En verden uden nød — urealistisk?
„Han skal redde den fattige, der skriger om hjælp, den arme, der savner en hjælper, ynkes over ringe og fattig og frelse fattiges sjæle.“ — Sl. 72:12, 13.
JORDEN har alle muligheder for at være et smukt og behageligt sted at bo og for at frembringe tilstrækkelig føde til at hver mand og kvinde og hvert barn som lever i dag skulle kunne leve sundt og godt. Dog er der millioner af mennesker som aldrig har prøvet hvad det vil sige at have mad nok og at bo komfortabelt. Mange bor i primitive skure som kun yder nødtørftig beskyttelse mod regn og kulde. Nogle steder er hele familier presset sammen i hver sit lille værelse i forfaldne beboelsesejendomme. Er der noget som helst håb om at disse forhold vil blive ændret?
Menneskets Skaber, Jehova Gud, har til hensigt at fjerne alle de korrupte samfundssystemer der findes på jorden og i stedet oprette en retfærdig ny orden. „Der er nye himle og en ny jord som vi venter ifølge hans løfte, og i dem skal retfærdighed bo.“ (2 Pet. 3:13) Guds løfte er en garanti for at en verden uden nød vil blive en realitet. Hvis blot nogle få i den nye orden fortsat skulle lide nød, ville retfærdigheden ikke bo i de „nye himle“, som står for en ny regering, eller i den „ny jord“, som udgøres af de loyale undersåtter. Og det har Gud sagt at den skal. Den fuldkomne retfærdighed skal råde.
Når vi lærer hvordan Gud betragter de fattige og dem der er i nød, får vi tillid til at der vil komme en verden uden nød. Bibelen omtaler Jehova som „faderløses fader, enkers værge“. (Sl. 68:6) Hans lov til det gamle Israel bekræfter dette. Denne lov beskyttede de fattige og var udformet til at hindre at nogen israelit sank ned i håbløs fattigdom.
Med undtagelse af levitterne, som modtog en tiendedel af landets afgrøde for deres tjeneste ved helligdommen, havde alle familier i Israel fået et stykke jord som arvelod og dermed mulighed for at brødføde sig selv. Og selv om en mand havde modgang eller måske ødte sine midler bort, så hans familie blev ført ud i stor fattigdom, kunne arvelodden ikke mistes for bestandig. Loven bestemte at kun jordens udnyttelse (med de afgrøder den kunne give) måtte sælges, og kun for en årrække, nemlig indtil det næste jubelår. Hvert halvtredsindstyvende år var et jubelår, og da vendte al jord tilbage til den oprindelige ejer eller hans arvinger. (3 Mos. 25:13, 23-28) I de år hvor fattige israelitter måtte undvære deres arvelod, behøvede de dog ikke at tigge det daglige brød eller på anden måde nedværdige sig selv for at få det fornødne. De havde ifølge Loven ret til at sanke efter på marker, i frugthaver og i vingårde når der var blevet høstet. — 3 Mos. 19:9, 10; 23:22; 5 Mos. 24:19-21.
At det er Guds hensigt at hjælpe de fattige ud af deres nød åbenbares i nogle profetiske ord om kong Salomons styre. I Salme 72:12-14 læser vi: „Han skal redde den fattige, der skriger om hjælp, den arme, der savner en hjælper, ynkes over ringe og fattig og frelse fattiges sjæle; han skal fri deres sjæle fra uret og vold.“
Denne kærlige holdning til dem der lider nød vil kendetegne de „nye himle“ i deres styre over menneskeheden. Det ved vi fordi den der først og fremmest er den nye ordens konge er en som er større end Salomon, nemlig Jesus Kristus, „kongers Konge og herrers Herre“. — Åb. 19:16; Luk. 11:31.
En vil måske spørge: ’Hvordan kan det være at der er gået århundrede efter århundrede uden at vi har set Jesus Kristus fjerne nød og elendighed?’ Bibelen peger på at dette vil ske på et tidspunkt som Jehova Gud har bestemt. Mens Jesus Kristus var på jorden vidste ikke engang han det nøjagtige tidspunkt da den nuværende tingenes ordning skulle tilintetgøres og erstattes af den retfærdige nye orden. (Mark. 13:32) Imidlertid gjorde han opmærksom på at den bestemte generation der ville erfare det guddommelige indgreb mod de eksisterende problemer, først ville blive vidne til store krige, jordskælv, sygdomsepidemier, hungersnød og en ikke tidligere kendt frygt for verdensudviklingen. (Luk. 21:10, 11, 25, 26, 31, 32) Vi spørger: Er det ikke alt det vi har set i dette århundrede? Jo, og derfor kan vi være sikre på at den retfærdige nye orden nu er nær.
At Jehova Gud endnu ikke har grebet ind over for den ugudelige verden, er egentlig til gavn for os mennesker. Det gør apostelen Peter opmærksom på når han skriver: „Jehova er ikke langsom med hensyn til sit løfte, sådan som nogle opfatter langsomhed, men han er tålmodig med jer, da han ikke ønsker at nogen skal lide undergang, men at alle skal nå til en sindsændring.“ — 2 Pet. 3:9.
Guds tålmodighed har givet os lejlighed til at vise om vi virkelig ønsker at leve i et retfærdigt nyt samfund uden nød. Uanset hvordan vi er stillet økonomisk kan vi alle vise at vi ønsker dette ved at tilegne os kundskab om hvad Gud forventer af dem der søger hans godkendelse, ved at angre vore tidligere overtrædelser af hans normer og ved at indrette vor livsførelse efter hans vilje som loyale disciple af Jesus Kristus.
Hvordan forholder det sig med de mange millioner døde? Selv om de har været udsat for uretfærdighed og undertrykkelse, har de ikke lidt uoprettelig skade. Hvordan kan vi sige det? Jo, for Jehova Gud har lovet at gøre de døde levende igen og give dem mulighed for evigt liv. (Apg. 24:15) Hvad vil nogle få års lidelser betyde for disse opstandne i sammenligning med et evigt liv uden nød og smerte? Så godt som intet. De vil føle som den kristne apostel Paulus: „Trængselen er kortvarig og let.“ — 2 Kor. 4:17.
Det er realistisk at tro på en verden uden nød. En sådan verden vil snart blive til virkelighed i Guds nye orden. Men vi må hver især gøre noget for at vise at vi ønsker at opleve en sådan verden. Vi må lære Bibelen at kende og søge at leve efter den.