’Hvem er den trofaste og kloge træl’?
● Blot tre dage før sin død fremsatte Jesus Kristus en profeti om begivenheder der ville indtræffe efter hans død og opstandelse, helt frem til afslutningen af denne onde tingenes ordning. Jesu ord viste at der i hele denne lange tidsperiode ville være en ’trofast og klog træl’ som ville give Guds husstand „mad i rette tid“. — Matt. 24:45.
Hvordan kan vi finde ud af hvem denne „træl“ er? Vi må se på hvad Gud sagde til fortidens Israel: „Mine vidner er I, . . . min tjener, hvem jeg har udvalgt.“ (Es. 43:10) Det kødelige Israel som nation betragtet blev her betegnet som Guds, „tjener“ eller „træl“.
Men apostelen Paulus viste at det kødelige Israel på hans tid ikke længere kunne kaldes Guds „tjener“. Hvorfor ikke? Fordi nationen havde forkastet Kristus; det var kun en rest af jøderne der troede på ham. Paulus skrev: „For jøde er ikke den som er det i det ydre, og omskærelse er heller ikke det som er i det ydre, i kødet. Men jøde er den som er det i det indre, og hans omskærelse er hjertets omskærelse ved ånd og ikke ved en skreven lovsamling.“ — Rom. 2:28, 29.
Den „tjener“ eller „træl“ som Jesus forudsagde, må altså være et åndeligt Israel på jorden — ikke en enkeltperson, men en gruppe. Den består således af de åndsavlede medarvinger med Jesus Kristus, som i himmelen sammen med ham skal være konger over jorden i tusind år. (Åb. 5:9, 10; 20:4-6) Deres opgave her på jorden har været at uddele åndelig føde til medlemmerne i Guds husstand, især for at ruste dem åndeligt til at klare de problemer som de fra tid til anden vil stå over for.