Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • w76 1/11 s. 493-499
  • Hvad gør du for at modstå Satans angreb?

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Hvad gør du for at modstå Satans angreb?
  • Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1976
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Angrebsmetoder
  • Tvingende nødvendigt at ruste sig
  • Stå fast over for Satans listige anslag
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1988
  • Vær på vagt – Satan prøver at opsluge dig!
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2015
  • En fjende af evigt liv
    Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden
  • Tag dig i agt for din modstander, Djævelen!
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1985
Se mere
Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1976
w76 1/11 s. 493-499

Hvad gør du for at modstå Satans angreb?

„Ifør jer den fulde rustning fra Gud, så I kan stå fast over for Djævelens listige anslag.“ — Ef. 6:11.

1. Hvem må vi alle tage os i agt for, og hvorfor?

HVAD ENTEN du ved det eller ej, har du og alle andre medlemmer af menneskeslægten en ondskabsfuld fjende at gøre op med. Du har muligvis ikke gjort dig klart at der findes en sådan hadsk modstander af menneskeslægten; men tag ikke fejl. Du forfølges af en løgnagtig, forsætlig morder. Og du er nødt til at tage dig særlig i agt fordi din fjende er usynlig. Nej, du ville ikke have lettere ved at se ham, selv om han stod lige ved siden af dig. Og dog har han ved voldelige midler „magt til at forårsage død“. Hvem han er? Satan Djævelen. — Hebr. 2:14.

2. Hvem er Satan, og hvad vil han først og fremmest?

2 Men hvad er det han vil? Hvorfor er du personligt i fare? Her må vi huske at vor fjende engang hørte til blandt dem der tilbeder den sande Gud, Jehova, men „han stod ikke fast i sandheden“. Han faldt fra, for han lod sin egen ærgerrighed og trang til at blive tilbedt komme forud for sin Skabers interesser. For at retfærdiggøre sine handlinger og sikre sig tilbedelsen, satte han sig det mål at få alle skabninger i himmelen og på jorden til at bryde deres integritet. Hans agt er at ødelægge dit forhold til Gud. Derfor er du genstand for hans angreb. — Joh. 8:44; Matt. 4:9.a

3. Hvor vidt rækker Djævelens indflydelse på jorden?

3 Djævledyrkelse er måske nok det der ligger dine tanker fjernest, og dog er det en kendsgerning at de fleste af de mennesker der mener at de tilbeder den sande Gud, i virkeligheden står på Satans side sammen med de dæmonengle der har antaget Djævelens måde at tænke på. Måske betvivler nogle at dette er tilfældet; men Åbenbaringen 12:9 taler om „Djævelen og Satan, som vildleder hele den beboede jord“. Desuden hedder det i Første Johannesbrev 5:19: „Hele verden ligger i den ondes magt.“ Andetsteds i Bibelen kaldes Djævelen „denne tingenes ordnings gud“. (2 Kor. 4:4) Disse udtalelser skulle gøre det aldeles klart for os at størsteparten af menneskeslægten, som Skaberen ser det, beherskes og påvirkes af Djævelen.

4. Hvordan er Satan gået frem, tilsyneladende med et vist held?

4 ’Hvordan,’ spørger du måske, ’er det gået til at flertallet af menneskene er kommet under Satans indflydelse, tilsyneladende uden selv at være klar over det?’ Det skyldes de metoder Satan benytter, metoder der er så effektive at selv fuldkomne mennesker som Adam og Eva ikke var immune. Eftersom Djævelen har været „i sandheden“, forstår han udmærket at gøre sig til „en lysets engel“. (Joh. 8:44; 2 Kor. 11:14) På samme måde som giftig mad, tilberedt så den er velsmagende, kan friste den der ikke aner uråd, sådan er det med Satans virkemåder. Han vælger ofte at benytte de ting der tiltaler vore normale, kødelige ønsker, men giver dem en drejning der sandelig kan få dødbringende følger. Han vil gerne have os til at gå så langt at når det går op for os hvad der er sket, er det for sent. Fortsætter vi med denne dødsensfarlige adfærd gennem nogen tid, døves vor samvittighed så vor fordærvede handlemåde til sidst forekommer os ’normal’ og vi begynder at mene at alle andre ser forkert på det. Kan det mon tænkes at det er det der er sket med „hele den beboede jord“, „hele verden“? Ifølge Guds eget skrevne ord er svaret ja!

