Hvad ligger der i ordsproget?

Fire ting som vækker forundring

Blandt „massaitten Agurs, Jakes søns, ord“ finder vi følgende ordsprog: „Tre ting undres jeg over, fire fatter jeg ikke: ørnens vej på himlen, slangens vej på klipper, skibets vej på havet, mandens vej til den unge kvinde.“ (Ordsp. 30:18, 19) Hvad er fælles for de fire ting der nævnes?

Sin vægt og størrelse til trods kan ørnen med største lethed hæve sig op og flyve gennem luften, men dens flugt efterlader intet synligt spor så man bagefter kan se hvor den har fløjet. I sandet eller i græsset efterlader slangen et spor, men selv om den ingen fødder har kan den også klatre op ad den nøgne klippe, og her efterlader den intet spor. Et skib finder vej over havet, men dets kølvand slettes hurtigt ud, så ingen bagefter kan se hvor det har sejlet.

Alle disse eksempler sammenlignes med „mandens vej til den unge kvinde“. Ordsproget hentyder øjensynlig til kønslig omgang, især hvor handlingen foregår i det skjulte. Drevet af deres kødelige begær spiller manden og den unge kvinde op til umoralske handlinger, og med besnærende ræsonnementer søger de ad krogveje at retfærdiggøre deres adfærd. Når de først har nået et vist punkt glemmer de alt om konsekvenserne og følger deres indre drifter. Bagefter er der ikke noget synligt vidnesbyrd om deres handling. Et svangerskab eller en lægeundersøgelse kan naturligvis afsløre at pigen ikke længere er jomfru. Men hvis forholdet ikke får følger kan handlingen tilsløres og holdes skjult for mennesker. Kun den almægtige Gud ved hvad der er foregået, og han vil dømme. Hvis de implicerede er medlemmer af den kristne menighed vil han måske lade handlingen komme for lyset.

Noget som aldrig mættes

Med en advarsel til os siger Ordsprogene 27:20: „Dødsrige og afgrund kan ikke mættes, ej heller kan menneskens øjne mættes.“

I Ordsprogene 30:15, 16 gengives den samme tanke med disse ord: „Blodiglen har to døtre: givhid, givhid! Der er tre, som ikke kan mættes, fire, som aldrig får nok: Dødsriget og det golde moderliv, jorden, som aldrig mættes af vand, og ilden, som aldrig får nok.“

Umiddelbart før, i Ordsprogene 30:14, har forfatteren skrevet om dem der „æder de arme ud af landet, de fattige ud af menneskers samfund“. Sådanne mennesker er som blodigler der suger blod og hele tiden vokser mens de fylder sig. De vil konstant have flere og flere penge, større og større magt. Og graven er altid parat til at modtage flere døde. Det golde moderliv skriger så at sige på at blive frugtbart og kunne sætte børn i verden. Rakel sagde til Jakob: „Skaf mig børn, ellers dør jeg!“ (1 Mos. 30:1) Tørkeramt jord drikker begærligt den regn der falder på den, og snart efter er den lige så tør som før. Når flammerne har fortæret det der kastes ind dem, vil de række ud efter mere, og de bliver ved med at brænde så længe der er noget at fortære.

Alle disse sammenligninger synes at skulle illustrere begærligheden eller havesygen — det forhold at havesyge mennesker aldrig får nok og aldrig under sig ro men ustandselig drives fremad af deres selviske begær og opsluger alt og alle der står dem i vejen.