’Som oliekviste rundt om mit bord’

FORTALT AF PORFIRIO CAICEDO, COLOMBIA

IFØLGE det kriterium der opstilles i Bibelens et hundrede og otteogtyvende Salme, versene tre og fire, er jeg en meget velsignet mand. Dér står der: „Som en frugtbar vinranke er din hustru inde i dit hus, som oliekviste er dine sønner rundt om dit bord. Se, så velsignes den mand, der frygter [Jehova].“

Jeg er nemlig fader til atten børn. Min kære hustru Belén (Betlehem), min ’frugtbare vinranke’, har født mig tolv sønner og seks døtre.

Mit eget liv begyndte for fireogtres år siden i byen Líbano i Tolima i Colombia. Jeg var den yngste af tolv børn. Eftersom min fader døde da jeg var helt lille, var jeg nødt til allerede som tolvårig at begynde at arbejde på et støberi for at hjælpe med at forsørge min moder og min yngste søster. Da jeg var seksogtyve giftede jeg mig med Belén, og snart efter flyttede vi til hovedstaden Bogotá.

Gennem et korrespondancekursus forbedrede jeg min kunnen som tømrer, idet jeg specialiserede mig i støbeforme af træ til metalstøbning. For bedre at kunne overvåge mine børns opvækst åbnede jeg min egen lille forretning derhjemme. Indtil jeg blev kendt inden for mit fag, måtte jeg imidlertid supplere min indtægt med noget andet. Når jeg ikke lavede støbeforme, lavede jeg derfor guitarer, mandoliner og violiner.

At lære nyt har altid tiltalt mig. Det er en af grundene til at jeg, så langt tilbage som jeg kan huske, ikke har haft noget tilovers for de forskellige kirkeretninger. Deres ritualistiske hokuspokus har aldrig tilfredsstillet mit ønske om kundskab.

I modsætning hertil opdagede jeg noget af virkelig værdi i to bøger som jeg modtog af et af Jehovas Vidner da han besøgte mig i min forretning en dag i 1950. Jeg ville gerne lære; dette Jehovas vidne havde noget at lære mig — klart, enkelt, uden mystik. Gennem mit studium af Bibelen med ham begyndte jeg at lægge en grundvold for at opdrage mine børn på rette måde.

’Lykkelig den mand som fylder sit kogger med dem’

Det er en glæde at opfostre børn. På trods af det arbejde, den kamp og de bekymringer det medfører, er det en glæde. Jeg er fuldstændig enig med den vise mand Salomon, der sagde: „Se, sønner er [Jehovas] gave, . . . salig den mand, som fylder sit kogger med dem.“ (Sl. 127:3-5) Man knytter sig så stærkt til sine børn at man savner dem meget når de ikke er i nærheden.

Jeg elsker små børn meget højt. Jeg holder meget af deres særlige måde at være på. Et lille barn har en egen ynde der er vanskelig at beskrive. Et lille barn er så uskyldigt. Og det kan underholde sig selv med næsten ingenting. Bare det har et lille stykke papir eller en snor er det lykkeligt. Og hvis legetøjet bliver væk for det, bliver det ked af det. Da er det jeg helst vil være hos barnet, for at hjælpe det.

Da min kone og jeg virkelig elskede vore børn, var vi naturligvis interesseret i at give dem den rette opdragelse, og dét i endnu højere grad da vi lærte sandheden fra Guds ord at kende. Den rette opdragelse indebærer både undervisning og retledning. Bibelen siger selv at „hvo riset sparer, hader sin søn, den, der elsker ham, tugter i tide“. (Ordsp. 13:24) Vi har altid været resolutte med hensyn til at tugte vore børn. Det er frygteligt at tænke på hvad det ellers kunne være endt med.

Værdien af at forældrene sætter et godt eksempel

Vi ved alle at børn er de fødte imitatorer. Både sprog, væremåder og vaner — alt efterligner de med største lethed. I særdeleshed bliver det deres forældre gør, en lov for dem. Fordi børn har dette talent for at efterligne, tror jeg at den bedste undervisning børn kan få derhjemme, er at forældrene sætter et godt eksempel. Dette understreges i det bibelske ordsprog: „Retfærdig er den, som lydefrit vandrer, hans sønner får lykke efter ham.“ (Ordsp. 20:7) Ærlige og retskafne forældre vil indpode deres børn noget meget værdifuldt, hvilket vil føre til at de bliver lykkelige — også siden hen i livet.

