Kristenhedens ’hellige sted’ lægges snart øde
NÅR religiøse bygninger ødelægges under krige, jordskælv, uvejr eller lignende katastrofer, kommer det altid som et chok for religiøse mennesker. Selv mange som ikke anser bygningerne for hellige, bedrøves over de mange kunstværker der ødelægges sammen med dem. Hvor chokerende vil det da ikke være hvis alle kristenhedens hellige bygninger pludselig jævnes med jorden? Det lyder måske overraskende, men Bibelen viser at dette snart vil ske.
Denne katastrofe har et historisk fortilfælde i det første århundrede. Dengang blev Jerusalem og byens prægtige tempel fuldstændig lagt i grus. Det alter som de aronitiske præster frembar ofre på, blev ødelagt. Slægtsregistrene gik tabt, så ingen længere kunne fastslå at han stammede fra Aron og havde ret til at tjene som præst. Hermed endte den jødiske tingenes ordning, som havde eksisteret i mange hundrede år. Siden dengang har jøderne ikke længere kunnet udøve deres gudsdyrkelse på den måde der foreskrives i Moseloven.
Jesus Kristus, den største profet der nogen sinde har levet på jorden, havde forudsagt denne forbløffende udvikling. Med hensyn til Jerusalem sagde han ved en lejlighed: „De vil ikke efterlade en sten oven på en sten i dig.“ (Luk. 19:44) Ved en anden lejlighed sagde han angående templet: „Her vil afgjort ikke blive efterladt en sten oven på en sten som ikke vil blive revet ned.“ — Matt. 24:2.
Og for at hans disciple kunne undgå denne frygtelige katastrofe, sagde han til dem: „Når I får øje på afskyeligheden der forårsager ødelæggelse og som er omtalt ved profeten Daniel, idet den står på et helligt sted, (lad læseren bruge dømmekraft,) så lad dem der er i Judæa begynde at flygte til bjergene.“ — Matt. 24:15, 16.
I år 66 fik de kristne mulighed for at følge Jesu opfordring. I dette år stod de romerske hære under anførsel af Cestius Gallus på „et helligt sted“, nemlig i Jerusalem og omegn. (Jævnfør Mattæus 4:5; 27:53.) De romerske hære trængte ind i selve byen og begyndte endog at underminere tempelmuren — hvilket afgjort var et angreb på det som jøderne regnede for helligt. I Guds øjne havde Jerusalem og templet dog allerede mistet sin hellige stilling. Som Jesus Kristus tidligere havde sagt: „Jerusalem, Jerusalem, der dræber profeterne og stener dem der er sendt til hende — hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn på samme måde som en høne samler sit kuld af kyllinger under vingerne, men I ville ikke! Se! Jeres hus overlades til jer selv.“ — Luk. 13:34, 35.
Men for jøderne var Jerusalem stadig et ’helligt sted’. Tilstedeværelsen af de romerske hære var derfor en afskyelighed i deres øjne. Desuden var de romerske hære ikke draget imod Jerusalem af kærlighed til den sande Gud. Det var derfor fuldt ud med rette at de profetisk blev betegnet som „afskyeligheden“.
En opfyldelse i vor tid
Profetien om det gamle Jerusalem tog ikke udelukkende sigte på den tid da de romerske hære drog imod byen og derefter trak sig tilbage igen, med det resultat at de jøder der var blevet kristne kunne nå at flygte ud i bjergene før ’den afskyelige ødelægger’ vendte tilbage og lagde byen i ruiner i år 70. En gennemgang af resten af Jesu ord (i Mattæus, kapitel 24) viser at profetien også sigter til noget fremtidigt, for han talte om at han ville komme „med magt og megen herlighed“, og det ville bevirke at „alle jordens stammer“ ville slå sig selv af bitter sorg over følgerne af at de ikke havde underlagt sig ham som deres konge. (Matt. 24:30) Dette skete ikke i forbindelse med Jerusalems ødelæggelse i år 70.
Den trængsel der overgik fortidens Jerusalem må derfor have været et profetisk mønster af en langt større trængsel der vil komme over hele den jordiske tingenes ordning og give anledning til bitter sorg hos dem der rammes af den. Denne kommende trængsel vil i fuldeste forstand svare til Jesu beskrivelse: „Der vil da være så stor en trængsel som der ikke har været fra verdens begyndelse til nu, og som heller ikke vil indtræffe igen.“ — Matt. 24:21.
