over 35.000 kristne menigheder i 207 lande og områder forberedes Guds nidkære tjenere nu på at overleve — og på at udføre det arbejde der ligger foran dem i forbindelse med det bogstavelige paradis på jorden. — Joh. 10:16; Åb. 7:9, 10, 14, 15; se også Esajas 35:1-10; 65:17-23.
Jehova handler fremadskridende til gavn for menneskeheden
Jehova er i sandhed en handlingens Gud. Han er ikke langsom til at gennemføre sin majestætiske hensigt til gavn og velsignelse for sine skabninger. Ugudelige mennesker gør måske nar af den gode nyhed om at Messias i vor tid er nærværende som regerende konge, men deres spot vil forstumme den „dag og time“ hvor ’Herren Jesus åbenbares fra himmelen med sine mægtige engle’. Med en flammende ødelæggelse vil han bringe hævn over „dem der ikke kender Gud og dem der ikke adlyder den gode nyhed om vor Herre Jesus“. Vi kan være sikre på at ’Jehova ikke er langsom med hensyn til sit løfte’. Mens vi tålmodigt venter på den „dag“ Jehova vil gribe ind, kan vi glæde os over at ’den store skare’ som vil overleve „den store trængsel“, stadig vokser. Til gavn for dem slider vi i det og kæmper energisk. — 2 Tess. 1:7-10; 2 Pet. 3:3, 4, 9; 1 Tim. 4:10.
Alle disse gerninger som vor Gud har gjort og som vil føre til udfrielse for menneskeheden, rører vort hjerte. I fuld tillid til at hele Jehovas storslåede hensigt vil blive opfyldt for dem der elsker ham, ønsker vi at følge hans og hans konges, Jesu Kristi, ledelse, og således blive ført gennem „den store trængsel“ ind i det fremtidige tusindårsrige. Det er i sandhed store ting Jehova har øvet og stadig øver for menneskeheden! — Es. 12:2-5.