I denne henseende har den kundskab jeg har opnået gennem Guds ord været en stor hjælp. Hvordan det? Jo, den har lært mig hvordan jeg bør leve. Ud fra Bibelen har jeg lært værdien af sandhed og lydighed. Jeg har lært hvilken adfærd jeg som ægtemand og fader har pligt til at følge over for Gud og som følge deraf over for min familie. Jeg er overbevist om at hvis man kender Guds uforanderlige love og lever efter dem, vil de øvrige af livets anliggender, deriblandt børneopdragelse, falde én forholdsvis let.

En af de ting der i højeste grad har påvirket vore børn i gunstig retning, er det meget gode forhold der er mellem min kone og mig. Vi respekterer hinanden og nærer hengivenhed for hinanden. Det ville gøre mig ondt endog at måtte hæve stemmen over for min kone. Det ville være en uretfærdighed fra min side nogen sinde at behandle hende dårligt. Det er let for mig at bevare denne indstilling, for der er intet i hendes væremåde der mishager mig. Hun er meget føjelig, mild og samarbejdsvillig. Hun fortæller hvad hun mener om tingene, men hun overlader afgørelsen til mig, og respekterer den. Hvis en af os ikke er i det bedste humør, gør den anden hvad han eller hun kan for at fjerne årsagen til det. Og hvis den ene irettesætter et af børnene, hjælper den anden til i stedet for at lægge sig imellem.

Værdien af årvågenhed

En af de måder hvorpå vi har undgået unødige problemer med børnene er ved at holde et kærligt og vågent øje med dem. Ligesom unge planter må der værnes om dem. Vi har altid holdt på at vi ville vide hvor de var og hvad de lavede. Hvis en af de mindre drenge gik ud, skulle han være sammen med et ældre medlem af familien eller en pålidelig bekendt. Pigerne skulle altid, uanset deres alder, følges med nogen.

I dag er verden så upålidelig og har så lidt respekt for andres person at jeg altid har følt at jeg ikke kunne forsvare andet end at være beskyttende over for mine døtre især. Jeg har ikke nægtet dem retten til at have veninder blandt dem vi kender og at komme sammen med dem. Men at lade dem gå alene på gaden — aldrig — ikke her i byen.

Da faren ikke har været så stor for drengenes vedkommende, har de haft større frihed end pigerne. Men så længe de er i min varetægt skal de, uanset deres alder, være hjemme til et bestemt tidspunkt. Det er meget sjældent at en af dem er kommet for sent hjem, men hvis han er, har han fundet døren låst. Jeg lader ham stå ude i den kolde natteluft et stykke tid, og lukker så senere op for ham. Da de ved hvordan jeg føler når dette sker, lader de det sjældent ske to gange.

Når man tager den forholdsregel at holde et vågent øje med børnene, undgår man ofte at det bliver nødvendigt med straf. Med andre ord: „Det er bedre at forebygge end at helbrede.“ Forældre der er efterladende med hensyn til at holde øje med deres børn, kan komme i den situation at de revser deres børn for en forseelse som de selv, på grund af deres forsømmelighed, har en del af skylden for.

Min sjæl kvæges

Selv om det er vigtigt med årvågenhed og at forældrene sætter et godt eksempel, er det afgjort ikke nok. Når der er tale om forsætlig ulydighed kan det bogstavelige ris, anvendt på rette måde, gøre underværker med børnene. Og resultatet heraf glæder forældrene og fylder dem med fred, som antydet i Ordsprogene 29:17: „Tugt din søn, så kvæger han dig og bringer din sjæl, hvad der smager.“

Hvis jeg beder en om at gøre noget og han ikke gør det straks, siger jeg det til ham igen. Hvis han så stadig ikke gør det, og jeg kan se at ulydigheden er forsætlig, tugter jeg ham. Eftersom jeg konsekvent har forsøgt at følge denne fremgangsmåde, behøver jeg næsten aldrig at sige noget til mine børn to gange.

Før jeg bruger det bogstavelige ris tager jeg ham imidlertid til side og taler med ham under fire øjne om hvorfor jeg er nødt til at tugte ham. Jeg ønsker at han klart skal forstå hvorfor han bliver straffet. Desuden undgår jeg derved slet og ret at gøre ham til offer for min vrede.

Naturligvis kan det være at andre former for tugt viser sig at være lige så effektive. Ingen børn er ens; ikke alle reagerer på samme måde. Et misbilligende blik føles af nogle som en alvorlig irettesættelse. Andre reagerer gunstigt når noget som de holder meget af bliver nægtet dem.

Jeg husker en form for straf der virkede effektivt på Horacio, min femte søn, engang da det bogstavelige ris ikke virkede. Han var omkring otte år gammel. Mod min vilje blev han ved med at komme sammen med nogle uvorne drenge i nabolaget. Jeg lod ham derfor trække i en af sin søsters kjoler. Da han ikke turde blive set med den på, blev han inde og holdt sig borte fra gaden.