Fortidens Jerusalem må altså have et nutidigt modstykke. Hvad kan dette modstykke være? Byen Jerusalem havde en hellig status fordi den var det religiøse center for et folk som gjorde krav på at stå i et pagtsforhold til Gud. Det nutidige modstykke må derfor ligeledes være et system der gør krav på at stå i et pagtsforhold til den højeste Gud. Kristenhedens religiøse systemer gør netop krav på at være kristne og således at være parthavere med Gud i ’den ny pagt’. (Hebr. 9:15) Og deres adfærd afslører at de, ligesom det utro Jerusalem, ikke lever op til deres påstand.
Kristenheden har gjort sig til ven med verden. Den har villigt taget del i krigene og i verdslig politik. Den er derfor ikke ren i Guds øjne. Bibelen siger: „Ægteskabsbrydersker, ved I ikke at venskabet med verden er fjendskab med Gud? Enhver der ønsker at være ven med verden, stiller sig derfor som fjende af Gud.“ (Jak. 4:4) Følgelig udgør kristenheden en del af det verdensomfattende religiøse system der i Bibelen omtales som en „skøge“, „Babylon den Store“. (Åb. 17:1-5) Hvad er da kristenhedens ’hellige sted’?
Kristenhedens ’hellige sted’
Det er et symbolsk sted som står for alt hvad kristenhedens kirkesamfund behersker og holder helligt — hele deres virkefelt, alt hvad deres påståede religiøse rettigheder omfatter. Kristenhedens gejstlige har regnet sig for at være Guds særlige repræsentanter over for folket, og som følge heraf har de ment sig berettigede til at blive behandlet som en privilegeret klasse der er fritaget for visse ansvar og forpligtelser som påhviler resten af befolkningen. I strid med Jesu befaling om ikke at bære titler som „rabbi“, „fører“ og „fader“, lader de sig netop kalde „fader“ og andre smigrende titler. (Matt. 23:8-10) De religiøse samfund inden for kristenheden har opført storslåede bygningsværker ud over jorden. De har samlet sig vældige rigdomme. Og i mange lande er deres uhyre besiddelser, som følge af den hellige status de gør krav på, fritaget for de skatter og afgifter som al ejendom ellers er belagt med.
Men snart vil kristenhedens ’hellige sted’ blive invaderet og lagt øde. Det er ikke mere helligt i Guds øjne end Jerusalem og dets tempel var umiddelbart før ødelæggelsen i år 70. Kristenhedens kirkesamfund vil blive frataget deres virkefelt, vil miste grebet om alt hvad de behersker. Ingen af deres påståede religiøse rettigheder vil længere blive respekteret. Hvori består så den ’afskyelige ødelægger’ der snart vil stille sig på kristenhedens ’hellige sted’ og lægge det øde?
Den afskyelige ødelægger
Bibelen peger på en organisation som er behæftet med alle de svagheder og mangler der præger hele den politiske ordning i dag. Denne organisation betegnes som „vilddyrets billede“ og bliver desuden omtalt som „et skarlagenrødt vilddyr“. (Åb. 13:15; 17:3) Det „vilddyr“ som dette ’skarlagenrøde vilddyr’ er et billede af, ser ifølge Bibelen ud „ligesom en leopard“, og dets fødder er „som en bjørns“ og dets mund „som en løves mund“. (Åb. 13:2) Ved at sammenligne denne beskrivelse med det der står i Daniel 7:3-7, 17-23, ser vi at dette „vilddyr“ faktisk er en kombination af de dyr der er omtalt i Daniels bog — og disse dyr hos Daniel bliver direkte betegnet som konger eller riger.
Dette „vilddyr“ der er „ligesom en leopard“, må derfor symbolisere hele den jordomspændende politiske ordning af „konger“ eller regeringssystemer. Det har ifølge beskrivelsen „ti horn og syv hoveder og på sine horn ti diademer, men på sine hoveder gudsbespottelige navne“. (Åb. 13:1) Det er med andre ord Satans ældgamle politiske organisation, der altid har spottet den sande Gud.
Dette giver os et fingerpeg om hvad „vilddyrets billede“ kan være. Hvilken organisation i dag er som et spejlbillede af det verdensomfattende politiske system? Er det ikke De forenede Nationers organisation? Afspejler den ikke netop de mangler og ufuldkommenheder som verdens politiske ordning er behæftet med?
