Mildhed — styrke eller svaghed?

HVAD er mest behageligt — en blæsende, bidende kold efterårsdag eller en duftende, mild forårsdag? Hvem er mest behagelig at omgås — en irritabel, utilnærmelig ordkløver eller en der bevarer sin ligevægt under vanskelige forhold og behandler andre rimeligt? Hvem kan du bedst samarbejde med?

Når det er mildt i vejret mener vi ikke at der mangler noget, som om det var bedre med et heftigt stormvejr. At en har en mild personlighed betyder heller ikke at han mangler styrke, at han er mindre i stand til at udrette noget end en der er bøs og opfarende.

Mildhed er derfor ikke det samme som svaghed. Det er heller ikke ensbetydende med et blidt tonefald eller en sindsro som bevirker at man slet ikke tager sig af det der er vigtigt eller presserende. I Bibelen er „mild“ (eller „sagtmodig“) oversat fra det græske ord praus; og William Barclay, en græskkyndig, siger: „Der er blidhed i praus, men bag blidheden er der styrke af stål.“a

En anden ordbog bemærker at det bibelske ord for mildhed sigter til „den sindstilstand i hvilken vi accepterer [Guds] handlinger med os som gode, og derfor ikke bestrider eller modarbejder dem“. Dette værk siger også: „[Mildhed] består ikke kun i en persons adfærd; heller ikke blot i vedkommendes forhold til sine medmennesker, eller i naturlige anlæg alene. Det er snarere en dyd som er vævet ind i sjælen.“ Dette stemmer overens med Bibelen, som påpeger at ægte mildhed ikke er en medfødt egenskab men en frugt af Guds hellige ånd. (Gal. 5:22, 23) Mildhed opnås først og fremmest ved at man udvikler sit gudsforhold.

Mildhed er derfor ikke blot et spørgsmål om ydre ro og elskværdighed. Egenskaben genspejler Guds stærke men dog milde personlighed. Nogle taler måske mildt og virker så forekommende men er alligevel som en jernhånd i en fløjlshandske, idet deres milde tale blot dækker over en hård personlighed. Eller de er stædige og urimelige. Den virkelig milde ved at man altid bør være rimelig og ligevægtig, uden dog at mangle fasthed og ligefremhed. — Præd. 3:1, 2, 7.

Jesus sagde om sig selv: „Jeg har et mildt sind og er ydmyg af hjertet.“ (Matt. 11:29) Alligevel var han bestemt når det var nødvendigt. Da en af den jødiske ypperstepræsts betjente gav ham en lussing, sagde han: „Hvis jeg har talt uret, så aflæg vidnesbyrd om det urette; men hvis jeg har talt ret, hvorfor slår du mig da?“ (Joh. 18:22, 23) Jesus irettesatte også apostelen Peter meget kraftigt da denne ubevidst forsøgte at nedbryde hans integritet. — Matt. 16:21-23.

Selv om Jesus på den anden side havde stor magt (han kunne til hver en tid kalde tolv legioner engle til hjælp), blev han aldrig grov eller urimelig. (Matt. 26:53) Skønt han gjorde godt og aldrig ophøjede sig selv, blev han behandlet langt værre end en træl, men, som Peter sagde: „Når han blev skældt ud, skældte han ikke igen. Når han led, truede han ikke, men overgav sig bestandig til den som dømmer retfærdigt.“ — 1 Pet. 2:23.

Den milde vil derfor udstå meget uden at ty til hårdhed. Men der er også tidspunkter hvor han vil undlade at tale mildt til dem der lægger en ulydig og oprørsk ånd for dagen. — 1 Kor. 4:21.

Mildhed består ikke blot i tonen i det der siges, men først og fremmest i hvad der siges. Ægte mildhed kræver derfor anvendelse af åndelig visdom. Jakob talte om „en mildhed der hører visdom til“. (Jak. 3:13) Ordsprogene siger: „Mildt svar stiller vrede,“ og: „Mild tunge sønderbryder ben.“ (Ordsp. 15:1; 25:15) Svaret må indeholde visdom for at bevæge andre. Et sådant svar kan nedbryde den hårdeste modstand.

Da kvinden Abigajil appellerede til David, var det ikke så meget hendes milde tonefald men hendes stærke, fornuftige argumenter og dét at hun samtidig var respektfuld og mild, der gjorde ende på Davids voldsomme vrede da han var på vej for at dræbe Nabals husstand. Abigajil sagde til ham:

„Min herre må ikke regne med den usling til Nabal! Han svarer til sit navn; Nabal hedder han, og fuld af dårskab er han; . . . Men nu, min herre, så sandt [Jehova] lever, og så sandt du lever, du, hvem [Jehova] har holdt fra at pådrage dig blodskyld og tage dig selv til rette . . . [Jehova] . . . opfylder alt det gode, han lovede dig.“ — 1 Sam. 25:23-35.

Gideon gav ligeledes et mildt svar med visdom til Efraims stamme, som forsøgte at yppe kiv med ham. Gideon var ikke sat til at føre krig mellem Israels stammer indbyrdes, og han ønskede ikke vanskeligheder med Efraim. Hans milde svar afvæbnede dem fuldstændig. Han svarede: „Hvad er min dåd i sammenligning med eders? Er ikke Efraims efterhøst bedre end Abiezers [eller abiezritternes, Gideons medborgeres] vinhøst? I eders hånd gav Gud midjanitternes høvdinger Oreb og Ze’eb, hvad har jeg formået i sammenligning med eder?“ Som et resultat „lagde deres vrede sig mod ham“. Ægte mildhed fremkalder mildhed hos andre. — Dom. 8:1-3

Hvis én normalt ikke lægger mildhed for dagen, kan det være et tegn på stolthed. Ægte mildhed vil være ledsaget af ydmyghed, for Bibelen formaner kristne til at vandre „med al ydmyghed og mildhed“. — Ef. 4:2.

Mildhed er en nødvendighed for alle i menigheden. Ældste må ’med mildhed belære’ dem der ikke er gunstigt stemt og bringe dem der fejler på fode igen „i mildhedens ånd“. (2 Tim. 2:25; Gal. 6:1) Nye og yngre bør „med mildhed [tage] imod ordet der indplantes“ og ikke modarbejde det. — Jak. 1:21.

Og selv om det er mændene i menigheden der leder i bøn, taler fra platformen og underviser, kan kvinderne også gøre deres del for menighedens åndelighed og velbefindende. Hvordan? Apostelen Peter siger at de kan gøre det ved at lade deres prydelse være „hjertets skjulte menneske, i den uforgængelige klædedragt der skyldes den stille og milde ånd, som er af stor værdi i Guds øjne“. (1 Pet. 3:4) Ja, en bogstavelig klædedragt kan være smuk når den er ny. Men med tiden bliver den slidt eller går af mode. En mild ånd er derimod ’uforgængelig’, og Gud vil bevare den der har en sådan ånd.

[Fodnote]