Engang da jeg lagde mærke til at min tredje og min sjette søn, Efraín og Cicerón, var ved at have tendens til at være næsvise, besluttede jeg at sende dem ud på deres bedstefaders gård. Drengene var omkring atten og femten år på det tidspunkt. Så snart de kom vidste min svigerfader at de skulle straffes. Det var ham en glæde at sætte sine børnebørn i arbejde. Da han selv var en energisk natur, ærgrede det ham usigeligt når nogen var lad eller doven. Drengene måtte stå op klokken fem hver morgen og derefter slås med slanger og hvepse og vabler i hænderne, mens de arbejdede på marken i den tropiske sol. En måned tilbragt på denne måde virkede usædvanlig godt på deres forståelse af hvordan de skulle opføre sig derhjemme.

For ikke så længe siden husker jeg at jeg bad fire af drengene om at gå hen og blive klippet. Efter min mening var deres hår for langt. Efraín, den ældste af de fire, var da omkring tyve år. Nogle dage senere var de stadig ikke blevet klippet, så jeg sagde til dem: „Efraín, Rafael, Horacio og Cicerón, kom! I skal med mig.“ „Ja, far!“ De vidste ikke hvad jeg havde i tanke — før vi stod hos barberen. Til barberen sagde jeg: „Gør mig den tjeneste at klippe drengenes hår ligesom De klipper mit — kort, rigtig kort!“

Verdslig skolegang og uddannelse

Af økonomiske grunde har mine sønner kun fået en grundlæggende skolegang. Imidlertid har nogle af dem senere taget specialkurser i bestemte fag. Jeg har altid været bange for at hvis jeg gav nogle af dem en højere uddannelse, ville de måske blive opblæste og forsøge at spille herrer over deres mindre belæste brødre. For at undgå den risiko valgte jeg ikke at give én noget som jeg ikke også kunne give de andre.

Mine forhold har imidlertid tilladt mig at følge det forbillede som forældre i det gamle Israel satte. Foruden at de lærte deres børn at læse og skrive, lærte de også deres sønner et håndværk. Det var deres opfattelse at enhver som undlod at lære sin søn et håndværk, i virkeligheden lærte ham at stjæle. For mit vedkommende har det været en stor glæde at se alle mine sønner uden undtagelse arbejde ved siden af mig i forretningen når de forlod underskolen.

Jeg har ikke alene kunnet lære mine sønner en særlig kunst, et håndværk, men da jeg har haft dem ved siden af mig har jeg også kunnet lære dem andre vigtige ting der har at gøre med dagliglivet, som for eksempel at arbejde, at overvinde problemer, at blive ved et stykke arbejde indtil det er færdigt, at ræsonnere og at træffe afgørelser.

Det at vi har arbejdet sammen har desuden resulteret i et nært forhold, en enhed og en åbenhed der betyder en masse for dem og for mig. Lige fra dengang de plejede at sidde på min høvlebænk og se på at jeg arbejdede og for at sludre med mig, har mine sønner følt sig trygge ved at komme til mig med et hvilket som helst problem. De er mine trofaste kammerater og venner. Jeg nyder deres respekt, og de nyder min. Når vi arbejder sammen er det ikke nødvendigt at jeg giver ordrer. Venlige anvisninger giver det samme resultat og bidrager til en virkelig god atmosfære i forretningen.

Da jeg ved at „man bliver en kedelig gut hvis man altid arbejder og aldrig leger“, er jeg glad for at jeg også har kunnet give mine børn noget der har tjent til adspredelse for dem. Jeg har altid holdt meget af musik. Før jeg giftede mig læste jeg meget om musik og lærte at spille på banjo, guitar og tiple (en lille sopranguitar). Flere af drengene spiller udmærket på guitar, og når vi har sammenkomster plejer mine døtre at synge mens vi spiller til.

Den vigtigste oplæring

Ud over den verdslige uddannelse og praktiske oplæring mine børn har fået, har de fået endnu en form for undervisning der har langt større værdi. Jeg hentyder naturligvis til deres åndelige oplæring.

Her har Belén og jeg igen forsøgt at sætte vore børn et godt eksempel. Vort eget studium af Guds ord har vist os hvad Jehova forventer af os med hensyn til tilbedelse og lydighed. Vi søger naturligvis at leve i overensstemmelse med hans vilje i alle henseender. Det er ikke et kompliceret ritual at gøre Guds vilje. Det går snarere ud på at man til stadighed foretager sig visse grundlæggende, indlysende ting og lever efter hans retfærdige adfærdsnormer.