Bibelen taler om at en „skøge“ ved navn „Babylon den Store“ rider på ryggen af ’det skarlagenrøde vilddyr’, som udgør „vilddyrets“ politiske „billede“. Da De forenede Nationers organisation blev grundlagt ydede Babylon den Store, hvoraf kristenhedens kirkesamfund udgør den dominerende del, den sin fulde støtte og omtalte den som menneskenes eneste håb om fred og sikkerhed. Den religiøse skøge har set hen til at denne verdensorganisation skulle hindre eventuelle konflikter der kunne medføre hendes udslettelse. Hun har således sat sin lid til De forenede Nationers organisation, på samme måde som en rytter stoler på sin hest.
Den babyloniske „skøge“ vil imidlertid blive bitterlig skuffet. Et had vil blive rettet imod hende. Angående ’det skarlagenrøde vilddyrs’ optræden siger Åbenbaringen 17:16: „De ti horn som du så, og vilddyret, disse vil hade skøgen og gøre hende øde og nøgen, og de vil æde hendes køddele og opbrænde hende med ild.“
Ifølge Åbenbaringen 17:12 er „de ti horn“ ensbetydende med „ti konger“. Eftersom tallet ti i Bibelens symbolske sprog bruges som et udtryk for fuldstændighed (svarende til ti tæer og ti fingre), vil det være et fuldstændigt antal jordiske herskere, og ikke blot et mindretal, der vender sig mod kristenhedens kirkesamfund og den øvrige del af „Babylon den Store“. Det er dog ikke kun de symbolske „ti konger“ der vil skride ind på denne måde. Hele den organisation der symboliseres ved ’det skarlagenrøde vilddyr’ vil gå imod den symbolske skøge.
Når ødelæggeren skrider ind mod kristenhedens kirkesamfund, vil den ikke gøre det af kærlighed til Gud. Gud vil imidlertid manøvrere den så den tjener hans hensigt og udsletter de samfund der blot er kristne af navn. Ødelæggerens motiv vil være selvisk i bund og grund. Den nærer dyb foragt for kristenhedens kirkesystemer. Og eftersom disse systemer gør krav på at repræsentere den sande Gud, vil dens had også være rettet mod ham. I kraft af sin hadefulde holdning over for Gud, og i kraft af den spot den retter mod Guds navn, er ødelæggeren også afskyelig i Jehovas øjne.
Nødvendigt at handle nu
Selve den omstændighed at det nu er muligt at fastslå hvad „Babylon den Store“ og hvad „afskyeligheden“ er, viser at der ikke kan være nogen tid at spilde med hensyn til at komme ud af kristenhedens religiøse samfund. Der er dog ikke tale om at man skal flygte et andet sted hen, rent geografisk, sådan som man skulle i det første århundrede. „Babylon den Store“ er ikke begrænset til et enkelt sted, men er et religiøst imperium som findes på hele jorden. At flygte fra kristenhedens religiøse systemer vil derfor sige at afbryde enhver forbindelse med dem og stille sig som en sand discipel af Herren Jesus Kristus.
Man bør ikke vente med at flygte indtil man ser „afskyeligheden“ begynde at invadere kristenhedens ’hellige sted’. Da det ikke er nødvendigt at flygte et andet sted hen rent geografisk, skal man heller ikke vente at begivenhederne vil udvikle sig bogstaveligt på en måde der svarer til at de romerske hære hævede belejringen af Jerusalem i år 66. At de romerske hære viste sig og trak sig tilbage igen, fastslog blot hvad „afskyeligheden“ var og satte de kristne jøder i stand til at flygte, sådan som Jesus havde sagt.
Når man i dag indser at de religiøse systemer inden for kristenheden udgør en del af „Babylon den Store“ og man erkender at „afskyeligheden“ er ved at stille sig på det ’hellige sted’, bør man følge opfordringen i Åbenbaringen 18:4: „Gå ud fra hende, mit folk, for at I ikke skal være delagtige med hende i hendes synder, og for at I ikke skal få del i hendes plager.“
Har du allerede gjort dette? Hvis ikke, så tøv ikke. Kristenhedens hellige sted — dens virkefelt og dens påståede religiøse rettigheder — lægges snart øde.
[Illustration på side 237]
At de romerske hære ødelagde Jerusalem og dets tempel i år 70 var et profetisk mønster af den langt større trængsel som snart vil komme over kristenheden