5. Hvorfor kan det siges at Satan ikke har noget våben der virkelig er hemmeligt?

5 ’Men når dette nu kan fastslås med Bibelens ord,’ kunne én og anden godt tænke, ’er der så overhovedet nogen mulighed for at modstå Satans snigløb? Har man nogen chance for at vide på forhånd nøjagtig hvilke metoder han benytter?’ Ja! Ved at studere Guds ord og den kristne menigheds historie i nyere tid kan vi få kendskab til hele den række af rænker Satan benytter. Han har ikke noget virkeligt ’hemmeligt våben’. Ordene i Prædikeren 1:9 passer på ham: „Det, der kommer, er det, der var, det, der sker, er det, der skete; der er slet intet nyt under solen.“ Satan har ikke en skabers evne til at udtænke noget helt nyt og fuldstændig overrumple os. Han er underlagt begrænsninger. Lad os derfor betragte nogle af de „listige anslag“ Satan har benyttet i sit hæmningsløse angreb på menneskeslægten, og finde ud af hvad vi kan gøre for at være beredte med et sikkert forsvar. — Ef. 6:11.

Angrebsmetoder

6. Hvori består Satans frontalangreb, og hvordan kan kristne holde stand imod det?

6 Satan benytter ofte det frontale angreb i sin krigsførelse. Denne metode kendetegnes ved trusler, fængslinger, forbud og vold, ofte fremkaldt af nationalisme. Nogle har mistet arbejde, hjem, familiemedlemmer, ja endog livet fordi de har antaget en kompromisløs holdning under et sådant angreb. Ved denne skræmmetaktik håber fjenden at kunne overvælde os og skræmme os til at overgive os. Han ved at det er naturligt for mennesker at gøre noget for at befri sig for lidelse og angst. Hvis man har hovedpine gør man noget for at dulme smerten. Satan regner med at hvis han giver os lidelser nok, vil vi gå på kompromis for at opnå befrielse, og dermed nedbryde vort forhold til Jehova Gud. I vor tid har Jehovas kristne vidner på alle jordens kontinenter måttet udstå lidelser af nævnte art. De fleste mennesker som udsættes for den slags plejer at føje sig efter det ’normale’, men sande kristne er ikke bange for at ’gå imod strømmen’ for at bevare deres trofasthed.

7. Hvordan benytter Satan frygt?

7 Et andet af Satans ’listige anslag’ — et der specielt berører dem der for nylig har sluttet sig til den kristne menighed — består i at han spiller på frygten for hvad naboer, venner og slægtninge tænker. Nære familiemedlemmer vender sig måske bort fra dig, eller selv din ægtefælle modstår dig. Skulle det ramme dig som et overraskelsesangreb? Nej! Jesus sagde advarende: „Tro ikke at jeg er kommet for at bringe fred på jorden; jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er nemlig kommet for at volde splid og sætte en mand op imod sin fader, og en datter op imod sin moder, og en ung kone op imod sin svigermoder. Ja, en mand vil få medlemmer af sin egen husstand til fjender.“ (Matt. 10:34-36) Når du prøver på at rette dig efter de bibelske principper, vil sådanne mennesker muligvis lægge pres på dig. Med denne metode håber Satan at dit naturlige ønske om at blive accepteret, vil få dig til at give efter. Er du genstand for et sådant angreb?

8. Hvordan kan vor trang til at opnå tryghed bruges imod os?

8 Endnu et felt hvor Satan prøver på at undergrave vor trofasthed, har at gøre med vor menneskelige trang til at opnå tryghed. Kristus Jesus gav sine tilhørere følgende råd: „Hold op med at nære bekymring,“ og: „Vær derfor aldrig bekymrede og sig: ’Hvad skal vi spise?’ eller: ’Hvad skal vi drikke?’ eller: ’Hvad skal vi tage på?’“ Senere sagde apostelen Paulus: „Vær ikke bekymrede for noget.“ (Matt. 6:25, 31; Fil. 4:6) Med andre ord: hvis vi gør vor del vil Jehova Gud sørge for at vi har de daglige fornødenheder. Men Satan er imod at vi stoler på Skaberen. For at hindre at vi giver rum for åndelige interesser, søger han at få os til at mene at vi må gøre en ekstra personlig indsats for at sikre os imod inflation og mangel på olie, mad og andet. Selv mennesker der er sikret deres personlige fornødenheder i den nærmeste fremtid, bekymrer sig ofte om hvordan det vil gå dem flere måneder eller år ud i fremtiden. Nogle har den indstilling at de bør samle et ekstra forråd for at gardere sig mod en eventuel knaphed på et eller andet. Hvor er der få der følger denne enkle leveregel i Guds ord: „Når vi har føde og klæder skal vi være tilfredse med disse ting.“ Mange mennesker har ladet dette snedige angreb fra Satans side optage dem så meget at de ikke har givet rum for den åndelige løsning på livets problemer. Hvad gør du i denne henseende? — 1 Tim. 6:8; Åb. 6:5, 6.