En af de grundlæggende ting man må gøre er regelmæssigt at studere Guds ord, både privat og sammen med andre sande tilbedere af Jehova ved de kristne møder. Lige fra det tidspunkt da jeg selv begyndte at overvære Jehovas Vidners møder, har jeg taget min kone og mine børn med. Med tiden kom vort hjem til at tjene som mødested, enten for hele menigheden eller for en del af den, og sådan har det været lige siden. Alle i familien forbereder sig til møderne og deltager i dem. Det er vi vant til, og det er en skik der i høj grad har bidraget til vor åndelige velfærd. — Hebr. 10:25.

I modsætning til mange familier i vor del af verden har vi også en anden hyggelig skik — nemlig at hele familien er samlet når vi spiser. I de perioder hvor jeg havde for mange „oliekviste“ til at vi alle kunne sidde omkring ét bord inde i spisestuen, sad nogle omkring et mindre bord i køkkenet.

Det at vi spiser sammen har afgjort bidraget til familieenheden, og det giver os for eksempel også mulighed for at bede sammen. Det har givet mig lejlighed til at indpode mine børn Guds ord ’når jeg sidder i mit hus’, sådan som han påbyder. (5 Mos. 6:6, 7) Det har også hjulpet mig til at ’holde fingeren på pulsen’ i familien, at lægge mærke til mine børns indstilling og tendenser, og til at gøre det jeg mente var det bedste i betragtning af familiens åndelige behov.

Naturligvis går måltiderne ikke udelukkende med direkte bibelundervisning. Det er også en tid til småsnak og humor, og måske til lidt afslappende guitar-klimpren efter måltidet.

Da jeg er klar over at min kristne kærlighed også må strække sig ud over mit eget hjems rammer, plejer min kone og jeg at bringe den gode nyhed om Guds rige ud til andre menneskers hjem. Alle mine børn er travlt optaget af dette frugtbærende arbejde, og fem af dem har på et eller andet tidspunkt brugt al deres tid i dette arbejde.

I denne forbindelse husker jeg en episode med min anden søn, Raúl, da han var omkring sytten år. En søndag morgen sagde jeg til ham: „Nå, min søn, lad os gå ud i tjenesten.“ Han svarede: „Nej, jeg skal ikke med ud.“ Overrasket spurgte jeg: „Og hvorfor ikke?“ „Fordi det ikke er tvungent,“ svarede han. Jeg svarede: „Det er rigtigt, det er ikke tvungent. Du kan gøre som du vil.“ Jeg sagde ikke mere til Raúl om sagen. Jeg spurgte ham heller ikke om han skulle med mig næste søndag. Jeg var heller ikke vred eller sur på ham. Jeg ved ikke hvad han følte inderst inde, men den følgende søndag gik han igen med ud, stille og roligt, uden at sige noget.

Lige siden den episode har Raúl villigt og ivrigt taget del i tjenesten for Guds rige, og Jehova har rigt velsignet ham for det. Han fik den forret at gennemgå Vagttårnets bibelskole Gilead i New York, for senere at tjene sine kristne brødre i Colombia som deres områdetilsynsmand. Nu tjener han og hans kone på Vagttårnsselskabets afdelingskontor i Barranquilla, hvor han er med til at føre tilsyn med Jehovas Vidners arbejde i Colombia.

Grund til at være lykkelig

Skønt jeg nu er bedre stillet i materiel henseende end jeg var for få år siden, er det ikke af den grund jeg er lykkelig i dag. Materielle ting i sig selv skaber aldrig sand lykke. Men åndelige velsignelser — ja, de bringer lykke. Når der for eksempel er harmoni i hjemmet og der ikke har været alvorlige vanskeligheder, så er der grund til lykke. Og når jeg ser alle mine børns hengivenhed for deres Skaber, og at de fire ældste sønner tjener som ældste i den kristne menighed, så er min glæde og tilfredshed i sandhed stor. — Ordsp. 10:22.

Nu da ti af vore børn er gift, og de fleste af dem har deres egne ’kviste’, er jeg lykkelig over at de besøger os ofte. De kan lide at være sammen med os. Deres moder og jeg kan også lide at være sammen med dem. Vi har stadig dette nære forhold til hinanden. Naturligvis har vi noget meget vigtigt tilfælles, nemlig vor kærlighed til vor himmelske Fader, Jehova, hvem vor familie „skylder sit navn“, ja hele sin eksistens. Det er også ham vi skylder vort håb om at vort familieforhold aldrig behøver at ophøre på grund af døden, fordi „der er nye himle og en ny jord som vi venter ifølge hans løfte, og i dem skal retfærdighed bo“. — 2 Pet. 3:13; Ef. 3:14, 15.