I alderdommen fandt jeg sand tilflugt

FORTALT AF LOUISA GREGORIO

JEG har levet næsten et hundrede og to år — meget længere end vore tilmålte halvfjerds år. (Sl. 90:10) Men det var først da jeg var over halvfjerds at jeg fandt det jeg altid har ønsket: sand tilflugt og et virkeligt håb.

Jeg er en efterkommer af flygtninge som søgte tilbedelsesfrihed for mange år siden. I begyndelsen af dronning Victorias regeringstid (hun regerede i England fra 1837 til 1901) blev beboere på den portugisiske ø Madeira forfulgt af katolikkerne. Deres bibler blev brændt og de led overlast på flere måder. Med tiden sendte dronning Victoria en båd til øen for at alle der ønskede det kunne forlade den.

Blandt dem der gik om bord var to unge piger. Skibet satte kursen mod Britisk Vestindien. Nogle af flygtningene gik i land på øen Antigua. De andre, deriblandt de to piger, kom her til Trinidad. De var flittige og arbejdsomme. De bar sten fra East Dry River og byggede den skotske kirke der ligger her den dag i dag.

En af de omtalte piger var min oldemoder. Hun fødte en datter, Marceliana, min bedstemoder. Da Marceliana giftede sig og fik børn blev min moder Mary født. Hun giftede sig med Manuel Pereira, som blev min fader. De fik tre piger og en dreng. Drengen døde i en ung alder. Fader døde også, så for at kunne sørge for sit hjem og sin familie tog min moder arbejde i en forretning.

Skolegang og ægteskab

Vi boede på hjørnet af Henry Street og Duke Street, der nu ligger i centrum af Port of Spain. Ikke langt derfra, i Victoria Street, gik jeg i skole. Da jeg var seksten år gammel begyndte to unge mænd i nabolaget at lægge mærke til mig. Den ene kom fra en velhavende familie, den anden var fattig. Jeg følte mig tiltrukket af Albert Gregorio, den fattige unge mand. Vi blev gift da jeg var tyve år gammel, og jeg har aldrig fortrudt mit valg.

Albert og jeg var lykkelige sammen, og vi arbejdede hårdt for at skabe et godt hjem for vores voksende familie. Vi fik tre drenge og tre piger. Albert lejede heste og vogne ud, og således tjente vi til livets ophold. Vort hjem i Belmont var beskedent, men vi var en lykkelig og nært sammenknyttet familie.

Efter nogle år åbnede Albert en lille bedemandsforretning i Belmont, og i lang tid satte Gregorios Bedemandsforretning sit tydelige præg på Observatory Street. Min mand blev kendt som fattigfolks ven, for selv om en familie ikke havde råd til at betale for en begravelse sørgede Albert for den.

Følte intet åndeligt behov

Under første verdenskrig kom en mand ved navn Evander J. Coward til Trinidad, og mange mennesker kom for at høre hans bibelske foredrag. Han var en af bibelstudenterne, der nu er kendt som Jehovas Vidner. Min søster Annie og hendes mand, Wilfred Ferreira, såvel som min moder, sluttede sig til bibelstudenterne. Willie, som Wilfred blev kaldt, blev en meget ivrig bibelstudent og rejste til de andre øer for at forkynde. Skønt jeg lyttede til Willie, reagerede jeg aldrig på det han fortalte.

I 1931 pådrog min mand sig lungebetændelse. Til det sidste prøvede han at stå op og gå rundt, men i løbet af kort tid brød han sammen og døde i vort hjem. Han blev aldrig bibelstudent, men han var en meget god mand for mig, og jeg savnede ham virkelig. Med hensyn til at opretholde hjemmet var ansvaret nu mit alene. Jeg syede bluser, skørter og andet, som jeg derefter solgte for en rimelig pris. Således forsørgede jeg mig selv i mange år.

Gunstig reaktion på Bibelens sandheder

Først hen i slutningen af 1940rne erfarede jeg endelig hvor der fandtes sand tilflugt og et virkeligt håb, skønt jeg kunne have erfaret det langt tidligere hvis min holdning havde været anderledes. I De forenede Stater havde Jehovas Vidner åbnet en særlig skole, Gilead, for at uddanne missionærer til at rejse til andre lande og undervise dem der ønskede det i Bibelen. I 1946 blev nogle af disse missionærer sendt til Trinidad.

En af disse var en ung kvinde der hed Ann Blizzard. Jeg syntes om hende og sagde ja til hendes tilbud om at studere Bibelen med mig, og jeg forstod de sandheder jeg begyndte at lære. En dag studerede vi Andet Petersbrev 3:13, hvor der står: „Men der er nye himle og en ny jord som vi venter ifølge hans løfte, og i dem skal retfærdighed bo.“ Det bragte mig stor lykke at tænke på dette. Jeg ønskede at opleve denne retfærdige orden. På den tid var jeg omkring seksoghalvfjerds år gammel.