9. Giv et eksempel på hvordan Satan kan benytte uskyldige ønsker som angrebsvåben.

9 Underholdning og adspredelse hører også med til det vi af naturen føler et behov for. Men Satan kan snedigt vende et uskyldigt ønske om en smule afveksling til et stormangreb der kan virke lige så nedbrydende på vor åndelighed som bekymring, menneskefrygt og nationalisme. Vor interesse for sport, musik og andre former for adspredelse kan lægge beslag på vor opmærksomhed i en sådan grad at det kniber med at få tid til at opfylde vore åndelige forpligtelser. Hvor meget ofrer du af tid, interesse og penge på dine fritidssysler i forhold til hvad du ofrer på åndelige gøremål? Dit svar kan være et fingerpeg om hvorvidt Satans angreb på dig er lykkedes.

10. Nævn en af Satans nedrigste angrebsmetoder og forklar hvordan han benytter den.

10 Måske er Djævelens nedrigste angrebsmetode den der har at gøre med det ganske normale ønske at indgå ægteskab og at nyde det dermed forbundne intime forhold. For eksempel kunne et forlovet par begynde at tænke: ’Vi skal jo alligevel giftes i morgen, og vi elsker hinanden. Når alt kommer til alt er ægteskabet i sig selv blot et stykke papir og nogle få ord. Det der betyder noget er trods alt det vi føler for hinanden, så hvad galt skulle der være ved allerede nu at begynde at nyde nogle af de intime goder der er tilladt ægtepar?’ I Edens have var der intet forkert ved den forbudte frugt i sig selv, men Jehova Gud sagde at den ikke måtte spises, og derfor var det forkert at spise den. Det samme gælder i forholdet mellem en mand og en kvinde. Det der er ret i morgen, kan godt være uret i dag. Satans underfundige taktik går ud på at få os til at mene at Jehova uden grund forholder os visse goder og fornøjelser. Han har fostret den tanke at menneskene har „ret“ til selv at afgøre hvad der er godt og hvad der er ondt. Uretmæssige og løse kønslige forbindelser er et resultat af en sådan tankegang og en snare vi må vogte os for. Kristne må vise ubetinget trofasthed mod Guds love hvis de skal kunne holde stand mod Satans angreb.

Tvingende nødvendigt at ruste sig

11. Hvordan kan vi ruste os til Satans angreb?

11 For overhovedet at kunne ruste os til Satans angreb må vi forstå at vort forsvar ikke har fysisk men først og fremmest åndelig karakter. Det præciseres i Efeserbrevet 6:11-13: „Ifør jer den fulde rustning fra Gud, så I kan stå fast over for Djævelens listige anslag; for os er kampen nemlig ikke imod blod og kød, men imod regeringerne, imod myndighederne, imod verdensherskerne i dette mørke, imod ondskabens åndemagter i det himmelske. Grib derfor til den fulde rustning fra Gud, for at I må kunne stå imod på den onde dag og stå fast efter at have gennemført alt.“ Vort forsvar er altså ikke afhængigt af om vi er unge eller gamle, kraftige eller spinkle, raske eller svagelige. Som David mødte Goliat, kan vi møde en fjende der efter alt at dømme er os overlegen — og dog gå sejrende ud af kampen. Det sker ikke som følge af vor dygtighed, men snarere ved at vi konstant holder os i åndeligt beredskab, hvilket også er vort eneste forsvar.

