Gud ønsker at alle mennesker skal leve
JEHOVA GUD betragter menneskets liv som noget dyrebart. Det bekræftes blandt andet af den omstændighed at han endnu ikke har eksekveret dommen over de ugudelige mennesker. „Han er tålmodig med jer, da han ikke ønsker at nogen skal lide undergang, men at alle skal nå til en sindsændring,“ skriver den inspirerede apostel Peter. — 2 Pet. 3:9.
Jehovas høje agtelse for menneskets liv begrænser sig ikke til at han ønsker at menneskeheden skal overleve fuldbyrdelsen af hans retfærdige dom. Han ønsker også at vi skal leve så længe som det under de nuværende ufuldkomne forhold er muligt. Hans ord, Bibelen, indeholder retningslinjer som, hvis vi følger dem, kan hjælpe os til at undgå en kurs der fører til en tidlig død. Den der alvorligt søger at følge Bibelens vejledning vil for eksempel være skærmet mod de sørgelige følger af stofmisbrug, alkoholisme, kønssygdomme og lignende. At det forholder sig sådan er netop hvad Ordsprogene 3:1, 2 lover: „Min søn, glem ikke, hvad jeg har lært dig, dit hjerte tage vare på mine bud! Thi en række af dage og leveår og lykke bringer de dig.“
Når vi erkender at det kan betyde liv for alle mennesker, både nu og i fremtiden, at kende Guds ord og leve efter det, tvinger det os som Jehova Guds tjenere til at gøre alt hvad vi kan for at bringe denne viden ud til vore medmennesker. Vi har al mulig grund til at være mere engageret i dette end visse mennesker har været i for eksempel at bekæmpe forskellige sygdomme. Mænd og kvinder som har gjort opdagelser der kunne betyde en forlængelse af nogle menneskers liv, har ikke holdt deres viden for sig selv. Mange har i tale og skrift forsvaret deres synspunkter over for en stejl opposition. Overbeviste tilhængere af de nye behandlingsmetoder har støttet sagen moralsk og økonomisk. I nogle tilfælde er fornuftige argumenter blevet afvist i årevis, men ved udholdenhed har sandheden sejret til sidst. De nye landvindinger i sygdomsbekæmpelsen har med tiden vundet stor anerkendelse, og mange er blevet reddet fra en alt for tidlig død. Måske har de der gjorde opdagelsen og mange af deres tilhængere bragt store ofre og dog ikke opnået den glæde at se deres sag sejre mens de levede; men var det alligevel ikke anstrengelserne værd, når man tager i betragtning at tusinder af mennesker har fået år lagt til deres liv fordi kampen blev ført videre? Hvor langt mere værdifuldt må arbejdet med at hjælpe mennesker til at opnå åndelig sundhed og udsigt til evigt liv da ikke være!
Et arbejde af virkelig værdi
Jehovas Vidner har ganske vist mødt megen ligegyldighed og direkte modstand når de har besøgt folk i deres hjem. Men glæder vi os ikke over at mere end 295.000 blev hjulpet til sindsændring og dåb som Jesu Kristi disciple i perioden fra 1. september 1974 til 31. august 1975? Nu kan også disse tusinder gøre sig håb om at overleve eksekveringen af Guds dom og opnå, ikke blot nogle få års længere liv, men evigt liv i Guds retfærdige nye orden. (2 Pet. 3:13; Åb. 7:14-17) Allerede i det nuværende liv vil det at de lever efter Guds ord hjælpe dem til at undgå de snarer der kan betyde en for tidlig død.
Den der begynder at leve i harmoni med Bibelen i dag er afgjort bedre stillet end den der først begynder i morgen eller i næste uge eller i næste måned. Nøjagtig kundskab om Guds ord kan i nogle tilfælde afværge alvorlige fejltrin som forvolder varig, ja måske uoprettelig, skade. Der findes eksempler på at blot én bibelsk samtale har kunnet afholde et menneske fra at begå selvmord. Arbejdet med at udbrede sandheden fra Bibelen er virkelig presserende. Vi ved ikke hvor længe noget menneske kommer til at leve eller nøjagtig hvornår Guds dom over de ugudelige bliver eksekveret. Én ting er imidlertid sikker: Hver dag der går bringer milliarder af mennesker nærmere til deres død. Kan de hjælpes før det er for sent eller før de begår et eller andet tragisk fejltrin?
Jehova Gud har givet sine tjenere mulighed for at vise oprigtig omsorg for deres medmennesker, bevise at de ligesom han ønsker at hjælpe så mange som muligt til at nå til sindsændring. (Apg. 3:19) Det vil ikke være rigtigt af os at finde på en eller anden undskyldning for at unddrage os vort ansvar over for menneskeheden. (Matt. 28:19, 20) Ingen bør tænke: ’Arbejdet med at forkynde og undervise er ikke så vigtigt. I sidste ende vil Gud alligevel sørge for at alle „fårene“ bliver indsamlet.’ En sådan tankegang vidner om ringe medfølelse med de mennesker der er i alvorlig fare fordi de ikke kender Gud. (2 Tess. 1:6-10) Ræsonnerer man sådan tyder det på at man mangler kærlighed, og det afslører en brist i ens eget forhold til den Højeste. — 1 Joh. 5:2, 3.