Jeg opmuntrede mit barnebarn, Joy Hearn, som boede hos mig, til at deltage i vort studium. Hun var glad for det, og snart accepterede hun også de bibelske sandheder vi lærte. Til sidst begyndte jeg at overvære alle Jehovas Vidners møder i Norfolk Street i Belmont, og jeg syntes meget godt om dem.

Jeg kunne også lide at fortælle andre om de vidunderlige ting jeg lærte. Jeg fik mange interessante oplevelser ved at besøge folk fra hus til hus og ved at lede hjemmebibelstudier. Jeg husker at jeg studerede Bibelen med Alma Ford. Hun modtog sandheden med et godt hjerte og blev et aktivt vidne for Jehova.

Jeg opmuntrede min datter Ivy, som boede i San Fernando, cirka halvtreds kilometer syd for Port of Spain, til at studere sammen med missionærerne der. Det gjorde hun, og hun og hendes datter Jean accepterede de bibelske sandheder som de lærte, og det samme gjorde hendes mand, Jack, til sidst. Mit barnebarn Peter var også lydhør og blev troende. Jeg mindes hvor lykkelig jeg var den dag, den 25. november 1950, da min datter Ivy og mine børnebørn Joy og Jean alle blev døbt ved et af Jehovas Vidners stævner.

De to fjender: alderdommen og døden

Hele vejen op gennem 1950erne og i begyndelsen af 1960erne overværede jeg møderne og forkyndte Bibelens sandheder for andre i nærheden af mit hjem. Så begyndte alderdommens skrøbeligheder at gøre sig rigtig gældende. Jeg erfarede sandheden i Salme 90:10: „Vore livsdage er halvfjerdsindstyve år, og kommer det højt, da firsindstyve. Deres herlighed er møje og slid.“

Det blev ikke bedre af at en af mine sønner blev alvorligt syg. Netop som han syntes at komme sig, fik han et tilbagefald og døde. Selv om jeg kendte Bibelens løfter om en opstandelse og et jordisk paradis, sørgede jeg over Cecil.

Så en dag da jeg var over seksoghalvfems år gammel ville jeg åbne et vindue i vores dagligstue. Pludselig gled jeg og faldt, og det gjorde meget ondt. Lægen blev tilkaldt, og lod mig straks indlægge på hospitalet. Jeg havde brækket hoften og det var nødvendigt at operere.

Lægerne og sygeplejerskerne lagde pres på mig for at få mig til at modtage blodtransfusion, idet de sagde at ellers ville jeg sikkert dø. Jeg sagde nej, fordi Guds ord forbyder at man indtager blod. (1 Mos. 9:4; 3 Mos. 17:10; Apg. 15:20, 29) Jeg takker Jehova for at jeg overlevede operationen og kom til kræfter igen. På samme tid var to ældre damer i firserne indlagt på samme hospital som jeg med brækket hofte. Begge modtog blodtransfusion, og begge døde.

Da min hofte var rask, var mit ene ben længere end det andet. Der blev lavet en særlig sko til mig, og jeg fik et stativ som jeg kunne bruge når jeg skulle gå. Således var jeg i stand til at komme rundt i mit hjem og lave mad og passe meget af mit husarbejde. Det var en vanskelig tid, men vennerne i den lokale menighed var meget flinke, og de opmuntrede mig. Jeg nærede fortsat et stærkt ønske om at overleve Harmagedonslaget og komme ind i Guds nye orden.

Så døde min søn Vivian, og lidt senere døde også Kenneth. Nu havde jeg ikke flere sønner. Mine søstre var også døde. Det var svært at acceptere at alle disse, mine kære, var døde; men jeg ved at jeg skal se dem igen i opstandelsen. Jeg glæder mig også til at se min mand igen i Guds retfærdige nye orden. Dette håb er en styrke for mig. Jeg nyder at læse Salme 56:12: „Jeg stoler på Gud, jeg frygter ikke.“

Jeg er meget svag nu, og jeg kan ikke længere komme ud ved egen hjælp. Nogle gange giver jeg udtryk for at det er lidt svært at leve i min alder. Jeg har altid ønsket at overleve Harmagedon, men i min alder er det måske ikke muligt. Så jeg ser frem til at vende tilbage i opstandelsen — til en tid hvor alle mine glæder vil blive virkeliggjort og de nuværende skrøbeligheder og dårligdomme vil være glemt. — Åb. 21:3, 4.