12. Hvad må vi forstå hvis vi skal kunne stå fast?

12 Ét er at læse og høre om at andre forbliver trofaste under svære prøver på deres loyalitet mod Gud; noget andet er hvad vi hver især selv gør når det er vort liv og vor integritet det gælder. Skal vi personligt kunne klare en sådan modstand og stå fast, er det af største vigtighed at vi selv forstår hvorfor Jehova tillader angrebet. Vi må huske at vi er underlagt en prøve på vor loyalitet, og at de der ikke tjener af kærlighed til Gud sigtes fra. Ved at fastholde vor integritet beviser vi desuden at Djævelen er en løgner og vi støtter Jehovas retmæssige overherredømme. Taber vi denne baggrund af syne kan vi let forfalde til selvmedlidenhed, der fører til kompromis og nedbryder vort forsvar. Alle Guds tjenere vil have gavn af fra tid til anden at minde sig selv om hvilken rolle de personligt spiller i det universelle stridsspørgsmål om Guds suverænitet. — Luk. 22:31.

13. Hvilket studium vil kunne hjælpe os?

13 God forsvarstaktik består delvis i på forhånd at afgøre hvordan man vil gribe enhver prøve an der måtte opstå. Som det siges i Andet Korinterbrev 2:11 om Satans bestræbelser: „Hans planer er vi jo ikke uvidende om.“ I Bibelen har vi en fuldstændig beretning om hans strategi, så ingen behøver at være uvidende derom. En god soldat studerer tidligere tiders slag og anvender med fordel den viden han høster. Han afgør på forhånd hvordan han vil reagere på fjendens forskellige former for krigslist. Han må desuden deltage i „øvelseskampe“ for at fuldende sine forskellige kampmanøvrer. Skulle vi ikke som ’gode Kristi soldater’ kunne drage nytte af den historiske beretning om Satans angreb på Guds folk, som den står at læse i Bibelen såvel som i Jehovas Vidners årbog? Hvorfor ikke gøre Satans forskellige taktiske angrebsmetoder til genstand for et personligt studium og finde ud af hvordan du kan stå fast i hvert enkelt tilfælde? Så bliver du ikke overrumplet i et svagt øjeblik, og du vil ikke skulle træffe en beslutning i sidste sekund, for du er forberedt, du har allerede truffet din beslutning. Du vil være tilbøjelig til at handle på en måde du ved er rigtig, og dermed gennemføre dit forsvar. — 2 Tim. 2:3.

14. Hvad beviser at det er muligt at modstå Satans angreb?

14 Vil du have yderligere hjælp til at bevare din integritet, så husk hvad der siges i Første Petersbrev 5:9: „Stå [Satan] imod, faste i troen, idet I ved at det samme i retning af lidelser fuldbyrdes på hele samfundet af jeres brødre i verden.“ Nogle har en ikke-troende ægtefælle og alvorlige problemer i familien, andre har været ude for underfundige fristelser, mistet deres arbejde eller været genstand for streng forfølgelse, og dog er de forblevet trofaste. ’Almindelige’ mennesker med svagheder som du og jeg har ’stået Satan imod’ og sejret. Hvis de kunne, kan du også afparere Satans angreb. Husk at Jakob siger: „Stå Djævelen imod, og han vil flygte fra jer.“ — Jak. 4:7.

15. Hvor er der hjælp at få, og hvordan må vi styrke os selv?

15 I Jehovas Vidners menigheder overalt i verden er der også hjælp at få for den der vil opbygge sit forsvar. Jehova forventer at alle hans tjenere, i det omfang det er muligt, benytter sig af de foranstaltninger der er truffet for at de kan opbygge sig selv åndeligt. Ligesom vi søger hen til det rigtige sted når vi skal købe mad, konsultere en læge eller tage os af andre vigtige ting i livet, må vi søge til menighedsordningen for at få den nødvendige åndelige føde, nyde samværet med andre og deltage i den kristne tjeneste, så vi kan styrkes til angrebets dag.

16. Hvordan kan bønnen hjælpe os i vor kamp mod Satan?

16 Eftersom Satan ynder at angribe når man mindst venter det, har vor kærlige Fader givet os et hurtigtvirkende forsvarsvåben der er anvendeligt i enhver situation. Det er bønnen. De der i årevis har måttet lide under Satans angreb, siger alle uden forskel at bønnen har været deres vigtigste kilde til styrke. I den beskrivelse Efeserbrevets sjette kapitel giver af de forsvarsvåben vi har i kampen mod Satan, understreges vigtigheden af at vi „fortsat beder i ånd ved enhver lejlighed“. Du føler dig måske svag i dig selv, men bønnen kan gøre dig til et stærkt tårn. — Ef. 6:18; Fil. 4:13.