Du kan ransage din tjeneste for Jehova Gud med spørgsmål som: Føler jeg at intet offer er for stort når det gælder om at bringe livreddende oplysninger ud til folk? Er jeg vågen for at benytte enhver lejlighed til at tale med slægtninge, venner, bekendte og andre som jeg møder i det daglige, om Guds ord? Viser mine ord og mine gerninger at jeg har en fast tro på at Gud ønsker at alle mennesker skal leve?
Mange andre end dem du personligt kender eller har kontakt med, har brug for at få kundskab om Bibelen. Erfaringen har vist at en af de bedste metoder til at nå ud til alle mennesker med et budskab på, er at besøge dem i deres hjem. Sætter du tid til side til dette? I Åbenbaringens bog skildres det symbolsk at Gud skænker menneskene livet ved hjælp af en flod som på begge bredder har træer hvorom der siges at de „frembringer frugt tolv gange, idet de giver deres frugt hver måned“. (Åb. 22:1, 2) Ville det ikke være mest i harmoni med dette om man hver måned havde en andel i at gøre andre bekendt med Bibelens livgivende budskab?
Organiseret til at forkynde offentligt
Det må således være i god overensstemmelse med Guds vilje når Jehovas Vidners menigheder inddeler boligområder i „distrikter“ og sørger for at besøge alle husstande i disse distrikter systematisk og med regelmæssige mellemrum i årets løb. — Jævnfør Første Korinterbrev 14:33.
Det kræver god orden og planlægning hvis den offentlige forkyndelse skal udføres på en tilfredsstillende måde. Det er på sin plads at menighedens ældste, på deres regelmæssige møder, overvejer om de viser dette arbejde den fornødne opmærksomhed. Sætter de selv et godt eksempel ved at være flittigt optaget af at dele Bibelens sandhedsbudskab med andre? Viser de i ord og handling at de tror at Jehova Gud ønsker at alle mennesker skal leve? Har de tilrettelagt tingene sådan at de i det omfang de har mulighed for det, er aktivt med når den offentlige forkyndelse og bibelundervisning udføres af grupper af forkyndere?
Ældste må naturligvis være ligevægtige i varetagelsen af deres pligter i menigheden og deres pligter i familien. (1 Tim. 3:2, 4) Nogle er måske i stand til at støtte næsten hvert eneste arrangement hvor en gruppe mødes for at gøre en fælles indsats i forkyndelsen og undervisningen. Andre kan kun være med i mindre udstrækning. I erkendelse af hvor vigtigt det bibelske budskab er, ønsker alle ældste at bruge så megen tid som det er muligt til, sammen med deres trosfæller, at sprede sandhedsordet til andre. (Ef. 4:11, 12) De ved hvilken nedslående virkning det kan have på menigheden hvis dens ældste ikke leder arbejdet på en god måde.
Desuden behøver menighedens medlemmer undervisning i hvordan de kan hjælpe andre til at forstå Bibelens værdi og betydningen af at tjene Gud som Jesu Kristi loyale disciple. Når ældste tager deres opgave som hyrder og lærere alvorligt, er det en glæde for dem at give denne undervisning, både ved deres eget eksempel og ved at give råd og vejledning. (Hebr. 13:7) De søger også at inddrage andre erfarne forkyndere i denne oplæring af menigheden.
Alle hengivne tjenere for Jehova Gud må til stadighed holde sig for øje hvor vigtigt det er at være med til at forkynde hvad Bibelen siger. Man kan spørge sig selv: Hvordan ville jeg være stillet i dag hvis Jesus Kristus havde givet op på grund af den ligegyldighed de fleste af hans landsmænd udviste eller på grund af noget andet? I så fald ville ingen af os have haft mulighed for at opnå evigt liv. Hvor må vi være glade for at Jesus Kristus forblev trofast og fuldførte den opgave han havde fået! — Joh. 17:6-8; Hebr. 3:6.
Er det ikke godt for os at tænke over dette? Ønsker vi virkelig at alle som vi træffer skal være med os i Guds nye orden? Uanset hvordan de måtte opføre sig, må vi ikke glemme at Kristus døde for dem og at Jehova Gud ønsker at de skal „komme til nøjagtig kundskab om sandheden“ og leve. (1 Tim. 2:3, 4) Det der sker i verden eller i deres eget liv får dem måske en dag til at ’sukke og jamre’ idet de vågner op til at forstå situationens alvor. (Ez. 9:4) De begynder måske at søge noget bedre. Er vi så i nærheden så vi kan hjælpe dem? Hvis vi virkelig forstår at Jehova Gud ønsker at alle mennesker skal leve, vil vi gå ud til dem for at hjælpe dem.