17. Gavner vedholdende bøn hovedsagelig psykologisk? Forklar.

17 På hvilken måde hjælper bønnen? Gavner den hovedsagelig ved den psykologiske virkning den kan have på os? Nej! „En retfærdigs bøn har megen kraft, når den er i virksomhed,“ siges der i Jakob 5:16. En bøn udvirker altså noget. Sandt nok ændrer en bøn intet ved verdensbegivenhederne som et hele, men den kan have betydning for hvordan enkelthederne falder ud. Hvordan så Paulus for eksempel på det da han var i fængsel? Tror du han sagde: ’Nå ja, brødre, jeg er sat i fængsel. Det må jo være Guds vilje, og ingen af os kan gøre noget ved det’? Ingenlunde! Nej, han opmuntrede sine brødre til at bede for ham. Læg mærke til hvorfor de skulle bede: „Men jeg tilskynder jer specielt til at gøre dette for at jeg må blive givet tilbage til jer så meget tidligere.“ Deres udholdende bøn kunne gøre en forskel med hensyn til hvornår han blev løsladt. Det nytter at bede. — Hebr. 13:19; se også Filemon 22.

18. Besvarer Jehova altid vore bønner direkte? Forklar.

18 Men hvad nu hvis Satans angreb fortsætter trods dine vedholdende bønner? Betyder det at Gud har vendt dig ryggen? Nej! Vær vis på at Jehova besvarer dine bønner, også selv om han ikke lader dig vinde en sag ved domstolene, hæver et regeringsforbud eller fjerner en hindring eller en fristelse. Han kan have andre måder at komme dig til undsætning på, eller det kan tjene hans retfærdige hensigt at lade modstanden fortsætte. Dette minder os om hvad Paulus sagde om sit eget fængselsophold i Rom. Han ville uden tvivl gerne have været sat på fri fod, men han forstod også at Jehova kunne have sine grunde til at lade ham blive i fængselet. Han sagde: „Nu ønsker jeg at I skal vide, brødre, at mine forhold er blevet til fremgang for den gode nyhed snarere end det modsatte, så at mine lænker er blevet almindeligt kendt i forbindelse med Kristus for hele prætorianergarden og alle de andre; og da de fleste af brødrene i Herren er tillidsfulde som følge af mine lænker, har de så meget mere mod til at tale Guds ord uden frygt.“ — Fil. 1:12-14; se også Andet Korinterbrev 12:7-10.

19. Hvordan hjælper det andre når du holder ud i trofasthed?

19 Gud har tilladt lang tids streng forfølgelse af Jehovas vidner, for eksempel i Nazityskland, Korea og Malawi. Men har deres trofasthed ikke virket ansporende på os? Udgør deres erfaringer ikke en dokumentarisk skildring som enhver kan læse, og som viser at Jehovas tjenere som organisation ikke vil svigte deres troskab mod Gud? Udsættes du for prøvelser i familien, har du kvaler med helbredet eller modstand fra verden, så husk hvilken god virkning dit trofaste eksempel kan have til opbyggelse af dine kristne brødre. Ser du hvilket privilegium det er at blive brugt af Gud på denne måde? Bønnen kan give dig styrke til at udholde forfølgelser og komme over tabet af tidligere „venner“. Den vil hjælpe dig til at modstå den materialistiske påvirkning og fristelserne til umoralitet. Vi kan være lykkelige for at vi har et stærkt åndeligt forsvar mod Satans angreb!

[Fodnote]

a Se Sandheden der fører til evigt liv, siderne 55-74.

[Ramme/illustration på side 497]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Umoralitet

Overdrevne fornøjelser

Livets bekymringer

Menneskefrygt

Trusler, forfølgelser

Troen

Bibelstudium vil hjælpe jer til at gribe til „troens store skjold, hvormed I kan slukke alle den ondes brændende pile“. — Ef. 6:16

[Illustration på side 498]

Under sit fængselsophold opmuntrede apostelen Paulus sine brødre til at bede for ham, men han forstod hvorfor Gud lod ham blive i fængselet — „til fremgang for den gode nyhed“. — Fil. 1:12-14

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del